Efter afmontering af Frk. Dygtig – og jeg har taget skridt i den forløbne uge til at afmontere hende yderligere – er der kommet en underlig mathed, eller tomhed i mit sind. (Det hænger muligvis også sammen med min nylige influenza).
Jeg har fået ryddet op i mit indre landskab, og at noget nyt skal ske, eller at der er skabt plads til at noget nyt kan ske. Jeg ved blot ikke hvad det er. Og jeg føler mig passiv, modtagelig, snarere end aktiv. Jeg skal ikke finde det nye, det må komme til mig, jeg venter, stille og roligt, på inspiration og ny energi.
I mellemtiden lægger jeg puslespil og læser om gnosis.
Jeg blev – trods alle hensigter – vippet af pinden her i starten af det nye år af en omgang influenza, som gjorde mig ude af stand til at tænke kreativt og følge mit nytårsforsæt om at skrive, skrive, skrive.
Men nu er jeg tilbage igen. Jeg har hverken glemt tarotkurset eller serien om alkymistiske processer, men jeg beder om din tålmodighed, kære Læser. Snuden er i sporet.
Det som jeg har fået gjort – for at få lidt Zen ind i den lange og barske januar – er at starte et nyt puslespil op.
Hvordan er dine ritualer omkring nærvær (presence) her i januar?
Temaet for mig her i begyndelsen af 2011 er Overgivelse – eller Hengivelse.
Hengivelse til livet: Til nuet, til processen, til paradokset og til passionen.
Overgivelsen er selv et paradox; i det at overgive mig ligger accepten af at jeg skal give slip. Det jeg overgiver mig til i ét nu, må jeg kunne slippe i et andet.
Noget må dø, for at noget nyt kan gro frem og leve. I overgivelsen ligger accepten af livets cykliske natur; liv – død – liv.
Det gælder også for relationer. I hengivelsen til et andet menneske, ligger også accepten af at måtte give dette menneske fri. Måske forandres jeg selv, noget i mig dør for at noget ny kan gro frem. Eller det menneske jeg holder af forandres. I nogle tilfælde overlever relationen, selv ikke uforandret, transformeret.
I andre tilfælde er sådanne forandringer ubærlige. Relationen selv må dø, for at nye relationer kan udvikles.
Den Hængte Mand fra The DruidCraft Tarot
Jeg må også slippe selve forbeholdet mod og frygten for overgivelsen. Samt trangen til at ting skal ske. Jeg må altså slippe min utålmodighed og mine forudfattede meninger og forventninger.
Overgivelse er at hengive mig betingelsesløst til det, som er, uden at forsøge at kontrollere, definere eller rationalisere det. Det lyder nemt. Men det er det ikke. Det er derimod temmelig angstprovokerende at slippe behovet for kontrol. Men når det lykkes, er muligheden der for blot at lade ting og begivenheder ske og udvikle sig – udfolde sig – og tage imod det som kommer med et åbent sind.
Det er en proces, hvor jeg ikke kender – ikke kan og ikke skal – kende udfaldet, formålet eller målet.
Det er ikke let, og der er hele tiden faldgruber, og risiko for at igen at falde tilbage i kontrolfeberen, men det er også en del af det. Det er okay. At turde hengive mig er en livslang rejse mod at turde åbne mig og give slip.
Jeg beslutter mig ikke for hengivelsen for at springe ud i den som i de 70.000 favne. Det er en spiralisk proces, ud fra og ind mod midten. Et skridt frem og to tilbage, og så endnu et skridt frem. Ud i det åbne. Men jeg kan beslutte mig for til stadighed at lade overgivelsen være en mulighed, en ny åbning, en ny horisont mod det ukendte.
Sandheden er at sådan er tilværelsen under alle omstændigheder. Men erkendelsen af det kan være så smertefuld og angsfremkaldende at vi foretrækker at lukke øjnene for det. Istedet forsøger vi netop at kontrollere alting hele tiden og mister så muligheden for at oplevelse og nærvær og fordybelse.
Jeg frigjorde mig for en hel del bagage som jeg har gået og slæbt rundt på. Noget i kortere, noget i længere tid. Noget stort, noget småt. Noget materielt og noget spirituelt. Der blev luftet ud, der blev ryddet op, og der blev rusket op i vaner og forestillinger om, hvordan tingene hænger sammen.
Jeg kan se det nu, hvor jeg reflekterer og kigger tilbage på året. Det er som om det gennemgående tema netop har været at få sagt farvel og give slip. I nogle tilfælde er der blevet sørget, i andre tilfælde har det været en lettelse, en glæde. Dett har været en blanding af det sure og det søde, og der er blevet både grædt og raset og sørget i løbet af året. Men der har også været latter, glæde og ny energi.
Jeg ved ikke, hvad det er, der nu skal være plads til.
Jeg ved at nogle af de ting jeg har sagt farvel til, fx nogle af mine idealer og mine ambitioner om dygtighed, har tjent mig godt. Men de er også som det tøj, jeg har smidt ud – de er for store og for gamle og de passer bare ikke længere …
Jeg har ikke nogen nytårsforsætter for 2011.
Mit ønske at hvile i mig selv og at skabe sjæl – soul making.
At ære de fire P’er – Presence, Process, Paradox, Passion.
At lade dem guide mig som herma på min vej. Min intuition siger mig, at det er helt fint.
Først og fremmest vil jeg råbe hurra, fordi jeg har vundet en bog hos Katrine, som skriver en rigtig dejlig og indsigtsfuld blog om kærlighed og parforhold. Også de svære ting.
Dernæst vil jeg sige, at jeg går igang med The Sacred Days of Yule Spread 2010 her til aften, og det løber helt til Nytårsaften. Det kommer til at ligge på min engelske blog Lapis Philosophorum. Måske – måske – vil der så blive blive mere stille her …
Men i det nye år vil jeg gå igang med den lovede serie om alkymistiske processer, og tarotkurset er jo heller ikke færdigt endnu, så der er masser af læsestof at se frem til her i det nye år.
Under alle omstændigheder ønsker jeg alle en glædelig jul og et godt nytår.
Vi har det med at neglicere oplevelsen af at have lagt vores guld over i en anden. Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden af at tage vare på sit eget guld og trække sine projektioner tilbage. Problemet er blot at det kan være en særdeles pinefuld proces at trække tilbage og at give slip. Det er ikke let.
James Hillman skriver om projektionernes paradoksale natur:
But it comes [the triangle of eros] not as an imagery in meditation but through violence and pain and in the shape of actual persons, teaching the psyche by means of the triangle that the imaginal is most actual and the actual symbolic. We say at one and the same time: It’s nonsense, a projection, all in my imagination” and “I can’t go on without the actual you”. (A Blue Fire, Love’s Torturous Enchantments, p. 271)
Ingen kan sige sig fri for at blive ramt.
Der er så meget energi, så meget “psychomagi”, så meget Mening gemt i projektionerne, at det kan være særdeles pinagtigt at se dem i øjnene, at trække dem tilbage og tage ansvaret for at bære guldet selv. Det er forbundet med smerte, vrede, ensomhed og sorg. Afmagten over at skulle give slip. Det føles som at blive brændt.
I nogle tilfælde må vi trække projektionen tilbage fordi vi bliver bevidst om det og vælger det. I andre tilfælde er det nødvendigt, fordi den Anden netop er et selvstændigt menneske, der ikke kan, vil eller skal leve op til vore projektioner. Og i nogle tilfælde må illusionen så at sige a briste, når vi erkender og anerkender det egentlige menneske, der er bærer af projektionen.
Projektionerne som et fængsel.
Der er mange lag gemt i det. Dels er der anerkendelsen af betydningen af den energi vi har lagt ud. det. At det er smukt, at det er varmt, vibrerende og værdifuldt. Men også anerkendelsen af det menneske vi har set som værende så smukt og værdifuldt. Der ligger også en gave i at se det smukke i den Anden, der gør at man bruger de egenskaber i ham/hende som anker for sine følelser.
Det er ikke noget at skamme sig over. Eros er ikke noget at skamme sig over. Men i vores Logos-orienterede samfund har vi det jo ofte med at føle skam over vores følelser; især de pinagtige, pinlige og upassende af dem. Så der ligger en skam forbundet med at det at projicere gode følelser over i et andet menneske og lade sig således fortabe. Derfor vælger vi ofte at devaluere det som blot en projektion, og lade være med at reflektere og blive bevidste og gøre det til vores eget guld. Fordi det gør så skideondt og er så forbandet besværligt.
Tilgivelse og accept er derfor vigtigt. Tilgivelse i forhold til sig selv, accept af at det faktisk sker og kan ske for os alle. Fordi sådan fungerer det for os mennesker. At der er noget smukt og værdifuldt i det. Fordi der ligger en mulighed for både læring og selv-kærlighed gemt i det. Og ikke mindst accepten af det andet menneskes unikhed og skønhed, der netop var det som fik både det bedste og det værste frem i en. Passionens dobbelte flamme.
Conjunctio. I alkymien er målet at opleve sammensmeltningen på det indre plan.
Tilgivelse og taknemmelighed er væsentlige elementer i det med at se sine projektioner i øjnene – og give slip. Taknemmelighed over det guld vi finder i processen. For ikke at sige ydmyghed og håbet om selv at blive tilgivet i det omfang vi sårer andre.
Skammer vi os over vores følelser og devaluerer dem, så devaluerer vi også os selv – vores inderste kerne. Sjælen. Der hvor energien i projektionen dybest set kommer fra og hører hjemme. Vi lukker øjnene for og hjertet for både sårbarheden og skønheden i os selv og andre. Vi lægger os selv, andre og vores fælles, dybeste menneskelighed på is. Dét er en skam.
Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.
I forlængelse af et tidligere indlæg om blod, vil jeg her skrive lidt om de tre aspekter af Gudinden; Jomfruen, Moderen og den gamle Kælling – eller den vise ældre kvinde. På engelsk; the Maiden, the Mother and the Crone.
I alkymien har vi de tre farver; sort, hvid og rød. De går igen i de tre aspekter af gudinden, idet jomfruen forbindes med hvid, moderen med rød og den vise kvinde med sort.
Jomfuen står for renhed, uskyld og det naive. Og for det at være ene, at hvile i sin egen essens, uafhængig af andre – en mand. Moderen står for de dele af en kvindes liv, der handler om kærlighed, lidenskab og eros – om relationerne. Og den fysiske fase hvor hun er frugtbar og bløder hver måned og kan få børn. Og den gamle kvinde står for forståelsen af de mørkere aspekter af livet, accepten af døden og for visdommen, der kommer af det erfarede, levede liv. Hun udgør en syntese af det at være ene og relateret. Hun er ikke afhængig af andre, men hun kan hjælpe andre gennem erfaring og empati.
Symbol for de tre aspekter af gudinden
Det skal ikke forstås bogstaveligt. Livet er jo ikke delt i faser på den måde. Der er naturligvis nogle fysiske faser, der kan henføres til de tre skikkelser, pubertet, frugtbarhed og menopause.
Men på et dybere plan kan alle kvinder erfare alle tre skikkelsers symbolik på forskellige tidspunkter af livet. Nogle kvinder forbliver dog i én fase. Nogle kvinder er fx naive hele livet og det kan holde hårdt at erfare og acceptere livets mere brutale og mørkere aspekter, at lære og at modnes til visdom. Andre igen bliver ikke vise, men bitre af livets omskiftelser.
Nogle kvinder opnår at de tre aspekter smelter sammen til et, og dermed en form for helhed og rummelighed i deres erfaring med og ekspression af det feminine.
Jeg tror ikke altid at vi er hele. Men måske er vi noget andet og måske er vi hele på en ny måde – forvandlede. Tænk på ord som Metamorfoser og metafor – de betyder forvandling, transformation.
Megen såkaldt selv-udvikling handler om at ændre og forandre os, for at opnå et eller andet ideal, en perfektionisme, som er os fremmed og som intet har med vores sjæl at gøre. Transformation betyder derimod at vi forvandler vores kerne – at vi går fra Prima Materia til Lapis Philosophorum – for at bruge alkymiens terminologi. At vi bliver det, vi egentlig allerede er.
En alkymist arbejder i sit laboratorium
Vi kan naturligvis bevidst indgå i nogle processer, hvor disse forvandlinger vil finde sted, andre gange bliver vi udsat for operationer i det alkymistiske værksted, som livet udgør.
Hændelser steder eller personer øver indflydelse på os som kemiske – måske også hemmelige – agenter. Agenten er i kemien det virksomme stof, som skaber forvandlingen, men agenten bliver ikke selv forvandlet i processen, og er uforvarende eller tilfældig, ubevidst eller indifferent.
Nogle gange stiller vi os selv til rådighed for processen: hopper gladeligt i med begge ben, og bliver chokerede når vi ser på os selv bagefter – eller når vi opdager er processen ikke udelukkede er frydefuld, men også fyldt med smerte. Så føler vi os dumme og naive – fools – men vi kan ikke benægte, at vi har forandret os – hvis vi tør se det i øjnene og reflektere over det. Og derpå tage ansvaret for den, vi nu er. Og også føle smerten, sorgen, ked-af-det-heden og vreden.
I nogle tilfælde såres vi ikke blot selv men sårer også andre. Den ild vi brænder med brænder ikke blot os os, selv, men også andre kan blive mærket af flammerne. Og det må vi så bøde for. Gennem ægte ydmyghed.
Skulle vi så ikke brænde? Når vi såres og sårer os selv og andre? Jo, naturligvis – for uden at investere os selv i ilden – bliver vi ikke os selv. Kommer vi ikke til os selv, til bevidsthed.
Den proces, jeg taler om, handler netop om at føle smerten og alle de grimme følelser også, at tage dem på os. Også de brænder også i flammerne og de – flammerne – lutrer os. Rub og stub ryger i processen.
Det jeg taler om er Calcinatio, som er den første af de alkymistiske processer, jeg vil skrive om her på bloggen hen over vinteren. De andre er Solutio, Coalgulatio, Sublimatio, Mortificatio, Separatio og Coniunctio.
Det slog mig, at der mangler et P i tilgift til de tre P’er. Det fjerde P er P for Passion. Passion som den blå ild, der brænder varmest og dybest. Vores pulserende, røde hjerteblod.
Ligesom vi dagligt kan hylde de tre andre p’er er det en god idé at hylde og huske på hvad vores passion er. Hvad der virkelig betyder noget? Hvad er vores inderligste længsler, ønsker og drømme? Hvad brænder vi for? Eller rettere hvad brænder for os, i os? Nogle gange vælger vi ikke selv vores passioner, de synes at vælge os, som om vi på hver vores individuelle måder bedst kan udtrykke bestemte passioner, der brænder gennem os.
Passion kommer af passio – at lide. Tænk blot på Kristi passion og Via Dolorosa. Jeg har på fornemmelsen at vi nogle gange glemmer dette aspekt, når vi taler om at være passioneret for noget eller nogen. Passion har altså i høj grad med smerte at gøre.
Hvor er smertepunktet, brændpunktet i vores sind. Hvad er vi villige til at brænde for, at lide for?
Passionens ild er som et tveægget sværd. Den brænder, og den ild føles god og varm, nærende og inciterende. Den brænder og sårer os også i processen. Men vi kan ikke nøjes med kun den “positive” del af passionens ild, og vi kan ikke forblive uberørte. Vi forandres af ilden, Vi brænder og brænder op, men det er også det, der giver livet mening og dybde. Og som fortæller os hvem vi er, og ultimativt fører til selverkendelse.
Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.
I denne dæmoniske nissetid er det værd at huske at dæmoner eller rettere daimons oprindeligt (før kristendommen) var en slags indre sjæleførere:
“Daemons are good or benevolent supernatural beings between mortals and gods, such as inferior divinities and ghosts of dead heroes.”
“Hesiod relates how the men of the Golden Age were transmuted into daimones by the will of Zeus, to serve as ineffable guardians of mortals, whom they might serve by their benevolence.”
Psykologisk set er
“The daimonic [] capable of both positive and negative outcomes and is a naturally occurring human impulse or urge within everyone to affirm, assert, perpetuate and increase the self. It is capable of both positive and negative outcomes and must be integrated into consciousness … .”
I nyere tid har Philip Pullman på smukkeste vis brugt Daimonbegrebet i sin fremragende trilogi His dark Materials.
I kristendommen blev de så dæmoniseret og gjort onde – selvom de som udgangspunkt hverken var gode eller onde. Men noget andet end det egoet er – og dermed skræmmende – herudover er de netop en uudtømmelig kilde til energi og kreativitet:
“The daimonic has always been, and continues to be, a great source of creativity, inspiration, and fascination in all forms of art.”
