Tag: passion

Aspiration

Affødt af mine indlæg om at skrive og om Shapiros bog, kom jeg til at tænke på forskellen på aspiration og ambition. For mig er ambition noget ydrestyret, der kan måles. Noget man måske i højere grad gør eller har, udfra hvad man tror andre forventer, end hvad man selv dybest set ønsker.

Istedet for ambition kan vi tale om aspiration. I følge Shapiro er aspiration synonymt med intention, drøm, kald, formål, og det som han kalder “context”, hvis formål er at skabe passion, noget der driver en frem uden at definere en specifik destination.

“With an aspiration, your actions and beliefs are no longer driven by societal norms, a desire for money or status, or arbitraty goals. Rather they are based on meaning found deep within your soul. This makes your existence more intense and alive with purpose” (min fremhævelse).

Aspiration har rod i det samme latinske ord som spirit og inspiration; aspirare, som betyder “at ånde på” . Vores Aspiration er det vi ånder på, det vi fokuserer på, det vi skaber rum for i vores liv, og som vi derfor giver mere plads.

For mig at se er det væsentligste ved den måde Shapiro beskriver aspiration (eller hvad du nu vælger  at kalde den), at den har rod i dine  inderste ønsker, og det betyder, at den er et udtryk for hvem du er. Ikke hvem du føler du burde være eller hvad du burde gøre. Men dit selv, din sjæl.

Men hvad skal jeg så gøre? tænker du måske. Og hvordan finder jeg min passion (det foretrækker jeg at kalde det) og hvordan lever jeg udfra denne passion, uden at gøre mig afhængig af opfylde bestemte mål. At leve målfrit betyder ikke –  at du ikke kan have mål. Med til at leve din passion kan fx høre, at du opnår bestemte færdigheder eller udfører bestemte opgaver.

At finde sin aspiration eller passion kræver at du foretager noget “soulsearching”; at du spørger dig selv, hvad du altid har ønsket, hvad du drømte om som barn, hvad du gerne vil, hvis der er blot én ting du kunne vælge at gøre. Først og fremmest handler det om at finde noget, der giver mening, og at gå nye veje for at prøve nye ting.

Det væsentlige er at leve som efter et kompas, ikke et kort. At finde noget, der inspirerer dig og så bevæge dig eksperimentielt; at være parat til at udforske,  væve, slentre afsted og opleve det, du nu oplever på din vej.

Derudover skriver han også om temaer (themes). Istedet for at have et nytårsforsæt kan du vælge at have et tema for det følgende år. Men et tema, du kan udleve eller opleve på mange forskellige måder, og som du kan følge af mange forskellige stier.

Mit tema for i år er overgivelse eller hengivelse. Det kan jeg leve på mange måder; hengivelse til nuet, til de mørkere og dybere følelser, til at skrive, til mennesker, til at opleve noget nyt, ja, til at forsøge mig med nye madretter, smags- og duftoplevelser  etc. etc.

Det siges, at alle veje fører til Rom. Det vigtigste er ikke hvilken du følger, blot at den giver mening for dig.

Inspiration

Jeg er forundret over, hvordan inspiration fungerer. I den udstrækning den  kan siges at “fungere”.

Nogle gange ved jeg ikke om den går den ene eller den anden vej eller hvem der først inspirerede hvem til at starte med. Eller hvordan en idé eller en tanke strømmer frem af mange små kilder.

Under alle omstændigheder: Muligvis hænger det sådan sammen, at Mette Weber blev inspireret af et link til Leo Babautas blog zen habits om at leve uden mål, som jeg lagde på facebook. Og så læste hun – og skrev om denne bog – som jeg blev inspireret til at læse.

Om at leve et liv i passion i nuet  – fremfor for at jagte et eller flere mål –  bevidstløst.

Denne bog er interessant. Allerede nu – nu ca. 30 sider inde – læser jeg om begreber – eller tilstande, som interesserer mig og som jeg søger at dyrke nu; Passion, soul, journey, aspiration/intention etc. Den handler om at leve passioneret nu og nyde rejsen, fremfor at være fokuseret på selve målet.

Her er tre af de fire P’er repræsenteret; Presence, Process og Passion. Paradokset ligger i at man godt kan have mål i et mål-frit liv – man skal bare ikke lade sig totalt opsluge af at nå det.

Denne bog taler virkelig til mig. Så at sige. Og det leder mig frem til det næste; at vi tilsyneladende  får den inspiration, vi har behov for på det tidspunkt, hvor vi har behov for det, hvor vi er åbne eller resonante, modtagelige.

Ideer og mennesker og oplevelser er pludselig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og sætter ting i gang i os – på magisk vis.

The Four P’s Tarot Spread

The inspiration for this spread I got from James Wells, and through him from Marion Woodman. I added the position of Passion, since I think Passion is what it is really all about.

Choose a deck, shuffle it, and then separate the cards into four piles. Shuffle each pile four times. From each pile choose or draw one card, and place them all four in a matrix as illustrated below.

You can ask one or all of the question for the four positions, or make up your own questions relevant for the positions:

Presence

  • How am I right now?
  • How do I celebrate the presence?
  • How do I become better at being in the presence – and thereby attend better to those people I am with at any moment?
  • How do I live in the Now, and let go of the past and the future, which is not Now?
  • How do I accept and love my self as I truly and deeply am?
  • How do I accept and relate to my current conditions?

Process

  • Which (kind of) process am I going through in this phase of my life?
  • Where in the process am I now – in or out, up or down?
  • How do I let go of the goal to focus intead on being in the process?
  • How do I enjoy the ride and let go of frustrations and fear?
  • How do I let go of my urge of controlling everything and everyone?
  • How do I manage not knowing what the next step is?

Paradox

  • What is the Paradox in or of this situation?
  • What is my Paradox?
  • Which opposites do I contain and how do I balance them?
  • How do I hold the tension of Paradox, instead of falling back into opposites and extremes?
  • How do I cope with other people’s ambivalence, frustration, or extremes?
  • How do I keep my cool&calm?

Passion

  • How do I honour Eros in my life?
  • What is my Passion and how do I express it/live it/communicate it?
  • What is the Passion of the Other?
  • How do I nurture and stay true to my passion (my shine, my fire) in this (or any) situation?
  • Where is or what are the hot spots of this situation? Where is the fire burning hottest right now?
  • How do prevent my Passion to be stolen or disminished by others?

Pay attention, if the same suits or numbers show up, and where. It will mean that there is a connection, for example between where you are now and af what your are passionate about. Pay especially attention to the majors.

Let my know how it works and your thoughts.

Passion

Det slog mig, at der mangler et P i tilgift til de tre P’er. Det fjerde P er P for Passion. Passion som den blå ild, der brænder varmest og dybest. Vores pulserende, røde hjerteblod.

Ligesom vi dagligt kan hylde de tre andre p’er er det en god idé at hylde og huske på hvad vores passion er. Hvad der virkelig betyder noget? Hvad er vores inderligste længsler, ønsker og drømme? Hvad brænder vi for? Eller rettere hvad brænder for os, i os? Nogle gange vælger vi ikke selv vores passioner, de synes at vælge os, som om vi på hver vores individuelle måder bedst kan udtrykke bestemte passioner, der brænder gennem os.

Passion kommer af passio – at lide. Tænk blot på Kristi passion og Via Dolorosa. Jeg har på fornemmelsen at vi nogle gange glemmer dette aspekt, når vi taler om at være passioneret for noget eller nogen. Passion har altså i høj grad med smerte at gøre.

Hvor er smertepunktet, brændpunktet i vores sind.  Hvad er vi villige til at brænde for, at lide for?

Passionens ild er som et tveægget sværd. Den brænder, og den ild føles god og varm, nærende og inciterende. Den brænder og sårer os også i processen. Men vi kan ikke nøjes med kun den “positive” del af passionens ild, og vi kan ikke forblive uberørte. Vi forandres af ilden, Vi brænder og brænder op, men det er også det, der giver livet mening og dybde. Og som fortæller os hvem vi er, og ultimativt fører til selverkendelse.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Lev livet uden mål

Leo Babauta har gjort det igen. Han har skrevet en tankeprovokerende blogpost. Denne gang om at leve sit liv uden mål.

Hvad ser der, hvis vi befrier os selv fra at have mål og lever passioneret i nuet?

I sin post deler Leo sine tanker om at leve uden mål, og giver nogle råd. Rom blev ikke bygget på en dag, så han beder os ikke om at smide alle tanker om fx planlægning ud med det samme. (Der er jo visse opgaver, der kræver planlægning, og en vis form for styring.)

Men han overvejer, hvilke muligheder for nye oplevelser der ligger i at leve et liv uden mål. Han skriver at mål faktisk begrænser os, hvorimod det at opgive at have mål kan føre til det uventede:

“If you live without goals, you’ll explore new territory. You’ll learn some unexpected things. You’ll end up in surprising places. That’s the beauty of this philosophy, but it’s also a difficult transition”

Ikke at have nogen mål betyder ikke, at man bliver en dovenlars, der ligger på sofaen hele tiden, men at man gør det man brænder for:

“You wake up and do what you’re passionate about. For me, that’s usually blogging, but it can be writing a novel or an ebook or my next book or creating a course to help others or connecting with incredible people or spending time with my wife or playing with my kids. There’s no limit, because I’m free … end up in places that are wonderful, surprising, great. I just didn’t know I would get there when I started.”

Naturligvis er det svært for almindelige mennesker med 9-5 jobs at leve sit liv på den måde. Som sagt kræver dagligdagen en vis portion planlægning, og udførslen af det, jeg kalder Skal-opgaver.

Men for det senmoderne menneske med tusindvis af projekter ved siden af job og karriere, er der – tror jeg – et stort potentiale i at overveje Leos tanker. Vil livet blive lettere og sjovere, hvis vi gør de ting vi gør – ikke ud fra mål – men fordi vi synes det er skønt? Og ligger der måske en befrielse i at se nærmere på de mål, vi opstiller for os selv og overvejer om de i virkeligheden er vores egne mål, eller noget vi gør fordi vi tror det bliver forventet af os?

Det ligger dybt i vores kultur at sætte mål op for os selv eller at have projekter. Men hvordan  vil det være at slippe hele ideen om at vi skal have mål?

Jeg tror at vi er ved at bevæge os et sted hen, hvor relationer (ikke netværk, men relationer) bliver vigtigere end resultater, mål og projekter.

Og selv om Leos måde at gøre tingene på nok er radikale i forhold til hvad der er muligt for de fleste af os andre (måske?) så er de ihvertfald dejligt inspirerende. Og det er befriende at give slip på tanken om mål. Det ved jeg af erfaring.

Læs posten her og bliv inspireret: The best goal is no goal.

Thanks for another great blogpost, Leo!

Er blogging kreativt?

Ja. Vi du sikkert straks sige. Ellers måske vil du trække lidt på det; Njahh.

Hvorfor overhovedet tænke over det? Fordi det har at gøre med den måde det at skrive og det at blogge opfattes.  Ikke mindst af skribenten selv.

Jeg blev inspireret af dette indlæg på Krutters krøller, til at undersøge, hvordan jeg selv ser på det at skrive og på det at blogge.

For mit eget vedkommende har jeg skullet arbejde med dette spørgsmål. Jeg har nemlig visse “issues” med det, og der gemmer sig en lille kritikersnob i mig, der fortæller mig at det at blogge IKKE er at skrive “rigtigt” og at det blot er noget jeg gør indtil jeg får tid, mulighed etc til at skrive en “rigtig” bog.

For nogle måneder siden – stødte jeg på følgende vise ord:

“Writers write” Gail Sher

En del af miseren kommer fra vores (kulturens) skelnen mellem forfattere og skribenter. Det forekommer mig at det første er “finere” end det andet. Du er forfatter, når det du har skrevet er blevet udgivet. Men alt hvad du behøver at gøre for at være en skribent er at skrive: En skribent er en, der skriver. Kunsten er at glemme ønsket om at blive forfatter, men bare skrive.

Samme Gail Sher siger også, at man aldrig ved, hvad der kommer ud af det man skriver, eller om det er godt. Men det er også ligegyldigt i selve skriveprocessen.

Så. Jeg skal acceptere, at det at skrive er kreativt, og at det at skrive er at skrive –  og så er det sådan set ligegyldigt hvilket medium, man skriver til.

Hvis jeg fx  regner det at skrive til min blog for skriblerier og ikke ligesom at skrive “rigtigt” (dvs bøger, artikler, essays), er der en tendens til at jeg ikke giver sig 100 %, og det hele bliver underligt uforløst. Og det har igen betydning for hvor kreativt, jeg tillader mig selv at skrive.

Det skal naturligvis helst være godt skrevet, samt være inspirerende og vække til refleksion – men det gør heller ikke noget hvis det er en lille smule excentrisk. Altså har kant.

Med hensyn til bloggen som medium er den kommet for at blive. Den har nogle helt unikke kvaliteter, og den er som en have, der skal passes.  Der skal sættes nye blomster i den med mellemrum, og den skal vandes og holdes ved lige. Indlæggende skal være korte og skarpe, en slags kaktusblomster måske? Eller roser med torne – de er flotte og må gerne stikke lidt. Tiltider føler jeg også mig som den dedikerede og nørdede orkidé samler.

Jeg gør dette med passion, for at dele det jeg elsker med andre. Både emnerne og så det at skrive om dem. Og jeg håber at der er nogen, der kommer forbi mit lille drivhus. Men hvor få gæster jeg end har, så er I hjerteligt velkomne, og selv hvis passionen ikke bliver delt med nogen, er jeg dedikeret. Fordi det er så sjovt at blogge.

Jeg skal som blogger hele tiden finde nye vinkler og indgange til mit emneområde, der på sin side skal være veldefineret. Så det kræver en form for opmærksomhed, årvågenhed og flow, samt ikke mindst evnen til at lade sig inspirere og se nogle lidt anderledes relationer mellem tingene. Med andre ord kreativitet.

At blogge, at skrive til en blog, er derfor kreativt. Sí.