Alt det vi er

Jeg kan være Alt:

Aparte, angst, afmægtig, ambivalent. Jeg kan være bange, besat, beruset, blødsøden. Jeg kan chokere, changere, camouflere, centrere, cementere, causere. Jeg er tit dum, doven, dreven. Excentisk, ekstravagant, egoistisk, elskelig, empatisk.

Ensom. Og ofte forvirret, fortvivlet, frustreret, fandenivolsk og fræk, flabet. Grim, grusom, grinagtig, grædefærdig. Hastig, hoven, hellig, håbefuld, hjemsøgt, hjertelig.

Nogle gange ivrig, irriterende, indladende, ilter. Ikke tålmodig. Jublende, Jubelidiot. Sommetider kreativ, kærlig, kælen, krævende, kaotisk, kommanderende og kræsen. Kompleks. Jeg kan kede mig.

Jeg kan være lynende, liderlig, lattermild og latterlig. Månesyg, måbende, magtesløs, middelmådig, modig.  Mild – måske. Nådesløs, nedrig, nysgerrig, nobel.

Jeg kan også være ordentlig, overskudsagtig, oldgammel. Opblæst. Og jeg kan prutte. Jeg kan være panikslagen, proper, pinlig, prikken. Provokeret  og paradoksal.

Queen of the Night. Rasende, rigid, rolig. Renhjertet. Sød, sanselig, sur, stjernegal, skinger.

Trodsig, tåbelig, trøstesløs, tillidsfuld, tankeløs, talentløs, troldetøs. Ulvekvinde, underlig, udsat, undseelig, utrolig. Vred, vanvittig, vittig, vilter, venlig, varm.

Wow. Jeg kan være en Xanthippe.

Men også ydmyg og ynkelig.

Jeg kan være i zen, i zenit, in the zone.

Ærlig, ængstelig, ærbødig. Ødsel. Åndsvag eller åndfuld.

Alt det og sikkert mere. Kender du det? Sådan er det at være et menneske,  at være til.

Det bekymrer mig og provokerer mig, at vi har så utroligt travlt med at skjule os, at være pæne og normale.

Perfekte. Og kedelige til døden.

Bitch II

I kølvandet på Bitch har Elisabeth Wurtzel skrevet en sjov lille bog kaldet The Bitch Rules. Det er basalt set mere råd end regler, og jeg vil her dykke ned i de af dem der giver mening – nogle gør det mere end andre – ihvertfald for mig. Kort sagt det kan koges ned til tre ting: Vær nysgerig, vær fanatisk, vær smuk!

Always Ask
Vær nysgerrig, spørg, undersøg, lær noget nyt hver dag. Vær ikke bange for at spørge, og føl dig tryg nok ved det du ved, til ikke at være utryg ved at indrømme at du ikke ved alt:

“This is the essence of life. This is the only reason to get out of bed in the morning … Everyday is a new oppurtunity to ask more questions and see what happens. If you do nothing else with your day, at least make many inquiries and feel free to demand good and satisfying answers … Curious people are not always the happiest people, but they are never bored”


Embrace Fanaticism

Hav interesser, vær interesseret, brænd for noget – for din helt egen skyld.

“Women must learn to be completely nutcases and crazily committed to ideas, theology, interests – anything.”

Wurtzel implicerer, at mænd er bedre til at have altopslugende interesser end kvinder, og at de er mindre tilbøjelige til at lægge dem til side for kvinder end omvendt. Måske er det sandt. Jeg kender nu også mænd, der ikke synes at være interesseret i noget som helst – og for så vidt også kvinder.

Det korte af det lange er at personer, der brænder for noget er ti gange mere interessante at tale med og lære fra end de, der ikke har nogle interesser og heller ikke er særlig interesserede i noget som helst.

Sagen er at hvis du er interesseret – bliver du interessant. Hvis du brænder, så varmer du.

Be Gorgeous
Sørg for at præsentere dig selv bedst muligt for verden – uanset hvordan du fra naturens side er skruet sammen – det hjælper på alt – ikke mindst selvværdet.

“[Y]ou must make the absolut best of what you have, you must present yourself as the most delicious, enticing and well-wrapped package as you can possibly manage.”

Det handler ikke mindst om at have omsorg for sig selv, men der er også lidt alkymi eller magi på færde her:

“And in the course of taking care of yourself, somehow you get better looking. No one knows precisely how this alchemy works but attending to your personal needs and wants and desires is more likely to prettify and beautify you than any kind of platic surgery” … If You do these thing with regularity [fx facials, massages etc] you will strat to feel it is your right to be treated right. And people who feel entitled are more likely to to get what the want, than those who meekly stand by in a chronic state of worthlessness.”

Det sidste råd jeg vil viderebringe fra bogen er det evigtgyldige: Save yourself. Tag selv magten og ansvaret for dit velbefindende.

Paradox

At udholde frygten for noget og handle alligevel betyder, at man udholder det paradoksale. Der ligger en stor grad af spænding her. Det gælder for paradokset generelt; paradokset som fænomen, sindstilstand og erfaring. Hvis vi vælger at leve med paradokset som en del af vores eksistens, istedet for at afvise det som ubærligt, må vi acceptere denne spænding.

Hvori består paradokset?

Paradokset er en provokation, fordi vi er vant til at dele ting op i modsætninger, at se verden i dichotomier. Men at leve med eller i paradokset betyder, at vi kan udholde spændingen mellem modsætninger. Det er pinefuldt at bære en spænding, et modsætningsforhold, og at være bevidst om det. Men det er interessant. Det er som at være elektrisk ladet, tændt.

Er vi ikke bevidste om paradokset betyder det ikke at det forsvinder, men det bliver en ambivalens, der har os i sin vold. Energien forsvinder fra bevidstheden, og ambivalensen kører rundt med os, fordi den er ubevidst. Og vi kommer til at foretage os mærkelige, modsatrettede, ureflekterede, forvirrede ting.

Og hvad fortæller The Alchemical Tarot så om at leve i paradoxet? 6 of Coins.

At leve med eller i paradokset har at gøre med at leve uskyldigt. Det kan lyde sært modsatrettet – nemlig! – for hvordan kan vi være bevidste og uskyldige på samme tid. Sagen er at for den uskyldige – her illustreret af børnene – eksisterer modsætningerne, dichotomierne ikke. De har ikke “opfundet” dem endnu. De oplever helheden, de ser ingen modsætning imellem den seriøse, fysiske materialitet som mønterne repræsenterer og det sorgløst, let, at lege med dem.

Vi sætter ting op som modsætninger, poler, dichotomier. Med rationaliteten beslutter vi, at nogle ting eksluderer hinanden, og det er også godt – til en vis grad. Det betyder at vi kan forstå verden og tilværelsen. Men i paradokset er tingene ikke modsætninger; de indeholder hinanden – som Yin indeholder lidt af Yang og vice versa. Istedet for at inddele verden i dichotomier kan vi vælge at se alting som værende sammenhængende, som på et spektrum, der går fra infrarødt til ultraviolet.

At leve i paradokset betyder at vi forstår at infrarødt og ultraviolet ikke er modsætninger. De udtrykker forskellige bølgelængder eller frekvenser. Metaforisk talt forskellige oplevelseskvaliteter og måder at erkende verden og tilværelsen på.

Det gælder det feminine og det maskuline, det lyse og det mørke, det smukke og det grimme, det alvorlige og det lystfyldte, eros og logos, senex og puer, det gode og det onde.

Sagen er at tilværelsen byder på en god blanding af alle disse ting, på samme tid og sted. Hvilket kan være kaotisk, skræmmende og angstprovokerende. Og det er det, der gør det så svært at bære.

Kortet fortæller også om at være generøs. I relation til det med at leve i paradokset, tror jeg at det handler om at turde give og få – det hele. At være parat til at rumme det og give det plads – også hos andre, for andre. Der ligger en stor gave i at tillade både sig selv og andre at være paradoksale, modsætningsfyldte, vidunderlige skabninger.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Process

Men vi er jo bange. Vi er bange for at blive opslugt af noget der er større end os selv. Vi er bange for at miste kontrol, vi er bange for at overgive os, blive væk, ikke kunne finde vej. Det er en del af det at være menneske.

Derfor er mål tit så væsentlige for os. At fokusere på målet føles sikkert, når selve processen er kaotisk og overskuelig. Men hvis vi netop vil være i processen – istedet for at fokusere på målet – hvordan overkommer vi så uvisheden om, hvor vi er på vej hen og hvordan det hele vil ende?

Hvordan imødegår vi angsten og frygten for det ukendte?

The Alchemical Tarot siger 9 of Swords – The Hero:

8 sværd hænger fra loftet, muligvis er der en risiko for at de vil falde ned over manden med det ene sværd. Muligvis er det mere et spørgsmål om, at han frygter at de vil falde, end at de reelt gør det.

Frygt handler om negative forventninger, og om den måde vi bruger vores mentale energi på at forudse og indirekte forsøge at kontrollere fremtidige begivenheder, som vi tror vil være negative, dårlige, onde.

Kortet kaldes Helten. Helten ser frygten i øjnene – og handler. Det er ikke fordi helte ikke er bange – det er de givetvis. Manden på kortet ser også temmelig bange ud. Men helte vælger at at handle, selvom de er bange. De vælger at se frygten i øjnene, istedet for at undlade at gøre noget af frygt; at lade sig lamme, forstene, immobilisere.

Vi er alle angste – også helte. Forskellen er om vi tør handle, alligevel.

Så når vi springer ud i processen, og vælger at lade os opsluge af den – og det kan være en hvilket som helst proces – så er det med frygten. Vi ser den, vi anerkender den, vi tager den på os. I virkeligheden kan det være langt mere farligt ikke at anerkende frygten, fordi vi så tror os uovervindelige, og det giver nogle blinde vinkler. Det kaldes hybris.

At acceptere frygten, og tage det første skridt bevidst og med åbne øjne, giver mulighed for at lade sig opsluge helt og fuldt af det vi møder på vores vej.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Presence

Hvordan hylder vi bedst nuet, øjeblikket?

Jeg trækker fra The Alchemical Tarot Ace of Swords – The Basilisk.

Sværdet i sig selv repræsenterer Luften i sin rene form, det vil sige intellekt, rationalitet, viden, information, ideer, erkendelse, bevidsthed og åndelighed. Sværdet er logikkens skarpe sværd, der skærer igennem, og ser alting klart.

Men her er en slange med en hanes hoved, en såkaldt Basilisk, viklet rundt om sværdet. En basilisk er et uhyre, der kan slå et menneske eller et dyr ihjel, alene ved at se på det – apropos at se klart. Men det symboliserer også visdom, og at blive opslugt af visdom er et symbol for oplysning, eller gnosis. I kristendommen er basilisken (naturligvis) associeret med Djævelen, men for at opnå visdom er vi nødt til at konfrontere os med Djævelen, mørket, skyggen. Intellekt gør det ikke alene. Bevidsthed og Ubevidsthed må integreres for at opnå visdom, og det er netop det, denne basilisk symboliserer.

Udfra the LWB lærer vi at kortet betyder positiv tænkning, søgen efter visdom, en god idé. Så hvad siger alt dette om at hylde øjeblikket?

For at forstå og gribe øjeblikkets kvaliteter må vi bruge såvel vores bevidste som vores ubevidste opmærksomhed. Ellers vil vi ikke finde visdom i nuet, og vi vil ikke kunne modtage nuets gaver i form af inspiration, indsigter og ideer.

Vi må ikke være bange for at lade os opsluge af noget, der er større end os selv – og dermed skræmmende.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Pejlemærker

Sjovt nok har jeg tidligere skrevet et indlæg om pejlemærker, nemlig om oldtidens herma, der stod som pejlemærker for de rejsende. I det indlæg var det 3 I’er: intention, intuition og inspiration, og indlægget handlede om, at hvis man lader sig lede af processen og ikke målet, er det godt at have nogle pejlemærker … selvom man helt ikke ved hvor de leder en hen. De tilhørerer jo trods alt Hermes’ domæne og ham ved man ikke helt hvor man har, han er flygtig.

Og det er faktisk lidt det samme, dette indlæg handler om, nemlig at lade de 3 P’er være ens pejlemærker. Husker du dem?

P for Presence, Process og Paradox.

Ideen er så at du dels kan gøre det til en vane dagligt at mærke efter hvor du er i forhold til de 3:  Hvordan har du det nu? Hvor er i du processen? Er du oppe eller nede, ude eller inde? Og paradokset – hvilke modsætninger rummer du? Hvor ligger spændingen lige nu, kan du føle den, kan du holde (til) den?

En anden idé er at bruge dem som udgangspunkt for et tarotoplæg med 3 kort, hvilket jeg vil gøre i løbet af de næste dage med et kort pr. dag. Du kan selvfølgelig trække alle tre kort på en gang for helhedens skyld.

Her vil jeg bruge Robert M. Place’s fabelagtige Alchemical Tarot.

Blue

Jeg har sat lys i fyrfadsstager, i Askovstager, og ikke mindst i adventskransen. Nu må julen gerne komme.

Jeg er lidt blue for tiden. Måske er det vinteren, kulden, mørket. Måske er det bare der, hvor jeg er.

Men Blue er fint. Det er et godt sted at være. Det er nede i dybderne, i skyggerne, i vandet. Her er mørkt og stille og køligt. Ikke koldt, men lindrende. Der er en mørk, stille glød af længsel, ikke efter noget bestemt, andet end blot at være til. Træk vejret. Være stille, ære sjælen og det feminine princip.

Jeg behøver ikke at stræbe ud eller opefter. Jeg behøver ingen mål, ikke at bevise noget, ikke andet end at være den eller det, jeg er i ethvert givent øjeblik. Jeg behøver ikke længere stræbe højt opad for at blive fri. Jeg kan trække nedad, dykke ned i dybet, og ud, som vand i underjordiske huler. Brede mig over et større område, istedet for at stige op i en spids. Ikke være afhængig af eufori, men lade den komme når den vil – og det vil den. Istedet vente – og gløde i mørket.


Det er en befrielse, at give slip, at turde give slip, på mål, perfektionisme, indre krav, forventninger og fordringer. Naturligvis er det en proces; Kritikeren og frk. Dygtig lader sig ikke bare ignorere, men hvis jeg lytter til dem, og så lader dem tie, så kværner de ikke så afsindigt højt og hurtigt som de før har gjort. Faktisk er de bemærkelsesværdigt tyste lige for tiden. Dejligt.

Så er der er ro til nogle andre stemmer, fx drømmenes, symbolernes, bøgernes, børnenes, musikkens, julens, lysenes og skyggernes stemmer.

Det blås inciterende stemme.

Bitch I

For nylig læste jeg Bitch – In praise of Difficult Women af Elisabeth Wurtzel.

Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om den. Jeg kan godt lide dens grundlæggende budskab – som jeg  kommer til straks – men den har nogle problemer. Dels er den for lang, dels taler den om amerikanske forhold i sluthalvfemserne og det føles sjovt nok som værende meget længe siden.

Men dens grundbudskab er godt. Jeg synes bare at det ville have stået skarpere, hvis forfatteren havde brugt færre ord til at pakke det ind i.

Det er en feministisk bog, der handler om kvinder, der på forskellige måder er svære at have med at gøre, og/eller som kommer galt af sted, fordi de er svære at have med at gøre. Som på forskellige måder ikke indordner sig. Eller er deprimerede, eller begår vold, eller er præsidentfruer eller bliver myrdede af deres jaloux eksmænd. Faktisk er der tale om en samling af fem essays, og derfor stritter bogen også i mange forskellige retninger. Men jeg vil nu give et bud på hvad dens samlede budskab er.


Først beskriver den, hvordan kvinden som Prima Bitch i såvel mode- og makeupindustrien hyldes og feteres, og hvordan hun beskrives i film som Fatal Attraction, Basic Instinct, og ikke mindst Thelma & Louise – som jeg elsker.

Sagen er bare, at når det kommer til stykket viger de fleste – såvel kvinder som mænd – tilbage for kvinder der opfører som bitches – dvs er besværlige, krævende, selvhævdende. Som ikke indordner sig under de almindelige udskrevne regler for god opførsel – for kvinder. Som vil have magt til at definere deres egen identitet og seksualitet.

Der er utrolig mange gode citater at hente i bogen, og her kommer et, der beskriver hvad den (bogen)/det (hele) handler om:

“But for a woman, to assume she has to be not nice, it puts her outside the system outside og what is acceptable … She can be anyone who decides that what she wants and needs and believes and must do is more important than being nice …  [A]s soon as she says, catch me if you can, I’m so free, this is my life and the rest can fuck off and die – as soon as she lay down the option of my way or the highway, it’s amazing how quickly everyone finds her difficult, crazy, a nightmare: a bitch” p. 30.

So. So what?

Den tanke jeg sad tilbage med er, at der på det sociokulturelle plan stadig eksisterer dobbelte standarder for mænd og kvinder. For hvordan vi kan opføre os erotisk, kulturelt, politisk etc. Nypuritanismen har iøvrigt ikke gjort det nemmere – hverken for mænd eller for kvinder. Men. Vi skal ikke tilbage i skyttegravene. Det er ikke et spørgsmål om kvinder versus mænd.

Desværre er det sådan at kvinde stadig er kvinde værst – og misundelse,  nid og angst blandt kvinder – afholder kvinder fra at slippe den pæne pige og være dem selv.

Der er et bestemt sted i Helvede for kvinder der ikke hjælper andre kvinder sagde Madeleine Albright. Men der er også et særligt sted i Helvede for kvinder der prøver at ligne de andre. Citat: Julia Lahme.

Guess what. Vi kan ikke ligne de andre, for vi er ikke som de andre, og derfor er det fuldstændigt sandt at det er helvede at forsøge at indordne sig under, hvad man tror de andre er eller hvad de forventer. Det er umuligt.

Og det er det bogen også får mig til at tænke på. At det dybest set handler om at finde og være sig selv. At værdsætte sig selv, i.e. om selvværd, som Gloria Steinem har skrevet en hel bog om. At få sit eget værelse, som Virginia Woolf sagde, og som jeg selv siger: Om at være sit eget excentriske hus. At blive sig selv.

Måske er prisen – for kvinder – stadig – at være en bitch. Men er det (ikke) prisen værd?

Guld III

Som kong Midas kan vi  søge guldet i den ydre verdens materielle former, med store vanskeligheder til følge.

På et mindre materielt og mere subtilt plan kan vi søge guldet i andre i form af mening eller betydning, altså det som jeg i mit første indlæg om Guld beskrev som projektioner. Fordi vi i nogle tilfælde først kan få øje på vores guld ved ubevidst bede et andet menneske om at bære det for os, som Robert A. Johnson skriver:

“The exchange of gold is a mysterious process. It is our gold but it is too heavy for us so we need some one else to carry it for a time. That person becomes synonymous with meaning. We follow him with an eagle eye whereever he goes. His smile can raise us to heavenly heights, his frown will hurl us to hellish depths, so great is the power of meaning.”

Så måske kan vi konkludere, at den symbolske betydning af Guld er Mening – at skabe mening.

Nigredo, albedo og rubedo i form af tre fugle i den alkymistiske kolbe. Splendor Solis.

At forstå meningen med livet, at skabe mening for sig selv og forståelse for relationen til den Anden. Og dermed også at se den Anden som vedkommende er – minus de betydninger vi tillægger ham/hende i form af egne projektioner.

At skabe guld i alkymistisk forstand er dermed at den livslange, vanskelige proces at forædle sig selv gennem selverkendelse.  Det kalder jeg Sjælens Alkymi.

Og når det indre guld skinner lyser vi med med en særlig indre glød.

Kreativitet

Billedet
Vi ser fem drenge eller unge mænd fægte rundt med hver deres stav. Det ser temmeligt forvirret og planløst ud. Måske er de oppe at slås, i leg, i kådhed, eller også forsøger de sammen at bygge et eller andet. Men noget tyder på at de mangler en rød tråd, en leder eller et ledende princip i processen, således at de ikke moadarbejder hinanden, hvis det de i virkeligheden forsøger er at skabe noget i fællesskab.

Element/nummer
Den struktur, der er opnået med fire’rne kollapser med fem’erne, der står for forstyrrelse, forandring, transformation og disintegration. Som sådan er fem’erne kreative fordi de til stadighed udfordrer den etablerede orden og skaber forandring. I nogle tilfælde er dette positivt – men fx i Fem Sværd bliver det smertefuldt, som vi skal se senere.

Her er fem’ernes flukterende og forandringsskabende egenskaber sat i relation til Stavenes ild og kreativitet, hvilket giver iver og intiativ, en rastløs energi, der kan være planløs og kaotisk, og som kræver styring.

Kreativt kaos
Det er netop det vi forbinder med kreativt kaos, med den del af et projekt, hvor vi er allermest interessede, inspirerede og energiske, hvor vi får ideerne og hvor vi brainstormer. Hvor vi er i flow. Men energien skal netop styres i den rigtige retning for at ideerne kan realiseres i noget mere konkret. Så disse unge mangler en leder, der ser tingene i et større perspektiv og tager styringen.

Omvendt er den del af den kreative proces der føles som en leg, som er sjov og glædesfyldt meget vigtig for os og måske er der en idé i at forsøge at opelske den, så den fylder mere. Både i hverdagen, i arbejdet, i livet generelt. Så dette kort fortæller os om lege, om at have et barnligt sind, om at tage tingene som de kommer, at være en del af og tilstede i processen, istedet for at fokusere på målet og i det hele taget at lade være med at tage alting så alvorligt.

Der er også et stærkt element af konkurrence, af dyst, af kampånd, sport, styrkeprøve og kampiver over dette kort. Kortet handler også om at deltage i et fællesskab, om at være sammen med andre ligesindede. Måske er det i virkeligheden det væsentligste ved kortet. Ikke så meget det, der sker, som at være sammen om at det sker.

Divinatorisk betydning
Leg, kreativt kaos, flow, planløshed, barnlighed, begyndelser, initiativ, ungdom, kamp, konkurrence, sport, processen, fællesskab