Broer af lys

Hello darkness my old friend,
I’ve come to talk with you again

På vejen hjem her til aften blev jeg ramt af en fuldstændig lammende følelse af mismod, sorg, ensomhed, frygt. I en blanding af min egen personlige smerte og smerte over verden.

Mørket og regnen slog ind om mig. Og tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, så jeg sad faktisk bare i s-toget og græd.

Og da jeg kom hjem vældede det ind over mig.

Det føltes som en tyngde i brystet,  og som en hånd om struben, der presser luften ud af mig. Kvælende, kvalmende.

Alt blev pludselig ubærligt.

Og nu, nu tænker jeg på hvordan jeg, vi, kan mønstre mod til at være i verden på trods af frygt? Eller at undlade at underkaste os vores frygt.

Hvad vil det sige at have mod? Hvad vil det sige at holde fast i værdierne, at dyrke musikken, glæden, kærligheden, venskabet, sensualiteten, kysset og friheden? Er det overhovedet muligt når mørket vælder ind over os? Når vi føler os ensomme? Når vi har mistet? Når vi sørger? Eller når vi bare ser til i rædsel?

Jeg har aldrig været i Paris. Alligevel besluttede jeg mig for at holde det, som jeg forbinder med Paris – friheden, filosofien, kærligheden, romantikken, sensualiteten – i hævd i dag og fremover. Men i eftermiddag mistede jeg gnisten, gejsten.

Måske er vejen netop at mønstre modet til at acceptere det, mørket, og derefter kaste det af os, som en kappe. Fx ved  at dele vores tanker og følelser, som jeg der skriver dette indlæg. Om ikke andet, så trøster det mig selv at skrive det.

At række ud mod dem vi savner på trods af angsten for at blive afvist, at søge forbindelse.

At lytte til hjertet.

Det er værd at huske at courage kommer af det franske ord coeur , der betyder hjerte. At være modig betyder at have hjertet med sig. At handle fra hjertet. At leve fra hjertet.

bridge

Midt i mine tanker om mørket kom jeg til at tænke på en sang, der minder mig om en ungdomsveninde. Den er også af Simon og Garfunkel.

Når mørket slår ind over os, må vi  være hinandens broer. Broer af lys i mørket.

Oh, if you need a friend
I’m sailing right behind
Like a bridge over troubled water
I will ease your mind.

Venner og elskere

“Don’t try to use me or slyly refuse me,
win me or lose me,
that is that the darkness is for”

Jeg undrer mig nogle gange over det med relationer. Hvem vi “tænder” på – både som venner og elskere. Nogle personer trigger mig til at betro dem stort set alt. Og det forekommer utroligt enkelt – andre kan jeg bare ikke betro mig til …

Jeg tror det har noget med smertepunkter at gøre, som P.O. Enquist skriver om i Fra regnormenes liv. Jeg har mine smertepunkter – vi har dem alle, og det vi har brug for er ikke altid , at vores venner påpeger dem for os, trykker på dem, eller bruger dem imod os – men omsorgsfuldt hjælper os med at beskytte dem.

Jeg bilder mig ind at jeg kan mærke, hvem der vil trykke på dem og hvem der nænsomt vil puste på dem, velvidende at de er der, sagte, uden ord.

Jeg er ked af det når jeg er en kujon og ikke klart melder fra, som skrevet om tidligere. Jeg er ked af det når jeg lader mig misbruge eller selv misbruger andre.

Cohen har ret – det handler om at vinde eller tabe – nogle gange klikker det, og slår gnister – andre gange gør det ikke – sådan er det. Nogle betror man sine smertepunkter, andre ikke.

Det gælder både venner og elskere.

Venskab

Billedet
Tre unge kvinder danser glade rundt mens de løfter deres bægre højt i vejret. De fejrer måske noget. Det kan være være høsten at dømme efter de græskar og andre frugter, der ligger for deres fødder. Måske fejrer de at den ene har fundet kærligheden og udsigten til et forestående bryllup. Måske fejrer de bare selve livet, glæde og venskabet. At være til.

Dette kort minder mig om drikkevisen fra Verdi’s La traviata (engelsk oversættelse fra Wikipedia):

Let’s drink, let’s drink from this merry chalice
that beauty so truly enhances
And the brief moment will be happily inebriated
with voluptuousness
Let’s drink for the ecstatic feeling
that love arouses

Dette kort fortæller om kærlighed, om livsglæde, om ungdom, om sorgløshed, og om venskab. Der er en form for renhed over denne type glæde, endnu er der ingen malurt i bægret. Det er ren og skær fryd, boblende latter og lyksalighed.

Element/nummer
Tre’erne handler om udfoldelse, flow, kreativitet – og her er der virkelig gang i livsudfoldelsen, her er der flow og frugtbarhed. Sammenholdt med elementet vand der handler om kærlighed og medfølelse har det ikke mindst med udlevelse af kærlighed og venskab. Da vandet også har at gøre med rekonstitution indikerer dette kort at holde fri, fri fra pligter, skole og arbejde. Det handler om fest og fornøjelse, om sjov og ballade.

Der er naturligvis et element af beruselse, når man sammenholder de højt løftede bægre med dansen. Men man kan også være beruset af selve af livet, så det behøver ikke at være en forgiftet beruselse. I nogle sammenhænge kan det med visse andre kort dog indikere et problematisk forhold til rus og beruselse.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplæg indikerer kortet glæde, fest, livsudfoldelse, sorgløshed, beruselse, fejring og venskab.