Flow

Jeg føler at mit liv mangler Flow og at jeg gør alting halvt – fordi jeg forsøger at gøre flere ting på en gang, fokusere på flere ting på en gang, ja sågar tænke på flere ting på en gang. Det er et stykke tid siden, at jeg har været “in the Zone” – måske er det en del af det med at arbejde og have små børn, og samtidig gerne ville tid til bare et par få egne interesser, samt ikke mindst overskud til parforholdet.

Derudover har jeg en tendens til konstant at blive forkølet. Som om der er noget galt med mit energiflow. Og det vil jeg rigtigt gerne gøre noget seriøst – fx noget yoga – og jeg vil også gerne tabe mig og leve sundere, og læse flere bøger, tarotkort, og huske flere drømme …

You get the picture?

Jeg tror at ideen om multitasking er vildt overdrevet. Det forekommer mig at den ene tanke, handling, ambition bare vælter ind over den næste, uden at jeg virkelig når noget når det kommer til stykket.

For nogle dage siden opdagede jeg så bloggen Zen Habits og bogen The Power of Less af Leo Babauta. Jeg kan virkelig godt lide ideen om The Power of Less – eller Less is More, som jeg har været inde på før.

Så lige nu handler det igen om at selektere, prioritere, vælge det essentielle.

Om bøger, information, viden

På et tidspunkt i mit liv gik det op for mig, at jeg ikke kunne læse ALLE bøger i verden. Det lyder sikkert frygtelig naivt – og det forekommer mig også at være naivt nu – men der var engang, jeg bildte mig ind, at jeg kunne være en polyhistor eller en polymath, som vist er det rigtige ord.

Senere måtte jeg resignere. Det blev derfor min mission i livet – qua mit valg af uddannelse og nu gennem mit arbejde – ikke at læse bøger, men at klassificere og katalogisere dem, og at forholde mig til viden og information på et metaplan.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg på vej til Hillerød i toget forsøgte at læse Politiken. Jeg fandt ud af, hvorfor vi ikke holder avis længere: På trods af alle gode intentioner har jeg hverken tid til eller overskud til at forholde mig til den mængde af information der står i en ganske almindelig weekendudgave af Politiken.

Jeg kom til at tænke på den mængde af information vi mennesker i det såkaldte informationssamfund skal forholde os til hver dag, det udbud af bøger, opinioner, hjemmesider og ja … filer – som vi hver dag præsenteres for og som vi må vælge eller fravælge. Igen er begrebet selektion aktuelt for mig.

Jeg bliver træt bare ved tanken. Jeg, der uddannet til at organisere og strukturere information, jeg der blogger og deltager aktivt i web 2.0. Jeg der er veluddannet, velbegavet og information literate.

Hvad med alle de andre mennesker, der ikke er så heldige?

I denne weekend er der ovenikøbet Bogforum – og en trilliard mennesker strømmer ind i et alt for lille Forum for at se på bøger og høre – forhåbentligt – begavede mennesker tale om dem. Men som jeg også læste mig til i Politiken – en mening jeg kun kan være enig i – vil et menneske, der ønsker at tale på et mere dybsindigt plan om bøger, nok fravælge Bogforum (eller noget i den retning – se jeg kan ikke engang huske den lillebitte bid information, jeg rent faktisk kunne forholde mig til). Jeg har for længe siden fravalgt Bogforum. Ikke fordi jeg ønsker at tale dybsindigt om bøger, men fordi jeg ønsker at læse dem – dem, jeg kan nå at læse inden jeg dør.  Jeg synes Bogforum er en markedsplads – en slags bøgernes Vanity Fair. Og ja, sådan er det. Og ja – jeg ved at sådan er vilkårene – jeg frekventerer bare nogle andre markedspladser.

Jeg kan lide tanken om at kunne vælge, at leve i en tid, hvor al denne information er tilstede – ja – også for det hellige demokratis skyld. Men jeg finder det også helt utroligt overvældende – og jeg forstår godt at nogle mennekser ikke engang orker at selektere, men melder sig helt ud, eller kun forholder sig overfladisk eller lader sig nøje med alt det information trash, der florerer på nettet.

So what to do?

På det personlige plan vil jeg blive ved med at selektere den information, jeg ønsker at forholde mig til, og på det faglige plan vil jeg tage min mission her i livet alvorligt. Som bibliotekar er det min velsignede og forbandede pligt at være godt til at katalogisere og klassificere information – for at give brugerne det bedst mulige grundlag at vælge og fravælge på.

Selektion: Blogs

Jeg har kigget lidt rundt på andre blogs nu.

Igen må jeg erkende, at jeg må selektere. Der findes ekstremt mange blogs, derude i blogosfæren, og jeg kan kun nå at læse en brøkdel af dem. En del handler om boller, børn, barsel – og strikketøjet. Og ser man bort fra strikketøjet, står jeg selv i den situation. Og alligevel – måske netop derfor – er der ikke noget der appellerer særligt meget til mig.

Jeg fandt nogle stykker, som jeg gerne vil besøge igen:

Mashed Potatoes, Fruens sider, Emmes weblog

Vi starter i det små med tre – der er trilliarder derude.

Selektion: Bøger jeg skal læse før jeg dør

Tiden er knap. Pludselig er livet forbi, og vi kan ikke nå det hele. Det er en eksistentiel omstændighed, der med stadig større styrke har presset sig på i min bevidsthed i løbet af de seneste par år – ja faktisk efter at jeg fyldte 30.

Jeg læser mindre og mindre skønlitteratur, men fornylig da jeg læste Bibliopatens blog om Buddenbrooks kom jeg til at tænke på at jeg bør læse nogle skønlitterære værker og at det med henvisning til ovenstående handler om at vælge disse med omhu. Listen omfatter disse 7 skønlitterære forfattere/værker:

  • Mann: Buddenbrooks, Trolddomsbjerget, Dr. Faustus
  • Melville: Moby Dick
  • Conrad: Mørkets hjerte
  • Tolstoj: Krig og Fred
  • Shakespeare (her afventer jeg Niels Brunses oversættelse)
  • Blixen: 7 fantastiske fortællinger og Vintereventyr
  • Dostojevski: Genlæsning af Bdr. Karamazov, Idioten og Forbrydelse og Straf

Naturligvis kan man argumentere for at der burde have stået nogle flere eller nogle andre navne og titler på denne liste. Men hvis jeg skulle vælge måtte det blive disse 7. Jeg har med vilje ikke valgt nogle af dem jeg i forvejen ville læse eller har læst; Kundera, Borges eller Auster – men nogle jeg ikke har læst, og måske heller ikke umiddelbart ville læse, hvis ikke jeg aktivt sætter mig for at gøre det.

Til min, måske imaginære, læser: Hvad vil du læse før du dør?

Selektion: Skal man være Facebook-venner med alle?

For nylig tilmeldte jeg mig som bekendt Facebook. For at blive medlem af P1 Fanklub tilmeldte jeg mig netværket Denmark, og gav dermed en masse personer adgang til min profil og dermed oplysninger, som jeg ellers havde sat til at kun mine Facebook-venner skulle se.

Her til morgen fik jeg to nye venneanmodninger. Den ene fra en pige i USA som jeg deler interesser med idet vi er tilmeldt mange af de samme grupper (det er nr. 2 pige fra USA der har bedt om venskab med den begrundelse).

Den anden fra en person, som jeg ikke har fælles venner med og som jeg umiddelbart ikke har et interessesammenfald med, men som jeg tror spottede mig via Denmark-netværket. Da jeg spurgte ham, hvorfor han netop ville være ven med mig, skrev han tilbage”Fordi du ser flink ud” -? (Det synes jeg nu ikke). Til det svarede jeg “Det er ikke nok”, og afviste hans venneanmodning.

Det havde jeg det lidt underligt med. På den anden side har jeg det også underligt med at være venner med nogen – bare for at være flink. Jeg tror man kan opdele mine venner i følgende kategorier:

1. Folk jeg i forvejen er venner med eller kender i forvejen
2. Kolleger og familie – en underkategori af ovennævnte
3. Venners venner – også en underkategori af 1. kategori
4. Interessefæller – fundet via Facebook

Angående sidste kategori må et klart kriterium være at der rent faktisk er tale om et interessefællesskab – og ikke en relation, jeg indgår bare fordi jeg ser flink ud – eller for at være det.

Men hvorfor skal man være karrig med at indgå Facebook-venskaber med alle og enhver?

Ifølge artiklen The Facebook Commandments er der tre grunde; Privatlivets fred (har man virkelig lyst til at dele billeder etc. med folk man dårligt kender?), Information Overload og endelig:

“In theory, a huge number of friends means you’re really, really popular. In reality, the omnidirectionally friendly typically strike us as untrustworthy and maybe even a little lame”.

Så selvom jeg har tilmeldt mig gruppen “Unconditional Love” er min kærlighed ikke helt så betingelsesløs når det gælder Facebook … Derfor er mine indstillinger i privatlivskonti nu tilbage til kun at angå Venner.