Ifølge overleveringen danser Salome de syv slørs dans, og smider ét slør ad gangen.
(Det er selvfølgeligt voldsomt inciterende for de, der måtte se det, deriblandt Herodes. Det ender jo også med at hun får Johannes Døberens hoved bragt på et fad.)
Jeg har altid været fascineret af denne fortælling, for der må ligge noget under.
Ser vi bag om fortællingen kan vi spørge os selv hvad de syv slør hentyder til i symbolsk forstand. Traditionelt har tallet syv haft en hellig eller magisk betydning; syv planeter i den klassiske astrologi, syv fede år, syv magre år, syv chakraer eller sjælecentre i den menneskelige energikrop etc.
Syv slør der falder. I løbet af dansen – livets dans – falder slørene et for et. Eller vi bevæger os igennem forskellige temaer i vores liv og lader efterhånden mønstre fra de forskellige temaer falde bort.
Det kan være mønstre, der handler om traumer, barndommens sår, ugengældt kærlighed, smertepunkter, misbrug, vores relationer, stress mm. Der er bare det, at det nogle gange ikke føles som om sløret blot falder fjerlet til jorden, men som om at lagene skal brændes væk, og at at gå de processer igennem er ekstremt smertefulde. De er fulde af rod, kaos, tvivl, sorg. Nogle mennesker afstår fra det, nogle mennesker kommer en del af vejen og atter andre ender med at lægge alle slørene.
Til sidst er vi nøgne for Gud og for beskueren, dvs den Anden, medmennesket. Jeg fortolker det således at vi efterhånden som vi tør lade det ene slør efter det andet falde ender med blive gennem-skuelige – eller måske gennem-skinnelige for lys. Transparente.
At tillade sig selv at blive transparent er som et spring ud i det ukendte, fordi vi nu ikke længere kan dække os ind bag noget andet eller andre, men blot stå der med vores vibrerende klang, vores sårbarhed i feltet.
Det er ensomt at smide sine slør.
To be continued …