Det er ikke meningen at det skal være kedeligt eller solipsistisk at være mindful. I en søgning efter mindfullness, faldt jeg over en artikel fra NYT opiniator blog om Mindfulness, hvor bloggeren blandt andet skriver:
For the truth is, however admirable mindfulness may be, however much peace, grounding, stability and self-acceptance it can bring, as an experience to be shared, it’s stultifyingly boring.
I’ve also come to wonder if something desirably human is being lost in all this new and improved selfhood. That is to say: an edge. That little bit of raggedness that for some of us is really the heart of what makes us human.
Jeg kan godt forstå hvor hun vil hen med det. Og det er lidt den samme fristelse og fælde, vi finder med mindfulness som med spiritualitet og selvudvikling. Det er ikke noget vi skal tale om at være eller gøre. Det er ikke en konkurrence. Det er ikke perfektionisme.
Det er ikke: “Jeg er bare SÅ mindful!”
Dybest set handler det om at være dem vi er – vi kan godt være sjove, gale, glade, menneskelige, fejlbarlige, ironiske, kede af og det, vrede etc – samtidige med at være tilstede – som netop dem vi er .
På en eller anden finurlig måde er det jo præcis hvad det handler om – at komme tættere på kernen. Men praksis skal vel give mening for den enkelte… men at lære at “tænke” uden at vurdere kan måske befri os fra noget af smerten ved de følelser der følger med vurderingen?! Det er sent – måske vrøvler jeg bare?
Tak for dine indlæg – det er inspiration *S*
Rina
Kære Rina
Ja, lige som med minimalisme skal det give mening for den enkelte. Begge dele ser jeg som værende udogmatiske og uden facit.
Og med hensyn til vurdering – ja. Det er svært ikke at vurdere på baggrund af tidligere erfaringer, vi gør det hele tiden. Men at prøve at give bare lidt slip, gør måske at vi kan opleve noget nyt.
Tusind tak for din kommentar!