Spørgsmål

Love rescue me
Come forth and speak to me
Raise me up and don’t let me fall
No man is my enemy
My own hands imprison me
Love rescue me

Spørgsmål presser sig på.

Hvordan kan det være at jeg tror, at andre mennesker, når de lærer mig at kende som jeg “i virkeligheden” er, vil afvise mig?

Når de lærer mig at kende med min usikkerhed, mit temperament, mine stemninger, min vrede, min sårbarhed,  min følelse af utilstrækkelighed, min længsel, min sult, min skam, min egoisme …

Hvornår og hvordan begyndte jeg skelne imellem den jeg er, og den jeg “i virkeligheden er”? Hvori består forskellen, hvor går grænsen egentligt? Og hvorfor har den jeg “i virkeligheden er” ikke ret til kærlighed? Hvorfor har jeg så svært ved at se på den “jeg i virkeligheden er” med mildhed?

Det er jo hende, den kvinde jer er, eller som jeg også er – selvom jeg forsøger at skjule hende af angst for at blive afvist.

Og når jeg tænker nærmere over det. Der er en masse mennesker der har “gennemskuet” mig, og som ikke afviser mig. Så hvad er problemet?

Sandheden, kernen i det er, at jeg selv afviser hende.

Jeg ville så gerne turde løfte sløret og stå i verden, som den jeg er.

Roligt, ærligt, nøgent – og sårbart.

No more, no less.