Biblioteket

Så på denne søndag i marts fik Elisabeth, Tristan og jeg besøgt biblioteket,  Vesterbro Bibliotek, vel at mærke.

Jeg har ellers altid brugt Frederiksberg Bibliotek – som den snob, jeg er – og det har været dejligt og nemt uden børn – men nu, nej.

Og da Elisabeth med glædesstrålende øjne begyndt at fortælle om at hun havde været med børnehaven på biblioteket og da vi så ovenikøbet læste en bog om Lotte, der med sin børnehave kommer på biblioteket, og Elisabeth igen udviste genkendelsens glæde ved tanken om at gå på biblioteket, så kan man som bibliotekarmor jo ikke gøre andet end at glæde sig over sit barns glæde og interesse for biblioteket og bøgernes verden.  

Så derfor var vi på biblioteket, og Elisabeth blev oprettet som låner og fik sit eget eget smarte lånerkort, og jeg blev nyoprettet som låner, og Elisabeth hyggede sig med at lege (bøgerne var hun ikke så interesseret i, da det kom til stykket, men jeg lånte da seks bøger til hende) og lave “mad” til sin lillebror, og jeg kunne ovenikøbet lade hende være alene på børnebiblioteket i ti minutter, mens jeg gik ind i voksenafdelingen sammen med Tristan og bestilte nogle Murakami romaner.

Det er skønt at mit barn eksplicit udtrykker det ønske om at komme på biblioteket og det er noget vi må styrke og støtte, så hun bliver ved med at have har den interesse. Selv har jeg altid elsket biblioteker, først Hillerød Bibliotek, senere Frederiksberg og nu vil jeg så glæde mig over hvor tæt på vores lille bibliotek er, og hvor stor en samling det giver adgang til – jeg bemærkede at der var mange lækre engelsksprogede bøger også.

Efterår og eftertanker

Det er blevet efterår med regn og rusk. Jeg synes der er noget magisk ved efteråret. Dette mørke, der siger sig ind over os, ind i os. Behovet for lys og varme. Og litteratur.

Jeg ser et program med Jonathan Safran Foer og Bibliopaten om Ordet og bomben – er det muligt for litteraturens fortællinger at hamle op med den frygt som terroren skaber?

Jeg kommer til at tænke på min dagbog, der starter d. 11. september 2001 med angrebet på World Trade Center. Det er naturligvis ikke tilfældigt. Min dagbog skulle til at begynde – den første side var tom, og så startede jeg den dag med spørgsmålet om, Hvilken betydning det ville få, dette ufattelige angreb. Vi er stadig igang med at finde ud af hvilken betydning det har fået. Men måske er det vigtigste spørgsmål hvilken betydning vi gav det og forsat giver det?

Programmet kommer heldigvis ikke med nogle nemme svar. Det er heller ikke nogle nemme spørgsmål som stilles. Men jeg sidder tilbage med nogle sprækker af forundring og tanker, der skal tænkes om forholdet mellem fiktion og virkelighed, og hvad der har mest magt; frygt eller fortællinger? Og hvilken betydning litteraturen har i vores verden i dag?

dagbog 91101

Min lille datter Elisabeth, der blev født tre et halvt år senere, fandt en dag min dagbog, slog op på første side og ja, som du kan se tegnede hun lidt uskyldigt på siden. Det er ikke fordi det gør mig noget. Dagbogen fortæller om mine tanker den dag. Og den fortæller om alle de andre dage, der fulgte … Det betyder bare at livet går videre og nogle børn heldigvis stadig er for uskyldige til at forstå den slags ting.

Ekstremt højt og utroligt tæt på

Det er hovedpersonen i Safran Foers vidunderlige roman Ekstremt højt & utroligt tæt på egentlig også – desværre er han nødt til at forholde sig til det. Både gennem det han ved og det han ikke ved, som Safran Foer siger i interviewet. Fordi Oskar, som den niårige dreng hedder, mister sin fader i angrebet. Jeg kan kun anbefale denne bog. Den er virkelig magisk. Og sørgelig og meget smuk.

Puslespilssøndag

Elisabeth er rigtig glad for at lægge puslespil, og hun er også rigtig god til det. Hun er god til at se på brikkerne hvor de skal være og meget hurtig. Vi havde en dejlig eftermiddag, hvor vi spiste boller og lagde de nyeste dyrepuslespil. De er allerede begyndt at kede hende. Hun har snart brug for flere brikker at rykke rundt med, så at sige.

Her er nogle af de nyeste ...
Her er nogle af de nyeste ...

Hun syntes dog, at der mangler en kanin … Derfor skal jeg nu ud og lede efter en kanin på 100 brikker.