kærlighed Arkiv ~ Side 2 af 5 ~ Prima Materia

Den Grønne Løve

På min væg hænger en tegning som en kvinde ved navn Rosa Raptor malede til mig for snart 3 år siden. Den betyder meget for mig.

Det forestiller en grøn løve, i en cirkel. Cirklen er en mandala, og et symbol på helhed. Løven har til opgave at bevogte cirklens grænser. Om den har gjort det særlig godt de sidste år kan jeg spørge mig selv om. Og det gør jeg ofte. For løven er jo en del af mig.

Jeg har forsøgt og forsøger til stadighed at gøre mig til venner med denne her grønne løve. Leo Viridis. Men istedet for at passe på min cirkel har den det med at løbe om hjørner med mig.

I alkymien, nærmere defineret i det alkymistiske værk Rosarium Philosophorum, optræder der en grøn løve som spiser solen. Løven symboliserer i den forstand egoets trang til at ville have det hele.

Vi kender alle dette her med at ville have det hele: I want it all, and I want it now!

Der er en god del Delusion of Grandeur i denne indstilling, og det er det som den grønne løve, der spiser solen betyder. Den her barnagtige trang til at ville være berømt, rig, dygtig, smuk, sexet, feteret, at have en fantastisk kæreste, et smukt hus, en lækker bil, diamanter – etc.

At ville bemægtige sig hele verden og æde den. Selveste solen. Løven står for vort begær, vores libido, vores sult. Og det er ikke nogen hemmelighed at den sult kan føre os lige lukt i Helvede, hvis ikke vi passer på. På den måde er det ønsket om at få hullet lukket. Vores længsel efter helhed, der maskerer sig som sult og afhængighed af sex, stoffer, alkohol, penge etc.

Begrebet helhed er centralt her, for ifølge Marie-Louise Von Franz er der ikke noget galt med selve ønsket om at ville have det hele, at være hel, fordi det i virkeligheden er et udtryk for at procijere Selvet ud på verden. Ønsket, begæret er legitimt – det er måden vi gør det på, som er problemet, og som faktisk kan lede til afhængighed. Ønsket er i sig selv dybt spirituelt fordi det er en længsel efter harmoni og conjunctio – foreningen af modsætninger til en ny helhed.

Et andet aspekt ved den alkymistiske løve er raseri, vrede, vold. Og et symbolsk billede i alkymien (og moderne menneskers drømme) er at løvens poter bliver skåret af for at afvæbne den, så at sige. Det kan ses som en indikation af at vores begær og vrede frustreres.

Ideen med at lade løven bevogte grænserne istedet for at lade den løbe lystent rundt udenfor grænserne kom fra min psykolog i sin tid, og da jeg fortalte Rosa om den grønne Løve, som jeg skulle lære at blive venner med, at styre fremfor at blive styret af, inspirerede det hende til at tegne billedet til mig.

Det er sgu ikke lykkedes mig specielt godt at blive venner med den.
Men jeg taler med den næsten hver dag, og forsøger at komme overens med den, min ven Leo Viridis.

Det er muligt gennem kærlighed.

Robert Place har bidraget med en for mig vigtig forståelse af, hvordan jeg/vi tæmmer vores løve. I hans smukke tarot The Alchemical Tarot (netop udkommet i en ny smuk udgave) fremstiller han Styrken som en jomfru, der rider på løven, og højt holder symbolet på Conjunctio. Det flammende hjerte, der forener det maskuline og det feminine i form af Solen og Månen. Jomfruen symboliserer her kærlighed og Selvet. Og det netop igennem kærligheden at løven kan tæmmes gennem kærlighedens styrke.

Meget smukt skriver Robert Place at

“Strengths power is love. She loves the lion, the lions loves her back, and he does her biding. Power comes when we loves overselves, control our cravings, and take on hardships for the sake of others”

The image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, is used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Vand mod en klippe

“Tænk, det tog mig et halvt liv at fatte, at tiden rinder ud”

Nogle gange kan det undre mig, hvad meningen med at have nogen i mit liv, når jeg før eller siden vil miste det menneske?

Jeg har mistet mine forældre, jeg har mistet venner og jeg har mistet mit ægteskab.

Jeg har ikke mistet mig selv. Jeg har venner og familie, (herunder min eksmand), og jeg har mine børn.

Vi har alle mistet noget. Vi mister hele tiden. Tiden løber mens du læser dette.

Fornyligt skrev jeg et indlæg om at savne og jeg sluttede det af med et citat af Jack Kerouac, som jeg elsker meget højt:

“Accept loss forever”

Jeg elsker det citat, fordi det på en meget klar, skarp måde siger det uomtvistelige. Vi vil altid miste. Det er et uomgængeligt grundvilkår ved menneskelivet, at vi modtager, vi giver – og vi mister. Vi kan lige så godt acceptere det.

Vi mister dem, vi holder af. Enten fordi relationer opløses, på grund af sygdom, på grund af død. Før eller siden mister vi livet.

Alt er en bevægelse, som vand mod en klippe, og noget vand flyder blot hen over klippen, og efterlader ingen spor, mens andre bølger bliver ved og ved at slå ind mod klippen, ind mod stranden og med tiden vil klippen ændres.

Nogle gange vil selv et kort møde have en stor indvirkning i ens liv.

Det er aldrig på forhånd til at sige, hvad betydningen er, hvad meningen er. Nogle gange forstår man det end ikke bagefter.

Det er muligt at blive bitter. At lukke hjertet, fx hvis man er blevet skuffet i kærlighed. Men det hjælper ikke. Det hårde hjerte gør både dig selv og andre ondt.

Det hjælper at holde hjertet åbent – det er det knuste hjertes visdom i sin enkelthed – at holde hjertet åbent, på trods af tab og modgang, fordi et åbent hjerte vil være en kanal, og en hjælp for andre, som står i en sorgfuld situation.

Det er muligt at transcendere sorgen over at miste. Det betyder ikke at følelser som sorg, vrede, magtesløshed ikke skal føles – tværtimod – det skal skylle igennem sjælen, det skal have lov til at blive så længe det vil, det er naturlige følelser. Naturlige reaktioner på tab.

Du kan ikke komme udenom.

Men igen, for mig personligt er der en stor eksistentiel sandhed i, at vi ikke ved hvad der venter, at vi ikke kan beholde nogen, at vi ikke ejer nogen. Der er en stor dyb sandhed i at gribe fat i livet nu og her. Fordi det er det eneste, der er.

Du er en klippe.

Lad vandet skylle hen over dig. Og acceptér at du ikke kan holde fast i bølgerne. Samtidig med at du accepterer, at de vil forandre dig. Men at du ikke og aldrig kan vide, på hvilken måde.

Men vid en ting.

Du er selv dit liv.

Den kattens kærlighed

Lørdag morgen, efterår, jazz, nostalgi, melankoli.

Jeg føler tomhed for tiden.

Jeg er kommet til det punkt, hvor bægeret er blevet fyldt så meget op, at det er på tide at tømme det det. Helt.

Men også ordene har forladt mig, sammen med kærligheden eller illusionen om den, og det føles som et eksistentielt tomrum. Det er værre at miste ordene end kærligheden.

Og så kommer katten, dette mystiske væsen. Hopper op på mit skød, spinder og gnider sin kind mod min. Som om hun fornemmer min sindstilstand intuitivt og vil give mig kærlighed. Da jeg i sin tid fik veer var min gamle kat, den elskede Bella, der som en mis og kredsede om mig, indtil vi kom afsted til fødegangen.

Katten symboliserer det feminine, anima, i sin mest dyriske form. Katten er symbolsk set det kvindeliges og Gudindens dyr. De store østerlandske gudinder har leoparder og løver, den nordiske gudinde Freja har sine sorte katte. Og katten er blevet relateret til heksen, og dæmoniseret.

Inanna og løven

Katten kan dybdepsykologisk fungere som en psychopomp, der leder os hjem til os selv, til her og nu, til ildstedet, arnen.

“Who better than the cat to demonstrate merely by example, how to claim what we have in ourselves and use it as our own … We can learn to hunt in psyche’s darker landscapes for the hidden parts of ourselves and carry them out, unapologetically, into waking day”.*

Jeg elsker katte i alle former, og de har det med at elske mig. Og så kom jeg til at tænke på, hvordan kattens kærlighed ligner kærligheden selv.

Den er blød, mild, og smidig. Men den forvandler sig til midgårdsormen, hvis du forsøger at overvinde den. Du kan ikke holde på den, kontrollere den eller bestemme over den, så kradser den, og river dit øje eller dit hjerte ud.

Kærligheden er som katten. Sin egen.

Det er jeg også.

* Taschen: The Book of Symbols. 2010.

No trespassing

For en uge siden vågnede jeg op og følte bitterhed og fortrydelse. Fortvivlelse.

Den forløbne uge har ikke ligefrem været nem. Snarere er følelsen blevet forøget.

Men fortrydelsen er for bitter.

Jeg har tænkt på hvad det modsatte af fortrydelse er. Og jeg tænker at det er taknemmelighed.

Taknemmelighed over de fejl jeg har begået, den smerte, jeg har påført mig selv, (men ikke den smerte, jeg har opført andre). Og de lærestreger, jeg har fået.

Livet er ikke en lige vej. Og heller ikke tydeligt det ene eller det andet, lige så lidt som kærligheden. Nogle gange farer man vild, eller tager en omvej. Måske er det slet ikke en omvej.

Jeg ved hvor stor glæde jeg er i stand til at føle og dele, også. Jeg ved hvor stor glæden har været, og jeg kan se, hvor dyb forandringen har været, og jeg kan se at jeg faktisk midt i det hele er blevet mere hel. At jeg er blevet helet. At nogle sår er blevet lægt.

En væsentlig brik er faldet på plads. Den brik i puslespillet, som jeg hele tiden troede forestillede noget andet. Og derfor lagde tilbage i æsken. Indtil nogen pludselig kom forbi, vendte den lidt rundt, holdt den op mod lyset og næsten uforvarende lagde den på den rigtige plads, så motivet blev tydeligere.

Det er en meget stor gave at få.

Så jeg vil ikke fortryde min vej. At fortryde er at svigte den jeg er blevet, og dem jeg har mødt på vejen. Og det vil jeg ikke.

En anden modsætning til fortvivlelse og fortrydelse er tro. En tro på at det hele har en dybere mening, som jeg ikke kan forstå nu. Men den er der.

Jeg håber at meningen er at jeg bliver bedre i stand til at forstå. At min medfølelse med mine medmennesker bliver større.

På et tidspunkt blev jeg spurgt om jeg ikke gerne ville forstås, men jeg sagde nej, jeg ville accepteres. Er det overhovedet modsætninger? Vil vi ikke allesammen gerne forstås og accepteres, og dybest set elskes som dem vi er?

Jeg føler, at det nu er meningen at jeg skal lutres, at guldet skal igennem en proces, hvor det bliver renere, på indre alkymistisk vis.

Det vil tage et stykke tid.

Mens hjertet forbliver åbent, flydende, lysende – men samtidigt utilgængeligt i den periode. Som et eventyrligt sted, der på magisk vis ikke kan betrædes.

No trespassing. Please.

Hengivelse

Du kan kun hengive dig 100 %

Det har jeg lært nu.

På et tidspunkt fortalte min psykolog mig, at Kierkegaard citatet “Hjertets renhed er at ville eet” ikke betyder at ville een ting, men at ville noget Helt – helhjertet. At gå all in.

Uanset om det er et kærlighedsforhold, jobbet, ens Opus Major, et mål – eller simpel tilstedeværelse og nærvær med andre mennesker. Intet fortjener mindre end dit fulde nærvær, og hvis du ønsker at være i kærlighed er du nødt til at give det 100 % selv. Dét er hengivelse, og når du hengiver dig er det også muligt at gøre det i fuld bevidsthed. Det er nemlig også hengivelse.

At gøre det uden bevidsthed, blindt, er fortabelse, og deri er faren at du taber dig selv og det hele i dybet.

Hengivelse er en 100 % ting, og hvis det ikke er muligt kan du lige så godt lade være.

Jeg ønskede at det var muligt for mig, jeg ønskede brændende at kunne hengive mig, at lade mig falde. Men jeg kunne ikke på det tidspunkt. Det var for tidligt.

Istedet blev det en konstruktion, hvori der var både frihed og forbundethed. Troede jeg.

I virkeligheden var det ingen af delene. Jeg troede det kunne være begge dele, men det virkede ikke. Jeg troede naivt at jeg kunne beskytte mit hjerte, istedet udsatte jeg både den Anden og mig selv for at få hjertet knust.

Det var fint at være ærlig om, at jeg ikke var i stand til at hengive mig på det tidspunkt. Men det ville muligvis have været mere nobelt at have ladet være med at hengive mig – halvt.

Men det var – kan jeg sige uden at blinke – dét bedste jeg kunne give i denne periode af mit liv.

Det var smukt så længe det varede. Nu er det slut.

Chokolade eller hindbær?

Min kære veninde sendte mig dette billede.

Og tilføjede: “Og det er den der “I hope you like it” der laver al balladen”.

Så begyndte jeg at tænke på, hvordan det ville være at give uden at jeg er usikker på, om den anden kan lide det, jeg har at give. Måske betyder det ikke altid noget, og det er okay at den Anden ikke kan lide det, og nogle gange betyder det en hel del, fordi den person er vigtig for mig.

Hun skrev, at for hende er det når hun selv er usikker på det. Og deri ligger der jo også en pointe, og jeg forsøgte så at mærke efter, hvordan det ville være at give og altid selv være glad for det jeg giver.

Er der forskel på at være sikker på det man giver eller være glad for det?

Og så var det at det med hindbær eller chokolade kom ind i billedet. Jeg forestiller mig at jeg har bagt en kage med chokolade, sådan en fed, sød, fugtig og mørk chokoladekage, som er en af dem jeg er bedst til at lave, og jeg giver et stykke til min veninde, ud fra en glæde ved at give noget som jeg selv holder af. Men hvis nu hun foretrækker hindbærkage. Så kan jeg jo ikke være sikker på, om hun kan lide det.

Så der er en forskel på at være glad for at give noget og være sikker på det.

Men hun kan jo godt blive glad for det alligevel, fordi hun ved at jeg er glad for at give det. Og det ville det jo være dejligt, hvis hun sagde: “Jeg værdsætter din chokoladekage, men (eller og?) jeg ville blive rigtigt glad for en hindbærkage, for jeg elsker hindbær.”

Og kunsten – for mig – ville være ikke at blive usikker på mig selv. Og istedet for at tænke: Jeg vil aldrig bage igen! Eller tænke jeg vil aldrig bage til hende igen, det utaknemmelige skarn! Men bare accepterede at smag og behag er forskellig.

Men hvis jeg nu er skidedårlig til at bage hindbærkager? Hvis nu det ikke er en del af mine kompetencer? Så kan jeg jo forsøge at gøre det så godt jeg kan, for at glæde min veninde, selvom jeg er usikker. Så ville jeg være sikker på, at det ikke var så godt, men jeg ville gøre mit bedste.

Måske er det godt nok.

PS: I dag laver jeg både hindbær og chokoladekage. Nogle gange skal man ikke vælge!

Billedet er fra DharmaComics, Thank you!

Kærlighedsorakel

Don’t make no promises that I can’t keep
I won’t be no prisoner of somebody’s needs

En samtale i løbet af ugen fik mig til at tænke på hvor hurtigt man kan blive infiltreret i følelser og forventninger, når man indgår i et nyt forhold.

I virkeligheden blev jeg vist spurgt til råds i kærlighed, og selv om jeg ikke er noget kærlighedsorakel, og ikke føler mig særlig klog, gik det op for mig, at ting faktisk er blevet klarere for mig nu.

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Chers popsang We all sleep alone (som Jon Bon Jovi blandt andre skrev) med de ovenstående to linjer.

Jeg sagde noget i retning af : I virkeligheden kan du ikke forvente at nogen skal opfylde dine behov. Du kan gøre det klart for dig selv, hvad de er, og du kan forsøge at opfylde dem for dig. Du kan finde hjem i dig selv og give din krop og sjæl omsorg.

Du kan indgå i en relation i kærlighed, men du kan aldrig forvente eller kræve at den anden part skal opfylde dine behov. Omvendt er du heller ikke nødt til at gøre eller være noget, du ikke kan stå inde for eller forsøge at opfylde andres behov, imod dig selv.

Lad være med at gøre dig selv til en slave af det, du forventer, den anden skal give dig – og lad være med at gøre dig til en slave af det, den anden forventer, at du skal give.

Derimod kan du give det, du vil give i kærlighed, og modtage det som den anden har at give.

K.I.S.S.

En aften i kærlighed

“My mind must be free
To learn all I can about me”

Friheden synes at være et tveægget sværd. Enten bundet i vågen selvberoenhed eller i bitter ensomhed. Det er ikke et klart valg mellem den ene eller anden stemning. Nogle gange føles det på den ene måde. Andre gange på den anden.

Ikke desto mindre var budskabet fra mine drømme denne morgen, meget direkte udtrykt:

“Hvad er problemet?”

Underforstået med den situation, du er i nu. Som et venligt, men bestemt spark i røven. Vågn op, vær den du er, nyd det åbne felt, tag ansvar for dig selv, dit liv, din kreativitet, elsk dig selv, så du ikke kommer til at elske ud fra en følelse af mangel eller længsel. Det er min tolkning af budskabet.

For nylig skete der der at jeg mærkede at længslen efter denne fantasifigur, som jeg har kaldt Elskeren, pludselig var væk. Ikke eksisterende. Som om min længsel var vendt tilbage til mig selv. Eller opløst, og kærligheden nu atter kunne blive konkret, manifesteret i det jordbundne, almindelige – eller som U2 synger:

Cause we can’t fall any further if
We can’t feel ordinary love
And we can not reach any higher,
If we can’t deal with ordinary love

Når den manifesterer sig.

I aften manifesterer kærligheden sig som selv-kærlighed, besøg i en boghandel (det var dyrt), sol, jazz i radioen, ro til at skrive, og derigennem reflektere over forholdet mellem frihed og kærlighed. I virkelighed er der ikke nødvendigvis et modsætningsforhold.

Så er der den underlige erkendelse af at det er muligt at længslen er væk, men der er opstået et savn, og for mig er savn bundet til det specifikke, det kropslige, det konkrete, det personlige. Hvor længsel er abstrakt og mere diffus.

Kunsten er at acceptere savnet og adskillelsen, at slippe det menneske, jeg savner og ikke henfalde i neediness. Det er fint at savne. Selv når jeg ikke bliver mødt i savnet.

Det er godt at være i det som er. Kærlighed, savn, ensomhed. Engang var der en klog kvinde, der lærte mig at der er forskel på at være ensom – og Al-Ene. I det at være alene er man både Alt og Een på samme tid.

Frihed er ikke længere et spørgsmål om at flyve ud, men i friheden til at hengive mig til det, der er. Nu.

Gail Sher skriver – om at lytte indad og at skrive, men jeg tænker at det også kunne være relevant for længsel og kærlighed, og dybest set handler om væren:

“Don’t even picture your body more narrow, your mind more agile, your soul more stout. Don’t go there. Don’t go anywhere. Simply stay where you are”

At åbne og at lukke

As I open the blinds in my mind,
I’m believing that you could stay

Er det muligt at være sødmefuld og mystisk på samme tid? En ven beskrev det som at være åben og lukket, og spurgte om de to tilstande ikke udelukker hinanden?

Jeg tror, at jeg har brug for skiftet, for at kunne snart det ene, snart det andet.

Jeg kommer i møde, for så at trække mig tilbage i en langsomt rullende bevægelse som bølgerne på stranden, Nogle gange er det muligt at være totalt åben, og nogle gange er det nødvendigt at lukke af. At kaste sløret, for derefter at tilsløre mig igen. At sænke garderne og hæve dem igen. At hengive mig, for så igen at være reserveret, ene.

En veninde så det i mig første gang, hun mødte mig i det virkelige liv. Hun aflæste mig i et nanosekund på trods af mit forsøg på at skjule mig, min sårbarhed.

Tulipaner lukker sig sødmefuldt om sig selv,
når det bliver mørkt.

Jeg kom til at tænke på det lukkede som det dæmoniske og det åbne som kærlighed.

Men er det lukkede nødvendigvis dæmonisk? Det kan være det. Kierkegaard definerer det dæmoniske som individets selvvalgte indesluttethed. Men i andre sammenhænge kan det at lukke jo være en nødvendighed. At sætte en grænse, at definere, at erklære et territorium. Verden kan forstås i kraft af vores kategorier og den måde vi afgrænser gennem sprog og handlen. Og anvender magt på utallige subtile og mindre subtile måder.

I alkymien er kolben et centralt symbol, idet den er den form i hvilken den alkymistiske proces finder sted. Kolben skal være og holdes forseglet, hvis processen skal virke. Intimitet mellem to mennesker eksisterer i kraft af at skabe et rum for de to. Terapien fordrer det lukkede terapeutiske rum, og kreativiteten det kreative rum; Eget værelse, som Virgina Woolf krævede det på kvinders vegne.

For at blive os Selv, må vi have et sted, hvor vi kan skabe os. Så at sige.

Og så igen, for at blive os Selv er det nødvendigt at åbne os mod andre, at relatere, at trodse tvivlen og angsten for den smerte der kan ligge i åbenheden, muligheden for at blive såret.

Jeg tror at de udelukker hinanden. Det er ikke muligt at opretholde åbenhed og lukkethed på samme tid. Men det er, som med så meget andet, en evigt skiftende, kaleidoskopisk bevægelse.

Kernen

Som jeg har forstået det, er kernen i alle de store, monoteistiske religioner, kærlighed.

I den esoteriske, mystiske del af religionerne er det inderste budskab, kærlighed. Hvad enten det gælder sufisme, kabbalah eller kristen mystik. I den eksoteriske praksis er kærligheden også omdrejningspunktet og budskabet.

I den forløbne weekend i København, i et humanistisk, kulturkristent land, blev tre mænd dræbt. De to for den tredjes hånd. De tilhørte hver deres tradition.

Jeg tror ikke at hændelserne havde særligt meget med religion at gøre. I så fald på en meget forfejlet måde. Jeg tror at bevæggrunden handlede om vrede, om eksklusion, om at stå udenfor, hvad enten det var en reel udefrakommende eksklusion, en følelse af at være ekskluderet eller en selvvalgt position hvor den ekskluderede selv tager endnu større afstand.

Jeg tror at vi gør os selv og hinanden uret, hvis vi reducerer alt dette til fx at handle om dem og os. Om religion overfor sekularisering. Om frihed overfor undertrykkelse. Etc.

Sådanne dikotomiske positioner skaber blot mere eksklusion, mere vrede, mere frygt. Det er den vrede, den afstandtagen, der gør det muligt at dræbe. At kaste den første sten.

Jeg tror vi svigter vores egen humanisme, vores basale menneskelighed, hvis vi forfalder til disse dikotomiske positioner.

Vi svigter ikke blot de, vi udråber til at være de Andre, men også de værdier, som vi bygger på i dette land. Os selv.

For mig at se bygger humanismen på kærlighed. På at lade den anden, uanset hvem, være den han eller hun er, på at give hinanden ret til at udtrykke sig som de mennesker, vi alle i bund og grund er. Og i retten til at undlade at dyrke en gud eller at dyrke en gud. Eller flere. Uanset form.

Det betyder at vi skal tolerere meget. Men det betyder naturligvis ikke at vi skal tolerere alt. Vold fx.

For mig er kernen i det humanistiske at se det guddommelige i os alle. At se det guddommelige i det som er fælles for os som mennesker. I den spændende mangfoldighed, hvori dette essentielle menneskelige kan udtrykkes.

Menneskelige væsener, der dybest set har de samme ønsker om at leve i fred og sikkerhed, at tilhøre en familie og et socialt fællesskab, at tjene til livet, dagen og vejen.

At synge, at danse, at le, at græde, at sørge, at fejle.

At elske og blive elsket.

At føle sig som et menneske.