“Sticks and stones may break my bones
But words will never harm me”
Jeg har i lyset af nylige begivenheder fået anledning til at reflektere over ordenes betydning. Både de ord, der kan såre, de ord der kan lindre og de ord, der undersøger, hvad tingene betyder.
Begivenheder på facebook fik mig til at indse, at ord ikke er harmløse. Ord kan være tveæggede, eller sårende eller spottende. Ord skaber betydning, og det er derfor vi skal være bevidste om dem. Facebook blev mig for intellektuelt, for stikkende.
Jeg fik også af to forskellige mennesker ros for mine ord; at jeg formulerer mig smukt, og at jeg har en dybde i mit sprog. At jeg bruger ordene til at skabe betydning, at undersøge, hvad tingene betyder.
Det er sådan jeg ønsker at bruge mine ord.
De skal lindre, ikke såre. Jeg ønsker at forfine en poesi i mit sprog, som kan komme mennesker til lindring, til gode, til berigelse.
Jeg ønsker at skabe skønhed.
Ord som kirsebærtræer i blomstring.
Og dog mødte jeg også et dilemma, der har med skismaet mellem erkendelse og erfaring at gøre.
Er der grænse for, hvad ord kan? Ord, især de skrevne, kan mangle krop, stemme, øjenkontakt, nærhed.
Måske er der nogle situationer, hvor vi må acceptere at ord måske kan skabe erkendelse, men kun til en vis grænse. Svar afføder flere spørgsmål. Ord bliver en hindring for den stilhed, der er nødvendig for at leve med vores erfaring. Erkendelse og erfaring er to forskellige ting. Den første har med med intellekt at gøre, den anden med hjerte og krop.
Det kan være nødvendigt at leve med det uafsluttede, det uvisse, det gådefulde, det uforløste. At tage det på sig og bære det som erfaring. Lægge det ned i krukken, forsegle den og gemme den i hjertekammeret.
At lade erfaringen simre, fermentere, destillere. Det er en langsom proces.
Vi må acceptere at forblive uforløste, at det giver os grit, stamina og at det modner os.
Logos er ikke nok.
Eros er nødvendig og skabes gennem erfaring, gennem at lade sjælen styre, gennem fejl og accept at tvetydighed.
“Separate the earth from the fire, the subtle from the dense, gently with great ingenuity”
The Cutting of The Philosophical Egg
Prima Materia er kaos, en udifferentieret masse af ting, som er rodet sammen. For at skabe orden – og dermed bevidsthed – er det nødvendigt at skille alt dette materiale ad, og går mange alkymistiske processer ud på netop dette – at skille ad – separare:
“Psychologically the result of separatio by division into two is an awareness of the opposites. This is a crucial feature of emerging consciousness.” (Edinger p 187).
På det mest basale plan handler denne division i to om at kunne skille subjekt fra objekt – jeget fra ikke-jeget. At trække projektioner tilbage – eller at afvise at bære andres projektioner.
En anden opdeling kan være opdeling af materien i de fire grundlæggende elementer; Vand, Ild, Jord og Luft, (som er illustreret af tarottens fire suits; Bægre, Stave, Mønter og Sværd – hvilket Edinger også påpeger).
Netop Sværd som repræsenterer Logos har meget med separatio at gøre. Edinger citerer Philos’ Logos-Cutter og skriver om Logos:
“Logos is the great agent of separatio that brings consciousness and power over nature by its capacity to divide, name and catagorize. One of its major symbols is the cutting edge that can dissect and differentiate on the one hand and kill on the other. By separating the opposites, the Logos brings clarity; but by making the opposites visible , it also brings conflict” (Edinger p. 191)
Som i evangelierne, hvor Jesus siger
“Jeg er ikke kommet for at binge fred, men sværd.” (Matt. 10. 34)
Separatio, at skille ad, at dømme, at vurdere, at skære ind til benet, fjerne det overflødige, at bruge den knivskarpe rationalitet – Logos – kan være smertefuld, det er forbundet med sorg, med død, og med Mortificatio.
Men der er selvfølgelig en mening i det tilsyneladende meningsløse. Det er netop mening, som skal udvindes af mørket, af kaos.
“Purify husband and wife separately, in order that they may unite more intimately – for if you don’t purify them, they cannot love each other”.
Dette er på den ene side meget symbolsk og på den anden ganske konkret (men ikke nødvendigvis nemt); hvis vi fx i et parforhold er “inficeret” med materiale fra hinanden i form af fx projektioner af skyggemateriale, animus/anima-materiale o.a. kan vi ikke fuldt ud se den hinanden, som den vi virkelig er, og dermed kan vi ikke elske hinanden.
Logos – Separatio – bliver derfor forudsætningen for Eros – Conjunctio.
(Som nævnt her vender jeg tilbage i løbet af efteråret med et eller flere indlæg om den ultimative, fuldbyrdende operation i det alkymistiske værk – Conjunctio).
Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical Symbolism in Psychoterapy.
Forleden nat drømte jeg at en ven gav mig et lille, gråt garnnøgle som jeg skulle dele ud til alle, men samtidig selv beholde – det vil sige holde fast i enden. Det var nok ikke så uanseligt som så, hvis det skulle kunne deles med alle.
Ariadne på Naxos efter at Theseus har forladt hende
Naturligvis kom jeg straks til at tænke på Ariadnes tråd. Ariadne var prinsesse af Knossos, og hun hjalp den unge helt Theseus med at komme ind i midten af labyrinten på Knossos, slå uhyret Minotaurus ihjel og finde vej ud igen. Det gjorde hun som bekendt ved at give ham en tråd, som han fæstnede ved indgangen til labyrinten, og som han holdt fast i så han kunne finde vej ud igen da han havde skilt uhyrets hoved fra dets krop. Bagefter skete der det, at den unge helt forlod hende. Hun giftede sig senere med guden Dionysos.
Da jeg havde haft denne drøm kom jeg til at tænke på en bog, jeg har, som hedder Ariadnes Clue : a Guide to the Symbols of Humankind (Anthony Stevens, 1998). Det er endnu en af de bøger, som jeg ejer, men som jeg endnu ikke har fået læst. Nu er jeg så begyndt at læse den.
Fordi det at følge den indskydelse man får fra en drøm kan nogle gange være en god idé – men – det vil jeg gerne understrege – det er det naturligvis langtfra alle gange. Det er præcis det jeg mener med at leve det symbolske liv; at være opmærksom på symboler – fx fra drømme – og stilfærdigt at “arbejde” med dem, lade dem simre i ens indre og i nogle tilfælde (hvor det ikke involverer eller sårer andre) at handle ud fra dem.
Tråden som symbol – kunne jeg så læse i Ariadnes Clue – har en rig symbolik, såvel i vestlige som i østlige mytologier. I Upanishaderne
“[T]he thread (sûtra) is described as linking ‘ this world to the other world and all beings. The thread is both ?tman (self) and pr?na (breath) and is linked to the central point in the cosmos, the sun. It is written that the thread must ‘in all things be followed back to its source …. Similarly the word tantra is also derived from the notion of thread and weaving and indicates the interdependence of all things.”
Der er flere eksempler: De tre skæbnegudinder Clotho, Lachesis og Atropos, og edderkoppens spind, både en en tråd og en labyrint;
“[A] mandala reconciling the opposites of creation and destruction, with its creator sitting at the centre”
Stevens afslutter sin indledende gennemgang af trådens symbolik med følgende ord:
“The thread, therefore, may be understood as an archetypal symbol of the life principle strechting through time as a means of conscious orientation and a guide to understanding”
Dette var så en såkaldt amplifikation af tråden som symbol. Amplifikation betyder i den jungianske terminologi at sætte drømmenes symbolindhold i relation til fx kulturhistorisk og mytologisk materiale, dvs at sætte dem ind i en kontekst, at forstærke dem og uddybe deres betydning. Men selvom det giver en bredere forståelse siger det jo intet om, hvad drømmen betyder for mig.
Jeg tror dels, at det handler om vigtigheden ved at være forbundet med andre mennesker, at være relateret. At alting hænger sammen, at vi alle er forbundet og at jeg er afhængig af og forbundet med andre. Opgaven for mig er at tage dette alvorligt, at skabe forbindelser, relationer. Eros (at skabe eros i alle dets forskellige betydninger er netop min aspiration) har meget at gøre med relationer, og de måder vi relaterer os på i verden – de tråde, vi spinder. For mig har det også at gøre med at skrive og derigennem at skabe bevidsthed og mening gennem ord; både for mig selv, men muligvis og forhåbentligt også for de mennesker, der læser det, som jeg skriver. På den måde bliver eros og logos forbundet på smukkeste vis.
Jeg kommer også til at tænke på, at netop nettet er jo mediet, som både jeg – og vi alle efterhånden bruger til at holde os forbundet på. At ytre os, at give hinanden betydning (som jeg hørte en sige meget smukt fornyligt) at holde os orienteret. At være relateret.
Alligevel var drømmesymbolet meget konkret, et gråt garnnøgle – jeg kan næsten mærke dets tekstur i min hånd, som jeg giver det videre.
Jeg ønsker at skabe skønhed.
