Jeg har set skriften på væggen, og overgiver mig betingelsesløst.
For nogle mennesker er det at danse, at løbe, at træne. For mig er det at skrive at være i mit rette element. I flow.
At have denne stærke drift, og denne angst for det på samme tid, for ikke at kunne, for ikke at gøre det “godt nok” – og så alligevel tage mig mod til at gøre det alligevel, at gøre krav på det og gøre det til mit. Selvom – og det er har jeg endelig opdaget er hemmeligheden ved det at skrive – det jeg egentlig gør er at lytte.
Jeg har det som en havfrue der ubesværet glider igennem det mytiske vand, i mit rette element, og det er her jeg kan ånde – og lege.
Temaet for mig her i begyndelsen af 2011 er Overgivelse – eller Hengivelse.
Hengivelse til livet: Til nuet, til processen, til paradokset og til passionen.
Overgivelsen er selv et paradox; i det at overgive mig ligger accepten af at jeg skal give slip. Det jeg overgiver mig til i ét nu, må jeg kunne slippe i et andet.
Noget må dø, for at noget nyt kan gro frem og leve. I overgivelsen ligger accepten af livets cykliske natur; liv – død – liv.
Det gælder også for relationer. I hengivelsen til et andet menneske, ligger også accepten af at måtte give dette menneske fri. Måske forandres jeg selv, noget i mig dør for at noget ny kan gro frem. Eller det menneske jeg holder af forandres. I nogle tilfælde overlever relationen, selv ikke uforandret, transformeret.
I andre tilfælde er sådanne forandringer ubærlige. Relationen selv må dø, for at nye relationer kan udvikles.
Den Hængte Mand fra The DruidCraft Tarot
Jeg må også slippe selve forbeholdet mod og frygten for overgivelsen. Samt trangen til at ting skal ske. Jeg må altså slippe min utålmodighed og mine forudfattede meninger og forventninger.
Overgivelse er at hengive mig betingelsesløst til det, som er, uden at forsøge at kontrollere, definere eller rationalisere det. Det lyder nemt. Men det er det ikke. Det er derimod temmelig angstprovokerende at slippe behovet for kontrol. Men når det lykkes, er muligheden der for blot at lade ting og begivenheder ske og udvikle sig – udfolde sig – og tage imod det som kommer med et åbent sind.
Det er en proces, hvor jeg ikke kender – ikke kan og ikke skal – kende udfaldet, formålet eller målet.
Det er ikke let, og der er hele tiden faldgruber, og risiko for at igen at falde tilbage i kontrolfeberen, men det er også en del af det. Det er okay. At turde hengive mig er en livslang rejse mod at turde åbne mig og give slip.
Jeg beslutter mig ikke for hengivelsen for at springe ud i den som i de 70.000 favne. Det er en spiralisk proces, ud fra og ind mod midten. Et skridt frem og to tilbage, og så endnu et skridt frem. Ud i det åbne. Men jeg kan beslutte mig for til stadighed at lade overgivelsen være en mulighed, en ny åbning, en ny horisont mod det ukendte.
Sandheden er at sådan er tilværelsen under alle omstændigheder. Men erkendelsen af det kan være så smertefuld og angsfremkaldende at vi foretrækker at lukke øjnene for det. Istedet forsøger vi netop at kontrollere alting hele tiden og mister så muligheden for at oplevelse og nærvær og fordybelse.
