hjertet Arkiv ~ Prima Materia

Broer af lys

Hello darkness my old friend,
I’ve come to talk with you again

På vejen hjem her til aften blev jeg ramt af en fuldstændig lammende følelse af mismod, sorg, ensomhed, frygt. I en blanding af min egen personlige smerte og smerte over verden.

Mørket og regnen slog ind om mig. Og tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, så jeg sad faktisk bare i s-toget og græd.

Og da jeg kom hjem vældede det ind over mig.

Det føltes som en tyngde i brystet, og som en hånd om struben, der presser luften ud af mig. Kvælende, kvalmende.

Alt blev pludselig ubærligt.

Og nu, nu tænker jeg på hvordan jeg, vi, kan mønstre mod til at være i verden på trods af frygt? Eller at undlade at underkaste os vores frygt.

Hvad vil det sige at have mod? Hvad vil det sige at holde fast i værdierne, at dyrke musikken, glæden, kærligheden, venskabet, sensualiteten, kysset og friheden? Er det overhovedet muligt når mørket vælder ind over os? Når vi føler os ensomme? Når vi har mistet? Når vi sørger? Eller når vi bare ser til i rædsel?

Jeg har aldrig været i Paris. Alligevel besluttede jeg mig for at holde det, som jeg forbinder med Paris – friheden, filosofien, kærligheden, romantikken, sensualiteten – i hævd i dag og fremover. Men i eftermiddag mistede jeg gnisten, gejsten.

Måske er vejen netop at mønstre modet til at acceptere det, mørket, og derefter kaste det af os, som en kappe. Fx ved at dele vores tanker og følelser, som jeg der skriver dette indlæg. Om ikke andet, så trøster det mig selv at skrive det.

At række ud mod dem vi savner på trods af angsten for at blive afvist, at søge forbindelse.

At lytte til hjertet.

Det er værd at huske at courage kommer af det franske ord coeur , der betyder hjerte. At være modig betyder at have hjertet med sig. At handle fra hjertet. At leve fra hjertet.

Midt i mine tanker om mørket kom jeg til at tænke på en sang, der minder mig om en ungdomsveninde. Den er også af Simon og Garfunkel.

Når mørket slår ind over os, må vi være hinandens broer. Broer af lys i mørket.

Oh, if you need a friend
I’m sailing right behind
Like a bridge over troubled water
I will ease your mind.

Flatline

I går morges mødte jeg en sød kollega. Hun spurgte mig, hvordan det går, og sagde i næste øjeblik, “Ja, man kan jo følge lidt med”. Hvortil jeg svarede, ja det går op og ned.

Og nej, jeg er ikke så god til at ramme noget sådan mere stabilt rent følelsesmæssigt.

Når jeg prøver, sker der som regel et eller andet uventet, der laver et mega udslag til den ene eller den anden side. Og udsvingene er bare store, både op og ned. Og jeg er heller ikke så god til at skjule det. Eller jeg vil ikke skjule det.

Jeg besluttede for lang tid siden at jeg bærer hjertet på tøjet.

Nu er jeg også kommet til et punkt, hvor det er blevet nemmere at være sådan i verden. Hvor jeg ikke længere bange for at vise min sårbarhed. Hvor jeg ikke er en undskyldning for mig selv. Hvis man ikke kan lide det, er min indstilling “Fuck you very much”.

Det sjove ved det er at nogle måske bliver bange, men mange bliver også eksistentielt tiltrukket af det, og bag linjerne får jeg tilkendegivelser på genkendelighed.

Når udsvingene er store er hullerne dybe – og glæden er høj.

Så her er der ikke nogen stabil hjerterytme (metaforisk talt). Og slet ikke nogen flatline.

Så ville jeg jo være død. En zombie.

No trespassing

For en uge siden vågnede jeg op og følte bitterhed og fortrydelse. Fortvivlelse.

Den forløbne uge har ikke ligefrem været nem. Snarere er følelsen blevet forøget.

Men fortrydelsen er for bitter.

Jeg har tænkt på hvad det modsatte af fortrydelse er. Og jeg tænker at det er taknemmelighed.

Taknemmelighed over de fejl jeg har begået, den smerte, jeg har påført mig selv, (men ikke den smerte, jeg har opført andre). Og de lærestreger, jeg har fået.

Livet er ikke en lige vej. Og heller ikke tydeligt det ene eller det andet, lige så lidt som kærligheden. Nogle gange farer man vild, eller tager en omvej. Måske er det slet ikke en omvej.

Jeg ved hvor stor glæde jeg er i stand til at føle og dele, også. Jeg ved hvor stor glæden har været, og jeg kan se, hvor dyb forandringen har været, og jeg kan se at jeg faktisk midt i det hele er blevet mere hel. At jeg er blevet helet. At nogle sår er blevet lægt.

En væsentlig brik er faldet på plads. Den brik i puslespillet, som jeg hele tiden troede forestillede noget andet. Og derfor lagde tilbage i æsken. Indtil nogen pludselig kom forbi, vendte den lidt rundt, holdt den op mod lyset og næsten uforvarende lagde den på den rigtige plads, så motivet blev tydeligere.

Det er en meget stor gave at få.

Så jeg vil ikke fortryde min vej. At fortryde er at svigte den jeg er blevet, og dem jeg har mødt på vejen. Og det vil jeg ikke.

En anden modsætning til fortvivlelse og fortrydelse er tro. En tro på at det hele har en dybere mening, som jeg ikke kan forstå nu. Men den er der.

Jeg håber at meningen er at jeg bliver bedre i stand til at forstå. At min medfølelse med mine medmennesker bliver større.

På et tidspunkt blev jeg spurgt om jeg ikke gerne ville forstås, men jeg sagde nej, jeg ville accepteres. Er det overhovedet modsætninger? Vil vi ikke allesammen gerne forstås og accepteres, og dybest set elskes som dem vi er?

Jeg føler, at det nu er meningen at jeg skal lutres, at guldet skal igennem en proces, hvor det bliver renere, på indre alkymistisk vis.

Det vil tage et stykke tid.

Mens hjertet forbliver åbent, flydende, lysende – men samtidigt utilgængeligt i den periode. Som et eventyrligt sted, der på magisk vis ikke kan betrædes.

No trespassing. Please.

Åbn din hånd – og dit hjerte

Forestil dig at du rækker hånden frem med håndfladen opad. Og forestil dig at en sommerfugl sætter sig på din hånd.

Vil du holde fast i den? Nej for så vil du ødelægge den, og dens skønhed, og dens evne til at flyve.

Eller forestil dig at du placerer en kugle af silkepapir på din fremstrakte håndflade. På et tidspunkt vil vinden tage den og den vil trille bort. Medmindre du naturligvis holder fast i den.

Men på din fremstrakte håndflade vil den kun være der så længe det er meningen at den skal være der.

Det samme gælder sommerfuglen.

Det samme gælder mennesker i dit liv. Eller tanker eller følelser eller tilstande.

I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at vende hånden om, at give slip. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at holde nænsomt omkring, beskyttende. Uanset hvad er det nødvendigt at acceptere at hvis man holder krampagtigt fast så går tingene – eller relationerne – itu.

Hvis man holder hånden åben er der en chance for at der kommer en sommerfugl og tager ophold (og sommerfuglen er som bekendt symbol på sjælen). Hvis man holder hjertet åbent er der en chance for at mennesker kommer forbi og tager ophold. Elsk dem, værdsæt dem og accepter dem som de er, dem selv. Og vær så parat til at give slip igen.

Det intelligente hjerte

Hjertet er sjælens centrale organ. For at erfare sjælens virkelighed må man derfor lytte med hjertet.

Jeg har tidligere skrevet om hjertets paradigme, som en relation mellem mennesker, som et nyt fællesskab der vokser frem. Forudsætningen for det er imidlertid at mærke sit eget hjertes intelligens, og at leve ud fra hjertet. At lytte til hjertet.

Hvordan gør man det?

Først og fremmest er der tale om en spiralisk proces, hvor der ikke er noget mål, (men måske nok et formål), og ikke nogen succeskriterier. Man kan kalde det at gå hjertevejen, eller netop at leve efter et hjertes paradigme.

Der er tale om en åben op, måske ikke så meget udad som indad. Også ind mod det svære. Det kan siges enkelt at lytte, at være nærværende, at finde en indre stilhed, at lytte efter sin indre sandhed eller guide.

I bogen Det Intelligente Hjerte kan du læse om hvordan du finder vej til dit eget hjertes intelligens. Forfatteren Margit Madhurima Rigtrup fortæller på en nænsom, indfølende måde hvordan du påbegynder rejsen.

Det er en bog jeg klart kan anbefale!