At skrive om Tao er i virkeligheden en ørkesløs øvelse. Dels fordi jeg ikke ved nok, dels fordi det faktisk overhovedet ikke drejer sig om viden, men om væren. I princippet ville det give lige så meget mening at lave en kop the, danse eller spise en praliné.
At tale om Tao er ikke muligt, fordi den tao, vi kan tale om ikke er den sande Tao.
Ord giver blot ét perspektiv af virkeligheden. Alligevel ønsker jeg at tænke på eller tale om Tao, om strømmen, om tid, om bevidsthed, om væren.
Hvorfor? Fordi det gør mig glad. Som bobler i bækken stiger en følelse af glædesfylde op i mig, en slappen af, en følelse af at være kommet hjem. En intuitiv viden om at jeg allerede er hel, allerede hjemme.
I Tao holder al stræben op. Du er noget nu, og i det næste øjeblik er du noget andet, oplever du noget andet, ved du noget andet. Det betyder ikke hjerteløs nihilsme eller hjernetom hedonisme, og det betyder ikke, at du skal give afkald på at have en stemme, et sæt af værdier eller noget du kalder dit “jeg”. Det betyder blot at det ikke giver mening at identificere dig med et bestemt punkt i den strøm af liv, der er dig.
Tao er et ord;
What’s in a name? that which we call a rose
By any other name would smell as sweet.
Tao er et ord. Det betyder Vejen, eller sti, rute, nøgle eller princip. For Alan Watts er Tao en vandets vej (the watercourse way), og den strømmen vand har er en smuk og dyb metafor for Tao. Tao handler om at stole på processen.
Tao er blot et ord, en betegnelse, og det er ikke en ideologi, og på den måde giver det lige så lidt mening at sige at jeg nu er taoist, som hvis jeg pludselig kalder mig liberal, buddhist, kosmopolit, gnostiker.
Jeg holder mig til mit gode gamle alkymista – vel vidende at også alkymien handler om at stole på processen, at leve sig ind i og leve processen.
Selv om Tao opererer med polariteter sættes den ene pol ikke over den anden. Maskulin er ikke bedre end feminin, lys er ikke bedre end mørke – og så fremdeles. Polariterne har brug for hinanden og understøtter hinanden. Og skifter konstant.
Det handler om – som jeg vil komme ind på i et senere indlæg – om non-dualisme. Og at vi allerede er dét. En ide om at vi kan adskille os fra helheden er en illusion, selvom vi sorterer, dissekerer og diskriminerer. Vi analyserer – og det er også en del af processen. Analysen er indeholdt i syntesen. Vi er selv en del af Tao:
“The principle [is] that “you” cannot go along with “things” unless there is the understanding that there is, in truth, no alternative since you and the things are the same process – the now-streaming Tao. The feeling that there is a difference is also that process. There is nothing to do about it. There is nothing not to do about it. There is only the stream and its myriad convulsions – waves, bubbles, spray, whirlpools and eddies – and you are that.”
Og forandring, foranderlighed, forvandling, er uomgængelig.
Jeg er fascineret af Tao, fordi verden fortrylles i lyset af Tao. Tao sætter sjælen fri.
Alan Watts: Tao – the watercourse way.