En gave

Jeg har netop læst Den stille pige færdig.
Den har inspireret mig til at lytte mere. Ikke blot til Bach, men også til andet musik. Og ikke blot til musik, men også til lyde som de nu er. Og ikke blot til lydene, men også til stilheden. Den stilhed som Kasper Krone søger, bag alle lydene.

Og her til aften sad jeg så og lyttede til Coltrane and A love supreme – som jeg ikke har hørt længe. Og så kom jeg til at tænke på at musik – for mig er den ultimative gave. Fordi jeg kun kan modtage den. Jeg er ude af stand til selv at frembringe musik, og jeg er ude af stand til at forholde mig til den eller forstå den på et intellektuelt plan (selvom jeg indirekte gør det nu) for jeg har intet sprog for musik. Jeg kan kun lytte til, taknemmeligt, hvad mennesker som Coltrane eller Mozart eller Bach har frembragt. Jeg kan lytte til deres inspiration. Ydmygt. I begrebets bedste forstand.

Og det er faktisk en enorm lettelse. En form for frirum. Her er der noget – et domæne – som jeg ikke kan gennemtrænge eller gøre noget i. Med ord er det anderledes. Med ord eller litteratur eller begreber ligger der altid en forstyrrende idé om at jeg selv kan eller burde kunne frembringe noget. En forstyrrende ambition. Muligheden er der, og dermed også muligheden for selvovervurdering og skuffelse. Mit ego kommer i vejen for oplevelsen på den mest irriterende vis.

Men med musikken behøver jeg bare at lytte og at være og at modtage.

Et tegn om Bach

Tidligere på dagen læste jeg om Jes Bertelsen at en af hans mange inspirationskilder er Bach. Og komponistens fugaer bliver nævnt flere gange i Den stille pige af Høeg. Da jeg lå og nød søndagsstilheden tidligere på dagen, tænkte jeg at det kunne være et tegn om, at jeg måske selv skulle lade mig inspirere af Bach – altså lytte til ham. Det er ikke i sig selv særlig sigende, da Høeg bor på Vækstcenteret og i en eller grad er, må være, inspireret af Bertelsen (og naturligvis også Bach). Så jeg bad om et tredje tegn. Og vupti …

Min datter modtog i går en halskæde – med en lille hvid kat og et rødt hjerte –  af sin kusine i fødselsdagsgave. Den smykkeæske, som den lå i, bærer navnet  – Bach. Det havde jeg slet ikke lagt mærke til. Før nu.

Er det tegn?

Er det synkronicitet?