Tag: sårbarhed

Dråber

red drop“Som et strejf af en dråbe/fik vi lov til at håbe/
på de ting, der skal komme/førend livet er omme”

Her til morgen var jeg igen ude at svømme. Og lige som sidst afgav jeg et løfte til mig selv.

Denne gang lovede jeg mig selv at forsøge tage imod, hvad jeg får i et givet øjeblik. Jeg gav mig selv det løfte at tage imod øjeblikkene som små strejf af nåde.

At dvæle i det.  Hvad enten det er kærlighed eller eller glæde. Hvad enten det er sorg, savn eller sårbarhed. Og så at give slip.

Hvert savn rummer et løfte om gensyn. Hver sorg muligheden for trods alt at glædes over det der har været. Hver glæde et svimlende håb om mere glæde. Hver kærlighedsgestus en mulighed for gensidighed. Hver sårbarhed en mulighed for trøst.

Det er måske sådan at vi nogle gange har svært ved at acceptere det, der er (og vi skal naturligvis ikke acceptere ALT). Det er måske sådan at situationer, andre mennesker og ting, der ikke virker, bliver u-udholdelige. Vi lever i en tid, hvor vi har mulighed for at kunne en masse, kommunikere en masse, forkaste en masse på meget kort tid. Vi bliver vrede, angste, utålmodige, irritable.

Det er helt naturligt, menneskeligt.

Så siger vi til os selv at vi skal leve i nuet. Men alene heri ligger en fordring. Hvad med at vi sagde: Jeg kan leve i nuet.

Jeg kan som en mulighed tage imod de små gaver, som livet tilbyder. Jeg kan som en mulighed lytte til meningen i disse små ting. Jeg kan som en mulighed tage imod de smukke momenter af  glæde i livet.

I weekenden oplevede jeg en rus af kærlighed, venskab, rummelighed og meget mere, som jeg ikke har ord for nu.

Søndag morgen, stadig beruset i mere end een forstand siger jeg til et kært menneske: “Hvorfor er folk så glade?” Hvortil hun svarer: “Fordi jeg har smittet dem”.

Ja så enkelt er det. Glæde smitter. Nærvær smitter. Kærlighed smitter.

Almindelig kærlighed

We can’t fall any further,
if we can’t feel ordinary love
and we can’t reach any higher,
if we can’t deal with ordinary love.

Der er kommet en ny sang fra U2, som jeg har hørt flere gange efterhånden. Den er smuk, synes jeg og dens budskab er besnærende enkelt.

At vi ikke kommer særligt langt, hverken i dybden, eller i højden, hvis ikke vi kan føle eller forholde os til almindelig, ganske almindelig, kærlighed (hvad det så end er).

Jeg har spekuleret over det i relation til polyamori,  eller åben kærlighed. Måske kan en sådan kærlighed ses som en flugt fra netop de almindelige kærlighed mellem to, og kun to mennesker. En længsel ud, en flugt væk.

Pointen er bare at den kærlighed man finder, altid vil være helt almindelig. Fordi det menneske man møder dybeset set er et almindeligt menneske, som en selv. Hvis man tør åbne op, være sig selv, lade være med at spille spil. Igen – turde være sårbar. Give sig selv som den man er, og elske den anden som den han eller hun er.

Men så er det også muligt at nå meget dybt – eller meget højt. Og så er kærligheden tilsvarende dyb – eller høj.

Spørgsmål

Love rescue me
Come forth and speak to me
Raise me up and don’t let me fall
No man is my enemy
My own hands imprison me
Love rescue me

Spørgsmål presser sig på.

Hvordan kan det være at jeg tror, at andre mennesker, når de lærer mig at kende som jeg “i virkeligheden” er, vil afvise mig?

Når de lærer mig at kende med min usikkerhed, mit temperament, mine stemninger, min vrede, min sårbarhed,  min følelse af utilstrækkelighed, min længsel, min sult, min skam, min egoisme …

Hvornår og hvordan begyndte jeg skelne imellem den jeg er, og den jeg “i virkeligheden er”? Hvori består forskellen, hvor går grænsen egentligt? Og hvorfor har den jeg “i virkeligheden er” ikke ret til kærlighed? Hvorfor har jeg så svært ved at se på den “jeg i virkeligheden er” med mildhed?

Det er jo hende, den kvinde jer er, eller som jeg også er – selvom jeg forsøger at skjule hende af angst for at blive afvist.

Og når jeg tænker nærmere over det. Der er en masse mennesker der har “gennemskuet” mig, og som ikke afviser mig. Så hvad er problemet?

Sandheden, kernen i det er, at jeg selv afviser hende.

Jeg ville så gerne turde løfte sløret og stå i verden, som den jeg er.

Roligt, ærligt, nøgent – og sårbart.

No more, no less.

Tør du være skrøbelig?

Who do you need, who do you love
When you come undone?

For nylig kom jeg i kontakt med en sarthed eller skrøbelighed i mig selv, som de fleste der kender mig ser og holder af, men som jeg selv har haft virkelig svært ved at anerkende. I stedet er jeg ofte meget kritisk overfor den del af mig selv.

white-rose1

For mig er den hvide rose et af de ypperste symboler for skrøbelighed

Det er svært at anerkende at jeg som kvinde kan have den skrøbelighed og at det er fint at have det sådan. At lade paraderne falde og bare være med ALT det jeg rummer, og turde hvile i det.

For een ting er at vide det, noget andet er turde træde ud i det, og bære skrøbeligheden. Muligheden for at nogle gange gør livet bare at vi må lade masken falde og acceptere at vi kan gå itu. Og række ud …

Jeg ved ikke om jeg tør helt endnu.

Tør du?

Trial-and-error

“You don’t have a soul. You are a Soul. You have a body.”
C.S. Lewis

Hvem er vi egentlig vi mennesker? Er vi kroppe med sjæle eller sjæle med kroppe? Eller er kroppen en manifestation af vores sjæl? Er vi her bare eller er vi her for at lære noget?

Er vi her for at lære eller blive dem vi virkelig er, og kan vi blive det ved at turde være menneskelige, sårbare?

Leonard Cohen synger

“There is a crack in everything
That’s how the light gets in.”

Det gælder også – eller måske især – for os mennesker.

I Det knuste hjertes visdom skriver Lars Muhl – med afsæt i ovenstående citat:

“[P]å samme måde som lyset kan trænge ind udefra når hjertet brister, kan dets iboende lys også skinne ud og oplyse din tilværelse indefra.”

Hvor vil jeg hen med alt dette?

Jeg vil faktisk sige Ja til det hele. Vi starter med at være så fine og sarte og uskyldige og rene, så bliver vi socialiseret ind i en bestemt kultur og norm, oglærer  hvordan vi kan og skal og bør være.

Og det prøver vi så. For ikke at blive udelukket og forkastet. Vi fejler og vi prøver og vi fejler igen. Og måske bilder vi os ind at vi skal være succesfulde og lykkelige og perfekte. Og så er det jo ikke så svært ikke at lykkes.

Men vi glemmer undervejs, hvad disse ting virkelig betyder for os, og vi måler os selv med de forkerte alen, der slet ikke er vores, og som intet har at gøre med dem vi egentlig er og som det er meningen at vi skal blive. Vores telos.

Nogle gange ser det ud som som on lyset skinner ud af himlen

Det er menneskeligt at fejle, men tør vi, kan vi, virkelig fejle? Vi skammer os og føler skyld. Vi opdager slet ikke at jo flere ridser, der kommer i lakken,  jo flere knubs, vi får – jo større er muligheden for at det vi egentlig er og startede med at være skinner igennem. Og det betyder, at vi kan acceptere at livet – tilværelsen er netop dette; en trial-and-error proces, hvor vi nogle gange farer vild og føler os fortabte og forladte.

Og erkendelsen af at dette er en del af tilværelsen (et grundvilkår) får os endelig til at forstå, at vi faktisk er der hvor vi skal være. Lige nu og her.

Fordi det vi skal lære er at blive os selv. Mig. Dig. Vi kan jo ikke rigtigt blive til andre, vel?

Det er som en labyrint hvor det ikke handler om at komme ud – men ind til lyset.

Jeg ved ikke om dette giver mening. Jeg håber det. Du må gerne sige hvad du synes.

Det som fik mig ansporet til at skrive dette indlæg – inspirationen – var dette link, som er ti sjove og tankevækkende regler for det at være menneske, sendt til mig af Julia. Tak!