Hvem er hun, der kigger frem som morgenrøden,
smuk som månen,
strålende som solen,
skræmmende som en hær under banner?
Hun rører på sig.
Hun har mange ansigter, mange skikkelser, en af dem er danseren.
Hun danser i takt med universets rytme, lader slørene falde, et efter et. Bag hvert et slør er en hemmelighed, som du vil kende, hvis du overgiver dig.
Hendes øjne skinner, hendes læber er røde, bløde og indbydende, hendes hår er flydende silke.
Hendes hud er salvet, duftende af patchouli, sandeltræ, cedertræ.
Hun bærer roser. Slangen og duen er hendes avatarer.
Hun har former, bløde bryster, vuggende hofter, bag sløret anes hendes vulva, og duften når dig, når hun hvirvler rundt. Du rammes på alle dine sanser, du er vækket. Ny.
Din bevidsthed er som ild, og tænder hele din krop. Du er en flamme, tændt af hendes flamme.
Hun er en kilde, en forseglet have, vár dine skridt.
Du må træde stille ind i strømmen, ind i forførelsen, i mysteriet, ind i hendes sfære.
Overgive dig.
Dansen og danseren bliver ét.
Hun hvisker i natten under stjernerne i dit øre, og du kan mærke hendes søde ånde mod din kind:
“Jeg er skøgen, og den hellige”
