Jeg drømte, at vi kyssede. Intenst. En brændende, sitrende strøm af ild var tændt, vækket. Cellerne dansede i vores hud og læber.
Vi var i strømmen – igen.
Da jeg vågnede var savnet skarpt, og jeg ønskede at skrive et digt om det.
Men jeg kunne ikke.
Strømmen kan ikke kompromitteres. Intentionen var ikke ren.
Denne strømmen er som de to slanger der der snor sig som om Caduceus – Hermesstaven. Som kreativiteten og kærligheden, der strømmer fra den samme kilde. De kommer fra den samme kilde, og vender tilbage til den samme kilde. I et evigt kredsløb.
En evig strømmen, som et pulserende, hvirvlende, magisk, magnetisk felt, som tændes når vi kysser, når vi skaber, når vi gribes af noget der er større end os selv.
Når vi er i nuet, rene og som genfødte, tændte, vækkede, levende.
Kilden er evig, og den flyder i os, feltet er altid åbent. Men nogle gange føles det som om at strømmen er slukket, og vi står udenfor, udenfor kærligheden, uden for kreativiteten.
Dét er en illusion.
Jeg forsøgte at skabe kontakt ved at meditere, og da kom følgende til mig:
Fake it till you make it!
Det er ikke meningen, at jeg skal bade i kærlighedens vande nu. Men jeg skal være i verden, og jeg skal skabe.
Kærligheden er stor, og har mange facetter. Glæden er stor. Kreativiteten er stor.
Så jeg vil træde ud i strømmen, være den smukkeste, mest vibrerende, erotiske skabning, jeg kan være; smuk, nærværende, tilstede.
Tilbyde mig til verden, og til min Daimon.
JEG vil være åben, og det vil strømme igennem mig.
Jeg kan altid kan bade i den kilde, og den er meget større end mig.
Det er Altet.
Feltet er åbent.
