Jeg er kommet hjem fra arbejde. Jeg er træt. Jeg drikker kaffe. Jeg hører Orientering om flygtninge der forsøger at at nå over Middelhavet til Europa.
Jeg sidder ved mit spisebord med den rød- og hvidternede dug. Jeg ser på kaffen, på kaffekanden, på lysestagerne og alle cd’erne der ligger og flyder, min søns tegninger af familien som dinosaurer eller familien som biler, på colaen, på brødet der skal i ovnen.
Jeg lytter til lydene fra børnene, til radioen, til regnen. Undrer mig over hvor stille kattene er.
Pludselig mærker jeg en komplet mangel på længsel efter noget som helst andet end at være lige her og nu, en fred, en glæde ved det konkrete, de banale hverdagsting i mit køkken og mit liv.
Nogle gange er det konkrete alt nok. Nogle mennesker sætter deres liv på spil for at nå et køkken i Europa.
Hverdagen, jeg holder af hverdagen.
‘Pludselig mærker jeg en komplet mangel på længsel…’
Paradoks. ‘Længsel efter længsel’. Egoets veje er, ved Gud, udspekulerede.
Smiler fredfyldt, sidder med ved dit ternede hverdagsbord, fyldt med ‘suchness’
Sådan. Er. Det. bare.
Og de nåede køkkenbordet.. hvor du sad.