We can’t fall any further,
if we can’t feel ordinary love
and we can’t reach any higher,
if we can’t deal with ordinary love.
Der er kommet en ny sang fra U2, som jeg har hørt flere gange efterhånden. Den er smuk, synes jeg og dens budskab er besnærende enkelt.
At vi ikke kommer særligt langt, hverken i dybden, eller i højden, hvis ikke vi kan føle eller forholde os til almindelig, ganske almindelig, kærlighed (hvad det så end er).
Jeg har spekuleret over det i relation til polyamori, eller åben kærlighed. Måske kan en sådan kærlighed ses som en flugt fra netop de almindelige kærlighed mellem to, og kun to mennesker. En længsel ud, en flugt væk.
Pointen er bare at den kærlighed man finder, altid vil være helt almindelig. Fordi det menneske man møder dybeset set er et almindeligt menneske, som en selv. Hvis man tør åbne op, være sig selv, lade være med at spille spil. Igen – turde være sårbar. Give sig selv som den man er, og elske den anden som den han eller hun er.
Men så er det også muligt at nå meget dybt – eller meget højt. Og så er kærligheden tilsvarende dyb – eller høj.