Tag: hjerte

Knivskarpt hjerte

Nålens rejse
farven flyder under min hud
en skygge
et tegn, dit mærke

Ovenstående er et uddrag og omskrivning af et digt jeg skrev for 100 år siden, længe før jeg fik min tatovering.

Tatoveringen forestiller et såkaldt infinity heart – et uendelighedshjerte. Lavet i en bestemt kontekst, og meget vand er løbet i stranden siden …

Det var blevet flosset i kanten, og noget af pigmentet var forsvundet.

Jeg har fået det tegnet op, gjort skarpere.

Egentligt en smule selvpinerisk.

Jeg fik tegnet mit hjerte op, dels for at ære det der har været, anerkende min længsel og fordi jeg dybest set tror at kærlighed i sig selv er infinit.

Og fordi jeg skal bære det resten at mit liv.

Hjertemod, hjerteblod

I dag blev jeg af denne kvinde mindet om at det engelske ord for mod Courage kommer af samme rod som det franske ord for hjerte – Coeur.

Og hvad har mod og hjerte så med hinanden at gøre?

Hjertet er en sjov metafor. Egentlig er det en muskel, der pumper vores blod rundt i kroppen, men hjertet består også af neuroceller. Hjertet  er ikke blot en maskine, det tænker og føler, og derfor kan man opleve at have ondt i hjertet, at hjertet banker hurtigere i bestemte situationer etc.

Derudover er hjertet en metafor eller et symbol for sjælen – vi taler om at have hjertet med eller at have sjælen med, og hjertet er et symbol på vores evne til at føle, til medfølelse – og naturligvis  – kærlighed.

Så mod er at føle og følge sit hjerte, at være i kontakt med sjælen, at turde  os lytte til det, at være åben, at være i samklang med sjælen, at turde forblive åben hjertet, og måske knust, eller krakeleret.

At være autentisk, at være den man er – med sine erfaringer, sine følelser og sin smerte. I denne sammenhæng er følelser ikke det samme som emotioner – men at stå ved det vi føler eller det vi er passionerede om. At vælge vores passioner – (som Rollo May minder os om i The Courage to Create) – at vide hvem vi er, og for hvad vi føler og for hvad vi lider for – og bløder for.

Denne kvinde mindede mig om at autentisk betyder at være genkendelig. Når vi er autentiske handler vi ud fra vores hjerte, vores selv, og det giver mod til at være dem vi er og gøre det som er sandt. På det kan vi kendes.

Det uperfekte

På mandag udkommer bogen Miss Perfect af Pernille Schnoor. Den handler om kvinders hang til at ville være perfekte og hvilke konsekvenser det har for os. Hun var i radioen hos Poul Friis her til morgen og det kan du læse om og høre her.

Det forekommer mig at der er en ændring på vej i dette kollektive ønske om perfektionisme, som så mange kvinder tilsyneladende og desværre ligger under for. Det synes jeg bare er så godt. Glansbilledet er ved at sprække. Jeg synes det sprækker fra flere sider, og jeg hører til stadighed flere kvinder – fx hende her – tale om det, at der en forandring i gang, der handler om at vi ikke vil leve med dette krav om perfektionisme.

Jeg tror at der skal arbejdes på at opløse dette ideal om perfektionisme, både udefra og ind, og indefra og ud.

Een ting er de krav, som kommer ude fra. Eller som vi tror kommer udefra. Så er der det, der kommer indefra.

Det er væsentligt, at vi selv griber i egen barm og lader være med at kritisere os selv hele tiden. Selvkritik er selvvold. Tænk på det du fortæller dig selv, at du skal eller bør.  Den lille stemme inden i, som uafladeligt kværner løs og kritiserer. MEN som netop ikke er DIG. Kunsten er ikke at identificere dig med den stemme. At blive bevidst om den, erkende at den er der og så slippe den.

Vær god ved dig selv. Tillad dig selv at holde af dig selv. Tillad det perfekte billede af dig selv at sprække.  Når du får stemmen i dit indre til at tie og holder op med at være så perfekt hele tiden. Når du slipper kontrollen. Gad vide hvad der så kommer ud? Lyser ud af dit hjerte?