Psyche Arkiv ~ Prima Materia

Jeg længes.

Jeg længes efter dit begær. Efter dét blik i dine øjne.
At blive kneppet hårdt, at blive elsket blidt.
Jeg længes efter at være nøgen og næsten sovende med dig.
At vågne med dig.

Jeg længes efter at danse langsomt i en patio i månelyset.
Jeg længes efter at ligge i bunden af skoven og se op i himlen – med dig – en varm forårsdag.

Jeg længes efter at betragte solnedgangen. Min hånd i din. Jeg længes efter molen, fødderne i vandet, bølgerne blide.

Jeg længes efter at tælle stjerner med dig under universets kuppel.

Jeg længes efter dine kys, dit favntag, at blive holdt. At blive holdt, og ikke sluppet.

Jeg længes.

*

nightsky

Venus på nattehimlen –
måske det ultimative symbol på vores længsel

Vi længes alle efter noget. Og længslen har ikke sluppet mig, selvom jeg har brugt de sidste år på at leve og udleve den, studere og analysere, føle og mærke den. Længes.

Den skulle blot vækkes blidt. Så var den tændt igen.

Vi længes alle fra et dybt sted i os. Det jeg lærte af min længsel var at det ikke er noget sted langt borte, der kalder, men fra et dybt, dybt sted i os.

Adyashanti:

Real longing is usually for some deep emotional place, happiness, peace, forgiveness, love.

Længsel er en kalden indefra og ud. Som et ekko.

Vi hører det, der bliver kastet tilbage, men vender os oftest ikke for at lytte til dér, hvorfra stemmen synger stærkest.

Fra vores sjæl. Vores sjæls længsel efter fylde, fuldkommenhed, fred:

Longing is sent into consciousness, it’s a way of pulling you back into your own fullness. It comes from fullness and pulls you back to fullness, if you follow it back from where it came. It brings you back from where it came. And you find, it came from fullness. The longing for happiness came from happiness. The longing for enlightenment came from enlightenment. The longing for peace came from peace.

*

Vi har alle dette i os, allerede hele vi er. Vi mister det bare i dagenes travlhed, verdens galskab, livets kompleksitet. Vi mister det, vi allerede er. Og længes.

Efter kærlighed, efter frihed, efter fylde, efter fred efter den perfekte elsker.

Der er dette bløde punkt i os, som er vores sjæl der kalder – som Psyche, der søger Eros. Jeg tænker at det er godt at favne dette bløde punkt som en mor, der favner sit barn, og varsomt bærer det på armen. I stedet for at bilde os selv ind at vi skal glemme det, slippe det, lade det gå.

Hvornår var det nogensinde muligt?

Men det er muligt at komme hjem og så alligevel befinde sig i paradokset, kompleksiteten. At være kommet hjem, og dog mærke længslen, trækket. At rumme den og ikke gøre den til en smerte.

Bære den og ære den. Lytte til stedet, hvorfra den kalder.

Det bløde punkt indeni.

Psyche må søge efter Eros i den udødelige historie. Og Eros må vække Psyche med et stik fra sin pil.

Det er det vi alle gør. Sjælen søger kærlighed. Kærligheden vækker sjælen og forandrer den. Det er et mytisk drama, som udspilles til alle tider.

Kærligheden går aldrig af mode. Kærligheden er og bliver det nye sort. Der er diskussioner om singlekultur, parforhold og forholdet mellem kønnene i alle medier.

I vor moderne verden kan singler finde kærligheden på dating sites og dating apps. Til Valentinsdag bliver vi bombarderet med tips og råd om, hvordan denne kærlighedens dag bedst fejres – hvis man vel og mærke har fundet den eneste Ene. Hvis man omvendt er godt grundigt træt af sit forhold kan man finde noget spænding på dating sites, der opfordrer til utroskab.

Kærligheden er blevet en vare på et marked, og bruges til at promovere andre varer. Og aldrig har vi været så usikre på denne vare, eller måske på os selv som varer før. Fornyligt læste jeg om tre “teknikker”, der bruges til at afslutte endnu ikke indledte forhold eller alliancer fundet via datingsites; simmering, icing, ghosting. Det er teknikker, som den moderne libertiner m/k åbenbart må kende for at begå sig.

Det er rædselfuldt. Det er netop at se andre mennesker som objekter for ens lyst og søgen, fremfor – ja mennesker i kød og blod, der har nøjagtigt de samme smerter, længsler og ønsker som en selv. Hvad blev der af det med ærligt at sige “Tak, men nej tak” på en sober måde.

Uanset hvilken type konstellation, man er i; monogami, polyamori eller single (eller noget helt fjerde, som jeg ikke har fantasi til at forestille mig lige nu), så er det en god ide at have en “kontrakt”.

Åh, ja det lyder kedeligt og forretningsmæssigt, men det er egentligt blot et udtryk for at man taler om sine ønsker, værdier og grænser. At man holder et felt af kommunikation åbent, et sted hvor man kan tale om tingene. Et rum for sårbarhed. Dybest set er det et udtryk for at man er bevidst om tingene og ikke tager noget for givet.

Man skaber et tredie sted.

Som single (og for mit vedkommende som singlekvinde, der fik luft under vingerne, blev vingeskudt, og som erkendte, at friheden (heldigvis) så anderledes ud end jeg havde regnet med ), er det også en god idé at lave en kærlighedskontrakt med sig selv. Hvad vil du være med til? Hvad er dine værdier? Hvad er dit værd? Hvad ønsker du? Hvad søger du? Og ikke mindst – hvad ønsker du at give? Hvor langt vil du gå og for hvad? Hvad er din etik, hvordan ønsker du at behandle andre mennesker? Hvilke fejl har du begået, og hvad kan du lære af dem? Vær ærlig, ikke mindst over dig selv. Og behandl dig selv med den respekt, du forventer at andre behandler dig med. Vær god ved dig selv.

Nogle gange ønsker sjælen, at vi bliver hjemme, istedet for at flakke bevidstløst rundt i verden.

Og når vi ser på myten om Eros og Psyche, handler den – i min fortolkning – ikke så meget om at søge kærligheden “derude”, men om indre transformation i mødet mellem sjæl (Psyche) og ånd (Eros). Om at finde hjem, derhjemme. At integrere det indre feminine og det indre maskuline, før vi kaster det ud i verden, og ønsker at indløse pantet hos en anden. Kaster længslen ud i verden, og animus/anima efter den.

Men. Her er den sjove del. Det er sgu nemt for mig at skrive. Det er skrevet i bagklogskabens onde, skærende, klare lys. Det er ikke noget vi ved, eller kan vide, før det sker. Du kan ikke sætte dig ned, inden det sker det og tænke dig til at, at du nok burde gøre arbejdet derhjemme først. Du bliver forelsket, ramt af Eros’ pil, og du sidder i saksen.

Du bliver kastet ud på hjertes bjerge, og så handler det om at finde fodfæste dér eller at finde hjem.

Psykoanalytikeren, der om nogen gik sjælens ærinde, James Hillman sagde, at når vi forelsker os, er det aldrig “bare” en projektion, der er noget ved den person, vi elsker, der tiltrækker os, fordi vedkommende er den han eller hun er. Han/hun er os fremmed, spændende, fascinerende, og måske fyldes vi med rædsel. Alene fordi vedkommende kan få os til at føle så stærkt.

Kærligheden (Eros) er en transformerende kraft, som omkalfatrer os i vores grundvold.

Og jeg tænker, at alle disse teknologier, strategier og teknikker, som det moderne menneske har til rådighed i jagten på kærlighed, måske er snarere tjener til selvbeskyttelse, fordi vi i virkeligheden både ønsker at have mel i munden og blæse. Vi ønsker at have den gode partner, men vi ønsker egentligt ikke at kærligheden skal forandre os eller bringe os ud af vores comfort zone, og så er det at vi begynder at behandle hinanden som objekter.

For kærligheden/forelskelsen er i virkeligheden en frygtelig kraft, der skaber forandring. Der rusker op i status quo. Det er dens formål.

Så hvordan gebærder vi os i det? Hvordan undgår vi at behandle os selv og andre som varer, for at få og finde kærlighed? Hvordan skaber vi kærlighed, hvordan møder vi kærligheden og lader den forandre os, samtidig med at vi kender os selv og skaber bevidsthed i det indre?

Hvordan blive hjemme, og møde kærligheden på én og samme tid?

Pointen er måske at vi ikke kan møde kærligheden, vi kan ikke søge den, ikke finde den, ikke vække den, før den selv vil.

Vi kan være hjemme, når den kommer forbi.