Er blogging kreativt?

Ja. Vi du sikkert straks sige. Ellers måske vil du trække lidt på det; Njahh.

Hvorfor overhovedet tænke over det? Fordi det har at gøre med den måde det at skrive og det at blogge opfattes.  Ikke mindst af skribenten selv.

Jeg blev inspireret af dette indlæg på Krutters krøller, til at undersøge, hvordan jeg selv ser på det at skrive og på det at blogge.

For mit eget vedkommende har jeg skullet arbejde med dette spørgsmål. Jeg har nemlig visse “issues” med det, og der gemmer sig en lille kritikersnob i mig, der fortæller mig at det at blogge IKKE er at skrive “rigtigt” og at det blot er noget jeg gør indtil jeg får tid, mulighed etc til at skrive en “rigtig” bog.

For nogle måneder siden – stødte jeg på følgende vise ord:

“Writers write” Gail Sher

En del af miseren kommer fra vores (kulturens) skelnen mellem forfattere og skribenter. Det forekommer mig at det første er “finere” end det andet. Du er forfatter, når det du har skrevet er blevet udgivet. Men alt hvad du behøver at gøre for at være en skribent er at skrive: En skribent er en, der skriver. Kunsten er at glemme ønsket om at blive forfatter, men bare skrive.

Samme Gail Sher siger også, at man aldrig ved, hvad der kommer ud af det man skriver, eller om det er godt. Men det er også ligegyldigt i selve skriveprocessen.

Så. Jeg skal acceptere, at det at skrive er kreativt, og at det at skrive er at skrive –  og så er det sådan set ligegyldigt hvilket medium, man skriver til.

Hvis jeg fx  regner det at skrive til min blog for skriblerier og ikke ligesom at skrive “rigtigt” (dvs bøger, artikler, essays), er der en tendens til at jeg ikke giver sig 100 %, og det hele bliver underligt uforløst. Og det har igen betydning for hvor kreativt, jeg tillader mig selv at skrive.

Det skal naturligvis helst være godt skrevet, samt være inspirerende og vække til refleksion – men det gør heller ikke noget hvis det er en lille smule excentrisk. Altså har kant.

Med hensyn til bloggen som medium er den kommet for at blive. Den har nogle helt unikke kvaliteter, og den er som en have, der skal passes.  Der skal sættes nye blomster i den med mellemrum, og den skal vandes og holdes ved lige. Indlæggende skal være korte og skarpe, en slags kaktusblomster måske? Eller roser med torne – de er flotte og må gerne stikke lidt. Tiltider føler jeg også mig som den dedikerede og nørdede orkidé samler.

Jeg gør dette med passion, for at dele det jeg elsker med andre. Både emnerne og så det at skrive om dem. Og jeg håber at der er nogen, der kommer forbi mit lille drivhus. Men hvor få gæster jeg end har, så er I hjerteligt velkomne, og selv hvis passionen ikke bliver delt med nogen, er jeg dedikeret. Fordi det er så sjovt at blogge.

Jeg skal som blogger hele tiden finde nye vinkler og indgange til mit emneområde, der på sin side skal være veldefineret. Så det kræver en form for opmærksomhed, årvågenhed og flow, samt ikke mindst evnen til at lade sig inspirere og se nogle lidt anderledes relationer mellem tingene. Med andre ord kreativitet.

At blogge, at skrive til en blog, er derfor kreativt. Sí.