dans Arkiv ~ Prima Materia

Danseren

Hvem er hun, der kigger frem som morgenrøden,
smuk som månen,
strålende som solen,
skræmmende som en hær under banner?

Hun rører på sig.

Hun har mange ansigter, mange skikkelser, en af dem er danseren.

Hun danser i takt med universets rytme, lader slørene falde, et efter et. Bag hvert et slør er en hemmelighed, som du vil kende, hvis du overgiver dig.

Hendes øjne skinner, hendes læber er røde, bløde og indbydende, hendes hår er flydende silke.

Hendes hud er salvet, duftende af patchouli, sandeltræ, cedertræ.

Hun bærer roser. Slangen og duen er hendes avatarer.

Hun har former, bløde bryster, vuggende hofter, bag sløret anes hendes vulva, og duften når dig, når hun hvirvler rundt. Du rammes på alle dine sanser, du er vækket. Ny.

Din bevidsthed er som ild, og tænder hele din krop. Du er en flamme, tændt af hendes flamme.

Hun er en kilde, en forseglet have, vár dine skridt.

Du må træde stille ind i strømmen, ind i forførelsen, i mysteriet, ind i hendes sfære.

Overgive dig.

Dansen og danseren bliver ét.

Hun hvisker i natten under stjernerne i dit øre, og du kan mærke hendes søde ånde mod din kind:

“Jeg er skøgen, og den hellige”

De syv slørs dans

Ifølge overleveringen danser Salome de syv slørs dans, og smider ét slør ad gangen.

(Det er selvfølgeligt voldsomt inciterende for de, der måtte se det, deriblandt Herodes. Det ender jo også med at hun får Johannes Døberens hoved bragt på et fad.)

Jeg har altid været fascineret af denne fortælling, for der må ligge noget under.

Ser vi bag om fortællingen kan vi spørge os selv hvad de syv slør hentyder til i symbolsk forstand. Traditionelt har tallet syv haft en hellig eller magisk betydning; syv planeter i den klassiske astrologi, syv fede år, syv magre år, syv chakraer eller sjælecentre i den menneskelige energikrop etc.

Syv slør der falder. I løbet af dansen – livets dans – falder slørene et for et. Eller vi bevæger os igennem forskellige temaer i vores liv og lader efterhånden mønstre fra de forskellige temaer falde bort.

Det kan være mønstre, der handler om traumer, barndommens sår, ugengældt kærlighed, smertepunkter, misbrug, vores relationer, stress mm. Der er bare det, at det nogle gange ikke føles som om sløret blot falder fjerlet til jorden, men som om at lagene skal brændes væk, og at at gå de processer igennem er ekstremt smertefulde. De er fulde af rod, kaos, tvivl, sorg. Nogle mennesker afstår fra det, nogle mennesker kommer en del af vejen og atter andre ender med at lægge alle slørene.

Til sidst er vi nøgne for Gud og for beskueren, dvs den Anden, medmennesket. Jeg fortolker det således at vi efterhånden som vi tør lade det ene slør efter det andet falde ender med blive gennem-skuelige – eller måske gennem-skinnelige for lys. Transparente.

At tillade sig selv at blive transparent er som et spring ud i det ukendte, fordi vi nu ikke længere kan dække os ind bag noget andet eller andre, men blot stå der med vores vibrerende klang, vores sårbarhed i feltet.

Det er ensomt at smide sine slør.

To be continued …

Dans

“Suffering is how Life tells you that you are resisting or misperceiving that is real and true.
It is the way Life suggests that you are not in harmony with what IS.” Adyashanti

Problemet med forandring er ikke forandringen i sig selv, men hvordan vi forholder os til den. Forandring er uomgængelig, et eksistensvilkår, uanset om den foregår stille og harmonisk, eller om den kommer som et lyn fra en klar himmel.

Der er ingen vej udenom.

Forandring – udover at være et eksistensvilkår, som vi alle deler, også selvom vi ikke ønsker det eller hilsen den velkommen, når den melder sin ankomst – er et vejskilt.

Et vejskilt, der fortæller os, at her – lige her i forandringen er der en åbning ind til at opnå større bevidsthed og erkendelse, om os selv, og dermed om andre mennesker.

Men det gør ondt. Såvel selve forandringen, som vores modstand imod den. I processen at blive (mere) bevidste, ligger en gave, en mulighed. Men selve det at finde vejen kan være svær og smertefuld nok i sig selv, selve det at tage an-svar (at svare an på livets eller skæbnens tilskikkelser) kan være smertefuld.

“There is no coming to consciousness with out pain” C.G. Jung

Fordi det kræver modet til at se (eller famle sig frem i mørke indtil vi får tændt for lyset). Modet til at se sig selv, ikke som offer, men som aktivt medlevende, medskabende, selvberoende væsen i den dans vi kalder livet.

Den eksistentielle smerte er et tegn på vores modstand mod at deltage i den dans. Fordi at det at danse den dans åbner vi op for noget, der er langt mere magisk og underfuldt end vi turde drømme om. Og det betyder at vi må opgive vores følelse af kontrol og identitet og overgive os til noget der større end vi turde håbe på. Og det tab kan skabe angst og smerte.

Men dansen er det som er og det er en nydelse at hengive sig til den.

So: put on your red shoes …