En rutschebane tur igennem mit kærlighedsliv i årene 2012-2016 og en tur ned ad Memory Lane. Det var hvad jeg oplevede, da jeg ryddede op i min Evernotekonto for at lukke den. Det er en del af en større oprydning i mine digitale profiler.
I den forbindelse sad jeg manuelt og flyttede ca. 160 breve og noter over i Dropbox. Og dermed fik jeg et gensyn med en masse tekster, breve, fantasier og digte som jeg har skrevet i den periode. Og tanker om frihed, kærlighed, forhold etc., som jeg har udvekslet med en ven.
Det var noget af en øjenåbner, i forhold til alle de ting, jeg kæmpede for. Ting jeg forsøgte at fikse, forklare, forstå og fokusere på. Det var måske mere (indre) kamp end et egentligt kærlighedsliv?
Der var nemlig også en masse tanker om aspirationer og fokuspunkter. En masse noter om ting jeg gerne måtte og ting, jeg ikke måtte; fx spise sundt, dyrke yoga, meditere på hjertet. Der er ikke noget af der ikke er i sig selv er godt. Det er mere den horisont, som det blev skrevet udfra; måske en illusion om at jeg ville opnå mere klarhed, eller jeg ville have en følelse af kontrol ved at følge alle disse “regler”?
Jeg fandt også mellem noterne et citat af Goethe: “Niemand ist mehr Sklave, als der sich für frei hält, ohne es zu sein”.
Ingen er mere slave end den, der føler sig fri uden at være det. Ironien er til at føle.
Det var en øjenåbner at skimme alle disse breve og noter. Sikke dog en rutschetur. Sikke meget hårdt arbejde, jeg satte mig selv på. Sikke mange tanker og indre stemmer. Hvid støj. Sikke mange ting, jeg ville, som jeg nu på magisk vis har mistet interessen for.
Jeg er blevet klogere. Jeg har ihvertfald gjort mig nogle erfaringer, nogle ad flere omgange i manegen – men der er jo ingen facitliste i forhold til hvor mange erfaringer, man har brug for at gøre sig, før bægeret er fuldt.
For mig løb bægeret på et tidspunkt over. Og det var godt. Det skabte klarhed. Klarhed er bedre end kontrol. Det var først da jeg holdt med at ville forsøge at kontrollere alt, inklusive mig selv. Det var først da jeg erkendte, at ensomheden, og en radikal vilje til at se denne ensomhed i øjnene, er frihedens anden side. Ikke dens bagside – bare dens anden side.
At frihed ikke bare er frihed, men enten er frihed fra eller til noget. Og at der til frihed følger et ansvar – som betyder “at svare på”. Tilværelsen stiller os et spørgsmål, og det er så vores opgave at besvare dette spørgsmål: Hvem er vi?
At friheden måske føles som en befrielse – men måske i virkeligheden er en flugt – og hvad er det, vi flygter fra? Os selv?
I svaret på hvem vi er ligger en forløsende kraft.
Det har været godt, smukt og smertefuldt som ind i Helvede. Men jeg fortryder det ikke, for det er mit kærlighedsliv, som det nu har været. Jeg har lagt vidnesbyrdet om det ind i mapper, og lukket dem, og lukket døren for dét kapitel.
Jeg tror, at det jeg ønskede var at finde fred, at komme “hjem”. Og vejen var en rutschetur.
Det var et rent eventyr: Hjem – ud – hjem igen.
Jeg er hjemme nu.
Jeg har også netop oplevet et emotionelt “dødskys”. En forståelse så stor at jeg mistede grebet om mig selv og blev vanvittig. Jeg fik en psykose. Gensynsglæden over mit egen spejling i maskulin variant blev for voldsom. Jeg ville bygge babyltårnet men endte i en dødsspiral, og jeg mistede forbindelse jordforbindelse i ren og skær lyksalighed. Meget paradoksalt at opleve fission og efterfølgende fussion på personligt plan. Platonisk kærlighed i helt eksterm variant. Jeg begynder at forstå mere og mere af religiøse billeder, myter, fabler, eventyr og overtro. Jeg er en levende Fugl Fønix og kan efterhånden sagtens trives med mig selv bare jeg har litteratur og musik at støtte mig til. Xoxo