Jeg har netop læst Den stille pige færdig.
Den har inspireret mig til at lytte mere. Ikke blot til Bach, men også til andet musik. Og ikke blot til musik, men også til lyde som de nu er. Og ikke blot til lydene, men også til stilheden. Den stilhed som Kasper Krone søger, bag alle lydene.
Og her til aften sad jeg så og lyttede til Coltrane and A love supreme – som jeg ikke har hørt længe. Og så kom jeg til at tænke på at musik – for mig er den ultimative gave. Fordi jeg kun kan modtage den. Jeg er ude af stand til selv at frembringe musik, og jeg er ude af stand til at forholde mig til den eller forstå den på et intellektuelt plan (selvom jeg indirekte gør det nu) for jeg har intet sprog for musik. Jeg kan kun lytte til, taknemmeligt, hvad mennesker som Coltrane eller Mozart eller Bach har frembragt. Jeg kan lytte til deres inspiration. Ydmygt. I begrebets bedste forstand.
Og det er faktisk en enorm lettelse. En form for frirum. Her er der noget – et domæne – som jeg ikke kan gennemtrænge eller gøre noget i. Med ord er det anderledes. Med ord eller litteratur eller begreber ligger der altid en forstyrrende idé om at jeg selv kan eller burde kunne frembringe noget. En forstyrrende ambition. Muligheden er der, og dermed også muligheden for selvovervurdering og skuffelse. Mit ego kommer i vejen for oplevelsen på den mest irriterende vis.
Men med musikken behøver jeg bare at lytte og at være og at modtage.
Tidligere på dagen læste jeg om Jes Bertelsen at en af hans mange inspirationskilder er Bach. Og komponistens fugaer bliver nævnt flere gange i Den stille pige af Høeg. Da jeg lå og nød søndagsstilheden tidligere på dagen, tænkte jeg at det kunne være et tegn om, at jeg måske selv skulle lade mig inspirere af Bach – altså lytte til ham. Det er ikke i sig selv særlig sigende, da Høeg bor på Vækstcenteret og i en eller grad er, må være, inspireret af Bertelsen (og naturligvis også Bach). Så jeg bad om et tredje tegn. Og vupti …
Min datter modtog i går en halskæde – med en lille hvid kat og et rødt hjerte – af sin kusine i fødselsdagsgave. Den smykkeæske, som den lå i, bærer navnet – Bach. Det havde jeg slet ikke lagt mærke til. Før nu.
Jeg købte Den stille pige af Peter Høeg i maj 2006. Det er så tre år siden. Uvist af hvilken grund er jeg først kommet igang med den nu – Dels som en overspringshandling i forhold til Thomas Manns Trolddomsbjerget, som jeg lige skulle tage tilløb til. Igen. Tilløbet blev så Den stille pige. Hvilket ikke er helt retfærdigt, da det er en dejlig roman, som desværre ikke fik så gode anmeldelser, da den udkom. Den handler om at være lydhør, men åbenbart var anmelderne ikke lydhøre overfor dens budskab og spiritualitet.
Den stille pige.
Det er muligvis mistænkeligt at blande skønlitteratur og spiritualitet. Jeg skal ikke kunne sige det, for jeg har ingen intentioner om læse anmeldelserne og kender derfor ikke deres argumenter. Men jeg har intentioner om at læse Den stille pige færdig. Og nyde den. Og vente med spænding på den nye roman, som Høeg vist er igang med.
I lørdags så jeg et program på DR2 om Nazitysklands brug – eller misbrug – af mytologi og religiøse symboler for at skabe en ny religion med det ariske menneskes påståede overlegenhed som omdrejningspunkt. Vi ved alle hvad det førte til …
Men. Jeg var både fascineret af og oprørt over den måde, hvorpå man uden blusel bragte elementer fra alle verdenshjørners religioner og trossystemer i spil. Og hvordan dette mismask udartede til en sygelig, paranoid og giftig cocktail af usofistikeret overtro.
Nogle af ingredienserne i coctailen var: Atlantismyten, okkultisme, astrologi, hinduisme, gralsmyten, den nordiske mytologi, runer, soldyrkelse etc. Taget hver for sig finder jeg – som mange andre mennesker – disse fænomener utrolig spændende . Fx er jeg interesseret i det okkulte som en tradition, som løber som en parallel understrøm til kristendommen i de sidste 2000 års vestlige historie. Men der ligger en åbenbar fare, når det hele bliver blandet sammen i en stor pellemelle – og de enkelte elementer forstås helt bogstaveligt – istedet for på et metaforisk, symbolsk plan – som fx gralsmyten. Man kan blive forblændet og forhekset og besat af dem – som fx af jagten på den hellige gral. Gralen findes i vores eget indre …
Men den mest graverende måde noget symbol nogensinde er blevet misbrugt på er svastika, som “has been around for 5,000 years as a symbol of peace”, ifølge Wikipedia, hvorfra jeg har lånt billedet af det hiduistiske svastika, som i det 20. århundrende blev foreslået som det indiske Røde Kors, men afvist ifølge dansk Wikipedia.
Det bedes bemærket at det har været brugt i stort set alle kulturer siden den neolitiske periode, og betyder sådan noget som lykke, harmoni og velvære. I den vestlige verden er det forståeligt nok blevet stigmatiseret siden nazisternes misbrug af symbolet. Men det er tankevækkende at 25 års (1920-1945) misbrug af et globalt anvendt symbol kan have så dyb og vidtrækkende en betydning for vores forståelse af det, når man netop ser det på baggrund af 5000+ års historie. Men det kan det, når man ser på de uhyrlige handlinger der blev begået i den periode og som det derved også kommer til at symbolisere.
Det er skræmmende – og det er derfor vi skal passe på vores symboler – og ikke lade Selvinflaterede demagoger tage dem i deres magt.
Så er det nu. Tilbage på dydens smalle sti. Nu skal der ske noget for at nå mit mål om at veje 70 kg. Hjælp!
Det kan faktisk være temmelig skræmmende at sætte sig for at nå et bestemt mål. Muligheden for fiasko ligger altid og lurer bagved ønsket om at målet, eller det som en skribent på Aeclectic kalder DIFU – the Deep Inside Fuck Up. Det er den djævelske stemme i bevidstheden, der hvisker at du aldrig når det du sætter dig for, at du aldrig bliver slank, klogere, løber et marathon, rejser kloden rundt – eller hvad det nu er du har som mål. At du bare ikke kan, fordi du er for dum. Det kaldes vist også den indre kritiker, og sikkert mange andre ting.
Jeg tror desværre at der er mange af os, der lider under DIFU.
Stemmen efterlader et spor af goldhed, uproduktivitet og angst i sit kølvand. Kunsten må være at lade være med at lytte til den. Og istedet begynde at arbejde positivt, bevidst og stædigt for at nå det man sætter sig for. Kunsten i den forbindelse er at fokusere på få ting på en gang. Max tre ting ad gangen. Fokus er nøgleordet.
Nu bryder jeg mig ikke om begrebet guru. Jeg har ikke nogen guruer – det skulle da lige være Lars Muhl. Nej. Spøg tilside – jeg bryder mig ikke om begrebet guru. (Jeg tror vi har visdom i vores indre, og ved at lytte til den visdom ved, hvad der er det rigtige at gøre. Problemet er så når DIFU-djævelen tager over og taler højere end din indre stemme, som du måske slet ikke er vant til at lytte til. ) Men guru eller ej – jeg må sige at Leo Babauta er en stor inspiration i forhold det med at arbejde med sine mål, uden angst. Hans bog The Power of Less er den bedste bog, jeg nogen siden har læst om at arbejde med sine mål, og han anbefaler netop at man fokuserer på så få ting som muligt ad gangen.
Jeg har valgt at se på mine mål som projekter, og har derfor valgt tre projekter, som jeg vil arbejde med i de næste 2-4 måneder:
1. At tabe mig til 70 kg.
2. At læse 1 time hver aften (de aftener, hvor jeg er hjemme og ikke har gæster – i alt giver det ca. 5 timer om ugen) på et af mine yndlingsemner – lige nu alkymi i et jungiansk perspektiv. Jeg har valgt 5-10 centrale bøger om emnet.
3. At rydde op i skuffer, kommoder og på mit skrivebord (skrivebordet er nu helt space clearet – det gør det meget nemmere at fokusere på det forhåndenværende).
Jeg startede med at lave en bruttoliste på ca. 20 ting, jeg gerne vil (se indlægget om Flow) og valgte så disse tre ting til min nettoliste. Pointen er så at man ikke flytter noget op på listen før man er færdig med alle tre projekter! For ellers bliver man ikke færdig. Det er den ene “regel”. Den anden “regel” er at et af disse tre projekter har at gøre med ens Overordnede Mål (the One Goal System), sådan at man hele tiden arbejder sig i retning mod det. (Du kan så gætte på hvilken af disse tre ting, der understøtter Mit Overordnede Mål (My One Goal)).
Men altså: den lille, store bog The Power of Less er hermed til anbefaling. Den rummer mange guldkorn.
Og tak til Per Munch fra Moderne Liv for inspirationen.
Af en eller anden grund ringer vækkeuret klokken 6.30 og Tristan er vågen med det samme. Dah dah siger han muntert fra sin seng. Det må da være en fejl. Det lykkedes at holde ham hen til klokken 7 og så står vi alle sammen op. For jeg kan høre at Elisabeth nu er vågen. Så det bliver en tidlig påskemorgen, som så mange andre i en børnefamilie. Vi drikker kaffe og børnene får deres påskeæg/lego.
Jeg ligger i min halvsovende tilstand mellem klokken 6.30 og 7 og filosoferer over, hvad det er for en dag. Jesu genopstandelse fra døden. Kristendommens centrale dogme. Som jeg ikke tror på. Jeg kan ikke tro på kødets opstandelse. Jeg tror at “kødet” eller den fysiske krop, materien, indgår i det store kredsløb af liv, død, nyt liv etc. Jeg tror ikke på kødets opstandelse, det evige liv, dommedag – eller syndsbegrebet. Især det med arvesynd, finder jeg noget problematisk. For at sige det mildt.
Med andre ord er jeg ikke kristen. Hvis der er noget der genopstår er det sjælen – eller måske blot en gnist af sjælen, der går videre i en ny form. Den split af min sjæl, der er evig genopstår i nye former, nye liv, ny bevidstheder, for om en evighed at genforenes med “Det guddommelige”. Det uudsigelige, ubegribelige.
Jeg tror såmænd ikke, at det er “mig” eller “mit” ego, der nødvendigvis går videre. Jeg er ikke sikker på det med reinkarnation – i det mindste er det ikke mig, der reinkarneres eller genopstår – men sjæl eller bevidsthed i en ny form, opbygget af andre atomer og bestående af andre energier.
Så jeg ser mig som en slags ny-gnostiker. Eller rettere; når man taler om disse ting nuomstunder skal prefikset “ny” klistres på alt muligt. Ny-spriritualitet, ny-mysticisme, etc. På den måde vil jeg give Lars Muhl ret; i virkeligheden er der tale om ældgammel spirituel viden eller visdom, der ligger forud for kristendommen og andre religioner. Så lad os bare kalde det Gnosis eller Gnosticisme.
Selvom jeg ikke er kristen, så kan jeg godt lide ideen om (gen)opstandelse i en videre kontekst. Den cykliske idé om liv, død, nyt liv. Fornyelse. Noget af det smukkeste ved påsken er efter min mening ægget som symbol på liv, frugtbarhed, fornyelse, skabelse.
The Orphic Egg
The ancient symbol of the Orphic Mysteries was the serpent-entwined egg, which signified Cosmos as encircled by the fiery Creative Spirit. The egg also represents the soul of the philosopher; the serpent, the Mysteries. At the time of initiation the shell is broke. and man emerges from the embryonic state of physical existence wherein he had remained through the fetal period of philosophic regeneration.” (Manly P. Hall)
“During the alchemical process, the subject, Hermetically sealed in the Egg, would go through a symbolic death and rebirth. When the Egg was cracked, a new mystical substance emerged which was an elixir that prolonged life and acted as a catalyst capable of improving any substance that it came in contact with. This substance, called the Philosopher’s Stone, could change lead into gold and change an ordinary person into an enlightened master. One of the symbols for this perfection was the ideal flower — the rose.” Robert M. Place
Rosen
Og så er det egentlig sjovt at Jesus og Selvet eller Helheden ofte er symboliseret ved netop en rose. Ligesom kærlighed er det. Så for lige at vende tilbage til kristendommen og det kristne budskab: Der er naturligvis mange perler af sandhed og visdom i kristendommen, som der er i andre religioner og spirituelle traditioner. For mig er hjertet i kristendommen budskabet fra Jesus i Bjergprædiken:
Jeg startede ud allerede i dag med forenkle tingene en smule ved at smide noget af mit tøj til genbrug. Et enkelt fejlkøb eller to (Jeg gør det faktisk sjældent – fejlkøb). Det som jeg ikke mere kan lide. Det jeg ved jeg ikke kommer til at gå med, fordi det lige som ikke er mig mere – uanset hvor meget jeg taber mig.
I parentes bemærket: Nu mangler jeg “kun” 15,6 kilo. Det er selvfølgelig stadig meget – men det er mindre end de 23 kilo, jeg startede ud med at skulle tabe i januar. Så hurra for det. Jeg har vel grund til at være lidt stolt af mig selv.
Nogle af de gamle kjoler røg ud. Den blå, den naturfarvede, den brune. Jeg er egentlig mere til bukser og nogle gange nederdele. Men de kjoler røg ud, selvom jeg ved gud har gemt dem længe, fordi de i virkeligheden symboliserer det der var en gang, og den (20-årige) pige jeg aldrig vil blive igen. Selvom jeg måske har troet det. Men. Det er mere nostalgi end noget reelt. Det indså jeg lige pludselig. Jeg tror ikke at jeg ville gå med dem under nogen omstændigheder.
Hvilken befrielse at sige farvel til sin nostalgi.
Jeg føler at mit liv mangler Flow og at jeg gør alting halvt – fordi jeg forsøger at gøre flere ting på en gang, fokusere på flere ting på en gang, ja sågar tænke på flere ting på en gang. Det er et stykke tid siden, at jeg har været “in the Zone” – måske er det en del af det med at arbejde og have små børn, og samtidig gerne ville tid til bare et par få egne interesser, samt ikke mindst overskud til parforholdet.
Derudover har jeg en tendens til konstant at blive forkølet. Som om der er noget galt med mit energiflow. Og det vil jeg rigtigt gerne gøre noget seriøst – fx noget yoga – og jeg vil også gerne tabe mig og leve sundere, og læse flere bøger, tarotkort, og huske flere drømme …
You get the picture?
Jeg tror at ideen om multitasking er vildt overdrevet. Det forekommer mig at den ene tanke, handling, ambition bare vælter ind over den næste, uden at jeg virkelig når noget når det kommer til stykket.
For nogle dage siden opdagede jeg så bloggen Zen Habits og bogen The Power of Less af Leo Babauta. Jeg kan virkelig godt lide ideen om The Power of Less – eller Less is More, som jeg har været inde på før.
Så lige nu handler det igen om at selektere, prioritere, vælge det essentielle.
Så på denne søndag i marts fik Elisabeth, Tristan og jeg besøgt biblioteket, Vesterbro Bibliotek, vel at mærke.
Jeg har ellers altid brugt Frederiksberg Bibliotek – som den snob, jeg er – og det har været dejligt og nemt uden børn – men nu, nej.
Og da Elisabeth med glædesstrålende øjne begyndt at fortælle om at hun havde været med børnehaven på biblioteket og da vi så ovenikøbet læste en bog om Lotte, der med sin børnehave kommer på biblioteket, og Elisabeth igen udviste genkendelsens glæde ved tanken om at gå på biblioteket, så kan man som bibliotekarmor jo ikke gøre andet end at glæde sig over sit barns glæde og interesse for biblioteket og bøgernes verden.
Så derfor var vi på biblioteket, og Elisabeth blev oprettet som låner og fik sit eget eget smarte lånerkort, og jeg blev nyoprettet som låner, og Elisabeth hyggede sig med at lege (bøgerne var hun ikke så interesseret i, da det kom til stykket, men jeg lånte da seks bøger til hende) og lave “mad” til sin lillebror, og jeg kunne ovenikøbet lade hende være alene på børnebiblioteket i ti minutter, mens jeg gik ind i voksenafdelingen sammen med Tristan og bestilte nogle Murakami romaner.
Det er skønt at mit barn eksplicit udtrykker det ønske om at komme på biblioteket og det er noget vi må styrke og støtte, så hun bliver ved med at have har den interesse. Selv har jeg altid elsket biblioteker, først Hillerød Bibliotek, senere Frederiksberg og nu vil jeg så glæde mig over hvor tæt på vores lille bibliotek er, og hvor stor en samling det giver adgang til – jeg bemærkede at der var mange lækre engelsksprogede bøger også.
Tristan og jeg er gået på afvænning – ammeafvænning.
Vi er inde i en ond cirkel: Han er syg og jeg har været hjemme med ham i nogle dage i sidste uge, derfor har han fået mere modermælk end vanligt, og derfor spiser han meget mindre almindeligt mad end vanligt, og derfor er han mere sulten. Derudover er vi begyndt at arbejde på at få ham til at sove klokken syv om aftenen. Hvilket kører betydeligt bedre for Mark end for mig, der åbenbart mere ligner et mejeri end end autoritetsfigur – i hans øjne.
Og det er iøvrigt svært at få ham til at sove, når han dybest set er sulten. Men fordi han er syg , spiser han mest havregrød/-gryn. Når han ikke lige kan få mor. Ergo består hans kost nu af modermælk og havregryn – ikke af kød, grønt og kartofler. Ond cirkel.
Derfor bliver han nødt til at blive afvænnet fra det modermælk. Han er ikke helt parat til det – pykologisk set – men fysisk set, jo. Han bider mig iøvrigt også og niver og så videre. Så jeg er parat. Det hænger mig langt ud af halsen.
Så fra i dag er det en stille neddroslen. Og fra søndag den 22. marts er det totalt slut. Ammestop.
