Du kan kun hengive dig 100 %
Det har jeg lært nu.
På et tidspunkt fortalte min psykolog mig, at Kierkegaard citatet “Hjertets renhed er at ville eet” ikke betyder at ville een ting, men at ville noget Helt – helhjertet. At gå all in.
Uanset om det er et kærlighedsforhold, jobbet, ens Opus Major, et mål – eller simpel tilstedeværelse og nærvær med andre mennesker. Intet fortjener mindre end dit fulde nærvær, og hvis du ønsker at være i kærlighed er du nødt til at give det 100 % selv. Dét er hengivelse, og når du hengiver dig er det også muligt at gøre det i fuld bevidsthed. Det er nemlig også hengivelse.
At gøre det uden bevidsthed, blindt, er fortabelse, og deri er faren at du taber dig selv og det hele i dybet.
Hengivelse er en 100 % ting, og hvis det ikke er muligt kan du lige så godt lade være.
Jeg ønskede at det var muligt for mig, jeg ønskede brændende at kunne hengive mig, at lade mig falde. Men jeg kunne ikke på det tidspunkt. Det var for tidligt.
Istedet blev det en konstruktion, hvori der var både frihed og forbundethed. Troede jeg.
I virkeligheden var det ingen af delene. Jeg troede det kunne være begge dele, men det virkede ikke. Jeg troede naivt at jeg kunne beskytte mit hjerte, istedet udsatte jeg både den Anden og mig selv for at få hjertet knust.
Det var fint at være ærlig om, at jeg ikke var i stand til at hengive mig på det tidspunkt. Men det ville muligvis have været mere nobelt at have ladet være med at hengive mig – halvt.
Men det var – kan jeg sige uden at blinke – dét bedste jeg kunne give i denne periode af mit liv.
Det var smukt så længe det varede. Nu er det slut.