Jeg blev – trods alle hensigter – vippet af pinden her i starten af det nye år af en omgang influenza, som gjorde mig ude af stand til at tænke kreativt og følge mit nytårsforsæt om at skrive, skrive, skrive.
Men nu er jeg tilbage igen. Jeg har hverken glemt tarotkurset eller serien om alkymistiske processer, men jeg beder om din tålmodighed, kære Læser. Snuden er i sporet.
Det som jeg har fået gjort – for at få lidt Zen ind i den lange og barske januar – er at starte et nyt puslespil op.
Hvordan er dine ritualer omkring nærvær (presence) her i januar?
Så blev jeg færdig med mit super puslespil. Mit Zen Puzzle. 2000 brikker.
Ciro Marchetti Legacy of Divine Tarot Puzzle
Det var lidt af et anitklimaks da jeg endelig var færdig. Jeg har arbejdet på det det meste af vinteren. Og nu kan jeg ikke nænne at samle det sammen igen – eller rettere – skille det ad. Så nu ligger det og ser flot ud på skrivebordet.
Anna Skyggebjerg skriver på sin blog Hele 3 ting om at få Zen ind i sin hverdag. Hver dag beskriver hun tre ting, oplevelser eller ritualer, der har bragt mere Zen i form af ro, glæde eller fordybelse ind i hendes hverdag. Det er det med skønheden i hverdagen, noget vi alle kan glædes ved og lære af.
Jeg har mit eget zen skabende ritual. Puslespil. Jeg er nu igang med Ciro Marchettis Legacy of the Divine Tarot puslespil med 2000 brikker. Det tager tid. Det tager sin tid.
Det sjove ved puslespil er, at man ikke kan forcere det. Brikkerne falder på plads en efter en, på deres egen måde og i deres eget tempo. Man kan sidde og kigge efter en brik, opgive, så vende tilbage en time eller et døgn senere, og vips, der er den – lige pludselig. Og faktisk har netop denne bestemte brik været der hele tiden, men man var ligesom blind for den eller den ville bare ikke findes før den ville.
Katten ligger gerne på bordet
Eller man kommer ind i et flow, hvor man får lagt en række brikker i rap, og man ved intuitivt, hvor brikkerne passer ind, selv om de ligner hinanden meget. Og så er det overstået, og man må holde op for denne gang, for der er ikke flere brikker at lægge lige nu. Det kan bare ikke forceres, men skaber en ro og et nærvær. Man kan sidde og være koncentreret og fokuseret på spillet, og samtidig lade nogle indre processer kværne løs om nogle andre ting, så man får lige som styr på tingene – stille og roligt, mens brikkerne falder på plads.
Elisabeth er rigtig glad for at lægge puslespil, og hun er også rigtig god til det. Hun er god til at se på brikkerne hvor de skal være og meget hurtig. Vi havde en dejlig eftermiddag, hvor vi spiste boller og lagde de nyeste dyrepuslespil. De er allerede begyndt at kede hende. Hun har snart brug for flere brikker at rykke rundt med, så at sige.
Her er nogle af de nyeste ...
Hun syntes dog, at der mangler en kanin … Derfor skal jeg nu ud og lede efter en kanin på 100 brikker.
