Trefoldigheder

Jeg kan egentlig godt lide trefoldigheder. Fra eventyrene kender vi til ideen om at tingene kommer i tre, fx tre opgaver eller tre udfordringer eller tre prinser eller prinsesser.

Eller ideen om gudindens trefoldighed som virgin, mother, crone. Må jeg også minde om de 3 P’er som jeg skrev om igår; Presence, Proces, Paradox.

Mine mottoer har det også med at komme ud i tre; fx “Have less, Be mindful, Write” – eller “Be content, Be aware, Write”.

En tredie variant, som jeg forsøger at leve efter – og som er yderligere en forenkling af de to forgående – er:

Be. Shine. Love.

Det er egentlig ikke nødvendigt med mere;

At være, ikke at være noget bestemt, bare at være den man nu er, i dette øjeblik. Nu.

At lade sit lys brænde og tillade andres lys at brænde.

At elske.

De tre P’er

“The 3 P’s of the Feminine” er et et begreb Marion Woodman har introduceret. De står for Presence, Proces og Paradox:

Presence: Vær til stede her og nu. Der er intet andet end dette nu, og det du bidrager med. Du er selv dit liv.

Proces: Processen er målet. Der er intet andet. James Wells skriver:

“The path is fluid, winding, meandering.  Like walking the labyrinth, process sometimes takes us close to the centre, then away from it again, dancing between the two. Let’s detach from specific outcomes and allow what needs to be to emerge.”

Paradox: Er nok den største udfordring af de tre. At acceptere “både og” istedet for “enten-eller”. At acceptere det paradoksale, det komplicerede, det modsætningsfyldte. Igen citerer jeg James Wells:

“To be able to hold the tension of both or all perspectives is a holy and powerful act.  To be able to contain paradox, even for a moment, is wholeness-making.”

Paradokset er skræmmende, fordi vi har en tendens til at forenkle, for at gøre tingene nemmere at forstå. Men sagen er, at tingene ikke er enkle. Vi er ikke enkle. Vi er selv paradoksale væsener. Men kan vi acceptere og forholde os til paradokset – blot et øjeblik – kan vi skabe mere bevidsthed, om hvem vi er og indeholder. Og dermed rum til at være dem, vi også er.

Alle tre P’er giver stof til eftertanke. Jeg må indrømme, at jeg ikke pt kan gennemskue hvorfor de netop knytter sig til det feminine. Jeg vil prøve at finde det sted hvor Woodman skriver/taler om dem.

Men det er måske en mere feminin måde at forholde sig til eksistensen på – både for kvinder og mænd.

Inspirationen til og citaterne i dette blogindlæg kommer fra James Wells’ Circle Ways. Tak til James for inspirationen!

Du er selv dit liv

Mit yndlingsdigt er dette af Fernando Pessoa fra De Flygtige Roser af Ricardo Reis (et af Pessoas adskillige aliaser):

“Du skal ikke, Lídia, i rummet opføre
Noget fremtidigt, eller love dig selv
Et i morgen. Tag for dig af i dag, vent ikke.
Du er selv dit liv.
Træf ikke beslutninger, der er ingen fremtid.
Hvem ved om ikke skæbnen mellem bægeret du tømmer
Og det du fylder op igen, har åbnet
Afgrunden for dig?”

Især sætningen Du er selv dit liv, gjorde stort indtryk (og gør det stadig) den første gang, jeg læste digtet.  Nogle gange kan en enkelt sætning få det til at løbe én koldt ned ad ryggen – den erfaring har alle læsere – og det gjorde den sætning ved mig.

Sandheden i den er så klar og så enkel. Du – i kød og blod – og den ånd eller bevidsthed – du er i dette nu – er dig. Hverken mere eller mindre. Men det er også meget, når man grunder nærmere over det. Alt det som vi ellers definerer os med (penge, job, interesser, ejendele etc) betyder intet i sammenligning med det liv vi er Her & Nu. Og dét er svimlende alt.

Det er ikke muligt at gribe fat i et i morgen eller i går, for det eksisterer ikke. Tiden, livet, nydelsen er flygtig. Kun nuet, hvor vi oplever nydelse og kærlighed, samt bevidstheden om dette nu,  gælder – om det handler hele digtsamlingen.

Men denne ene sætning opsummerer idéen perfekt.

Du er selv dit liv.

Husk det.

Kan den historie ikke fortælles?

Sidste søndags afsnit af Borgen har naget mig de sidste par dage. Vi har den kvindelige minister – spillet af Stine Stengade  – med magt, dygtighed og erotisk udstråling. Hun bringer et lovforslag på bordet, som skal skabe ligestilling i alle bestyrelser. Naturligvis er det ikke populært, og det er så det afsnittet handler om. Lovforslaget bliver vedtaget – i sidste ende –  men ministeren må gå af.

En smædekampagne er blevet sat igang om, at hun har bollet sig til tops. Det er ikke det, der fælder hende. Det der fælder hende er, at hun  har snydt med sine eksamensbeviser i bedste Anna Castberg stil.

Det er historiens gang, hun bliver bedt om at trække sig tilbage med henvisning til smædekampagnens betydning for hende og hendes familie. Sagen er, at Statsministeren ikke kan have en minister, der har løjet om sine kompetencer og kvalifikationer. Det er forståeligt nok.

Det der irriterer mig er, at det rent narrativt – på metaplanet – ikke er muligt at fortælle historien på en anden måde. At skabe en anden – “happy ending” – hvor hun godt kan være smuk , magtfuld og dygtig på samme tid. Hvor hun har kvalifikationerne og kompetencerne, samtidig med at hun er smuk, attråværdig OG magtfuld.

Virkeligheden viser jo, at det er sådan – at det kan lade sig gøre; at kvinder kan det hele. Men den historie kan måske ikke fortælles?  Borgen sidder fast i en sump, hvor disse ting stadig er uforenelige. Det er en kliché.

Jeg er bekymret for,  hvad det alligevel fortæller om virkeligheden – eller vores opfattelse af den?

Magt

“If you love somebody set them free.”

Tager Du ansvar for hvordan du har det? Hvordan du lever dit liv? Hvad der betyder noget? Hvem der har magten i dit liv?

Jeg kom til at tænke på det i forlængelse af indlægget om de Fire Bægre og det med, hvilket perspektiv, man har på tingene.

Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Hvis du mener at glasset er halvt fyldt, vil jeg tro, at du har en grundlæggende optimistisk tilgang til livets foreteelser og selv tager ansvaret for, hvordan du har det. Hvis du derimod mener at glasset er halvt tomt, vil jeg tro, at du har en tendens til at lægge ansvaret – og skylden og ikke mindst din energi over i andre eller ydre omstændigheder (chefen, konen/manden, jobbet etc).

Det med energien er meget væsentligt, fordi det er en energidræner at lade andre bære ansvaret for, hvordan du har det. For hvordan skal du selv kunne handle, hvis det hele kommer an på de Andre? Så har du jo malet dig op i et hjørne.

Og så er det at vi får en tendens til at kontrollere disse ydre omstændigheder. Men sagen er bare; Guess what – det kan vi ikke!

Vi kan kun kontrollere hvad vi selv tænker og hvad vi gør; Ikke hvad andre tænker og gør.

Sandheden er, at vi alle sammen gør det mere eller mindre hele tiden – fordi det er nemmere. Ligesom at sige; jeg “kom til at”.  Det hedder “jeg gjorde”, “jeg vil”, “jeg kan”.

Det er en svær vane at aflægge sig. Men det kan skam lade sig gøre. Det er et spørgsmål om Magt . Og her er en glimrende beskrivelse, af hvad det er for en magt det giver at tage ansvaret og magten over, hvordan, du har det, for din energi, for dit liv, din glæde:

“The kind of power I am talking about is entirely different. In fact it makes you less manipulative of those around you , and certainly more loving. I am talking about power within the self. This means power over your perceptions of the world, power over how to react to situations in your life, power to do what is necessary for your own self-growth, power to create joy and satisfaction in your life, power to act and power to love.” Susan Jeffers

På et tidspunkt var der en indre stemme, der hviskede til mig; “Hvis du vil være fri, må du give slip på de andre”. Det er sandt. Det er naturligvis ikke relationerne til andre, men tanken om hvad de tænker og gør, tanken om hvilken betydning det har for mig og hvordan jeg kunne have indflydelse på det. Kontrol, ufrihed, magtesløshed. Faktisk er der en enorm kvalitativ forskel på kontrol og magt, når vi bruger begreberne på denne måde.

Det skete for flere år siden, men det er først nu, at jeg forstår det og forsøger at leve efter det.

Først nu forstår hvilken enorm glæde og kærlighed, der ligger i at give slip.

Kedsomhed

Billedet
En ung person sidder under et træ og kigger på tre bægre, som står foran ham. Fra himlen rækkes et fjerde bæger frem af en hånd – som en parallel til Bægrenes Es.

Element/nummer
Vandet står for det ubevidste, for intuition, for introspektion, kærlighed og medfølelse. Men i sammenhæng med Firerne – som står for konsolidering, struktur, stabilitet, fiksering, fundament  – kan noget tyde på, at vandets strømmende energi står stille. Fuldstændig stille. Der sker ingenting. Her er der tale om kedsomhed og stilstand.

Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt?
Det er altsammen et spørgsmål om indstilling. Dette unge menneske opfatter tilsyneladende glasset som værende halvt tomt. Men han ser slet ikke det bæger, der rækkes frem imod ham og som lover nye muligheder, oplevelser, nye perspektiver.

Fordi Vand har at gøre med det indre liv, intuition, introspektion, har dette kort også at gøre med den måde, vi opfatter os selv. med det vi oplever, når vi bliver bevidste om vores eget indre liv. Om det vi ser og oplever, når vi ser på os selv. Bevidsthed kan ændre hele historien og gøre det hele mere spændende, end vi turde have anet.

Og dette kort handler meget om den måde man selv opfatter tilværelsen på, og om man ser de muligheder, der ligger i en given situation. Med andre ord, er det vores eget ansvar at se de muligheder, tilværelsen giver, på både de indre og de ydre linjer. At være opmærksomme og vågne.

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Fire Bægre betyde spleen, apati, passivitet, kedsomhed, pessimisme, følelsmæssig trækken sig, – men også at (turde) åbne øjnene og nye muligheder i fastlåste situationer, ændring af perspektiv.

Kurtisanen

Kurtisanen – eller hetæren – bliver ofte misforstået og opfattet som slet og ret en prostitueret. Jeg vil prøve at nuancere billedet lidt og se på, hvad kurtisanen eller hetæren som (arke)type kan sige os i dag.

Den oprindelige betydning af ordet kurtisane er simpelthen en kvinde, der lever ved hoffet, en hofdame (Courtisan ~ court, to court). Det er også herfra vi har verbet at kurtisere.

(Måske er der her en forbindelse helt tilbage til 1200 tallets høviske kærlighed (eng. “courtly love”), hvor en mand ridderligt beundrede og elskede en kvinde i en blanding af erotisk og spirituel passion – men ikke nødvendigvis udlevet i fysisk seksuel nydelse, selvom jeg har svært ved at tro at dét ikke også fandt sted).

Mange kendte kurtisaner var hofkvinder, der var knyttet til en magtfuld mand, samtidig med at de også kunne være udøvende kunstnere eller digtere.  Ofte var disse kvinder selv magtfulde. Ved middelalderens og renæssancens hoffer levede fyrsten og hans hustru ikke nødvendigvis sammen, istedet havde han en kvindelig partner, ofte en fri, veluddannet kvinde, der tilbød ham selskab i bytte for økonomisk understøttelse. Herfra blev betydningen af kurtisane gradvist degraderet til at være en holdt kvinde og i sidste ende en prostitueret. Men i udgangspunktet var kurtisanen mandens partner, hans companion, og i forholdet udveksledes erotik,  inspiration og viden.

I det gamle grækenland var hetæren en blanding mellem en udøvende kunstner og en prostitueret, i nogle tilfælde tempelprostitueret. De kunne som de eneste kvinder deltage i symposier, hvor deres stemme blev hørt på lige fod med de mandlige deltageres. De betalte skat af de penge de tjente på deres kunstneriske og erotiske ydelser.


Toni Wolff ser i en jungiansk kontekst hetæren som en af fire kvindelige arketyper. Man kan så diskutere om der “kun” er fire kvindelige arketyper.

Jeg finder kurtisanen interessant som type,  fordi den giver mulighed for udlevelse af netop den kvindelige eros eller erotiske energi, hvilket de andre rollemodeller og arketyper ikke umiddelbart rummer plads til. Vi har at gøre med en voksen, fri, veluddannet, dygtig,  aktiv kvinde, og altså netop en type, hvorigennem både kvindelig eros og kvindelig logos kan udtrykkes.

Kurtisanens eros og kreative kraft er hendes egen og ikke bundet til nogen bestemt anden opgave. Hun vælger i nogle tilfælde at bruge den for at opnå økonomisk sikkerhed. Både i form af seksuelle ydelser, men også som samtalepartner og udøvende kunstner.

Eros og kreativitet er så at sige hovedopgaven. Den kvindelige eros er lige præcis den energi som kurtisanen som arketype udtrykker, og derfor er hun spændende.

Hvis vi forfalder til at opfatte og misforstå eros som noget seksuelt, misser vi naturligvis pointen og den kraft der ligger i denne arketype.

Kvindelig eros

For nylig læste jeg et par af Emilia van Hauens indlæg om kvinders “erotiske kapital”,  som hun kalder det. Jeg er stort set enig med hende. Det var tankevækkende at læse kommentarerne til den ene, “Får jeg sex i de her sko” på Information, hvor mange – især mænd – kom med nogle ret kritiske kommentarer.

Problemet er, at van Hauens budskab – som handler om at kvinder skal være bedre til at bruge deres erotiske udstråling for at brænde igennem med deres budskab, være livsglade og kreative – alt for let kan fordrejes.

Til at det handler om at bolle sig til tops, at bruge sex til at få magt – og at det er løsningen at købe nye sko.  Okay. det med skoene ligger desværre lige til højrebenet, fordi hun selv nævner det. Det er nok ikke så enkelt. Der skal mere til. Men det handler  om ikke at sætte sit lys under en skæppe ved at gå i direkte kedeligt tøj. Det hjælper hverken på ens vebefindende eller den måde andre opfatter éns budskab på. Lidt glamour skader ingen.

Ifølge Madonna skulle et par disse være lige så gode som sex ...

I det hele taget – og det synes jeg er kernen i Emilia van Hauens budskab – at den kvindelige eros – synes endelig (!) at få rum. Og her mener jeg kvindelig erotisk udstråling, karisma, livsglæde etc. uden at det bliver til reduceret til sex, magtliderlighed eller noget direkte angstfremkaldende.

Den er nu ikke helt home free endnu, desværre (hvilket også kommentarerne på information vidner om).

Men måske er feltet alligevel ved at åbne sig for denne facet af kvindeligheden. Ellers har mulighederne været – og er stadig – deprimerende få og karikerede, som fx Luder, Madonna, Mor, BusinessWoman,  Flower Power Flipper – for nu bare at nævne dem jeg lige kan komme i tanke om.

Ingen af dem appellerer særlig til mig. Måske fordi de har en skæv balance i forholdet mellem eros og logos eller fordi de handler mere om hvordan man (traditionelt) har set kvinder.

Der er en kvindetype, der synes at mangle i dette felt. En type, der har meget at gøre med den både kvindelige eros og den kvindelige logos. Og denne kvindetype handler det næste indlæg om. Jeg tænker naturligvis på kurtisanen.

NB: hvis nogen har et problem med at jeg har lånt disse sko – eller billedet af dem – så sig til, så finder jeg et par andre …

Et digt til Apollon

Dette digt er inspireret af den lysende azurblå efterårshimmel og den skarpe, fjerne eftermiddagssol. Og af den stærke navnløse længsel, vi  alle tiltider rammes af, når vi tør mærke efter.

Apollon

Kunne jeg blot
svimlende
kaste mig i himmeldybet

Kunne jeg blot springe ud
i de store himle
der i blå vildskab
strækker sig milevidt

Syngende

Kunne jeg blot
suges ind af al sol
slynges ud i det lysende univers
af stjerne på stjerne

Synke

Synke dybt ned, dybt ned
i himmelrummet under mig

For er det da ikke et svimlende dyb
der åbner sig
idet jeg stirrer op i lyset

Kunne jeg blot
strømme frit og flyve
med fuglene
der skærer hvidt i øjnene
og skinner i solen

Kunne jeg blot lade drømme og fugle
flyve igennem mig

Opløses i guldet
der flyder mellem himmel og jord

Forsvinde, for altid forsvinde
i gudens brændende blå blik?

Copyright Kristine Gazel 2010

Kaffe, spiraler og helhed

Jeg hælder mælk i min kaffe og ser at den danner en hvid spiral i den brune kaffe.

Jeg tænker på livet som en spiral. Vi møder de samme temaer og konflikter igen og igen på forskellige måder og på forskellige planer.  Men de er dybest set de samme grundtemaer, der går igen. Nogle gange føles det som om spiralen fører os i svimlende højder, ind i himmelen,  og andre gange ned i dybe, mørke steder. Hjertets lønkamre.

Hjertet bliver knust på forskellige måder, men hjertet bliver også stærkere. Det knuste hjerte ser temaerne, ser meningen, forstår mere og bliver mere viist. Det er ihvertfald mit håb – for lige nu føler jeg mig ikke særlig viis, må jeg ærligt indrømme.

Men jeg tænker at hvis vi ærer Eros. Hvis vi tænder en ild i egne og andres hjerter så vil hjertets eksistentielle knusthed betyde, at den ild lyser op for os selv og andre. Fordi den så kan ses, hvis vi ikke er bange for at vise den.

Måske kan vi kun være hele ved at turde blive og forblive knuste?