Tag: mål

Inspiration

Jeg er forundret over, hvordan inspiration fungerer. I den udstrækning den  kan siges at “fungere”.

Nogle gange ved jeg ikke om den går den ene eller den anden vej eller hvem der først inspirerede hvem til at starte med. Eller hvordan en idé eller en tanke strømmer frem af mange små kilder.

Under alle omstændigheder: Muligvis hænger det sådan sammen, at Mette Weber blev inspireret af et link til Leo Babautas blog zen habits om at leve uden mål, som jeg lagde på facebook. Og så læste hun – og skrev om denne bog – som jeg blev inspireret til at læse.

Om at leve et liv i passion i nuet  – fremfor for at jagte et eller flere mål –  bevidstløst.

Denne bog er interessant. Allerede nu – nu ca. 30 sider inde – læser jeg om begreber – eller tilstande, som interesserer mig og som jeg søger at dyrke nu; Passion, soul, journey, aspiration/intention etc. Den handler om at leve passioneret nu og nyde rejsen, fremfor at være fokuseret på selve målet.

Her er tre af de fire P’er repræsenteret; Presence, Process og Passion. Paradokset ligger i at man godt kan have mål i et mål-frit liv – man skal bare ikke lade sig totalt opsluge af at nå det.

Denne bog taler virkelig til mig. Så at sige. Og det leder mig frem til det næste; at vi tilsyneladende  får den inspiration, vi har behov for på det tidspunkt, hvor vi har behov for det, hvor vi er åbne eller resonante, modtagelige.

Ideer og mennesker og oplevelser er pludselig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og sætter ting i gang i os – på magisk vis.

Lev livet uden mål

Leo Babauta har gjort det igen. Han har skrevet en tankeprovokerende blogpost. Denne gang om at leve sit liv uden mål.

Hvad ser der, hvis vi befrier os selv fra at have mål og lever passioneret i nuet?

I sin post deler Leo sine tanker om at leve uden mål, og giver nogle råd. Rom blev ikke bygget på en dag, så han beder os ikke om at smide alle tanker om fx planlægning ud med det samme. (Der er jo visse opgaver, der kræver planlægning, og en vis form for styring.)

Men han overvejer, hvilke muligheder for nye oplevelser der ligger i at leve et liv uden mål. Han skriver at mål faktisk begrænser os, hvorimod det at opgive at have mål kan føre til det uventede:

“If you live without goals, you’ll explore new territory. You’ll learn some unexpected things. You’ll end up in surprising places. That’s the beauty of this philosophy, but it’s also a difficult transition”

Ikke at have nogen mål betyder ikke, at man bliver en dovenlars, der ligger på sofaen hele tiden, men at man gør det man brænder for:

“You wake up and do what you’re passionate about. For me, that’s usually blogging, but it can be writing a novel or an ebook or my next book or creating a course to help others or connecting with incredible people or spending time with my wife or playing with my kids. There’s no limit, because I’m free … end up in places that are wonderful, surprising, great. I just didn’t know I would get there when I started.”

Naturligvis er det svært for almindelige mennesker med 9-5 jobs at leve sit liv på den måde. Som sagt kræver dagligdagen en vis portion planlægning, og udførslen af det, jeg kalder Skal-opgaver.

Men for det senmoderne menneske med tusindvis af projekter ved siden af job og karriere, er der – tror jeg – et stort potentiale i at overveje Leos tanker. Vil livet blive lettere og sjovere, hvis vi gør de ting vi gør – ikke ud fra mål – men fordi vi synes det er skønt? Og ligger der måske en befrielse i at se nærmere på de mål, vi opstiller for os selv og overvejer om de i virkeligheden er vores egne mål, eller noget vi gør fordi vi tror det bliver forventet af os?

Det ligger dybt i vores kultur at sætte mål op for os selv eller at have projekter. Men hvordan  vil det være at slippe hele ideen om at vi skal have mål?

Jeg tror at vi er ved at bevæge os et sted hen, hvor relationer (ikke netværk, men relationer) bliver vigtigere end resultater, mål og projekter.

Og selv om Leos måde at gøre tingene på nok er radikale i forhold til hvad der er muligt for de fleste af os andre (måske?) så er de ihvertfald dejligt inspirerende. Og det er befriende at give slip på tanken om mål. Det ved jeg af erfaring.

Læs posten her og bliv inspireret: The best goal is no goal.

Thanks for another great blogpost, Leo!

Mål eller proces?

Jeg har taget en drastisk beslutning. Jeg har besluttet mig for at gøre op med hele tanken om have mål.

Jeg har besluttet mig for at smide tanken om Mål i skraldespanden, sammen med tanken om Burde og Skal. De gør mere skade end gavn.

Det var indirekte Franks kommentar der fik mig derhen. Eller min egen respons til den. Min automatiske tanke: At jeg måtte på den igen – De Fem Tibetanere.

Men så var der en lille djævel, der hviskede i mit øre: Hvorfor egentlig det? Hvorfor egentlig sætte mig et mål, der selvom jeg nok ville have det godt ved at efterleve det, vil gøre mig stresset og frustreret i den udstrækning, jeg ikke får det gjort. Og sandheden er at jeg ikke får det gjort,  som mit liv er nu. Sandheden er at jeg har mange ting, jeg gerne ville gøre, mange mål, jeg gerne ville stræbe efter, men de er bare så umindeligt svære at få presset ind min dagligdag, og når jeg så sætter mig et mål, ender det bare i frustration. At se det i øjnene var en enorm befrielse.

Det er ikke fordi der er noget galt med De Fem Tibetanere, eller andre mål. Men jeg har det godt med at give slip på tanken om det. Jeg har det simpelthen bedre med mig selv, når der ikke er noget jeg skal eller burde.

Der åbner sig et rum for nogle andre muligheder. For at se procesorienteret på det jeg Kan og det jeg Vil. Et rum for der ikke er nogen indre perfektionist eller lille perfid kritiker, der hiver mig i øret eller slår mig i hovedet. Så bliver der pludselig mulighed for at være tilstede i Nuet og leve de værdier ud, som jeg tidligere har nævnt; Ro, Fokus og Nærvær.

Jeg vil i senere blogindlæg skrive mere om, hvad jeg vil sætte istedet for mål.

Og tilsidst vil jeg citere Leo Babauta om det at være procesorieteret fremfor målorienteret – her interviewet på Far Beyond The Stars:

“I no longer focus on goals — I think people are too focused on destinations and not on the journey itself. That doesn’t mean I don’t try to do anything important — it just means I’m focused on doing something important right now, something I love doing and that excites me.

That will lead to something amazing, I’m sure, but what it leads to, I have no idea. There’s actually no way to know … the idea that we can control the outcome is an illusion. We cannot predict or control the future, so I’ve given up trying.”

Leo er en stor inspirationskilde i forhold til at leve ud fra et Less is More perspektiv. Og bloggen Far Beyond The Stars, samt Leos egen blogs, som du finder links til ude til højre i min linksliste er helt klart blandt mine favoritter. Bliv inspireret.

Kan eller Skal? Bør eller Vil?

I vores moderne verden er det tilsyneladende godt at være målrettet, disciplineret, smuk, stærk, kreativ, hip, i ro, i balance etc. Indtil for nylig, forekommer det mig, har det i høj grad handlet om at være – perfekt – uanset indenfor hvilket område, man så søgte denne perfektionisme. Men det er som om at trenden er ved at vende – fra at være fx perfekt til at være – hverken mere eller mindre. 

Men der er jo ikke noget galt i at ville være nogle af disse ting i sig selv. Ikke for perfektionismens skyld – jeg tror dybest set, at det er omsonst at søge perfektionisme – ihvertfald for at kunne sige at man er perfekt. Hvad er der omme bag perfektionismen, i en grad at den overhovedet kan opnås?

Spørgsmålet er, hvad der driver os til at sætte de mål, vi sætter os?

Er det Kan eller Skal? Bør eller Vil?

I hvilke af disse udsagn er der mest energi: “Jeg bør gøre dette fordi jeg skal. Jeg skal gøre dette fordi jeg bør”.  Eller: “Jeg kan gøre dette fordi jeg vil. Jeg vil gøre dette fordi jeg kan”.

Der er naturligvis ting i denne verden, der skal gøres. Hvis man for eksempel har børn. Jobbet skal passes, regningerne skal betales og basale praktiske ting skal ordnes. Etc. Men det er egentlig ikke sådanne ting, jeg tænker på. Som udgangspunkt tager man sig af sine børn, fordi man har har valgt dem og elsker dem. Man passer sit job, fordi man kan lide det og har valgt en profession, hvor man kan anvende sine kvalifikationer, evner og kompetencer bedst muligt. Eller jobbet gør en i stand til at opfylde andre mål.

Nu tænker jeg netop på de mål, der har med vores mere personlige drømme og ønsker at gøre. Det vi ønsker at være eller gøre eller opnå. At tabe sig, at lære en ny færdighed, at tage ud at rejse, at løbe en marathon, at bestige et bjerg, at skrive en bog.

Jeg tog det første eksempel med, fordi det egentlig meget godt beskriver forskellen på Skal/Bør vs. Kan/Vil. Skal jeg tabe mig, fordi jeg bør være slank. Skal jeg tabe mig fordi jeg vil og det at ville det, gør at jeg kan?

Med andre ord, er det der driver mig drevet af det jeg forventer, at andre forventer af mig? Eller mine egne forventninger projiceret ud på andre? Så jeg føler at mine omgivelser dømmer mig – men egentlig dømmer jeg mig selv.

Eller er jeg drevet af en indefra styret vilje, der gør mig istand til at arbejde mig hen imod mit mål?

Det er nogle spørgsmål jeg selv er blevet mere bevidst om i den proces, det er at arbejde med mål. For det er jo godt at have nogle mål. Men det er også godt at blive bevidst om, hvad der styrer mig henimod mit mål, både i det at gøre dem klart og det at arbejde mig hen imod dem.  Og måske bliver jeg klar over, at det vigtigste ikke er at opnå selve målet, men snarere den bevidstgørelse og forståelse, der ligger i selve processen, og måske bliver jeg så igen klar over, at det ikke er så vigtigt at have et mål eller at nå et mål, eller at være noget – men snarere det at være til – og at være bevidst om denne væren.

Deep Inside Fuck Up – eller om at arbejde med sine mål uden Angst

Så er det nu. Tilbage på dydens smalle sti. Nu skal der ske noget for at nå mit mål om at veje 70 kg. Hjælp!

Det kan faktisk være temmelig skræmmende at sætte sig for at nå et bestemt mål. Muligheden for fiasko ligger altid og lurer bagved ønsket om at målet, eller det som en skribent på Aeclectic kalder DIFU – the Deep Inside Fuck Up. Det er den djævelske stemme i bevidstheden, der hvisker at du aldrig når det du sætter dig for, at du aldrig bliver slank, klogere, løber et marathon, rejser kloden rundt – eller hvad det nu er du har som mål. At du bare ikke kan, fordi du er for dum. Det kaldes vist også den indre kritiker, og sikkert mange andre ting.

Jeg tror desværre at der er mange af os, der lider under DIFU.

Stemmen efterlader et spor af goldhed, uproduktivitet og angst i sit kølvand. Kunsten må være at lade være med at lytte til den. Og istedet begynde at arbejde positivt, bevidst og stædigt for at nå det man sætter sig for. Kunsten i den forbindelse er at fokusere på få ting på en gang. Max tre ting ad gangen. Fokus er nøgleordet.

Nu bryder jeg mig ikke om begrebet guru. Jeg har ikke nogen guruer – det skulle da lige være Lars Muhl. Nej. Spøg tilside – jeg bryder mig ikke om begrebet guru. (Jeg tror vi har visdom i vores indre, og ved at lytte til den visdom ved, hvad der er det rigtige at gøre. Problemet er så når DIFU-djævelen tager over og taler højere end din indre stemme, som du måske slet ikke er vant til at lytte til. ) Men guru eller ej – jeg må sige at Leo Babauta er en stor inspiration i forhold det med at arbejde med sine mål, uden angst. Hans bog The Power of Less er den bedste bog, jeg nogen siden har læst om at arbejde med sine mål, og han anbefaler netop at man fokuserer på så få ting som muligt ad gangen.

Jeg har valgt at se på mine mål som projekter, og har derfor valgt tre projekter, som jeg vil arbejde med i de næste 2-4 måneder:

1. At tabe mig til 70 kg.
2. At læse 1 time hver aften (de aftener, hvor jeg er hjemme og ikke har gæster – i alt giver det ca. 5 timer om ugen) på et af mine yndlingsemner – lige nu alkymi i et jungiansk perspektiv. Jeg har valgt 5-10 centrale bøger om emnet.
3. At rydde op i skuffer, kommoder og på mit skrivebord (skrivebordet er nu helt space clearet – det gør det meget nemmere at fokusere på det forhåndenværende).

Jeg startede med at lave en bruttoliste på ca. 20 ting, jeg gerne vil (se indlægget om Flow) og valgte så disse tre ting til min nettoliste. Pointen er så at man ikke flytter noget op på listen før man er færdig med alle tre projekter! For ellers bliver man ikke færdig. Det er den ene “regel”. Den anden “regel” er at et af disse tre projekter har at gøre med ens Overordnede Mål (the One Goal System), sådan at man hele tiden arbejder sig i retning mod det. (Du kan så gætte på hvilken af disse tre ting, der understøtter Mit Overordnede Mål (My One Goal)).

Men altså: den lille, store bog The Power of Less er hermed til anbefaling. Den rummer mange guldkorn.

Og tak til Per Munch fra Moderne Liv for inspirationen.