Aurum nostrum non est aurum vulgi
Så fik jeg endelig indrettet min læsekrog og fik sat alle bøgerne på plads i reolerne.
Jeg glæder mig til at sidde her og læse om aftenen, og jeg har sat mig for at læse alle de tilbageblevne bøger. Selvom mange røg i oprydningen er der ikke så få jeg faktisk ikke har læst; fx Pamuk: Mit navn er Rød, eller som jeg glæder mig til at genlæse; fx Perec: Livet – en brugsanvisning.
Der har været stille her den sidste uges tid fordi jeg er optaget af at læse en bog. En kæmpe mursten af en roman kaldet De velvillige af den fransk-amerikanske forfatter Jonathan Littell.
Kort fortalt handler den om Anden Verdenskrig set fra ss-officeren Maximillian Aues synspunkt – og om ondskab.
Den er fantastisk velskrevet og meget uhyggelig. Uden at være litterat vil jeg påstå at den er på højde med den ypperste europæiske romantradition, som Dostojevskij, Mann. Den er svær at lægge fra sig. Og det har resulteret i hektisk læsning og ingen skrivning i den uge.
Bær over med mig. Det er længe siden jeg har været så optaget af en roman. Kender du det?
Du har måske læst den eller hørt om den. Eller ikke. Under alle omstændigheder vil jeg hermed anbefale dig den.
Nå, men jeg må tilbage …
Jeg købte Den stille pige af Peter Høeg i maj 2006. Det er så tre år siden. Uvist af hvilken grund er jeg først kommet igang med den nu – Dels som en overspringshandling i forhold til Thomas Manns Trolddomsbjerget, som jeg lige skulle tage tilløb til. Igen. Tilløbet blev så Den stille pige. Hvilket ikke er helt retfærdigt, da det er en dejlig roman, som desværre ikke fik så gode anmeldelser, da den udkom. Den handler om at være lydhør, men åbenbart var anmelderne ikke lydhøre overfor dens budskab og spiritualitet.
Det er muligvis mistænkeligt at blande skønlitteratur og spiritualitet. Jeg skal ikke kunne sige det, for jeg har ingen intentioner om læse anmeldelserne og kender derfor ikke deres argumenter. Men jeg har intentioner om at læse Den stille pige færdig. Og nyde den. Og vente med spænding på den nye roman, som Høeg vist er igang med.
Så på denne søndag i marts fik Elisabeth, Tristan og jeg besøgt biblioteket, Vesterbro Bibliotek, vel at mærke.
Jeg har ellers altid brugt Frederiksberg Bibliotek – som den snob, jeg er – og det har været dejligt og nemt uden børn – men nu, nej.
Og da Elisabeth med glædesstrålende øjne begyndt at fortælle om at hun havde været med børnehaven på biblioteket og da vi så ovenikøbet læste en bog om Lotte, der med sin børnehave kommer på biblioteket, og Elisabeth igen udviste genkendelsens glæde ved tanken om at gå på biblioteket, så kan man som bibliotekarmor jo ikke gøre andet end at glæde sig over sit barns glæde og interesse for biblioteket og bøgernes verden.
Så derfor var vi på biblioteket, og Elisabeth blev oprettet som låner og fik sit eget eget smarte lånerkort, og jeg blev nyoprettet som låner, og Elisabeth hyggede sig med at lege (bøgerne var hun ikke så interesseret i, da det kom til stykket, men jeg lånte da seks bøger til hende) og lave “mad” til sin lillebror, og jeg kunne ovenikøbet lade hende være alene på børnebiblioteket i ti minutter, mens jeg gik ind i voksenafdelingen sammen med Tristan og bestilte nogle Murakami romaner.
Det er skønt at mit barn eksplicit udtrykker det ønske om at komme på biblioteket og det er noget vi må styrke og støtte, så hun bliver ved med at have har den interesse. Selv har jeg altid elsket biblioteker, først Hillerød Bibliotek, senere Frederiksberg og nu vil jeg så glæde mig over hvor tæt på vores lille bibliotek er, og hvor stor en samling det giver adgang til – jeg bemærkede at der var mange lækre engelsksprogede bøger også.
Det er blevet efterår med regn og rusk. Jeg synes der er noget magisk ved efteråret. Dette mørke, der siger sig ind over os, ind i os. Behovet for lys og varme. Og litteratur.
Jeg ser et program med Jonathan Safran Foer og Bibliopaten om Ordet og bomben – er det muligt for litteraturens fortællinger at hamle op med den frygt som terroren skaber?
Jeg kommer til at tænke på min dagbog, der starter d. 11. september 2001 med angrebet på World Trade Center. Det er naturligvis ikke tilfældigt. Min dagbog skulle til at begynde – den første side var tom, og så startede jeg den dag med spørgsmålet om, Hvilken betydning det ville få, dette ufattelige angreb. Vi er stadig igang med at finde ud af hvilken betydning det har fået. Men måske er det vigtigste spørgsmål hvilken betydning vi gav det og forsat giver det?
Programmet kommer heldigvis ikke med nogle nemme svar. Det er heller ikke nogle nemme spørgsmål som stilles. Men jeg sidder tilbage med nogle sprækker af forundring og tanker, der skal tænkes om forholdet mellem fiktion og virkelighed, og hvad der har mest magt; frygt eller fortællinger? Og hvilken betydning litteraturen har i vores verden i dag?
Min lille datter Elisabeth, der blev født tre et halvt år senere, fandt en dag min dagbog, slog op på første side og ja, som du kan se tegnede hun lidt uskyldigt på siden. Det er ikke fordi det gør mig noget. Dagbogen fortæller om mine tanker den dag. Og den fortæller om alle de andre dage, der fulgte … Det betyder bare at livet går videre og nogle børn heldigvis stadig er for uskyldige til at forstå den slags ting.
Det er hovedpersonen i Safran Foers vidunderlige roman Ekstremt højt & utroligt tæt på egentlig også – desværre er han nødt til at forholde sig til det. Både gennem det han ved og det han ikke ved, som Safran Foer siger i interviewet. Fordi Oskar, som den niårige dreng hedder, mister sin fader i angrebet. Jeg kan kun anbefale denne bog. Den er virkelig magisk. Og sørgelig og meget smuk.
Det er rart at kunne finde inspiration hos andre læsere. Og når man nu har brug for at kunnne selektere er det dejligt, at andre blogger om de bøger de læser.
Jeg har nævnt Nilles litteratur. Derudover faldt jeg over Bibliomani og Bogblogger. Og så er der jo også Litteratursidens blog.
Selv blev jeg på Bibliomani inspireret til at Murakami og Ulveskindet af Ekman. Hmm skal have lavet en liste over nyere litteratur jeg skal have læst …
På et tidspunkt i mit liv gik det op for mig, at jeg ikke kunne læse ALLE bøger i verden. Det lyder sikkert frygtelig naivt – og det forekommer mig også at være naivt nu – men der var engang, jeg bildte mig ind, at jeg kunne være en polyhistor eller en polymath, som vist er det rigtige ord.
Senere måtte jeg resignere. Det blev derfor min mission i livet – qua mit valg af uddannelse og nu gennem mit arbejde – ikke at læse bøger, men at klassificere og katalogisere dem, og at forholde mig til viden og information på et metaplan.
Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg på vej til Hillerød i toget forsøgte at læse Politiken. Jeg fandt ud af, hvorfor vi ikke holder avis længere: På trods af alle gode intentioner har jeg hverken tid til eller overskud til at forholde mig til den mængde af information der står i en ganske almindelig weekendudgave af Politiken.
Jeg kom til at tænke på den mængde af information vi mennesker i det såkaldte informationssamfund skal forholde os til hver dag, det udbud af bøger, opinioner, hjemmesider og ja … filer – som vi hver dag præsenteres for og som vi må vælge eller fravælge. Igen er begrebet selektion aktuelt for mig.
Jeg bliver træt bare ved tanken. Jeg, der uddannet til at organisere og strukturere information, jeg der blogger og deltager aktivt i web 2.0. Jeg der er veluddannet, velbegavet og information literate.
Hvad med alle de andre mennesker, der ikke er så heldige?
I denne weekend er der ovenikøbet Bogforum – og en trilliard mennesker strømmer ind i et alt for lille Forum for at se på bøger og høre – forhåbentligt – begavede mennesker tale om dem. Men som jeg også læste mig til i Politiken – en mening jeg kun kan være enig i – vil et menneske, der ønsker at tale på et mere dybsindigt plan om bøger, nok fravælge Bogforum (eller noget i den retning – se jeg kan ikke engang huske den lillebitte bid information, jeg rent faktisk kunne forholde mig til). Jeg har for længe siden fravalgt Bogforum. Ikke fordi jeg ønsker at tale dybsindigt om bøger, men fordi jeg ønsker at læse dem – dem, jeg kan nå at læse inden jeg dør. Jeg synes Bogforum er en markedsplads – en slags bøgernes Vanity Fair. Og ja, sådan er det. Og ja – jeg ved at sådan er vilkårene – jeg frekventerer bare nogle andre markedspladser.
Jeg kan lide tanken om at kunne vælge, at leve i en tid, hvor al denne information er tilstede – ja – også for det hellige demokratis skyld. Men jeg finder det også helt utroligt overvældende – og jeg forstår godt at nogle mennekser ikke engang orker at selektere, men melder sig helt ud, eller kun forholder sig overfladisk eller lader sig nøje med alt det information trash, der florerer på nettet.
So what to do?
På det personlige plan vil jeg blive ved med at selektere den information, jeg ønsker at forholde mig til, og på det faglige plan vil jeg tage min mission her i livet alvorligt. Som bibliotekar er det min velsignede og forbandede pligt at være godt til at katalogisere og klassificere information – for at give brugerne det bedst mulige grundlag at vælge og fravælge på.
Jeg faldt over Nilles litteratur i går da jeg søgte på Sepulchre af Kate Mosse.
Det er helt klart en en blog jeg vil følge, og som i første omgang inspirerede mig til at prøve kræfter med Orhan Pamuk igen.
Tak for det Nille!
Fornylig skrev jeg her på bloggen en liste over skønlitterære værker, jeg vil læse før jeg dør. Iblandt dem var Buddenbrooks af Thomas Mann. Den læste jeg så for et par uger siden.
Jeg kan godt lide Manns ironiske, distancerede stil.
Virkningen er, at man ser de skildrede personer på afstand, i et større perspektiv, nærmest voyeuristisk, og får anskueliggjort deres skæbner, mere end man virkelig kommer ind under huden på dem. Man opnår ikke en fuldstændig identifikation eller medleven med dem, men ser dem udefra og kan derfra drage sine konklusioner. Men det er væsentligt at understrege, at skildringen i sig selv ikke er kynisk, omend den beskriver den kynisme, som hovedpersonerne ligger under for. En kynisme, der er pænt pakket ind i borgerlighed, fromhed, dyd og pligtfølelse.
Det kyniske er, at det som disse personers liv handler om, og som udelukkende giver deres liv mening er famillieforetagendet. Firmaet, æren – og i sidste instans – dalerkurant – pengene. Det handler om at familieforetagendet for enhver pris skal overleve, og det måles i penge og penge er målet. Midlet er at give afkald – på kærlighed, lykke, selvbestemmelse, frihed og for Hanno Buddenbrooks vedkommende – ånd og kunst og kreativitet.
Det er interessant, at åndelighed, kunst, musik og kreativitet i den merkantile optik anses for at være værdiløst.
Loyaliteten forkrøbler på forskellige måder hovedpersonernes liv – især Tony og Thomas Buddenbrooks. Men også illoyaliteten, at forsøge at undslippe via forskellige strategier – som fx Christian; udrejse, dovenskab, druk, hypokondri, teatret og et upassende ægteskab – har konsekvenser.
Bogen udkom i 1901 og Mann giver os en tankevækkende analyse og skildring af den begyndende moderne kapitalisme – eller en ældre, ærværdig, ædel, næsten “royal” købmandskapitalisme, der ikke kan følge med de nye tider. Men uanset hvilken kapitalisme – så handler det stadig om hvad mennesker gør for eller giver afkald på for pengenes skyld – og hvad de så står tilbage med, når det viser sig, at alt går i opløsning og penge ikke har nogen værdi …
Tankevækkende.
Tiden er knap. Pludselig er livet forbi, og vi kan ikke nå det hele. Det er en eksistentiel omstændighed, der med stadig større styrke har presset sig på i min bevidsthed i løbet af de seneste par år – ja faktisk efter at jeg fyldte 30.
Jeg læser mindre og mindre skønlitteratur, men fornylig da jeg læste Bibliopatens blog om Buddenbrooks kom jeg til at tænke på at jeg bør læse nogle skønlitterære værker og at det med henvisning til ovenstående handler om at vælge disse med omhu. Listen omfatter disse 7 skønlitterære forfattere/værker:
Naturligvis kan man argumentere for at der burde have stået nogle flere eller nogle andre navne og titler på denne liste. Men hvis jeg skulle vælge måtte det blive disse 7. Jeg har med vilje ikke valgt nogle af dem jeg i forvejen ville læse eller har læst; Kundera, Borges eller Auster – men nogle jeg ikke har læst, og måske heller ikke umiddelbart ville læse, hvis ikke jeg aktivt sætter mig for at gøre det.
Til min, måske imaginære, læser: Hvad vil du læse før du dør?