Tag: bevidsthed

Kend dig selv

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om at Vi allerede er oplyste. Og om at det handler mere om at forstå og udvikle sine relationer til andre end at udvikle sig selv.

Selvudvikling er blevet en slags mantra, på linje med Mindfullness og Spiritualitet. Som om de er mål i sig selv. Faktisk bliver der vel set lidt skævt til én hvis man ikke ønsker at udvikle sig selv. Hvis man siger Selvudvikling – nej tak!

Det som jeg har et problem med i forhold til begrebet Selvudvikling er at det må forudsætte at vi ikke er dem vi skal være, at vi på en eller anden måde er uudviklede eller defekte, uperfekte. At vi bør udvikle os for at blive – hvad? Bedre udgaver af os selv? Nogle der opnår det de sætter sig for, perfekte? Eller bedre, mere harmoniske mennesker?

Sofia Manning beskriver det således i sin nye bog Hvad venter du egentlig på?

“Den primære grund til at jeg skriver denne bog, er, at jeg efter at have brugt masser a værdifuld tid, penge og energi på utallige selvudviklingsworkshopper fandt ud af, at alt det, jeg troede, jeg skulle finde udenor mig selv for at opnå det jeg søgte, rent faktisk var inden i mig.”

Jeg kan godt lide tanken om at vi allerede rummer det vi er. At vi er oplyste. Men at det handler om at erkende os selv, selv at tænde lyset, at blive bevidste om dem vi er. For ofte har vi selv lagt en skygge, et klæde, over lampen, og har glemt os selv og dem vi er, det vi rummer af godt og ondt.

At turde se sig selv og sine indre dæmoner i øjnene er svært. Det er en smertefuld proces. Det kræver mod, ærlighed, indsigt og tilgivelse. Måske magter vi ikke at se på os selv og at acceptere os selv som de mennesker vi nu er, ikke kun gode, ikke kun onde. Men bare som mennesker. Måske magter vi ikke at kende os selv og har derfor så travlt med at løbe væk fra os selv, for at “udvikle” os selv.

Selverkendelsen er imidlertid nøglen til skatkammeret, til det helligste. Gnothi Seauton stod der indskrevet ved Apollontemplet i Delphi. For at møde det guddommelige må du kende dig selv.

Også når det gør ondt – også når det at se sig selv i øjnene virkelig smerter. Sagen er at jo mere ondt det gør, jo mere lys tænder du, jo mere bliver du i stand til at se dig selv og det du virkelig rummer af godt og ondt.

Walk your talk …

… or practise your preach.

Det er faktisk meget svært. I dag da jeg katalogiserede en bog, var jeg distraheret og adspredt, men så kom jeg til at tænke på det med at være nærværende i forskellige situationer. Og fik fokuseret tilbage på det forhåndenværende. Nogle gange når jeg arbejder, er det som om jeg prøver at foretage mig tre ting på een gang og tankerne bare falder over hinanden.

Det smukke er så, at når jeg nu er begyndt at tænke bare lidt i de baner så opdager jeg hurtigere, hvornår jeg bliver fraværende eller lader tankerne køre afsted med mig. Og så handler det bare om at zoome ind igen.

Men alt dette er naturligvis ikke nemt. Det er en udfordring, men det er også sjovt. For jeg lærer hele tiden  noget om, hvad jeg egentlig gør med min bevidsthed.

Hjertets paradigme

Der er nogle  forandringer undervejs i verden på et kollektivt plan. Krisetiderne har affødt en bevidsthed om en anden måde at være på. Et hjertets paradigme, kaldes det. En stille revolution kaldes det også.

Forsåvidt tror jeg ikke at det er en ny bevidsthed – måske snarere en genfødsel af en tidløs visdom, som vi har brug for nu. En moderne renæssance.

hjerte

Kort sagt handler det om at være, og jeg har skrevet om det tidligere på denne blog. Jeg vil anbefale to danske bøger om emnet; Emilia van Hauens Farvel egofest – og goddag til formål og fællesskaber, samt Anne Christine Hagedorns Dit indre klima – vi kan forvandle verden indefra. Det er i denne at der tales om et hjertes paradigme:

“[E]t fællesskab, der kommer indefra, som opstår på tværs af sociale skel, køn, alder og etnisk tilhørsforhold. Dette er et hjertets paradigme, og det kan man ikke tvinge frem gennem politik eller revolution. Det folder sig ud som en blomst på lige præcist det tidspunkt som er der rette, og i det tempo som er det rette. Men ligesom med blomsten kan vi også give processen de bedst mulige betingelser for at folde sig ud. Vi kan vande blomsten, luge omkring den, sørge for de rette mængder sol og næringsrig jord. Og vi kan nære vores proces med nærvær og luge ud i den ved at arbejde med vores begrænsede overbevisninger. Vi kan nære os selv ved at mærke vores følelser og give os selv sollys ved at tillade os selv helt nye visioner og ægte menneskelige forbindelser” p. 113

Kan eller Skal? Bør eller Vil?

I vores moderne verden er det tilsyneladende godt at være målrettet, disciplineret, smuk, stærk, kreativ, hip, i ro, i balance etc. Indtil for nylig, forekommer det mig, har det i høj grad handlet om at være – perfekt – uanset indenfor hvilket område, man så søgte denne perfektionisme. Men det er som om at trenden er ved at vende – fra at være fx perfekt til at være – hverken mere eller mindre. 

Men der er jo ikke noget galt i at ville være nogle af disse ting i sig selv. Ikke for perfektionismens skyld – jeg tror dybest set, at det er omsonst at søge perfektionisme – ihvertfald for at kunne sige at man er perfekt. Hvad er der omme bag perfektionismen, i en grad at den overhovedet kan opnås?

Spørgsmålet er, hvad der driver os til at sætte de mål, vi sætter os?

Er det Kan eller Skal? Bør eller Vil?

I hvilke af disse udsagn er der mest energi: “Jeg bør gøre dette fordi jeg skal. Jeg skal gøre dette fordi jeg bør”.  Eller: “Jeg kan gøre dette fordi jeg vil. Jeg vil gøre dette fordi jeg kan”.

Der er naturligvis ting i denne verden, der skal gøres. Hvis man for eksempel har børn. Jobbet skal passes, regningerne skal betales og basale praktiske ting skal ordnes. Etc. Men det er egentlig ikke sådanne ting, jeg tænker på. Som udgangspunkt tager man sig af sine børn, fordi man har har valgt dem og elsker dem. Man passer sit job, fordi man kan lide det og har valgt en profession, hvor man kan anvende sine kvalifikationer, evner og kompetencer bedst muligt. Eller jobbet gør en i stand til at opfylde andre mål.

Nu tænker jeg netop på de mål, der har med vores mere personlige drømme og ønsker at gøre. Det vi ønsker at være eller gøre eller opnå. At tabe sig, at lære en ny færdighed, at tage ud at rejse, at løbe en marathon, at bestige et bjerg, at skrive en bog.

Jeg tog det første eksempel med, fordi det egentlig meget godt beskriver forskellen på Skal/Bør vs. Kan/Vil. Skal jeg tabe mig, fordi jeg bør være slank. Skal jeg tabe mig fordi jeg vil og det at ville det, gør at jeg kan?

Med andre ord, er det der driver mig drevet af det jeg forventer, at andre forventer af mig? Eller mine egne forventninger projiceret ud på andre? Så jeg føler at mine omgivelser dømmer mig – men egentlig dømmer jeg mig selv.

Eller er jeg drevet af en indefra styret vilje, der gør mig istand til at arbejde mig hen imod mit mål?

Det er nogle spørgsmål jeg selv er blevet mere bevidst om i den proces, det er at arbejde med mål. For det er jo godt at have nogle mål. Men det er også godt at blive bevidst om, hvad der styrer mig henimod mit mål, både i det at gøre dem klart og det at arbejde mig hen imod dem.  Og måske bliver jeg klar over, at det vigtigste ikke er at opnå selve målet, men snarere den bevidstgørelse og forståelse, der ligger i selve processen, og måske bliver jeg så igen klar over, at det ikke er så vigtigt at have et mål eller at nå et mål, eller at være noget – men snarere det at være til – og at være bevidst om denne væren.