Tag: stilhed

Overgang

Billedet
Vi ser en båd, hvori der befinder sig tre skikkelser, to siddende, med ryggen til os, og en stående bag dem, der stager båden over vandet, mod den træbevoksede bred eller ø i det fjerne. Himlen er grå, måske er der en tågedis over vandet, en blid støvregn, eller også er det ved at skumre. De to siddende skikkelser, kutteklædte, ligner en kvinde og et barn, den tredie person en mand. Båden er lastet med de seks opretstående sværd. Stemningen i billedet giver indtryk af sorg og stilhed.


Element/nummer
Dette billede handler – paradoksalt måske – om harmoni og om skønheden i afskeden, i stilheden og i sorgen. Det er en form for resignation, en opgivelse, en afsked med noget, der lægges bag os  – men som i form af de 6 sværd alligevel altid vil være med os. Både i  form af sorgen over at slippe noget, men også som minder.

Det handler også – fordi vi har med Sværd at gøre – om vores mentale ballast; hvad vi tænker og hvordan vi tænker, om vores livsfilosofi og livsindstilling.

Vi har det hele med som erfaringer, der altid vil være en del af os og som er med til at forme opfattelsen af det vi oplever på vores videre færd. Selvom vi kunne ønske det kan vi ikke skubbe erfaringerne over bord. De er en del af os, de definerer os, men vi kan vælge om de skal tynge os ned eller hjælpe os.

Overgange
I tilværelsen vil der altid være disse overgange; passager i tiden, hvor vi forandres, fordi vi indtræder i nye roller og sammenhænge; når vi begynder i skolen, eller bliver færdige med den, når vi får et job, eller bliver gift eller skilt, eller når nogen dør, eller når vi flytter, eller når vi vores børn flytter hjemmefra.

Det kan føles som en død, og medføre sorg, fordi vi må sige farvel til dele af os selv, veldefinerede roller, tryghed eller mennesker vi har holdt af – for noget nyt og usikkert.

Der er vand i mange af tarotkortene – også de der ikke direkte har med Vand eller Bægre at gøre. Det er for at minde os om at alting flyder – Panta Rhei – alting er altid i bevægelse, i opløsning, og i forandring, og det er også det livsfaktum, som 6 Sværd minder os om; at acceptere og påskønne dette, og skønheden i forandringen.

Rejsen, at rejse som mytologisk og arketypisk proces er også et af dette korts betydningslag; hvad sker der når vi rejser; hvad gør rejsen ved os, psykologisk og bogstaveligt? Er vi parate til at rejse, når det er nødvendigt, at give slip, at forlade, at forandre os?

Endelig er der den mytologiske overgang, den endelige rejse. Karon der fører de døde over floden Styx, en vej vi alle skal. Det er også den stille accept af dét faktum, som kortet peger på.

Divinatorisk betydning
Afsked, rejse, sorg, stilhed, accept, døden, overgange, forandring, erfaring, livsindstilling.

Den stille ild

Ilden skal passes og plejes. Den skal holdes ved lige, og må aldrig slukkes. Hvem passer din ild? Hvem sidder tålmodigt i mørket og holder øje med at den ikke dør, hvem holder sig vågen for at passe på den livsvigtige ild?

Vi har alle selv ansvaret for at vores indre ild (passion, eros, energi) ikke dør ud. Vi har selv ansvaret for at pleje og passe den kærligt og tålmodigt, så den kan lyse og varme os op, og også være til gavn og glæde for andre.

I det antikke Grækenland havde gudinden Hestia ansvaret for hjemmets arne, for dets ildsted, for dets centrum, for at den hellige ild aldrig døde ud. Hun blev ved ilden og passede den, stille og opmærksomt.

Muligvis var hun stum. Hun sagde ikke noget. Måske kunne hun ikke. Jeg personligt tror nu snarere, at det hun kunne have at sige – de hemmeligheder hun sad inde med, og hendes visdom, ikke var alle beskåret at forstå. Og derfor tav hun helst.

I de græske byer fandtes et offentligt ildsted, under åben himmel, som ikke måtte dø ud, og som var kultsted for Hestia. Hvis ilden skulle slukkes og fornyes skulle det følges af bestemte ritualer. Denne ild var moderild. Hvis nye kolonier og byer skulle etableres blev ilden fra det oprindelige ildsted medbragt og etableret som centrum i de nye byer.

Hvis du skal erobre nyt land skal du have ilden med hjemmefra.

Men. Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi må trække energien indad, mod centrum, og lade vores ild brænde stille og vedholdende, hvor den ikke skal flamme op for at brænde sig selv ud – men hvor den ikke må gå ud.

Hvor vi må søge indad, blive stille, rolige og opmærksomme. Være. Hvile i os selv med  blikket på ilden. Vi skal intet gøre og intet skal ske.

Perioder hvor det, der sker, sker dybt inde i ilden, i de små, blå flammer, der efter sigende er dem, der brænder aller, aller hedest.

Om at lytte

“Du skal lytte, Kafka Tamura, ” siger Oshima. “Bare lytte, forestil dig at du er en musling.”

Prøv at lytte til det sted, hvor du er lige nu. Acceptér de lyde, der er nu og lyt blot. Slå telefonen fra, sluk ipod’en, lad avis eller bog være et øjeblik. Gør dig til en musling, og lyt opmærksomt.

Lyt til børnenes stemmer. Til folk i s-toget eller på banegården, til espressomaskinen på cafeen.  Til den klirrende lyd af kopper, glas og bestik. Til vindens raslen i træerne. Til den summende lyd af gaden,  i byen om natten. Bilernes dæk på den våde asfalt. Til regnens plasken på fortovet. Til kattens spinden. Til vand mod strand. Til havets ældgamle summen i en konkylie.

Lyt til stilheden. Både den ydre stilhed og din egen. Find dit åndedræts rolige rytme.

Lyt til dit åndedræt. Lyt til dit hjerte. Lyt til dig selv. Lyt til verden.

Om at skrive

Som jeg ikke længere lægger skjul på er det mit store ønske – eller aspiration at skrive. Også andre ting end på denne blog – hvilket jeg tidligere har diskuteret. Eller rettere; jeg har diskuteret hvorfor jeg har det ønske. Og om det er mere kreativt end fx at blogge.

Af en eller anden grund vil jeg gerne skrive en roman – hvem vil ikke det. Men så skal den sateme også være god …

UPS. Det er her, jeg kommer ud på en glidebane. Og en farlig glidebane …

Det gik op for mig – det slog mig – og det var faktisk ikke helt behageligt – at mit eget ambitiøse og evigt krævende ekstra-jeg som jeg troede at have afmonteret  – ja, Frk. Dygtig – har ikke så lidt at gøre med den ambition. Og hendes og Kritikerens krav om at det skal være GODT  sætter en kæmpe stopper for processen. De forhindrer faktisk at jeg kommer igang,  overhovedet.

Hvem siger overhovedet at romanen – og ikke fx essayet, eller digtet (jeg har skrevet flere digte, før i tiden – og ganske fine) – er min genre?

Eller er det i virkeligheden, fordi jeg er BANGE?!  hvisler Frøkenen hånligt.

Jeg ved det ikke – endnu.

Men jeg ved, at så længe hun kan lægge sin klamme hånd på processen kommer jeg ingen steder. Iøvrigt – jeg vil ikke lade min kreativitet spænde for hendes vogn. Og i den udstrækning jeg overhovedet på nogen måde er kreativ er det i den retning. Dét ved jeg.

Så mange vil jo være forfattere. Det vil Frk. Dygtig også gerne.

Men dét er en væsentlig fælde. For det handler om ego.

Og her ligger også en væsentlig forskel. Det handler om at skrive. Ikke om at være forfatter. Men om at skrive, altså at være en skribent/writer.

Det er igen et spørgsmål om processen fremfor målet. Det er et spørgsmål om at møde op – ved bordet, blokken (bloggen) eller pc’en, at lytte og at skrive det ned, jeg hører. Og glemme alt om, hvorvidt det er godt eller skidt mens jeg skriver, i processen.

Det er et spørgsmål om at hengive sig. Det tør frk. Dygtig ikke. Hun vil være sikker. Hun vil kende vejen, hun vil have GPS og hele pivetøjet med sig – istedet for at navigere efter stjernene, et kompas, sjælen …

Lige nu er jeg et mærkeligt sted. Et sted med dyb glæde og dyb melankoli. Og jeg kan mærke at det er her jeg skal være i et stykke tid. Her og nu bliver der ikke skrevet hverken romaner eller essays eller digte. Her er jeg, ånder og lytter

Det er dog en trøst, at Frøkenen ikke kan holde at være her.

Her er dejligt dunkelt og tyst.

Stilhed

“The noise of the world is a dull roar that pervades every second of your life. It’s a rush of activity, a drain on your energy, a pull on your attention, until you no longer have the energy to pay attention or take action.

It’s an illness, this noise, this rush. It can literally make us sick. We become stressed, depressed, fat, burnt out, slain by the slings and arrows of technology.

The cure is simple: it’s stillness.”

Leo Babauta

Du kan praktisere stilhed hver dag.

Ved at tage en pause, og mærke stilheden, ånde ind og ånde ud.

Ved at vælge dine kanaler selektivt, fx dine nyhedskanaler og dine news feeds.

Ved at slukke for musikken, når du laver noget andet.

Ved at beslutte dig for hvad der er væsentligt og hvad du vil fokusere din opmærksomhed og din tid på.

Ved at acceptere at du ikke – i vores informationsteknologiske tidsalder – kan følge med i alt, være over alt og være alt – men være dig, dér hvor du er lige Nu.

Ved at sætte lommer af tid af til Ingenting, til at kede dig, til at lade dine tanker strømme frit, i stedet for at lade din bevidsthed blive fyldt op af alt muligt udefrakommende støj. Og støj kan skam også være visuel. Støj kan også være et hektisk aktivitetsniveau.

Ved at lade være med at reagere på alt, fx telefonen, der ringer.  Ved at være offline.

Ved at tie stille 0g ved at lytte.

På den måde kan stilhed være din spirituelle praksis.

Lidt om ingenting – og tid

Jeg laver ingenting. Det vil sige, jeg venter på at Tristan skal sove. Beundrer det svovlgule aftenlys mod den mørkegrå himmel, og i ét nu er himlen bare aftengrå og solen er gået ned bag Vesterbros huse.

Jeg tænker på emner som jeg kan skrive om, bøger som jeg gerne vil læse, og det oplæg jeg skal øve når Tristan sover. Lige nu ligger han og tæller og synger lille peter edderkop. Utrolig så meget energi han har, det lille væsen.

Jeg tænker på tiden, der snubler så ubønhørligt afsted. I dag talte jeg i telefon med min veninde, som jeg kun har set ganske få gange i år. Hvorfor spørger jeg mig selv. Fordi hverdagens trummerum bare tager tiden, dag efter dag, uge efter uge, og så lige pludselig er der gået et helt år.

Hverdagen er fin. Men nogle gange får vasketøj, indkøb, sove, arbejde og det næste punkt på agendaen os til at glemme – tror jeg – at det ér livet, og sætte mere pris på hvert enkelt øjeblik. På nuet. På stilheden i mellem tiden.

Det er vigtigt at skabe pauser, at tage en time out, at gå en lille tur, eller blot tage sig tid tid til ro mellem to punkter. Fx stjal jeg mig i dag lige tid til en kop kaffe ved køkkenbordet mellem arbejde og børneafhentning. Det gjorde at jeg lige fandt mig selv og havde overskud til ulvetimen.

Stilheden

Jeg nyder stilheden. Jeg er alene. Jeg har stadig en uges ferie, mens resten af familien er startet på arbejde og i institutioner. Jeg har tilladt mig denne uges fred, før jeg vender tilbage til arbejet og efterårssæsonens program, fordi det ellers i dagligdagen kan være svært nok at finde ro til fordybelse og stilhed.

Jeg har tænkt tanken; hvad skal jeg så bruge denne uge til? Men den skal egentlig ikke “bruges” til noget. (Der er dog desværre nogle praktiske og organisatoriske opgaver, der skal løses, men det må blive ind i mellem.)

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg bare tænkt mig at være. At kontempletere, at hvile i mig selv, at være mindful.

Kontemplation defineres i den Store Danske som:

“[K]ontemplation er en erkendelses- eller oplevelsestilstand, hvor den kontemplerende skuer ind i selvet efter sandheden eller det guddommelige.

Skønt begrebet ofte har været forbundet med overnaturlige og “mystiske” foreteelser, er sand kontemplation en bøn uden ord og billeder. Man samtaler ikke med og tænker ikke på Gud, men hviler i Gud, i gudsforening.”

Jeg vil nu ikke gå så langt til at sige, at det er GUD, jeg søger forening med – medmindre Gud er i det daglige, i det hverdagsnære. Det er ikke specielt mystisk. Snarere er det blot det at være, at trække vejret, at mærke åndedrættet.  At være tilstede, uden at søge noget bestemt.

Glædelig jul

Så er det blevet juleaftensdag. Lige nu er her dejligt stille og roligt. Vi skal ikke nå noget, dvs. i år vil jeg altså gerne se Disney Juleshow sammen med Mark og børnene, så derfor er der nogle ting, der skal være i orden til kl. 16.00.

Men før de ting skal gøres i orden, vil jeg tænke over, hvad det er jeg holder af ved Julen.

Jeg holder af julesangene. Både salmerne – især “Silent Night” – og  Croonernes fx “I’m dreaming of a white christmas”.

Jeg holder af det med at give. Ikke blot det med at give i et materialistisk perspektiv, men selve det med at give; omsorg, tid, kærlighed, opmærksomhed. Julen er det tidspunkt på året, hvor der –  måske – i højere grad end ellers er mulighed for at give sig selv tid til at give dette til andre og sig selv.

Jeg holder af julemaden og julelysene og julekuglerne og det andet pynt af glas, som vi pyntede træet med i går aftes.

Jeg holder af selve Julens Ånd, hvad den så end er. (Jeg kunne virkelig godt tænke mig at de sendte Dickens Et juleeventyr (som jeg så som barn, og som var virkelig uhyggelig – de andre versioner jeg har set har været udvandede ved siden af  – men på den anden side har jeg ingen ide om hvilken version det var)).

Men i år er der en ekstra dimension ved julen. Min mor er her ikke mere. Og jeg savner hende virkelig meget.  Det betyder også at jeg har taget nogle ting op til revision. Julen skal være rolig og enkel, uden  stress og forventningshalløj, for det vigtigste er at vi fire får en dejlig jul sammen.

Det vigtigste er  – i Julens Ånd – at finde ind til stilheden indeni.

Nærvær

Mens Ro er at være i balance og Fokus er at være koncentret om noget, så meget at man flyder sammen med det i følelse af flow, er Nærvær en ren Væren i sig selv, i dette Nu.

At være opmærksom på sig selv ved at være opmærksom på sit åndedræt, som i meditation eller yoga. Det er ikke at være opmærksom på noget udenfor dig selv, og det er heller ikke at være opmærksom på dig, eller dit ego, men mere på den bevidsthed der flyder udenom dit ego. Det du også er. Det som fylder dig når du selv er stille og lytter indad.

På et mere jordnært plan kan det handle om at være tilstede i det man laver her og nu. Eller som den man er her og nu, uanset den aktivitet man udfører. Måske udfører man netop ingen anden aktivitet end at være tilstede, leve, trække vejret.

Det væsentligste af de 7 punkter, som jeg før jeg har beskrevet er:

Breathe – Vejrtrækningen er forudsætningen for det hele. Når du trækker vejret dybt og roligt bliver du kysset af Gud. Når du trækker vejret ånder du energi ind, finder du din egen klangbund, din forbindelse med jorden og med kosmos på samme tid. Når du ånder ud, spænder du af i kroppen, giver slip. 

Du bliver en del af det store hele og tillader dig selv at være det du nu er. Du har din egen plads i altet. Du behøver ikke at føle splittelse, isolation eller at tvivle på dig selv. Det er nok bare at være. Det er nok at lade ting og mennesker være som de nu er.

Lige som med fokus er det svært at give sig selv tid og rum til bare at være. Det er er svært at slippe tanken om og behovet for hele tiden at skulle gøre og udføre og handle. Det er et konstant pres på at være noget eller at gøre noget, eller at forholde sig eller at sige noget, eller at have en mening om noget.

Så dette handler ikke så meget om hvem jeg er nu. Jeg er i lige høj grad som alle mulige andre underlagt dette pres, eller måske i højere grad underlagt et pres eller et krav eller en ambition, der kommer indefra om at ville, skulle, gøre, sige, tænke alt muligt. Nogle gange er det nødvendigt at stilne denne indre stemme, der kværner løs, og lytte om bag den. At være lydhør overfor stilheden.

Jeg har skrevet om Ro, Fokus og Nærvær, ikke fordi jeg lever dem 100 % hele tiden. Langtfra. De er en form for pejlemærker eller værdier, som jeg kan orientere mig efter, og som jeg ønsker at leve mere. Jeg skriver om disse ting for at få dem til at fylde blot lidt mere i min travle hverdag, og at blive blot lidt mere bevidst om disse ting end jeg ellers ville være.

En gave

Jeg har netop læst Den stille pige færdig.
Den har inspireret mig til at lytte mere. Ikke blot til Bach, men også til andet musik. Og ikke blot til musik, men også til lyde som de nu er. Og ikke blot til lydene, men også til stilheden. Den stilhed som Kasper Krone søger, bag alle lydene.

Og her til aften sad jeg så og lyttede til Coltrane and A love supreme – som jeg ikke har hørt længe. Og så kom jeg til at tænke på at musik – for mig er den ultimative gave. Fordi jeg kun kan modtage den. Jeg er ude af stand til selv at frembringe musik, og jeg er ude af stand til at forholde mig til den eller forstå den på et intellektuelt plan (selvom jeg indirekte gør det nu) for jeg har intet sprog for musik. Jeg kan kun lytte til, taknemmeligt, hvad mennesker som Coltrane eller Mozart eller Bach har frembragt. Jeg kan lytte til deres inspiration. Ydmygt. I begrebets bedste forstand.

Og det er faktisk en enorm lettelse. En form for frirum. Her er der noget – et domæne – som jeg ikke kan gennemtrænge eller gøre noget i. Med ord er det anderledes. Med ord eller litteratur eller begreber ligger der altid en forstyrrende idé om at jeg selv kan eller burde kunne frembringe noget. En forstyrrende ambition. Muligheden er der, og dermed også muligheden for selvovervurdering og skuffelse. Mit ego kommer i vejen for oplevelsen på den mest irriterende vis.

Men med musikken behøver jeg bare at lytte og at være og at modtage.