inspiration Arkiv ~ Side 2 af 3 ~ Prima Materia

Tarotkursus start

Så, nu starter vi (snart) på det egentlige. Nu har vi været igennem 10 forberedende indlæg, og det er på tide at komme igang med selve tarotkurset. Det var heller ikke fair af mig at foreslå en øvelse når nu vi slet ikke har talt om de enkelte korts meninger endnu. Det kommer vi til.

Først vi jeg komme med en kort opsummering af de ti indledende indlæg, og så vil jeg opridse strukturen for det egenlige tarotkursus.

Opsummering
Der er ingen facitliste når det kommer til tarot. Din fantasi sætter alene grænserne, for hvordan du kan og vil arbejde med tarotkortene. Tarot er et symbolsprog, og det kræver tillid til din egen visdom at arbejde med disse symboler. Det er en god idé fra gøre dig klart hvordan dit forhold til tarot er – hvad er det der fascinerer dig? Det er også en god idé at definere nogle etiske retningslinjer for dit arbejde med tarot – især hvis du vil læse tarot for andre. Tarot giver et billede af nuet, og virker gennem kommunikation med det ubevidste og intuitionen og i til en vis grad også via synkronicitet. Jeg anbefaler dig at starte med de tarotkort, der hedder Universal Waite, og derudover har du kun brug for en pen og en notesbog eller en dagbog, hvori du kan skrive dine tolkninger og refleksioner. Endelig vil jeg anbefale dig at lægge et mindre oplæg op på en daglig eller ugentlig basis for at øve dig.

UniversalFool — Narrens rejse er ofte brugt om metafor for Den store Arkana

Disposition
Det tarotkursus der følger vil overordnet være disponeret som følger:

Tarottens struktur – Den store Arkana og Den lille Arkana.

Elementerne
Numrenes betydning og symbolik

Den lille Arkana

Esserne
Toerne
Treerne
Firerne
Femmerne
Sekserne
Syverne
Otterne
Nierne
Tierne
Pagerne
Ridderne
Dronningerne
Kongerne

Den store Arkana

Narren, Magikeren, Ypperstepræstinden, Hierophanten, De elskende, Vognen
Styrken, Eneboeren, Skæbnehjulet, Retfærdigheden, Den hængte mand, Døden, Mådeholdet,
Djævlen, Tårnet, Stjernen, Månen, Solen, Dommen og Verden

Narrens rejse
Tarot som vejen til selverkendelse

Det keltiske kors og andre oplæg

Etc.

Der vil givetvis komme flere indlæg til undervejs, fordi jeg kunne blive inspireret til at tage nogle afstikkere og måske gå i dybden med bestemte facetter eller betydninger af nogle symboler undervejs. Narrens rejse er aldrig den lige vej. Den kan sagtens være lidt snørklet.

Og den tanke leder mig hen til en meget vigtig pointe. Netop den om forskellen på meninger og Mening.

Jeg bruger kombinationen af billedsprogets, numrenes og elementernes symbolik og elementerne til at definere kortenes betydning. Men da der jo intet facit er og da jeg personligt ikke er et orakel, er det blot mit bud – som jeg håber du vil blive inspireret af. Det er min hensigt og mit håb, at mine bud og fortolkninger inspirerer dig til at skabe din egen forståelse og din Mening i arbejdet med tarot.

Det er også derfor at jeg ikke er kommet med nogle referencer endnu. Du kan altid finde bøgerne frem senere. Hvis du får brug for dem.

Let’s go!

De første skridt på rejsen vil være som følger:

Torsdag kommer der et indlæg om Tarottens struktur: Den store Arkana og Den lille Arkana. Dernæst følger to indlæg om henholdsvis elementerne og numrenes symbolik, og så starter vi med Esserne i næste uge.

Det hellige

Jeg blev virkelig inspireret af dette citat – som jeg tillader mig at låne – fra dette dejlige indlæg på Min yoga passion:

“When you do yoga, think God. When you work, think God. When you speak to your wife, you think God! Even when you go to sleep, you think God! Any god you like.”

Jeg kom til at tænke på at meningen med citatet (også) kan være, at Gud ikke er fraværende, som han ofte beskyldes for at være.

Forleden hørte jeg Kanten i radioen, hvor et af problemerne ved Gud er at han er fraværende.

Men hvem siger, at han er det?

En anden problematik er det med at han skal være god. Det har jeg været inde på før – det er det med theodicé-problemet.

Hvis han ikke synes at være nærværende, må han enten være (a) fraværende eller (b) ond. Men hvem siger at han er fraværende og hvem siger at han pr definition er god? Måske kan han både være nærværende og ond?

Måske er han mindre end personifikation end en dimension, nemlig den hellige dimension i tilærelsen, det numinøse.

Det hellige defineres af den tyske religionshistoriker Rudolf Otto som “mysterium tremendum et fascinosum”, “idet en hemmelighedsfuld magt (mysterium) fremkalder ærefrygt (tremendum) hos mennesket og virker tiltrækkende (fascinosum)”. (kilde: Gads Religionsleksikon).

Så måske kan Gud eller erfaringen af det hellige også være angstprovokerende, frygtelig, krævende det bedste af os, krævende at vi yder, at giver af os selv. Samtidig med at han er fascinerende og tiltrækkende. Som solen.

sun — Solen - et symbol på bevidsthed - tænk blot på Apollon

Hvis Gud eller det hellige er en dimension eller en bestemt erfaring eller kvalitet, gør vi det uret ved at definere det som en fraværende mand (?) , som dog forventes at stå til vores rådighed – og være god. Hvis det altså er sådan vi definerer Gud i gængs forstand.

I The Symbolic Life fortæller Jung om en indianerpueblo, hvis hele formål (telos) er at hjælpe deres Gud, Solen, med at stå op om morgenen og over horisonten. De tager således del i skabelsen hver dag.

Måske gælder det også for os. Måske har vi så misforstået det hele.

Det er os, der skal til rådighed for denne dimension og dermed have det i vores bevidsthed når vi lever vores daglige liv, dyrker yoga, arbejder eller er sammen med vores familie, mand eller kone. Anerkende det hellige i os selv, den Anden og det Andet, samt ikke mindst i relationen til den Anden.

Og altså være med til at skabe det numinøse ved at have det i vores bevidsthed når vi er til, i vores hverdag.

Vi skal hjælpe dette hellige – Gud – til større bevidsthed ved selv at være bevidste.

Ved ikke blot at ære det – men også at bære det, og dermed være med til at manifestere det.

(Jeg er også stødt på denne tanke om at hjælpe Gud med at skabe bevidsthed i en bog om Jung, men lige nu er jeg desværre ikke i stand til at huske hvor og dermed angive kilden. Det kunne være Murray Steins fantastiske introduktion, Jungs map of the soul.)

Selvværd

Det smukkeste ved blogging er muligheden for at blive inspireret – og at give det videre.

Jeg blev inspireret af Becoming Minimalist til at tænke på at ville have mindre gør det nemmere bare at være. At begære noget er at flytte energi ud i noget andet, og det er fremtidsrelateret. Det flytter fokus væk fra nuet og ind i en fantasifremtid.

Implicit i det at ville have noget eller at ønske mig noget andet, er at jeg selv – som den jeg er lige nu – har mindre værdi. For energien (værdien) tillægger jeg det begærede objekt.

Jeg tænkte på, hvad der forhindrer mig i at nyde bare at være til og værdsætte mig selv? For jeg har jo det jeg har brug for.

Og jeg har de mennesker, jeg elsker og holder af omkring mig. Og jeg møder hele tiden nye og spændende mennesker, og muligheder. Hvad er det der forhindrer mig i at værdsætte alt det?

At jeg ikke værdsætter mig selv nok. Jeg tror det er så enkelt. Den tanke blev jeg inspireret til af Karin, der gav et par citater fra When I loved myself enough.

“When I loved myself enough

I quit rehashing the past and worrying about the future

which keeps me in the present where aliveness lives”

Jeg tror egentlig at vi er mange, der arbejder med at opbygge en grundlæggende følelse af selvværd. Men. Hvis vi tillægger os selv mere værdi – og nuet – så kunne vi måske også værdsætte os selv noget mere? Ja ligefrem elske os selv? Give os selv omsorg? Og så ville det blive nemmere at værdsætte det, vi er – og allerede har – så vi ikke behøver mere.

Det er en god cirkel: At ville have mindre og bare være. At værdsætte nuet og det der er. Og dermed elske sig selv. Og begære færre ting.

Giver det mening?

Jeg eller Du?

På Far Beyond the Stars læste jeg om at skrive enten en Jeg-blog eller en Du-blog.

En jeg-blog er mest en dagbog, der tager udgangspunkt i bloggerens egne oplevelser. Kunsten at skrive en god Jeg-blog ligger i at gøre de personlige (ikke private) oplevelser vedkommende for andre, ellers bliver det kedeligt og uinteressant. Et strålende eksempel på en rigtig god Jeg-blog er Hele 3 ting. Med udgangspunkt i hendes eget liv er Anna Skyggebjerg en stor inspiration for mange læsere – også for mig.

En Du-blog handler om at gøre noget for læseren. At finde den information læseren har brug for fx. At være inspirerende, og at hjælpe indenfor det emne som bloggen nu omhandler.

I virkeligheden tror jeg ikke, at der nogle gode blogs, der ikke befinder sig et sted mellem de to. For at virke autentisk må bloggeren tage udgangspunkt i sig selv og give sine egne erfaringer videre til læseren. Et meget fint eksempel på denne balance er Det lille spørgsmål.

Der findes mange blogs om at blogge og jeg finder det en smule mærkeligt. Men nu har jeg selv bevæget mig ind på emnet. Hvorfor?

Fordi det er mit håb at komme mere over i Du-zonen og at være til inspiration for andre. Jeg forsøger med udgangspunkt i mig selv og mine egne oplevelser at finde en balance mellem Jeg og Du. Jeg har bevæget mig fra meget Jeg til mere Du og det er min plan at komme længere over i den zone. Fordi at det er der blogging virkelig giver mening.

Blogging giver mening hvis man bidrager med værdi og gør det kreativt og inspirerende. Og det vil jeg gerne. Hvis man deler, og bidrager med værdi til blogosfæren. Julia Lahme er en eksponent for denne ide. (I hendes næste nyhedsbrev kommer der faktisk en e-bog om at blogge, så skynd dig at tilmelde dig!)

Hvordan? Hvordan vil jeg bidrage?

Dels ved at forsætte i mit spor med at fortælle om minimalisme og mindfullness, og de emner jeg ellers skriver om (se kategorierne). I den udstrækning det giver mening. Det er ikke mit ærinde at prædike en bestemt norm eller livsstil. Tværtimod.

Men det er mit ærinde at forsøge at komme med input til hvordan vi kan lave lidt om på den måde vi lever på, så det hele bliver mindre stressende og mere meningsfuldt – for den enkelte. Det handler om at øge bevidstheden om det vi gør idet vi gør det.

Dels ved at dele min viden på et område som jeg har samlet sammen gennem mange år efterhånden. Om tarot. Af min woopra analytics kan jeg se at der bliver lavet søgninger på tarot og specifikke tarotkort, der rammer min blog og dette behov vil jeg gerne komme i møde. Derfor vil jeg i den kommende tid arbejde på at sætte et “kursus” sammen, der vil blive startet op om en måneds tid. Den nøjagtige dato følger.

Så jeg håber at du vender tilbage.

(Og jeg beklager de nedetider der har været i weekenden. Jeg vil gerne rigtigt meget med denne blog og så skal den være på 24/7. Så hvis det sker igen, bliver bloggen flyttet. Det lover jeg).

Blokering

Den sidste uges tid har jeg mærket en skriveblokering.

Min indre kritiker hviskede mig lavmælt og insisterende i øret, at der ikke er nogen mening i det jeg skriver, at det ikke er “dybt nok”, konsistent nok, stringent nok, at det ikke er “rigtigt” fordi det er en blog, og ikke en bog etc.

Til sidst forstummede min indre kritiker – men da havde den også fået den kreative kilde til at tørre helt ud.

Lad os kalde dem Kritikeren og Kilden. Jeg ved ikke om et er to forskellige stemmer, eller den samme, der hvisker mig forskellige ting i øret på forskellige tidspunkter.

Det handler naturligvis ikke blot om at skrive, men også om andre ting, andre projekter, intentioner, aktiviteter. Kilden pibler frem, eller springer frit, og Kritikeren lukker effektivt proppen i.

Men lige nu handler det altså om at skrive. Om At Skrive. Det er det jeg gerne vil. Og hvis jeg skal vælge mellem mine fire nytårsintentioner om forandring – hvilket jeg gør LIGE NU – så vil jeg vælge den frem for de andre.

Jeg vil med andre ord acceptere at være tyk, uorganiseret og at have for mange unødvendige ting og for få penge, når blot jeg SKRIVER.

I dag var der to ting, der gik op for mig:

1. Jeg vil skrive. Jeg skriver.

2. Skriveblokering eksisterer ikke.

Ad 1: Det behøver ikke at være en hemmelighed. Det er okay, at sige at jeg vil skrive og at jeg skriver. Det at sige det ligeud; jeg skriver og at identificere sig som en sådan gør det faktisk nemmere at være en skribent.

Ad 2: Her fik jeg inspiration. Jeg læste om Gail Shers bog One Continous Mistake på Philip Carr-Gomms weblog og fik straks lyst til at læse den, fordi den handler om det at skrive som en spirituel praksis. Det fangede naturligvis straks min opmærksomhed.

Og her er så hvad Sher skriver om skriveblokering:

For me the term “writers block conjures up the image of a road with a gigantic boulder across it. The boulder, bordered on one side by a cliff and on the other a lake, stops the traveller dead in his tracks.

His tendency, of course, is to wonder (a) how could it (the boulder) have gotten there, (b) Can I lug it away, and (c) Can I get around or over it. All of these questions feature the boulder.

The boulder, however, is not the problem. The problem lies in the traveler’s perspective – seeing the boulder as an obstacle instead of as an path. The boulder, a material manifestation of mind and spirit, contains the next step in his development. He must isolate its components, examine each microscopically, and integrate it with the person he becomes as a result of this process. There are tons of material.

Dette billede minder mig (naturligvis) om den alkymistiske proces. Stenen er Prima Materia, som skal forvandles fra det rå og uforarbejdede til De vises Sten gennem den alkymistiske proces, som kan symbolisere både selverkendelsesprocessen og den kreative skabelsesproces. Igennem denne proces forvandles såvel stenen som alkymisten/kunstneren, fordi stenen så at sige er kunstneren og hans/hendes indre materiale.

For mit eget vedkommende gav dette møde med blokeringen i den forgange uge mig altså modet til at sige at jeg skriver. Og at erkende at det er det vigtigste af alle mine processer, forandringer og intentioner.

Hvad kan du lære af dine blokeringer?

Pejlemærker

I det antikke Grækenland og Rom stod der såkaldte Herma eller Hermessten ved vejene. De fungerede som pejlemærker og som en form for amuletter, der afværgede ondskab og uheld. De var placeret ved overgange og grænser som beskyttelse for de rejsende.

Hermes er guddom for rejsende, for købmænd og for kommunikation, og i tidligere tider en fallisk guddom for lykke, fertilitet og ja, veje. Han er en tricksterfigur – det var ham som stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene. Og han er en såkaldt psykopomp, en guide til Underverdenen. Så det giver virkelig mening at sten som er opkaldt efter ham fungerer som pejlemærker på rejsen, både konkrete rejser og i overført betydning.

Hvor vil jeg hen med det? Jo, når man begiver sig ud på en rejse og endda har besluttet sig for ikke at have et eller flere bestemte mål på rejsen, så er det godt at have nogle pejlemærker, nogle Herma på rejsen til at beskytte en.

Hvis processen er vigtigere end selve målet, hvordan kan man så vide, om processen forløber godt eller om den er ved at glide af sporet – ?

Måske er det her at værd at tilføje, at det måske ikke gør noget, hvis man ikke ved, hvor man kommer hen. Man kan jo alligevel ikke kontrollere alt. Og måske gør det heller noget hvis man kommer nogle andre steder hen end der, hvor man havde regnet med at komme hen. Men derfor kan man jo godt komme langt ud, hvis man ikke har et pejlemærke eller to (eller flere), at holde sig til.

Det første spørgsmål drejer sig om, i hvilken retning man skal gå. Her kommer begrebet Intention ind i billedet igen. Jeg har før skrevet om min Intention om at stille mig til rådighed for Universet. Jeg har besluttet mig for at sætte Intention istedet for mål. Intention fortæller noget om den retning, jeg gerne vil gå i, men det fortæller intet om, hvor jeg kommer hen. Det er jo ret spændende så. Ligesom jeg jo heller ikke ved noget om, hvordan Universet besvarer min intention.

Det næste spørgsmål handler om hvordan rejsen forløber, uanset retningen. Her er Intuition et væsentligt begreb. Hvordan er det, hvordan føles det? Giver det ro, flow, mulighed for fordybelse eller erkendelse. Er rejsen sjov eller spændende, eller føles det bare helt forkert, fordi Burde eller Skulle får sneget sig ind i processen – alligevel?

Inspiration kunne være et tredie pejlemærke. Bliver jeg inspireret undervejs til at gå i nye retninger, tænke nye tanker eller skabe noget nyt?

Lige nu kan jeg ikke komme i tanker om andre pejlemærker eller herma, der kan guide mig på rejsen. Men det er nok fordi jeg kun lige skal til at begynde … Og med Hermes eller Dionysos som guides kan alt jo ske.

Intention

Jeg stiller mig til rådighed som kanal for Universets skabende energi; dets inspiration, intuition, kreativitet og kærlighed. Jeg tilstræber Ro, Fokus og Nærvær i hele min væren. Jeg tilstræber at leve i Nuet. Idet jeg nærer tillid til, at den universielle visdom, Sophia, viser mig den sti, jeg skal træde.

En gave

Jeg har netop læst Den stille pige færdig.
Den har inspireret mig til at lytte mere. Ikke blot til Bach, men også til andet musik. Og ikke blot til musik, men også til lyde som de nu er. Og ikke blot til lydene, men også til stilheden. Den stilhed som Kasper Krone søger, bag alle lydene.

Og her til aften sad jeg så og lyttede til Coltrane and A love supreme – som jeg ikke har hørt længe. Og så kom jeg til at tænke på at musik – for mig er den ultimative gave. Fordi jeg kun kan modtage den. Jeg er ude af stand til selv at frembringe musik, og jeg er ude af stand til at forholde mig til den eller forstå den på et intellektuelt plan (selvom jeg indirekte gør det nu) for jeg har intet sprog for musik. Jeg kan kun lytte til, taknemmeligt, hvad mennesker som Coltrane eller Mozart eller Bach har frembragt. Jeg kan lytte til deres inspiration. Ydmygt. I begrebets bedste forstand.

Og det er faktisk en enorm lettelse. En form for frirum. Her er der noget – et domæne – som jeg ikke kan gennemtrænge eller gøre noget i. Med ord er det anderledes. Med ord eller litteratur eller begreber ligger der altid en forstyrrende idé om at jeg selv kan eller burde kunne frembringe noget. En forstyrrende ambition. Muligheden er der, og dermed også muligheden for selvovervurdering og skuffelse. Mit ego kommer i vejen for oplevelsen på den mest irriterende vis.

Men med musikken behøver jeg bare at lytte og at være og at modtage.

Et tegn om Bach

Tidligere på dagen læste jeg om Jes Bertelsen at en af hans mange inspirationskilder er Bach. Og komponistens fugaer bliver nævnt flere gange i Den stille pige af Høeg. Da jeg lå og nød søndagsstilheden tidligere på dagen, tænkte jeg at det kunne være et tegn om, at jeg måske selv skulle lade mig inspirere af Bach – altså lytte til ham. Det er ikke i sig selv særlig sigende, da Høeg bor på Vækstcenteret og i en eller grad er, må være, inspireret af Bertelsen (og naturligvis også Bach). Så jeg bad om et tredje tegn. Og vupti …

Min datter modtog i går en halskæde – med en lille hvid kat og et rødt hjerte – af sin kusine i fødselsdagsgave. Den smykkeæske, som den lå i, bærer navnet – Bach. Det havde jeg slet ikke lagt mærke til. Før nu.

Er det tegn?

Er det synkronicitet?

Deep Inside Fuck Up – eller om at arbejde med sine mål uden Angst

Så er det nu. Tilbage på dydens smalle sti. Nu skal der ske noget for at nå mit mål om at veje 70 kg. Hjælp!

Det kan faktisk være temmelig skræmmende at sætte sig for at nå et bestemt mål. Muligheden for fiasko ligger altid og lurer bagved ønsket om at målet, eller det som en skribent på Aeclectic kalder DIFU – the Deep Inside Fuck Up. Det er den djævelske stemme i bevidstheden, der hvisker at du aldrig når det du sætter dig for, at du aldrig bliver slank, klogere, løber et marathon, rejser kloden rundt – eller hvad det nu er du har som mål. At du bare ikke kan, fordi du er for dum. Det kaldes vist også den indre kritiker, og sikkert mange andre ting.

Jeg tror desværre at der er mange af os, der lider under DIFU.

Stemmen efterlader et spor af goldhed, uproduktivitet og angst i sit kølvand. Kunsten må være at lade være med at lytte til den. Og istedet begynde at arbejde positivt, bevidst og stædigt for at nå det man sætter sig for. Kunsten i den forbindelse er at fokusere på få ting på en gang. Max tre ting ad gangen. Fokus er nøgleordet.

Nu bryder jeg mig ikke om begrebet guru. Jeg har ikke nogen guruer – det skulle da lige være Lars Muhl. Nej. Spøg tilside – jeg bryder mig ikke om begrebet guru. (Jeg tror vi har visdom i vores indre, og ved at lytte til den visdom ved, hvad der er det rigtige at gøre. Problemet er så når DIFU-djævelen tager over og taler højere end din indre stemme, som du måske slet ikke er vant til at lytte til. ) Men guru eller ej – jeg må sige at Leo Babauta er en stor inspiration i forhold det med at arbejde med sine mål, uden angst. Hans bog The Power of Less er den bedste bog, jeg nogen siden har læst om at arbejde med sine mål, og han anbefaler netop at man fokuserer på så få ting som muligt ad gangen.

Jeg har valgt at se på mine mål som projekter, og har derfor valgt tre projekter, som jeg vil arbejde med i de næste 2-4 måneder:

1. At tabe mig til 70 kg.
2. At læse 1 time hver aften (de aftener, hvor jeg er hjemme og ikke har gæster – i alt giver det ca. 5 timer om ugen) på et af mine yndlingsemner – lige nu alkymi i et jungiansk perspektiv. Jeg har valgt 5-10 centrale bøger om emnet.
3. At rydde op i skuffer, kommoder og på mit skrivebord (skrivebordet er nu helt space clearet – det gør det meget nemmere at fokusere på det forhåndenværende).

Jeg startede med at lave en bruttoliste på ca. 20 ting, jeg gerne vil (se indlægget om Flow) og valgte så disse tre ting til min nettoliste. Pointen er så at man ikke flytter noget op på listen før man er færdig med alle tre projekter! For ellers bliver man ikke færdig. Det er den ene “regel”. Den anden “regel” er at et af disse tre projekter har at gøre med ens Overordnede Mål (the One Goal System), sådan at man hele tiden arbejder sig i retning mod det. (Du kan så gætte på hvilken af disse tre ting, der understøtter Mit Overordnede Mål (My One Goal)).

Men altså: den lille, store bog The Power of Less er hermed til anbefaling. Den rummer mange guldkorn.

Og tak til Per Munch fra Moderne Liv for inspirationen.