Guld II

Aurum nostrum non est aurum vulgi

Hvorfor overhovedet tale om guld i forbindelse med projektioner og psykisk energi? Hvorfor bruge guld som metafor? Lad os se lidt på guldets symbolik.

Guld er  det ypperste af det ypperste. Guld som metafor for og symbol på for det indre guld, den indre forvandlingsproces.

Guld symboliserer i eventyrene det ædle, det rene, det fuldendte, og kan sammen med solen sammenkædes med visdom, ild og lys. Derudover kan det som symbol for formålet med forvandlingen af personligheden – Selvet, kongeværdigheden, det udviklede menneske.

Robert A. Johnson skriver i Inner Gold at hvor man i Østen har diamanten som symbol på Selvet, har vi i Vesten tradtionelt Guldet:

“Diamonds are the hardest matter on earth – unearthly, celestial and impersonal. Gold is much softer, a matter of relationship, the Self as related”.

Guldet hænger ofte i eventyrene  sammen med dragen, og heltens kamp mod denne. Dragen bevogter en guldskat og/eller en prinsesse, som helten skal befri ved at slå dragen ihjel.
Guldskatten symboliserer den indre forvandlingsproces, mens prinsessen kan ses som heltens Anima, som hans skal erobre, dvs bevidstgøre ved at slå dragen hjel. Kun ved at tage kampen op med dragen kan helten blive hel, og dels erobre både den indre og den ydre kvinde. Et eksempel på dette er Sams kamp mod Shelob i Ringenes Herre. Pia Skogemann påpeger i sin bog Tolkien’s Ringenes Herre – en jungiansk fortolkning, at Sam ved at slå “dragen/uhyret” ihjel er i stand til at skabe en ægte relation til det kvindelige og derved kunne gifte sig med Rosa, da han kommer hjem til Herredet.

Guldet som symbol har i sig selv en skyggeside. På samme måde som det symboliserer forvandling og De Vises Sten, kan det også symbolisere grådighed og magtsyge. Tænk blot på Herskerringen i Ringenes Herre. Sjælens længsel efter forædling kan kortslutte og blive til opblæsthed – inflation, og i sidste ende en sjælelig tomhed af skræmmende dimensioner, som vi finder hos den af ringen korrumperede Gollum.

I den nordiske mytologi er der utallige referencer til guld. Aserne lever til at starte med i en form for guldalder, men guld bliver også årsag til splid, og i sidste ende Ragnarok. Der er også i den nordiske mytologi en sammenhæng mellem guld og Solen, eksemplificeret i den smukke ca. 3400 år gamle Solvogn, hvis skive er belagt med guld.

Men istedet for som alkymisten at søge efter det indre guld kan også vi søge det i det ydre, i ting der skinner; biler, penge, smykker etc. Det skal bare ikke forveksles med det indre guld. Tænk blot på, hvad der skete med Kong Midas.

Om at være prætentiøs

You see that I’m ferocious
You see that I am weak
You see that I am silly
And pretentious and a freak

Hvordan bliver man sig selv? Ved at erkende det man er – det guld man faktisk er – i stedet for at prætendere at være noget, som man ikke er.

Jeg kan høre mig selv sige: “Jeg er jo meget spirituel” eller “jeg er jo meget søgende”. Blah blah – det giver mig myrekryb!

Og – mindfulness og minimalisme – så meget som jeg godt kan lide disse begreber og til en vis grad ønsker at leve efter de værdier – er jeg efterhånden kommet til den erkendelse, at jeg er for utålmodig og i en vis forstand for krævende til at det egentlig passer til mit væsen.

Jeg forsøger at acceptere det paradox,  som det er at ønske og længes efter og rumme meget på een gang. Det kaldes også at være sammensat, kompliceret. Det er ikke let – men ganske interessant. I det at kunne udholde paradoxets spænding – i den udstrækning det er muligt – ligger visdommen gemt.

Jeg vil ikke prætendere at ville have mindre, når jeg vil have mere.

Jeg har temperament, jeg er sulten. Lad os få tingene på bordet; energi, eros, kærlighed,  levende symboler, betydning, mening, det komplicerede, det ufattelige, det svimlende.

Bevidsthed, klarhed, ild.

Måske ligger der en stræben i at tale om visdom og bevidsthed. Så uprætentiøs – det er jeg vist ikke.

Min pointe er dog den, at bevidstheden kan skimtes  – ved at erkende hvem jeg er, ved at være den jeg nu er, og acceptere det jeg *ikke* er.

Der er jo også nok at være og acceptere; alt det ikke perfekte, det ikke så pæne, det grådige, det grimme, det ubehagelige ved mig selv. Og guderne skal vide, at ad den vej har jeg fået nogle sandheder at vide – på de mest overraskende og utidige måder.

I bevidsthed ligger en viden om havd, hvem, hvordan man er, og styrken til – selv – at bære det.

Uden at lægge det ud i andre eller i relationen til andre.

Guld I

Guldet ligger i skyggen

At finde sit guld og få det til at skinne er hårdt arbejde.

Vi har en tendens til at kaste vores guld ud på andre i form af projektioner. For mænds vedkommende kan det være anima-projektioner på kvinder og for kvinders vedkommende animus-projektioner på mænd. Det betyder at vi i en eller flere repræsentanter for det modsatte køn ser materiale fra vores eget ubevidste, som tilhører os selv – den modsatkønnede indre del af os selv.  Anima- eller animusprojektioner kan være særdeles positive,  energiskabende og optræde fx i form af forelskelse eller erotisk tiltrækning.

Men også de dele af os selv, som vi ikke gerne vil erkende, og som er ubehagelige – vores skyggesider – projicerer vi ud på andre mennesker, der så tilskrives alle mulige ubehagelige egenskaber, som dybest set kommer fra os selv.

Både “positive” og “negative” projektioner er naturligvis ubevidste ellers ville vi jo ikke have brug for at projicere det det ud på andre. Det er som om vi ubevidst beder andre om at “holde” det for os – måske fordi vi ikke selv er parate til at bære det.

Det er efterhånden skolelærdom, det med projektionerne. Ihvertfald ved de fleste af os det på et rationelt plan. Men dels bliver vi til stadighed overraskede over, hvordan disse projektioner kan spille os et puds – og gør det i vores levede liv. Dels er det ikke nok blot at erkende at vi projicerer vores energi over i andre.

For det er lige det det er. Psykisk energi af fineste karat. Og når vi lægger det ud i andre, har vi ikke selv magt over den energi. Så er den ikke til vores rådighed. Derimod kan det virke direkte drænende at beskæftige sig for meget med (hvad vi tror om) andre, hvadenten det er fordi vi beskæftiger vores tanker og følelser med dem på en positiv eller negativ måde. For eksempel ved at fantasere om den lækre fyr i fitnesscenteret eller være vred på den heks til en chef – whatever.

Så udfordringen ligger i at trække projektionerne tilbage – at fordre vores eget guld. Vores egen energi. Det er bare ikke så nemt. Det kræver vilje til at se sig selv i øjnene. At finde sit guld – både det som umiddelbart skinner – og det “mørke guld” – kræver hårdt arbejde, og vilje til at få beskidte hænder.

Tarotlæseren Dan Pelletier, som jeg her tillader mig at citere, har sagt det således:

“In order to find real gold, you’re going to have to get dirty”.

Det kræver fx at jeg er villig til at se i øjnene at jeg selv er en heks – at heksen er en del af min indre topografi. Og at den energi hun rummer er vigtig og værdifuld. Hvis jeg tør vedkende mig den. Det er hårdt arbejde at se dette i øjnene. Men ved at lære min indre heks at kende kan jeg blive bedre til at forholde mig til min egen vrede og  til at udtrykke den bedre og faktisk undlade at overfuse andre, fordi jeg er  bevidst om den energi heksen rummer. Jeg kan blive bedre til at sætte grænser og forholde mig til den vrede, jeg møder hos andre. Så selv om heksen i mig selv og andre kan være skræmmende, kan hun lære mig noget.

Det gælder også det at se noget positivt i andre mennesker. Fx den fysiske skønhed og styrke hos ham fyren, som du er varm på. Måske handler det om nogle sider af dig selv, som Animus repræsenterer, som du selv har potentiale til at udvikle. Måske er det netop ham, du er brændt varm på, fordi du derigennem bliver opmærksom på at være bedre til at dyrke din krop, ja den sanselige og fysiske side af dig selv. Men det kræver at du er istand til og villig til at se nærmere på det du har lagt over i ham, istedet for udelukkende at fokusere på ham.

Guldet ligger i dig selv. Det betyder ikke, at vi ikke skal blive forelskede, men at det måske er en god idé at se på sig selv, før man løber halsløst efter nogen eller noget. Og at tage ansvar for det, som er ens eget “materiale”.

Det kræver en stærk vilje til selvindsigt og et stort mod til at se sig selv – også egne dæmoner – i øjnene.

Blokering

Billedet
En velklædt person med en krone på hovedet sidder på en grå stenblok. Et stykke bag ham ses en by og en grå himmel. Hans fødder hviler på to mønter, en tredie holder han foran brystet og den fjerde hviler på kronen over hans hoved.

Element/nummer
Firerne’s behov for struktur og konsolidering er her blevet til en udtalt trang til beskyttelse, til at gardere sig. Mønterne repræsenterer den fysiske og materielle verden, og noget tyder på, at det er selve beskyttelsen. Denne person garderer sig helt bogstaveligt med sin magt og velstand, han bruger den som skjold mod verden. I overført forstand betyder det, at han gør alt op i det materielle, i det der kan tælles, måles og vejes. Hele hans verdenssyn er materielt, og intet andet har betydning.

Beskyttelse
Bemærk at han holder mønterne ved fødderne, ved brystet og over hovedet. Det har med hans jordforbindelse, hans følelser og hans åndelighed eller spiritualitet at gøre. Den spirituelle energi, som kronen symboliserer (tænk på kronechakraet) er blokeret, hans følelser (hjertechakraet) er blokeret og han er simpelthen groundet i den materialle verdensopfattelse, som mønterne symboliserer. Men hans fødder rører ikke ved selve jorden.

Kortet er blevet kaldt gnieren. Men ikke nok med at denne person holder fast i og blokerer sin egen energi, han blokerer også for input, for at modtage ny energi. Der er absolut intet flow, ingen udveksling af noget som helst her. Der bliver hverken givet eller modtaget.

Konsekvensen er afstand, og derfor sidder han også et stykke udenfor byen. Han er ikke en del af det levede liv og impulsen fra andre mennesker,  som byen ofte symboliserer. Han er isoleret på grund af sin manglende evne eller vilje til at give og modtage, Stenblokken som han sidder på, nærmest sammensunken, symboliserer en forstenet, fastlåst, forkrampet attitude – fx sidder også kvinden i To Sværd på en grå stenblok.

Uanset hans tilsyneladende velstand vil denne attitude sandsynligvis resultere i en form for følelsmæssig og sjælelig fattigdom, som han ironisk nok er ude af stand til erkende.

Divinatorisk betydning
Fire Mønter kan bl.a. betyde at holde energi tilbage, isolation, beskyttelse, fremmedgørelse, blokeringer af enhver art, et for materielt livssyn, griskhed, åndelig og følelsmæssig fattigdom, afstumpethed.

Om at have temperament

Jeg har temperament – og det bliver der ikke set med milde øjne på – heller ikke da jeg var barn, ung. Egentlig er vi – generelt – i denne kultur lidt bange for temperament.  Nu er jeg efterhånden ved at komme dertil, hvor jeg kan tage dette træk  på mig, og måske endda se det positivt, istedet for at have det dårligt med det – og skamme mig over det.

Iøvrigt bruges temperament i vore dage mest om personer, der har et specielt stærkt temperament. Atså kan blive følelsmæssigt berørte i retning af at blive meget vrede og arrige. Men i virkeligheden går temperament på både de de sangvinske (glade), de koleriske (vrede), de melankolske (de tungsindige) og de flegmatiske (de træge).

Traditionelt havde det at gøre med forholdet mellem fire kropsvæsker, kardinalsafterne (blod, slim, gul galde og sort galde) – der så havde betydning – for både ens fysik og dominerende sindstilstand. De fire traditionelle temperamenter er jo netop det – temperamenter. Man havde altså ikke specielt meget temperament hvis man er kolerisk – fremfor melankolsk – man har bare et andet temperament. Faktisk kommer ordet temperament af ordet tempere – at blande i et passende forhold.


Så ens temperament har altså noget at gøre med hvordan man “er blandet”. I øvrigt er vi vel alle lidt af hvert, selvom der nok er en tendens til at ét temperament er mere fremtrædende i vores individuelle karakter end andre. Og måske er nordboer generelt lidt mere melankolske og flegmatiske? Og derfor kan det være ret provokerende med de koleriske eller sangvinske typer. De kan virkelig bringe tingene – ja og sindene –  i kog.

Men istedet for at se på det som noget medfødt, noget givent , kunne man måske vælge at se på det som noget man selv kan vælge. Måske være mere bevidst om, hvordan man selv blander sit humør?

Den måde hvorpå bruger udtrykket “at have temperament” i dag er som nævnt ofte associeret med personer, der reagerer stærkt følelsmæssigt i retning af vrede eller arrigskab. Men spørgsmålet er, om det så ikke også kan betyde, at man  udtrykker sig stærkere i forhold til humor, glæde, kærlighed,  – ja følelsmæssige udtryk – generelt. I både positiv og negativ retning. Og kunne vi ikke bruge lidt mere af det?

Mere liv, gnist, farve, energi i vores udtryk? Nogle lidt stærkere blandinger simpelthen?

Lidt mere temperament, tak.

Det symbolske liv III

For snart lang tid siden skrev jeg om spirituel praksis.  Jeg nævnte som eksempler  drømmearbejde, dagbogsskrivning og tarot.  Jeg skrev også, at det er meget nemt at kalde sig selv “spirituel. Måske er der grund til at definere det nærmere –  ellers kan det hurtigt blive for luftigt.

Med fare for at det ikke bliver mere konkret har jeg valgt at fokusere mere på dette og derfor har jeg omdøbt kategorien Spiritualitet til Det symbolske liv – som omhandler min egentlige interesse; at beskæftige mig med symboler og at leve et liv præget af bevidsthed om og opmærksomhed på symbolers betydning. Både i kunst, kultur, litteratur, alkymi, film etc, men også der hvor de lever og udtrykkes og gør deres arbejde – i vores levede liv. Det er i grunden den måde jeg er “spirituelt søgende” – i den udstrækning, at jeg er det.

Jeg har derfor også besluttet mig for at forlade de to emner som jeg har skrevet meget om, nemlig minimalisme og mindfulness – begge moderne udtryk for ønsket om at leve et mere enkelt liv. Jeg forlader disse emner, ikke fordi der er noget galt med dem. Vi kan alle have behov for mere enkelthed og mindfulness i vores daglige liv. Men det er begreber, der er oppe i tiden, og følgelig bliver der skrevet meget om det mange andre steder.

Jeg ønsker at gå et skridt dybere med denne blog ved  at beskæftige mig med det symbolske liv, samt begreber som visdom og bevidsthed, som jeg allerede skriver meget om. Det er også en måde at få emnerne til at hænge mere sammen, idet fx  tarot og det symbolske liv jo har ikke så lidt med hinanden at gøre, derudover har det naturligvis også at gøre med selve eksistensen og meningen med den, samt ikke mindst kreativitet, energi og eros.

Det bliver ikke nemmere, men forhåbentlig bliver det mere interessant!

Refugium

Billedet
En gylden ridder iklædt harnisk og brynje ligger på et leje, med et sværd under sig, som sit fundament – han er en sværdets mand. Tre andre sværd hænger på væggen over ham. Men han er ikke død, og han sover ikke. Han holder sine hænder samlede over sig, som i en bøn. Til venstre for de tre sværd på væggen ses et glasmaleri, hvorpå Kristus giver en velsignelse til en bedende.

Element/nummer
Firerne står for blandt andet konsolidering, struktur, stabilitet og fundament. Sværdene står for mentalitet, rationalitet, tanker, ideer, og i visse tilfælde også det spirituelle. Nogle gange er det nødvendigt for os at trække os tilbage, at hvile og lade tanken hvile for at finde vores fundament, for at konsolidere os, for at finde en indre ro eller genfinde balancen i en kaotisk verden.

Det er det, som denne ridder har gjort, måske i et kloster. Måske er hans såret og trænger til velsignelse og helbredelse, til at trække sig tilbage fra verden for en periode for så at komme tilbage med fornyet styrke.


Fiskerkongen
Der er en mindelse om legenden om Fiskerkongen eller Gralskongen over dette kort, Som Rachel Pollack påpeger i Tarot – visdommens billeder og Tarot Wisdom. Kun gralens velsignelse, overbragt af en udefrakommende (Parsifal eller Galahad) kan helbrede kongen. Parsifal helbreder kongen ved at spørge, hvad der foregår da han ser gralsjomfruerne bære de hellige genstande, men ifølge Robert A. Johnson først da han besøger Gralsborgen anden gang. Der skal altså en modningsproces til før helten tør gøre noget så simpelt som stilfærdigt at åbne munden og spørge til rigets tilstand – og kongens.

Hvad betyder det?

At det i visse tilfælde kan være nok – i forhold til et andet menneske – at være stilfærdigt opmærksom, at spørge til vedkommendes tilstand. At komme ved. Ofte lader vi som ingenting, og på den måde berører vi ikke hinanden, hverken i konkret eller i overført betydning. I berøringen og opmærksomheden ligger helbredelsen og velsignelsen. I nogle tilfælde kan det være nok at lade vedkommende hvile, selv at restituere sig – men først kommer opmærksomheden, det søgende, omsorgsfulde blik.

I andre tilfælde gælder denne opmærksomhed os selv; at give sig tid til at søge indad, introspektere, finde svar i det indre, og lade verden være verden i en periode.

Endelig kan kortet betyde, at vi nogle gange er nødt til at indstille kampen, lægge sværdene fra os og lægge os i Guds eller Forsynets eller de højere magters hænder. Det er ikke resignation, snarere en form for overgivelse, en vished om at alt nok skal gå, men at vi ikke egentlig kan gøre noget i en given situation.

Divinatorisk betydning
Fire Sværd kan i oplæg stå for helbredelse, barmhjertighed, hvile, kontemplation, fred, meditation, introspektion, tilbagetrækken, rekreation, restitution, velsignelse, spiritualitet, søgen, venten, overgivelse.

Det symbolske liv II

Vi lever i en logos-kultur. Det er der ikke noget galt med – den har givet os pencillinen og adskillige andre ting, der har været forskellen på liv og død for utallige mennesker. Alligevel er det som om at der mangler noget. Det er det, efterlyste i mit indlæg En bøn for Eros.

Der er en måde at dyrke Eros. Det er at leve det symbolske liv.

Læs blot hvad Murray Stein skriver om det symbolske liv i Spring Journal (Temanummeret):

“The secular world is even more rational and technological today … and the deep cleavages and splits in our contemporary culture have not been bridged and to any significant extent since Jung’s day.”

Og:

“Jung was no happier or more content with modernity than we are today since it offers so little in the way of a personal meaning in a mechanistic universe and blocks all routes of access to the transcent”

Så hvordan lever vi det symbolske liv?

Murray Stein beskriver det således:

“What this entails is a specific attitude toward the psyche, especially toward the unconsious. For it is to the unconscious that one look for hints and cues toward the symbolic, if one follows the classic methods described by Jung. The religious traditions may also offer useful images and motifs, since they are ultimately products of the psyche … Such images may suggest possible hints of transcendence, as do numinous images from other sources such as dreams, personal visions ad intuitions, and synchronistic experiences. This way means opening the door to a vast array of personal and traditional manifestations of the spirit and the human soul. It is this proces of receiving and reflecting on such images that one would to today designate as “a symbolic life”.

Hvad er forbindelsen mellem at hylde eros og at leve det symbolske liv? For mig at se handler det om at acceptere det smukke, det tvetydige, det ikke-kvantificér eller forklarbare i tilværelsen. Det der ikke har en logisk, rationel forklaring, kan have en dyb, vild, skøn mening, som findes på det symbolske plan. Det er er uhyre svært at komme med eksempler, og det er svært at at vise nogen vejen – for – i dette felt – går vi alle vore egne snørklede veje.

Det kan være et billede, der dukker op i en drøm og som får en bestemt betydning for os – for eksempel et hus. Da min mor døde sidste år og jeg skulle sælge hendes hus – drømte jeg adskillige gange om huset og min mor – da huset var solgt og boet gjort op, holdt dette symbol eller tema op med at dukke op i mine drømme. Naturligvis havde det sin forklaring i nogle helt konkrete problemtillinger i mit liv, men det havde naturligvis også noget at gøre med at sige farvel og løsrive mig på et mere fundamentalt plan. (At ens forældre dør gør noget særligt ved én, det er måske i virkeligheden først da, at man bliver voksen?)

Murray Stein skriver også:

“Once an image establishes itself as a symbol for a person it occupies a more permant place in consciousness … A symbol holds a place of privilege and may be active and effective over long periods of time … An attitude of respect for the numinous presence of the Divine, akin to worship, belongs inherently to the symbolic life. To live with a symbol means to come back to it often and, in return, to renew its energy and to be renewed by its profound connections to the Source, the Self.”

Det er en væsentlig pointe at han her skriver om bevidsthed. Symbolerne dukker frem af det ubevidste, men det er ved at indtage en bevidst attitude, en opmærksomhed og åbenhed – awareness – at vi kan leve det symbolske liv og forny os igennem symbolerne. Det er gennem den bevidste opmærksomhed, at symbolerne gives mening og dybde, og at de bliver levende, og fyldte med energi.

Det dionysiske livsprincip

Den amerikanske jungianske analytisker Robert A. Johnson skriver i sin bog Ecstasy – experiencing the psychology of joy om glæde (joy), ekstase og om det dionysiske livprincip.

Johnson skriver at vi har mistet erfaringen med ekstase – som betyder at være ude af eller ved siden af sig selv (egt. ude af stilstand – ex stasis):

“To be for a moment in that timeless, spaceless, primal place which has no responsibility, which isn’t going anywhere. We need to stand outside ourselves and experience the flow of life, the Dionysian energy”

Derimod er som regel vi for meget i os selv, for rationelle, for optagede af os selv, vores planlægning, byrder, tanker, gøremål etc.

Joy  – definerer han som:

“An exultation of the spirit, gladness, delight, the beautitude  of heaven or paradise.”

Happiness definerer Johnson noget, der kommer og går, noget vi ikke er herre over. Mens vi kan vælge at være glade – vælge at være i himlen eller at leve i en dionysisk ånd. Men ifølge Johnson har vi i den vestlige kultur glemt alt om den dionysiske ånd eller det, han kalder spiritual ecstasy, og det er et stort problem, fordi vi som kultur har en tendens til at erstatte det med fare og spænding, med afhængighed af fart, alkohol, materielle nydelser etc. Vi kigger efter den spirituelle ekstase de forkerte steder, fordi vi har så meget brug for at mærke den, vi savner den.

I følge Johnson kan vi naturligvis ikke bare smide det hele over bord og erstatte vores strukturerede, rationelle verden med en ustruktureret flower power-agtig tilstand. Det er næppe ønskværdigt. Det handler om at rumme begge dele, det er ikke, enten eller men “either-and-or”. Det er paradoksalt og forudsætter at vi i kulturen og os selv kan rumme begge poler, uden at fare fra den ene ekstrem til den anden og gå itu:  “Only in this way can we begin toward wholeness and joy.”

Hvordan gør man det så?

Han beskriver drømmearbejde og aktiv imagination som metoder til at få kontakt med det dionysiske. Men derudover er det også et spørgsmål om indstilling.

Om at hylde selve livskraften. Det et der sker, når man bare tillader tingene at udvikle sig af sig selv. Dionysos er selve livskraftens gud, og kan ikke holdes ude eller væk. Ligesom Eros lader han sig ikke glemme.

Johnson skriver også om det androgyne, dvs. sammenbringningen af det kvindelige og det mandlige til en helhed. Og ikke mindst om være enthusiastisk – hvilket betyder at være “filled by god (en-theo-ism)”:

“The soul is enhanced where the Self is activated.”

Alt sammen for at hylde og at møde det dionysiske, livsprincippet.

Glæde

“Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.” Matt. 5. 15.

Jeg går ind for glæde, for at skinne, for ikke at sætte sit eget – og andres lys – under en skæppe.

I de seneste år har der fokus på det positive, på mindfulness og på flow indenfor bl.a. psykologien. Og nogle arbejder målrettet på at skabe mere lykke og glæde for sig selv og andre – hvilket er dejligt.

Men der er et lille personligt aber dabei – som hidrører fra min egen klangbund af melankoli  – og det er, at uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er verden uperfekt og det er livet også. Vi kommer ud for kriser, vi bliver såret og vi sårer andre.  Vi knuses mere eller mindre af livet. Kort sagt:

“Life is a bitch and then you die”.

Der er kommet et psykologisk svar på den positive psykologi, der kaldes Acceptance and Commitment Therapy, som kort sagt går ud på at acceptere livets modgang. Modgang er ikke en sygdom, som det hedder i en artikel fra Information:

“Det er blevet helt almindeligt, at hvis man oplever den mindste form for tristhed eller ubehag ved sin krop, stress eller en krise, er det noget, der skal kureres.”

Det er dybest set også det som terapi går ud på: Ikke at blive lykkelig, men at blive bevidst, som James Hollis skriver i Creating a Life:

“Consciousness is a gift and that is the best it gets.”

Hvad har det så med lykke at gøre?

Jeg tror – og håber på – dryp af lykke, der optræder kort og intenst, uforvarende og uventet – som et strejf af en dråbe, en form for nåde. Det er en gave,  ligesom bevidsthed, men  – og her kommer der måske en grad af mørk pessimisme ind i billedet – vi kan ikke styre lykken – den driver sit eget spil med os.

Bevidsthed – derimod kan vi arbejde henimod  i lange seje træk, men bevidsthed gør os ikke (nødvendigvis) lykkelige – men visere.

Hvad har det så med glæde at gøre?

Glæde kan vi arbejde på – på samme måde som vi kan arbejde på bevidsthed og selvindsigt. Vi kan vælge at forholde os på en bestemt måde til os selv, til verden, til eksistensen og til vores medmennesker. Vi kan vælge at være glade, fremfor sure.

Vi kan vælge at skinne til glæde for os selv og for andre, og vi kan vælge at lade andre mennesker skinne med deres lys. For vi har det alle. Dybest set er det opgaven for os alle, at skinne og give plads til at andre kan skinne.

Og som jeg vist nok før har skrevet, så skinner lyset både ud af og ind i et knust hjerte.

Hvordan kan jeg være glad, hvis mit hjerte er knust? Det er så 100 $ spørgsmålet. Ved at acceptere livet som det er, men vælge ikke at lade andre eller ydre omstændigheder bestemme hvordan jeg har det, som jeg skrev om i  indlægget om magt.  Ved at forholde sig bevidst til omstændigheder og situationer, men ikke gøre mig til et offer for dem. Tag ansvaret for det, jeg har ansvaret for og lade resten være.

Og så kan jeg vælge at være glad, at smile, at sprudle, at boble, at skinne, at glæde mig over selve det at være til.

Og det er netop budskabet med dette indlæg; at vi bliver lidt mere bevidste om og åbner op for muligheden for glæden i livet. Ved at foretage det valg at være glad og sprede glæde. Den irrationelle, boblende, enthusiastiske glæde.

Fordi vi er det som er i vores bevidsthed, og vi er dybest set selv herre over, om vi er i helvede eller i himlen. Så hvorfor ikke vælge himlen?

Tak for din kommentar!