Disciplin

Billedet
En ung mand iført arbejdstøj sidder på en bænk og arbejder på at mejsle et pentagram-mønster ind i en ud af 8 Mønter. Han arbejder koncentreret og disciplineret på at udføre den opgave han har fået eller selv har sat sig for.

Element/nummer
Dette kort er nok det der bedst beskriver hvad otterne handler om; udførelse, arbejde disciplin, fokus. Sammen med Mønternes Jord-element handler det om at helt konkret at udføre det arbejde der skal gøres, at få hænderne i det, så at sige – og at blive ved med at gøre det til opgaven er udført. At være disciplineret.

At være en discipel
Jeg tror at vi i vores moderne, individualistiske og sekulariserede verden glemmer hvad det vil sige at være en discipel. Vi forbinder det med noget religiøst, sekterisk – noget med at følge en guru. Men egentligt kommer det af latin discipulus og betyder blot “elev”  – af latin discipulus. Det vil sige “en, der lærer”.

Og den lære kan så i princippet være hvad som helst fra et håndværk til et studie til en spirituel praksis – som fx i yoga.

Men udfoldet yderligere kan det at være en discipel  også handle om at være en discipel i forhold til livet, at være ydmyg og acceptere at vi ikke ved alt, men at vi altid kan blive klogere, tage ved lære og få udvidet vores horisont.

At have disciplin kan så både handle om at være koncentreret om at tilegne sig en bestemt konkret kunnen, eller at følge en bestemt praksis eller at være fokuseret på det man sætter sig for, og følge det til dørs.

Just do it
Dette kort har ikke mindst at gøre med at skabe noget konkret. At starte fra bunden og skabe noget ud af intet eller at omforme det som er til noget andet. Det handler ikke blot om at få ideer, men også at sætte sig ned og gøre noget ved det, at gøre det hårde beskidte arbejde. Eller simpelthen at Gøre istedet for at Tænke på at gøre det. Just do it.

Divinatorisk betydning
Disciplin, arbejde, discipel, læring, udførelse, fokus, koncentration, ydmyghed, dygtighed

Teamwork

Billedet
En munk, en arkitekt og en håndværker står samlet under en kirkehvælving. Tilsyneladende diskuterer de udformningen af udsmykningen på væggen til højre for den buede hvælving. Under buen er der et mønster, bestående af en opadstræbende trekant med kortes tre mønter og en nedadstræbende trekant med en rose.

Symbolik
På det ydre plan symboliserer kortet samarbejdet i grupper eller organisationer, fx i form af teamwork. Gruppen kan kun fungere hvis alle dets medlemmer bliver hørt og anerkendt for deres bidrag. Hvis der skabes en helhed.

På det indre plan symboliserer de tre figurer krop, bevidsthed og ånd, og det kortet handler om er integration eller samarbejde mellem disse tre dele. Det er ikke muligt at udføre et stykke kreativt arbejde uden at disse tre dele alle har del i processen. Det samme gælder for vores generelle tilstand af velvære og for helbredet, at hvis en af disse dele lukkes ude eller negliceres i længere tid kommer vi ud af balance.

Den opadpegende hvælving symboliserer en opadstræben mod det sublime, mod det åndelige, mod – ja mod himlen, det guddommelige. Men igen afbalanceres dette af en stræben og anerkendelse af det jordiske, af jorden, som kilden til ressourcer og den energi, der skal til for at overhovedet at kunne stræbe mod det guddommelige.

En katedral er et imponerende bygningsværk, hvis spir strækker sig svimlende mod himlen i en lovprisning af Gud. Men denne spirituelle stræben kunne kun udtrykkes ved hjælp af arkitekternes tegninger og planer og håndværkernes og arbejdernes talenter og fysiske arbejde.

Dette kort illustrerer på fineste vis, hvordan al kreativitet udfoldelse bygger på grundpiller som udførslen af konkret kunnen og fysisk arbejde. At tingene hænger sammen. For at kunne udtrykke og udfolde en tanke skal den materialeres i fysiske processer og aktiviteter. Selvom Micheangelos David allerede befandt sig inde i marmorblokken, var det nødvendigt at arbejde skulpturelt for at give den fri.

Element/nummer
Mønterne står netop for kvaliteter som kreativitet i form af arbejde og talent, og det at få noget til at gro ud af jorden, ud af noget fysisk. Tænk på rosen der gror fra jorden. På den måde finder der i dette kort en sammensmeltning sted mellem Mønternes Jord-element og treerne, der symboliserer udfoldelse, kreativitet, flow og udvikling. Kortet er i sig selv en syntese, og definerer dermed smukt treernes betydning.

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Tre Mønter betyde kreativitet, arbejde, talent, gruppearbejde, samarbejde, helhed, integration.