Teamwork

Billedet
En munk, en arkitekt og en håndværker står samlet under en kirkehvælving. Tilsyneladende diskuterer de udformningen af udsmykningen på væggen til højre for den buede hvælving. Under buen er der et mønster, bestående af en opadstræbende trekant med kortes tre mønter og en nedadstræbende trekant med en rose.

Symbolik
På det ydre plan symboliserer kortet samarbejdet i grupper eller organisationer, fx i form af teamwork. Gruppen kan kun fungere hvis alle dets medlemmer bliver hørt og anerkendt for deres bidrag. Hvis der skabes en helhed.

På det indre plan symboliserer de tre figurer krop, bevidsthed og ånd, og det kortet handler om er integration eller samarbejde mellem disse tre dele. Det er ikke muligt at udføre et stykke kreativt arbejde uden at disse tre dele alle har del i processen. Det samme gælder for vores generelle tilstand af velvære og for helbredet, at hvis en af disse dele lukkes ude eller negliceres i længere tid kommer vi ud af balance.

Den opadpegende hvælving symboliserer en opadstræben mod det sublime, mod det åndelige, mod – ja mod himlen, det guddommelige. Men igen afbalanceres dette af en stræben og anerkendelse af det jordiske, af jorden, som kilden til ressourcer og den energi, der skal til for at overhovedet at kunne stræbe mod det guddommelige.

En katedral er et imponerende bygningsværk, hvis spir strækker sig svimlende mod himlen i en lovprisning af Gud. Men denne spirituelle stræben kunne kun udtrykkes ved hjælp af arkitekternes tegninger og planer og håndværkernes og arbejdernes talenter og fysiske arbejde.

Dette kort illustrerer på fineste vis, hvordan al kreativitet udfoldelse bygger på grundpiller som udførslen af konkret kunnen og fysisk arbejde. At tingene hænger sammen. For at kunne udtrykke og udfolde en tanke skal den materialeres i fysiske processer og aktiviteter. Selvom Micheangelos David allerede befandt sig inde i marmorblokken, var det nødvendigt at arbejde skulpturelt for at give den fri.

Element/nummer
Mønterne står netop for kvaliteter som kreativitet i form af arbejde og talent, og det at få noget til at gro ud af jorden, ud af noget fysisk. Tænk på rosen der gror fra jorden. På den måde finder der i dette kort en sammensmeltning sted mellem Mønternes Jord-element og treerne, der symboliserer udfoldelse, kreativitet, flow og udvikling. Kortet er i sig selv en syntese, og definerer dermed smukt treernes betydning.

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Tre Mønter betyde kreativitet, arbejde, talent, gruppearbejde, samarbejde, helhed, integration.

Smerte

Billedet
Et stort rødt hjerte gennembores af tre sværd. Baggrunden er grå, regnfuld. Billedet er abstrakt forsåvidt som der slet ikke optræder nogle menneskelige skikkelser på det.

Hvor mærkeligt det end lyder, så er dette sørgmodige kort et af mine yndlingskort.

Det røde hjerte symboliserer kærlighed, følelse, indlevelse, empati, liv. De tre sværd står for livets barske realiteter, rationalitet, intellekt – og viden.

For mig er det en syntese af kærlighed og viden – og det giver mere end af de to tilsammen – nemlig ægte visdom. Og den erfaring som et levet liv giver med dets sorger og glæder og kærlighed. Det er det som jeg før har skrevet om som det knuste hjertes visdom.

Der er ingen der kommer igennem livet uden sorger, uden små og store slag, uden ar på sjælen. Hvis vi formår at bruge vores viden og erfaring udfra hjertet, og ikke henfalder til selvmedlidenhed, ondskab og bitterhed, er det muligt at være noget for andre mennesker.

Det er også derfor jeg kæder dette kort sammen med Sværdenes Dronning. jeg opfatter hende ikke som som bitter. Men hun kan godt være barsk – eller forekomme at være barsk – fordi hun ser tingene som de er og ikke pakker dem ind. Hun ser klart og siger sandheden. Men denne imposante dame vender vi tilbage til senere. Det jeg egentlig vil sige er at jeg ser Tre Sværd som et billede på hendes hjerte.

Element/nummer
Tre symboliserer her syntese, det vil sige; når tese og antitese smelter sammen i en højere enhed, en ny orden. I dette tilfælde symboliserer sværdene viden, og sammen med hjertet, den visdom vi kan opnå i sammensmeltningen mellem følelse på den ene side og viden på den anden. Hvis vi tør fortage den syntese, fremfor at insistere på at se de to som værende adskilte, modsætninger.

Luft står også for spiritualitet, luft som ånd (spirit). Her står luft alså for den spirituelle indsigt der kommer af at kunne foretage den ovennævnte syntese. Praktisk talt at kunne påtage sig og bære den smerte livet medfører. Og det ansvar der følger med.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplæg står dette kort for sår, sårbarhed, smerte, sorg, hjertesorg, kærlighed, erfaring, viden og visdom.

Venskab

Billedet
Tre unge kvinder danser glade rundt mens de løfter deres bægre højt i vejret. De fejrer måske noget. Det kan være være høsten at dømme efter de græskar og andre frugter, der ligger for deres fødder. Måske fejrer de at den ene har fundet kærligheden og udsigten til et forestående bryllup. Måske fejrer de bare selve livet, glæde og venskabet. At være til.

Dette kort minder mig om drikkevisen fra Verdi’s La traviata (engelsk oversættelse fra Wikipedia):

Let’s drink, let’s drink from this merry chalice
that beauty so truly enhances
And the brief moment will be happily inebriated
with voluptuousness
Let’s drink for the ecstatic feeling
that love arouses

Dette kort fortæller om kærlighed, om livsglæde, om ungdom, om sorgløshed, og om venskab. Der er en form for renhed over denne type glæde, endnu er der ingen malurt i bægret. Det er ren og skær fryd, boblende latter og lyksalighed.

Element/nummer
Tre’erne handler om udfoldelse, flow, kreativitet – og her er der virkelig gang i livsudfoldelsen, her er der flow og frugtbarhed. Sammenholdt med elementet vand der handler om kærlighed og medfølelse har det ikke mindst med udlevelse af kærlighed og venskab. Da vandet også har at gøre med rekonstitution indikerer dette kort at holde fri, fri fra pligter, skole og arbejde. Det handler om fest og fornøjelse, om sjov og ballade.

Der er naturligvis et element af beruselse, når man sammenholder de højt løftede bægre med dansen. Men man kan også være beruset af selve af livet, så det behøver ikke at være en forgiftet beruselse. I nogle sammenhænge kan det med visse andre kort dog indikere et problematisk forhold til rus og beruselse.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplæg indikerer kortet glæde, fest, livsudfoldelse, sorgløshed, beruselse, fejring og venskab.

Længsel

Billedet
En yngre mand står med ryggen til beskueren og ser længselsfuldt ud over havet. Han er omkranset af tre stave, hvoraf en står på hans venstre side, og to står på hans højere. Han holder fast i den ene med sin højre hånd. Han stirrer på de skibe der sejler ud af flodmundingen, på det gule hav, under den gule himmel. Gult kan associeres med det mentale, med intellekt og analyse.

Han har sat skibe i søen og venter nu på at de skal komme tilbage, eller han ser sine skibe påny sejle ud mod fremmede himmelstrøg. Måske ønsker eller planlægger han selv at være ombord på et af dem, næste gang det stævner ud.

Element/nummer
Treeerne står for udfoldelse, kreativitet, flow, udvikling og en syntese af den dualisme eller polaritet, vi fandt i toerne. I treerne ophæves den, eller der foretages et valg, sådan at noget nyt kan udfolde sig, og ny kreativitet slippes fri. Stavene udtrykker netop Ildens kreative energi.

Her synes der netop at være sket en udvikling fra To stave, hvor subtil den end er. Der er foretaget en syntese, eller et valg, og noget er sat i værk. Om det så blot er længslen efter at ville noget der udtrykkes. Men denne mand har ihvertfald vendt ryggen til noget og og er fysisk eller mentalt på vej et andet sted hen … Og tilsyneladende ved han hvad han vil, han er rolig, selvsikker og velovervejet. Han er parat til at træde det første skridt på en ny rejse.

Kortet handler altså også om at kompromisløst at tage konsekvenserne af sine drømme og ønsker, også selvom man står alene med dem og må foretage rejsen alene. At være tro mod sig selv.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplæg kan dette kort betyde længsel, planlægning, nye projekter og nye muligheder, kreativitet, selvsikkerhed, ro, velovervejethed, rejser, eventyr.