Som jeg har forstået det, er kernen i alle de store, monoteistiske religioner, kærlighed.
I den esoteriske, mystiske del af religionerne er det inderste budskab, kærlighed. Hvad enten det gælder sufisme, kabbalah eller kristen mystik. I den eksoteriske praksis er kærligheden også omdrejningspunktet og budskabet.
I den forløbne weekend i København, i et humanistisk, kulturkristent land, blev tre mænd dræbt. De to for den tredjes hånd. De tilhørte hver deres tradition.
Jeg tror ikke at hændelserne havde særligt meget med religion at gøre. I så fald på en meget forfejlet måde. Jeg tror at bevæggrunden handlede om vrede, om eksklusion, om at stå udenfor, hvad enten det var en reel udefrakommende eksklusion, en følelse af at være ekskluderet eller en selvvalgt position hvor den ekskluderede selv tager endnu større afstand.
Jeg tror at vi gør os selv og hinanden uret, hvis vi reducerer alt dette til fx at handle om dem og os. Om religion overfor sekularisering. Om frihed overfor undertrykkelse. Etc.
Sådanne dikotomiske positioner skaber blot mere eksklusion, mere vrede, mere frygt. Det er den vrede, den afstandtagen, der gør det muligt at dræbe. At kaste den første sten.
Jeg tror vi svigter vores egen humanisme, vores basale menneskelighed, hvis vi forfalder til disse dikotomiske positioner.
Vi svigter ikke blot de, vi udråber til at være de Andre, men også de værdier, som vi bygger på i dette land. Os selv.
For mig at se bygger humanismen på kærlighed. På at lade den anden, uanset hvem, være den han eller hun er, på at give hinanden ret til at udtrykke sig som de mennesker, vi alle i bund og grund er. Og i retten til at undlade at dyrke en gud eller at dyrke en gud. Eller flere. Uanset form.
Det betyder at vi skal tolerere meget. Men det betyder naturligvis ikke at vi skal tolerere alt. Vold fx.
For mig er kernen i det humanistiske at se det guddommelige i os alle. At se det guddommelige i det som er fælles for os som mennesker. I den spændende mangfoldighed, hvori dette essentielle menneskelige kan udtrykkes.
Menneskelige væsener, der dybest set har de samme ønsker om at leve i fred og sikkerhed, at tilhøre en familie og et socialt fællesskab, at tjene til livet, dagen og vejen.
At synge, at danse, at le, at græde, at sørge, at fejle.
At elske og blive elsket.
At føle sig som et menneske.
