Tag: respekt

Mit værd

Walk the fucking talk

Jeg må indse at for skrive om værdier, må  jeg vove pelsen, bringe mig selv i spil og gøre det personligt. Ved at fortælle om, hvordan jeg oplevede at mine værdier svigtede mig.

Hvordan kan jeg ellers skrive om værdier på en måde, som gør det vedkommende og spændende? For det er et abstrakt emne, som kan blive formidlet uvedkommende og kedeligt. At have værdier er jo fint og godt. Helt konkret kan begrebet værdi defineres som en kvalitet vi sætter højt, kollektivt og individuelt. Men hvordan kan vi vide, hvad vores værdier er, og ikke mindst, hvordan kan vi leve efter dem? That is the question.

Here goes:

Da jeg levede i et åbent forhold, var mine værdier i forhold til at navigere i det; ærlighed, respekt og frihed.

Det er jo smukt, ikke?

Men på en eller anden måde begyndte det at smuldre, føles hult. Helt korte eksempler:

Ærlighed; Jeg stødte på (små) punkter af uærlighed, og blev fx konfronteret med det under en date, hvor den person jeg datede indrømmede, at have løjet om sin alder, og var bare no go for mig. Ikke så meget selve genstanden (alderen) for uærligheden, men uærligheden i sig selv. (Det var et tema, jeg i forvejen havde været i berøring med, og nu ramte det så fra en anden kant).

Dét fik mig til at reflektere over, hvornår jeg selv lyver og er uærlig, og hvorfor? For at beskytte mig selv? For at sætte et slør mellem verden og min sårbarhed?

Respekt; Hvordan skal jeg forvente at andre respekterer mig, når jeg ikke holder egne grænser og sælger (mig) ud? Hvordan kan jeg respektere andre, når jeg ikke respekterer mig selv? Dét starter der; respekt for egne grænser og direkte kommunikation.

Frihed; Frihed er fint, og ja det er smukt at give sin elskede fri til at elske andre; men en følelse begyndte at snige sig ind på mig; Måske kan friheden bruges som alibi for manglende følelsesmæssig intimitet? Måske bliver intimiteten og den dybe samhørighed ofret på frihedens alter? I nogle sammenhænge …

Hermed vil jeg ikke sige at det ikke er muligt at leve åbent, det fungerer for nogle, men ikke for alle, og det kræver en meget høj grad af bevidsthed. Her bruger jeg det blot som  eksempler på værdier, der syntes at smuldre imellem hænderne på mig. (Efterfølgende har jeg (naturligvis) reflekteret og redefineret – men det må komme i et senere indlæg).

Min pointe er, at udover at det var gode, bevidsthedsskabende og – smertefuldt – dyre erfaringer, så er en værdi ikke mere værd end den person, der har den. Svigtede mine værdier mig eller svigtede jeg dem? Svaret svæver i vinden.

Der kan være en diskrepans mellem det vi sætter højt – og vores evne til at leve det. Vi begår fejl, farer vild, er menneskelige. Nogle gange synes hullerne i vejen uoverstigelige, nogle gange er det umuligt at tænke på værdier uden at fare vild i et virvar af abstrakte begreber, ord, betydninger, som ikke synes særligt brugbare i det virkelige liv.

Så hvordan finder vi ud af, hvad der er vores værdier? Måske er vejen frem at lege med begreberne og forestillingen, om hvordan vi gerne vil leve?

Fx ærlighed – hvad betyder det for dig, hvornår er du ærlig, hvornår er du ikke? Overfor hvem, i hvilke sammenhænge. Hvordan er du ærlig? Bruger du ærligheden til at fortælle andre Sandheden (som Damen med de blå tænder), men har du svært ved at være ærlig overfor dig selv, eller modtage ærlig respons fra andre?

Test din værdi, leg med, sæt den – og dig selv på prøve. Uanset hvad er det lærerigt, hvis du er villig til at være hudløs og reflekterende i din selvransagelse.

En værdi er ikke så meget værd, hvis den forbliver et ideal. Den skal gøres til en vane, en livsindstilling, en modus vivendi, for at have nogen reel forandrende betydning. Så jeg er nået frem til en erkendelse af, at jeg ikke har en værdi, men jeg er den. At det handler om at leve den, at være værdi(g).

Og at når jeg svigter mine værdier, svigter jeg mig selv. Og accepten af dét er en del af  at oplevelsen, at det ikke altid “virker”.  At jeg kommer til kort.

Det er her bevidstheden kommer ind i billedet; at jeg ser det og tager det på mig.

Vær det og bær det.

Walk the fucking talk.

K for Kommunikation

For nyligt lærte jeg noget meget vigtigt. Anledningen er sådan set underordnet. Det var smertefuldt at gå igennem, men nu er jeg ikke i tvivl, om at meningen med situationen var at lære netop dette:

Nemlig betydningen af at tilstræbe en kommunikation, der bygger på Autencitet, Ærlighed og Respekt. Dybest set på værdighed. Både min egen værdighed og modpartens.

Desværre er det ikke altid muligt. Det er derfor jeg skriver at jeg “tilstræbe”.

Lad os se på de 3 punkter enkeltvis:

Autencitet: At være autentisk betyder at være pålidelig, ægte, troværdig. At kommunikere autentisk betyder for mig at have et nøje kendskab til, hvem jeg er og hvad jeg vil og måske især hvad jeg ikke vil. Det forudsætter at jeg lytter til min indre stemme, min visdom, min intuition eller min “mavefornemmelse”. At jeg stoler på mig selv, min dømmekraft og min evne til at vide, hvad der er rigtigt og forkert for mig i en situation.

Og så tale ud fra det sted i mig selv. Nogle gange kan det betyde, at jeg endnu ikke har noget at sige, fordi jeg endnu ikke ved, hvad der skal eller kan siges i eller om en situation.

At være autentisk betyder også at tage ansvaret for, hvordan jeg har det, og ikke lade dette ansvar flyde over i den anden person. Men at lade “bolden” blive på min egen banehalvdel. Det betyder at jeg påtager mig min egen følelse; fx af vrede eller frustration, og ikke forsøger at placere dette hos den anden eller omvendt at påtage mig ansvaret for det den anden føler.

Ærlighed: Ikke at lyve. Hvis jeg kender mig selv, og har mærket efter, hvad der sandheden for mig i en given situation, kan jeg ikke gøre mindre end at sige direkte og ærligt, hvad jeg mener, tror, tænker, føler.

Hvis jeg er i en situation, hvor jeg måske kommer til at såre nogen ved at sige det jeg mener ærligt, må jeg afveje, hvad der er vigtigst; ikke at såre vedkommende eller sige sandheden og så acceptere at sandheden eller en direkte udtrykt mening kan være sårende. Nogle gange sårer vi os selv i den proces det er ikke sige ligeud, hvordan vi har det i et misforstået forsøg på at gøre andre tilpasse.

Løgn kan gradbøjes. Ting kan twistes, små ting kan forties. Vi kender alle til at manipulere en lille smule med ord. Men jeg tror også at de fleste af os godt ved, hvad det vil sige, og at det dybest set er at lyve.

Respekt: At kommunikere respektfuldt, at tale pænt til andre, ikke at forfalde til at tale grimt til eller om andre, selvom det er sådan de taler til en eller om en selv. Når jeg gør det har jeg allerede tabt. Og med tabt tænker jeg ikke på at have tabt en kamp, men selve situationen, respekten for den anden, respekten for mig selv.

Da jeg har et temmelig heftigt temperament, kan jeg godt begynde at råbe, når jeg er vred.    At råbe højt af nogen er heller ikke at vise dem respekt. Og jeg må indrømme at selvom jeg ikke  nødvendigvis taler grimt når jeg råber (fx af Mark) så er det et problem at jeg lader temperamentet løbe af med mig. Det er virkelig et udviklingspunkt for mig.

Værdighed: Alt dette summer op til ordet Værdighed. At være mit eget værd bevidst, at stå op for mig selv. At vide, hvem jeg er, kende mig selv, at tale ærligt ud fra dette og endelig at have respekt for andre i min kommunikation. Det er at være værdig OG at ære den Andens værdighed og værd.

Det er en proces, vi aldrig bliver færdige med. Der vil være situationer, hvor vi mestrer kunsten at kommunikere med værdighed, autencitet  ærlighed og respekt. Og der vil uværligt være situationer, hvor vi fejler. Dybest set fordi vi kun er mennesker. Her må vi tilgive os selv for vores menneskelighed.

Og det har aldrig skadet nogen at være ydmyg og sige undskyld, hvis det er berettiget.

Jeg er glad og taknemmelig for at jeg lærte dette af livet.