“Don’t try to use me or slyly refuse me,
win me or lose me,
that is that the darkness is for”
Jeg undrer mig nogle gange over det med relationer. Hvem vi “tænder” på – både som venner og elskere. Nogle personer trigger mig til at betro dem stort set alt. Og det forekommer utroligt enkelt – andre kan jeg bare ikke betro mig til …
Jeg tror det har noget med smertepunkter at gøre, som P.O. Enquist skriver om i Fra regnormenes liv. Jeg har mine smertepunkter – vi har dem alle, og det vi har brug for er ikke altid , at vores venner påpeger dem for os, trykker på dem, eller bruger dem imod os – men omsorgsfuldt hjælper os med at beskytte dem.
Jeg bilder mig ind at jeg kan mærke, hvem der vil trykke på dem og hvem der nænsomt vil puste på dem, velvidende at de er der, sagte, uden ord.
Jeg er ked af det når jeg er en kujon og ikke klart melder fra, som skrevet om tidligere. Jeg er ked af det når jeg lader mig misbruge eller selv misbruger andre.
Cohen har ret – det handler om at vinde eller tabe – nogle gange klikker det, og slår gnister – andre gange gør det ikke – sådan er det. Nogle betror man sine smertepunkter, andre ikke.
Det gælder både venner og elskere.