Tag: Tao

Tao

At skrive om Tao er i virkeligheden en ørkesløs øvelse. Dels fordi jeg ikke ved nok, dels fordi det faktisk overhovedet ikke drejer sig om viden, men om væren. I princippet ville det give lige så meget mening at lave en kop the, danse eller spise en praliné.

Tao

At tale om Tao er ikke muligt, fordi den tao, vi kan tale om ikke er den sande Tao.
Ord giver blot ét perspektiv af virkeligheden. Alligevel ønsker jeg at tænke på eller tale om Tao, om strømmen, om tid, om bevidsthed, om væren.

Hvorfor? Fordi det gør mig glad. Som bobler i bækken stiger en følelse af glædesfylde op i mig, en slappen af, en følelse af at være kommet hjem. En intuitiv viden om at jeg allerede er hel, allerede hjemme.

I Tao holder al stræben op. Du er noget nu, og i det næste øjeblik er du noget andet, oplever du noget andet, ved du noget andet. Det betyder ikke hjerteløs nihilsme eller hjernetom hedonisme, og det betyder ikke, at du skal give afkald på at have en stemme, et sæt af værdier eller noget du kalder dit “jeg”. Det betyder blot at det ikke giver mening at identificere dig med et bestemt punkt i den strøm af liv, der er dig.

Tao er et ord;

What’s in a name? that which we call a rose
By any other name would smell as sweet.

Tao er et ord. Det betyder Vejen, eller sti, rute, nøgle eller princip. For Alan Watts er Tao en vandets vej (the watercourse way), og den strømmen vand har er en smuk og dyb metafor for Tao. Tao handler om at stole på processen.

Tao er blot et ord, en betegnelse, og det er ikke en ideologi, og på den måde giver det lige så lidt mening at sige at jeg nu er taoist, som hvis jeg pludselig kalder mig liberal, buddhist, kosmopolit, gnostiker.

Jeg holder mig til mit gode gamle alkymista – vel vidende at også alkymien handler om at stole på processen, at leve sig ind i og leve processen.

Selv om Tao opererer med polariteter sættes den ene pol ikke over den anden. Maskulin er ikke bedre end feminin, lys er ikke bedre end mørke – og så fremdeles. Polariterne har brug for hinanden og understøtter hinanden. Og skifter konstant.

Det handler om – som jeg vil komme ind på i et senere indlæg – om non-dualisme. Og at vi allerede er dét. En ide om at vi kan adskille os fra helheden er en illusion, selvom vi sorterer, dissekerer og diskriminerer. Vi analyserer – og det er også en del af processen. Analysen er indeholdt i syntesen. Vi er selv en del af Tao:

“The principle [is] that “you” cannot go along with “things” unless there is the understanding that there is, in truth, no alternative since you and the things are the same process – the now-streaming Tao. The feeling that there is a difference is also that process. There is nothing to do about it. There is nothing not to do about it. There is only the stream and its myriad convulsions – waves, bubbles, spray, whirlpools and eddies – and you are that.”

Og forandring, foranderlighed, forvandling, er uomgængelig.

Jeg er fascineret af Tao, fordi verden fortrylles i lyset af Tao. Tao sætter sjælen fri.

Alan Watts: Tao – the watercourse way.

Alle veje fører til Rom

Men du er allerede fremme

Et spørgsmål om min blog, fik mig til at reflektere over, hvor jeg er på vej hen og hvor på vejen, jeg er.
Svaret er, at jeg ikke er på vej nogen steder hen. Der er ikke nogen steder at komme hen. Det er i sig selv en illusion.

Jeg, vi, du er allerede dér. Eller her. Det er en enkel indsigt, der er paradoksal, og svært begribelig. Og dog sand.

Det betyder ikke, at det vi gør bliver meningsløst, eller at det ikke giver mening at skabe noget nyt, lære noget nyt eller forandre verden. At danse, digte elske eller le. Men vi skal gøre det fordi det i sig selv giver mening, er dejligt eller godt.

Det betyder,  at vi ikke kan blive oplyste. For det er vi allerede. Vi er allerede bevidsthed, allerede lys. 

Jeg skrev på Facebook, at vi ikke er bevidsthedens indhold, men dens rum. Men det er egentlig at reducere det. Bevidsthed er ikke et rum, men urummelig, uendelig, som universet. Vi er hver især udtryk for denne bevidsthed. Vi tager allerede del i denne bevidsthed. Så måske er vi bevidsthedens rum, fordi vi hver især udtrykker bevidsthed på vor egen unikke og elskelige måde.

Metaforisk,  er bevidstheden et guddommeligt væsen, der spiller musik i forskellige tonearter, og i sin musik anslår hver vores klang.

For det, jeg her kalder bevidsthed har mange navne. Gud er det, nogle mennesker kalder det. Kærlighed, Tao, Anima Mundi er atter andre navne for det samme. Og egentlig er det ligegyldigt, hvad vi kalder dét. For i virkeligheden har det ikke et navn.

Det er. 

Den Tao, der kan tales tales om er ikke den sande Tao.

Det jeg her paradoksalt og futilt forsøger at give ord er en erkendelse af noget uudsigeligt og uudgrundeligt, som ikke kan indfanges med ord, fordi det kan erkendes, leves og elskes.

Så jeg gør ikke noget og jeg er ikke på vej nogen steder hen. Jeg er allerede fremme, allerede hjemme. Her.

Og det er du også.