Zen på toppen af bjerget

“The only Zen you find on tops of mountains is the Zen you bring there.” Robert M. Pirsig

Dette citat har jeg haft i hovedet den sidste uge nu. Jeg har gået og funderet over, hvad det betyder.

Jeg tænker at det betyder at vi skal holde op med a søge efter Zen, (mindfulness, indre ro, opmærksomhed) uden for os selv. Det findes ikke andre steder, end der hvor vi er Her&Nu. Så i virkeligheden behøver vi ikke at skulle hele vejen op ad bjerget, vi kan vælge at tage det med os, eller vi kan lade være. Men vi finder det dybest set ikke andre steder end i os selv.

Jeg tror også at det implicerer at indstille sin søgen generelt. Hvad enten vi søger tryghed, kærlighed, lykke eller noget helt fjerde, så findes det ikke “derude”. Opmærksomheden må vende hjem, og vi må selv tage ansvar for vores længsel.

Snuden i sporet igen

Jeg blev – trods alle hensigter – vippet af pinden her i starten af det nye år af en omgang influenza, som gjorde mig ude af stand til at tænke kreativt og følge mit nytårsforsæt om at skrive, skrive, skrive.

Men nu er jeg tilbage igen. Jeg har hverken glemt tarotkurset eller serien om alkymistiske processer, men jeg beder om din tålmodighed, kære Læser. Snuden er i sporet.

Det som jeg har fået gjort – for at få lidt Zen ind i den lange og barske januar – er at starte et nyt puslespil op.

Hvordan er dine ritualer omkring nærvær (presence) her i januar?

Puzzle Zen

Anna Skyggebjerg skriver på sin blog Hele 3 ting om at få Zen ind i sin hverdag. Hver dag beskriver hun tre ting, oplevelser eller ritualer, der har bragt mere Zen i form af ro, glæde eller fordybelse ind i hendes hverdag. Det er det med skønheden i hverdagen, noget vi alle kan glædes ved og lære af.

Jeg har mit eget zen skabende ritual. Puslespil. Jeg er nu igang med Ciro Marchettis Legacy of the Divine Tarot puslespil med 2000 brikker. Det tager tid. Det tager sin tid.

Det sjove ved puslespil er, at man ikke kan forcere det. Brikkerne falder på plads en efter en, på deres egen måde og i deres eget tempo. Man kan sidde og kigge efter en brik, opgive, så vende tilbage en time eller et døgn senere, og vips, der er den – lige pludselig. Og faktisk har netop denne bestemte brik været der hele tiden, men man var ligesom blind for den eller den ville bare  ikke findes før den ville.

bellapuzzle
Katten ligger gerne på bordet

Eller man kommer ind i et flow, hvor man får lagt en række brikker i rap, og man ved intuitivt, hvor brikkerne passer ind, selv om de ligner hinanden meget. Og så er det overstået, og man må holde op for denne gang, for der er ikke flere brikker at lægge lige nu. Det kan bare ikke forceres, men skaber en ro og et nærvær. Man kan sidde og være koncentreret og fokuseret på spillet, og samtidig lade nogle indre processer kværne løs om nogle andre ting, så man får lige som styr på tingene –  stille og roligt, mens brikkerne falder på plads.

Ro, fokus og nærvær

Dette indlæg på ZenHabits beskriver fuldstændigt, hvad jeg mener, når jeg siger at det centrale for mig i de næste mange måneder vil være ro, fokus og nærvær. Jeg har simpelthen brug for at komme helt ned på jorden, helt ind til det essentielle.

De ti retningslinjer, Leo giver, er følgende:

1. Do less.
2. Be present.
3. Disconnect.
4. Focus on people.
5. Appreciate nature.
6. Eat slower.
7. Drive slower.
8. Find pleasure in anything.
9. Single-task.
10. Breathe.

En elvte ting for mig ville være:

11. Sleep – ihvertfald 7-8 timer hver nat. Jeg læste for nylig at i søvnen fornyes cellerne fra klokken 22-23 til 3 om natten, mens sindet fornyes fra klokken 3 og frem mod opvågningstidspunktet (for mit vedkommende omkring 6-6.30). Det er altså vigtigt at få sovet hele natten.