For en uge siden vågnede jeg op og følte bitterhed og fortrydelse. Fortvivlelse.
Den forløbne uge har ikke ligefrem været nem. Snarere er følelsen blevet forøget.
Men fortrydelsen er for bitter.
Jeg har tænkt på hvad det modsatte af fortrydelse er. Og jeg tænker at det er taknemmelighed.
Taknemmelighed over de fejl jeg har begået, den smerte, jeg har påført mig selv, (men ikke den smerte, jeg har opført andre). Og de lærestreger, jeg har fået.
Livet er ikke en lige vej. Og heller ikke tydeligt det ene eller det andet, lige så lidt som kærligheden. Nogle gange farer man vild, eller tager en omvej. Måske er det slet ikke en omvej.
Jeg ved hvor stor glæde jeg er i stand til at føle og dele, også. Jeg ved hvor stor glæden har været, og jeg kan se, hvor dyb forandringen har været, og jeg kan se at jeg faktisk midt i det hele er blevet mere hel. At jeg er blevet helet. At nogle sår er blevet lægt.
En væsentlig brik er faldet på plads. Den brik i puslespillet, som jeg hele tiden troede forestillede noget andet. Og derfor lagde tilbage i æsken. Indtil nogen pludselig kom forbi, vendte den lidt rundt, holdt den op mod lyset og næsten uforvarende lagde den på den rigtige plads, så motivet blev tydeligere.
Det er en meget stor gave at få.
Så jeg vil ikke fortryde min vej. At fortryde er at svigte den jeg er blevet, og dem jeg har mødt på vejen. Og det vil jeg ikke.
En anden modsætning til fortvivlelse og fortrydelse er tro. En tro på at det hele har en dybere mening, som jeg ikke kan forstå nu. Men den er der.
Jeg håber at meningen er at jeg bliver bedre i stand til at forstå. At min medfølelse med mine medmennesker bliver større.
På et tidspunkt blev jeg spurgt om jeg ikke gerne ville forstås, men jeg sagde nej, jeg ville accepteres. Er det overhovedet modsætninger? Vil vi ikke allesammen gerne forstås og accepteres, og dybest set elskes som dem vi er?
Jeg føler, at det nu er meningen at jeg skal lutres, at guldet skal igennem en proces, hvor det bliver renere, på indre alkymistisk vis.
Det vil tage et stykke tid.
Mens hjertet forbliver åbent, flydende, lysende – men samtidigt utilgængeligt i den periode. Som et eventyrligt sted, der på magisk vis ikke kan betrædes.
No trespassing. Please.
