At prioritere og at fokusere og at holde fast.
Det er skide svært – det ved jeg alt om. Jeg har arbejdet med mål og droppet dem igen, jeg har kaldt det forandringer, og jeg har simplificeret det igen flere gange. Ud fra devisen: Kiss – Keep It Simple, Stupid.
Ikke fordi jeg regner mig selv for at være dum, men fordi jeg har opdaget, at jo flere mål eller facetter af mål, der er at fokusere på, jo sværere er det for mig at holde fast.
Nu gider jeg ikke mere.
Jeg er så selvkritisk at hvis jeg sætter mig mål (eller hvad jeg nu vælger at kalde dem) og ikke får fokuseret på dem og ikke får opfyldt dem, så dukker min indre kritikers grimme fjæs frem. Og så kan jeg faktisk være temmelig barsk ved mig selv, og nu er jeg kommet til den konklusion, eller erkendelse, at det ikke er umagen værd.
Jeg kan ikke helt gennemskue dette mønster, men det er et eller andet med, at jeg undervejs får talt mig selv fra det, får overbevist mig selv om at jeg alligevel ikke kan nå det. Pinligt, men sandt. Jeg skal naturligvis have talt med denne indre kritiker. Jeg er i fuld gang med denne dialog. Og det er i sig selv lidt af en barsk omgang.
Men. Jeg tror det har noget at gøre med – ironisk nok – at jeg, der taler imod perfektionisme og præstation, selv er topperfektionistisk på egne vegne. Kuren må netop være ikke at give denne indre perfektionist/kritiker noget at arbejde med. Jeg tror jeg har gjort det de sidste 10 år. Pacet mig selv. Jeg tror at det er på tide at give mig selv lidt fred.
Så der kommer ikke flere mål herfra. Der kommer ikke flere nytårsforsætter, eller forandringsforsætter. Eller noget.
Fiasko?
Nej, stor success til dit EGO, på den bedste måde.. Du definerer selv, hvad der er vigtigt.
Da jeg gik ned med megastress for nogle år siden, har jeg siden gjort det, at når jeg mærker et projekt ikke rigtig vil, som jeg vil, så er det fordi jeg inderst inde ikke rigtig er med.. Enten vil jeg ikke, tør ikke, gider ikke, eller noget helt fjerde.
Det bliver derfor vigtigst for mig at mærke efter, hvorfor jeg ikke når mine mål, og ikke slå mig selv oven i hovedet med fiasko-stangen, men sige til mig selv, at det bedste ved det her var, at jeg mærkede mine grænser for, hvad jeg kunne, ville, burde etc., og ikke forsøge at leve op til andre menneskers normer og regler..
Det tror jeg er helt rigtigt. Jeg tror at det er meget væsentligt at mærke efter i sig selv at man ikke prøver at opnå mål, som man “burde” nå. Altså andres mål, som man på en eller anden måde selv påtager sig.