Prioriteter IV

At prioritere og at fokusere og at holde fast.

Det er skide svært – det ved jeg alt om. Jeg har arbejdet med mål og droppet dem igen, jeg har kaldt det forandringer, og  jeg har simplificeret det igen flere gange. Ud fra devisen: Kiss – Keep It Simple, Stupid.

Ikke fordi jeg regner mig selv for at være dum, men fordi jeg har opdaget, at jo flere mål eller facetter af mål, der er at fokusere på, jo sværere er det for mig at holde fast.

Nu gider jeg ikke mere.

Jeg er så selvkritisk at hvis jeg sætter mig mål (eller hvad jeg nu vælger at kalde dem) og ikke får fokuseret på dem og ikke får opfyldt dem, så dukker min indre kritikers grimme fjæs frem. Og så kan jeg faktisk være temmelig barsk ved mig selv, og nu er jeg kommet til den konklusion, eller erkendelse, at det ikke er umagen værd.


Jeg kan ikke helt gennemskue dette mønster, men det er et eller andet med, at jeg undervejs får talt mig selv fra det, får overbevist mig selv om at jeg alligevel ikke kan nå det. Pinligt, men sandt. Jeg skal naturligvis have talt med denne indre kritiker. Jeg er i fuld gang med denne dialog. Og det er i sig selv lidt af en barsk omgang.

Men. Jeg tror det har noget at gøre med – ironisk nok – at jeg, der taler imod perfektionisme og præstation, selv er topperfektionistisk på egne vegne. Kuren må netop være ikke at give denne indre perfektionist/kritiker noget at arbejde med. Jeg tror jeg har gjort det de sidste 10 år. Pacet mig selv. Jeg tror at det er på tide at give mig selv lidt fred.

Så der kommer ikke flere mål herfra. Der kommer ikke flere nytårsforsætter, eller forandringsforsætter. Eller noget.

Fiasko?

Efterår og eftertanker

Det er blevet efterår med regn og rusk. Jeg synes der er noget magisk ved efteråret. Dette mørke, der siger sig ind over os, ind i os. Behovet for lys og varme. Og litteratur.

Jeg ser et program med Jonathan Safran Foer og Bibliopaten om Ordet og bomben – er det muligt for litteraturens fortællinger at hamle op med den frygt som terroren skaber?

Jeg kommer til at tænke på min dagbog, der starter d. 11. september 2001 med angrebet på World Trade Center. Det er naturligvis ikke tilfældigt. Min dagbog skulle til at begynde – den første side var tom, og så startede jeg den dag med spørgsmålet om, Hvilken betydning det ville få, dette ufattelige angreb. Vi er stadig igang med at finde ud af hvilken betydning det har fået. Men måske er det vigtigste spørgsmål hvilken betydning vi gav det og forsat giver det?

Programmet kommer heldigvis ikke med nogle nemme svar. Det er heller ikke nogle nemme spørgsmål som stilles. Men jeg sidder tilbage med nogle sprækker af forundring og tanker, der skal tænkes om forholdet mellem fiktion og virkelighed, og hvad der har mest magt; frygt eller fortællinger? Og hvilken betydning litteraturen har i vores verden i dag?

dagbog 91101

Min lille datter Elisabeth, der blev født tre et halvt år senere, fandt en dag min dagbog, slog op på første side og ja, som du kan se tegnede hun lidt uskyldigt på siden. Det er ikke fordi det gør mig noget. Dagbogen fortæller om mine tanker den dag. Og den fortæller om alle de andre dage, der fulgte … Det betyder bare at livet går videre og nogle børn heldigvis stadig er for uskyldige til at forstå den slags ting.

Ekstremt højt og utroligt tæt på

Det er hovedpersonen i Safran Foers vidunderlige roman Ekstremt højt & utroligt tæt på egentlig også – desværre er han nødt til at forholde sig til det. Både gennem det han ved og det han ikke ved, som Safran Foer siger i interviewet. Fordi Oskar, som den niårige dreng hedder, mister sin fader i angrebet. Jeg kan kun anbefale denne bog. Den er virkelig magisk. Og sørgelig og meget smuk.