frygt Arkiv ~ Prima Materia

Om at stille sig ud

“Udsat på hjertets bjerge”

Der er nogle dage hvor jeg føler, at jeg er for meget. For sensitiv, for stærk, for underlig, for åben, for sårbar, for klog, for bange. For alt. For meget.

Dybest set ved jeg at det bare handler om i hvilken grad jeg tør række min hånd, mine ord, mit venskab ud til verden.

Men alene det at gøre det, kan virkelig helt uoverskueligt frygteligt. At være mig. At risikere at blive afvist.

Der var en gang én der spurgte mig, hvorfor jeg ville udstille mig? At stille mig ud. Jeg blev meget ked af det spørgsmål. Men det var et godt spørgsmål at få.

Måske er det fordi jeg ønsker at blive modtaget. Måske er det fordi jeg ønsker at give, det jeg har og det jeg kan. Og det kan virke kvalmende frygtindgydende.

Men jeg har besluttet mig for at frygten for at være i verden ikke skal få bugt med mig. Eller med dig. For jeg tænker, at vi alle har det på den måde.

At vi i forskellig grad er bange for, at det vi er og det vi kan tilbyde vil blive afvist. Og at vi derfor holder igen på os selv, i forskellige situationer. Også i de nære relationer, hvor det burde være muligt at turde være åben.

Det er derfor jeg stiller mig ud. Skiller mig ud. Tillader mig at eksponere mig selv i al min sårbarhed – og min styrke.

Måske giver det mod.

Frygt

“One had to take some action against fear when once it laid hold of one”. Rainer Maria Rilke

I går blev jeg ramt af frygt. Ikke på egne vegne, men på en andens.

Det interessante, og det som jeg vil skrive om nu – er ikke årsagen til lige præcis denne frygt, men selve frygten, og det den gør ved os.

Det ser ud som om dens største og første funktion er at forhindre os i at gøre noget. Den lammer os og fryser os. Den lægger sin benhårde, klamme hånd på vores hjerte og forhindrer det i at slå. Den holder på vores strube og forhindrer os i at trække vejret. Men som jeg tidligere har beskrevet, så er den bedste måde at overkomme frygt at foretage en handling, måske bare en lille handling, ét lille skridt ad gangen.

Det, der skete inde i min abehjerne var, at en masse tanker faldt over hinanden , og min hjerne speedede straks derudaf for at forudse mulige skrækscenarier, og finde en løsning. Men jeg ved jo ikke, om det er “sandt”, det som min bevidsthed fortæller mig. Så jeg lod dem bare komme og gå tankerne, og besluttede mig for en enkelt handling. Første skridt.

Alle mennesker føler frygt. Frygten er vores ven. Hvis ikke vi kendte frygt, ville vi være døde nu. Frygten er det, der fik huleboereren til at tænke sig om en ekstra gang, inden han gik ind i løvens hule, for – måske – at blive ædt. Så istedet for at forsøge at holde frygten stangen, kunne det måske være en god idé at anerkende den for det det, der er dens ærinde: At forhindre os i at dø. At holde systemet i live.

Men hvad gør man så, når man mærker denne isnende følelse af frygt i ens hjerte? Det er en god idé at træde et skridt tilbage og observere tankerne og følelserne. Det er en god idé ikke at identificere sig med de tanker, som ens hjerne producerer. Det vil sige lade være med at tro på, at de nødvendigvis er sande. Det er en god idé at beslutte sig for at gøre én ting, og hvis det ikke kan gøres nu, at lade det ligge.

Er det muligt? Ja, nogle gange.

Det lykkedes mig at i denne konkrete situation at meditere, at slippe frygten, at trække vejret gennem hjertet, at mærke hvordan der åbnedes et rum her, og at lade frygten opløses.

Frygt

Frygt er sådan en mærkelig følelse. Den kan virke totalt lammende, og give os tunnelsyn, så selve den måde vi opfatter virkeligheden på snævres ind, så vi ser forhindringer istedet for muligheder.

Frygt er en svær følelse at have med at gøre, fordi den kan være ude af proportioner med det som vi er bange for. Den mindste ting kan skabe stor frygt, den største ting kan skabe lille eller ingen frygt – selvom der måske netop er grund til at være bange. Dét er benægtelse.

Frygt kan være god, hvis den lærer os at være bange, når der er grund til det. Det er der fortalt eventyr om i århundreder.

***

For cirka en uge siden vågnede jeg en morgen med en dyb følelse af frygt for fremtiden i forhold til økonomien og min boligsituation, men efter at have givet mig tid til at føle den, istedet for at distrahere mig selv fra den, gik det op for mig, at den bedste måde at overkomme den er ved at handle, at gøre noget, bare den mindste ting, ét lille skridt ad gangen.

At starte et sted.

Det er underligt som beslutninger skal have plads til at lande. Forandringer tager tid.

Allerede for et godt stykke tid siden vidste jeg at jeg på et tidspunkt ville flytte fra min lejlighed og bytte til noget mindre. Men beslutningen har skulle synke helt ind i mit sind, og jeg skulle vænne mig til tanken.

Det har taget et halvt år.

Men da jeg var stået ud af min seng, tog jeg et første lille skridt i retning af at gøre noget ved det. Ikke nødvendigvis fordi at det får mig til at føle mindre frygt, men på grund af frygten. Det kan godt være at den er der, men den vil ikke lamme mig.

Mod kan være en lille ting, men mod er ikke ikke at være bange, men at se sin frygt i øjnene – og handle uanset.

Nu er jeg kommet til det punkt hvor jeg kan handle og begynde at søge efter et nyt sted at bo.

***

Hvad frygter du og hvad afholder det dig fra at gøre? Hvad tvinger den til? Hvad motiverer den dig til?

Broer af lys

Hello darkness my old friend,
I’ve come to talk with you again

På vejen hjem her til aften blev jeg ramt af en fuldstændig lammende følelse af mismod, sorg, ensomhed, frygt. I en blanding af min egen personlige smerte og smerte over verden.

Mørket og regnen slog ind om mig. Og tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, så jeg sad faktisk bare i s-toget og græd.

Og da jeg kom hjem vældede det ind over mig.

Det føltes som en tyngde i brystet, og som en hånd om struben, der presser luften ud af mig. Kvælende, kvalmende.

Alt blev pludselig ubærligt.

Og nu, nu tænker jeg på hvordan jeg, vi, kan mønstre mod til at være i verden på trods af frygt? Eller at undlade at underkaste os vores frygt.

Hvad vil det sige at have mod? Hvad vil det sige at holde fast i værdierne, at dyrke musikken, glæden, kærligheden, venskabet, sensualiteten, kysset og friheden? Er det overhovedet muligt når mørket vælder ind over os? Når vi føler os ensomme? Når vi har mistet? Når vi sørger? Eller når vi bare ser til i rædsel?

Jeg har aldrig været i Paris. Alligevel besluttede jeg mig for at holde det, som jeg forbinder med Paris – friheden, filosofien, kærligheden, romantikken, sensualiteten – i hævd i dag og fremover. Men i eftermiddag mistede jeg gnisten, gejsten.

Måske er vejen netop at mønstre modet til at acceptere det, mørket, og derefter kaste det af os, som en kappe. Fx ved at dele vores tanker og følelser, som jeg der skriver dette indlæg. Om ikke andet, så trøster det mig selv at skrive det.

At række ud mod dem vi savner på trods af angsten for at blive afvist, at søge forbindelse.

At lytte til hjertet.

Det er værd at huske at courage kommer af det franske ord coeur , der betyder hjerte. At være modig betyder at have hjertet med sig. At handle fra hjertet. At leve fra hjertet.

Midt i mine tanker om mørket kom jeg til at tænke på en sang, der minder mig om en ungdomsveninde. Den er også af Simon og Garfunkel.

Når mørket slår ind over os, må vi være hinandens broer. Broer af lys i mørket.

Oh, if you need a friend
I’m sailing right behind
Like a bridge over troubled water
I will ease your mind.

Vejen

“The further one goes, the less one knows.”
Lao Tzu, Tao Te Ching

Her til morgen havde jeg en snak med en veninde om, hvad mod er.

Hun står over for nogle udfordringer af kreativ, kærlighedsmæssig og eksistentiel art, som kræver mod. Det gør vi alle. Hele tiden.

Nogle gange kan alene det at stå op om morgenen kræve mod.

For mig er mod at vove, på trods af frygt.

At acceptere at vi ikke kan alt på forhånd, at det ikke skal være perfekt, at vi netop skal lære, at give os selv lov til at gå ind i det ukendte. Hvad enten det handler om kærlighed, kreativitet eller livet. At gå, hvor vi ikke ved, hvor vejen fører hen, istedet for at forvente af os selv, at vi kender vejen.

Det gør vi ikke. Det er jo derfor vi går den!

Jeg tror, at vi får den hjælp vi har brug for, når vi tager de første skridt, på trods af frygten. At vi får hjælp når vi overvinder vores frygt, frem for at undlade at gøre noget på grund af frygt. Det betyder ikke, at vejen er let og lige, eller at vi ikke møder forhindringer på vejen.

Lige nu er det som trigger min frygt; at jeg måske slet ikke kan finde ud af at skrive den roman, jeg er gået igang med, og ikke mindst at se min ensomhed og mine fejltagelser i øjnene.

Alle de ting gør mig bange, fordi de skubber til min opfattelse af hvem jeg er. Mit sprudlende, festlige jeg, min kreativitet (ikke at skrive en roman vil jo paradoksalt nok aldrig udfordre mit billede af at det kan jeg da sagtens).

Og min frygt for at være og blive afvist, forladt.

Min frygt for at fejle. Mere end én klog kvinde har sagt, at jeg ikke skal fortryde. Mine fejltagelser har gjort mig til den jeg er nu, og jeg er blevet klogere. Sjælen næres af vores fejl. Hvis vi går fejlfri og uberørte gennem livet bliver vi ikke mennesker i kød&blod.

På et tidspunkt her til morgen var det som om at modet forlod mig og jeg fortvivlede. Jeg følte mig ensom, ked af det og i tvivl. Da jeg fik en besked fra en anden veninde med tre små ord. De gav mig mod.

Det er lige meget hvad vi gør, bare vi er. At tage det første skridt, kan også være at møde op, være tilstede. Nu, uanset hvad det indebærer, dette nu.

Du er selv vejen. Også når du ikke ved, hvor den fører hen.

Process

Men vi er jo bange. Vi er bange for at blive opslugt af noget der er større end os selv. Vi er bange for at miste kontrol, vi er bange for at overgive os, blive væk, ikke kunne finde vej. Det er en del af det at være menneske.

Derfor er mål tit så væsentlige for os. At fokusere på målet føles sikkert, når selve processen er kaotisk og overskuelig. Men hvis vi netop vil være i processen – istedet for at fokusere på målet – hvordan overkommer vi så uvisheden om, hvor vi er på vej hen og hvordan det hele vil ende?

Hvordan imødegår vi angsten og frygten for det ukendte?

The Alchemical Tarot siger 9 of Swords – The Hero:

8 sværd hænger fra loftet, muligvis er der en risiko for at de vil falde ned over manden med det ene sværd. Muligvis er det mere et spørgsmål om, at han frygter at de vil falde, end at de reelt gør det.

Frygt handler om negative forventninger, og om den måde vi bruger vores mentale energi på at forudse og indirekte forsøge at kontrollere fremtidige begivenheder, som vi tror vil være negative, dårlige, onde.

Kortet kaldes Helten. Helten ser frygten i øjnene – og handler. Det er ikke fordi helte ikke er bange – det er de givetvis. Manden på kortet ser også temmelig bange ud. Men helte vælger at at handle, selvom de er bange. De vælger at se frygten i øjnene, istedet for at undlade at gøre noget af frygt; at lade sig lamme, forstene, immobilisere.

Vi er alle angste – også helte. Forskellen er om vi tør handle, alligevel.

Så når vi springer ud i processen, og vælger at lade os opsluge af den – og det kan være en hvilket som helst proces – så er det med frygten. Vi ser den, vi anerkender den, vi tager den på os. I virkeligheden kan det være langt mere farligt ikke at anerkende frygten, fordi vi så tror os uovervindelige, og det giver nogle blinde vinkler. Det kaldes hybris.

At acceptere frygten, og tage det første skridt bevidst og med åbne øjne, giver mulighed for at lade sig opsluge helt og fuldt af det vi møder på vores vej.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.