kærlighed Arkiv ~ Prima Materia

Traume

“Thi stykkevis erkender vi … “

Det er først nu, at jeg begynder at forstå det fulde omfang af hændelserne i min barndom. Det har været en lang proces, der er kommet stykkevist. Men det har givet mig en stor indsigt i mit eget sind – og den menneskelige tilstand, kan jeg sige uden at blinke.

For længe siden læste jeg, at det at have en alkoholiseret forælder kan afføde et traume på samme vis som krigsoplevelser, overgreb og ulykker. Dengang blev jeg overrasket over at det kunne være “så slemt”, og tog det ikke helt alvorligt – måske fordi jeg ikke ville erkende det.

I disse dage har jeg af forskellige årsager følt at jeg hang i en meget tynd snor. For andre, udenforstående, ville det forekomme uforståeligt, for det der sket i den foregående uge har blot været en ekstrem travlhed. Men samtidig med at der har været travlhed hjemme har der været omorganisering på arbejdet, og begge dele er triggere for stress.

Derfor fik det mig til at tabe luft. Jeg var på nippet til at blive stresset. For et år siden udløste private omstændigheder en akut stress, der fik mig til at gå kortvarigt ned med flaget. Heldigvis var det kortvarigt, og jeg kom op igen.

Jeg er stærk, en overlever, som voksne børn af alkoholikere ofte er.

Både nu og for et år siden var min umiddelbare reaktion derfor, at jeg burde kunne klare det. Men det kan jeg ikke, og erkendelsen af, at jeg ikke skal klare alt, men at det er okay – at erkende at jeg ikke kan, medfødte heling. Måske netop fordi jeg med tiden har lært at række ud og bede om hjælp – istedet for som da jeg var ung, at overleve – og lide – i stilhed. Jeg føler en intens sorg over den unge pige og kvinde, som dengang stod alene i kaoset.

Min pointe med alt dette er, at jeg har erkendt at jeg bærer på en post traumatisk stress, der kan udløses, når mit rolige, naturlige habitat udfordres – når der sker for mange ting på een gang. Og det er naturligvis ikke på nogen måde for at gøre mig selv til offer, at jeg skriver dette, snarere tværtimod. Mit liv er godt, jeg er – sædvanligvis – stærk, sund og glad.

Men min pointe har naturligvis også et videre perspektiv. Vi kan aldrig helt kan vide, hvad der foregår hos og i andre, og hvorfor de reagerer som de gør, og at vi derfor må være overbærende, opmærksomme og omsorgsfulde.

At bære over med – måske kunne det strækkes til at betyde, at vi hjælper andre med at bære deres byrde – at bære med. Jeg har heldigvis oplevet, at mange gode mennesker bærer over med mig.

At være opmærksomme – at se tegnene hos andre, når de er på nippet til at krakelere.

At være omsorgsfulde – måske er det blot at lytte, at sidde sammen med i stilhed – det kan betyde alt.

Og vilje og evne til omsorg er nødvendige i disse tider, vi har brug for det, vi har brug for hinanden, vi har brug for godhed og kærlighed.

Og uanset om vi tror på en højere magt eller ej, så kan kærligheden og det at være kendt jo betyde at vi simpelthen vælger at kende os selv i den Anden, og føler os kendte af den Anden:

“Nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.

KærlighedsManifest

Psyche in the land of bliss.

Mit kærlighedsManifest:

1. Kærligheden er stor og udelt, og brydes i hjertets prisme.
2. Gud er i Alt. I kærtegnet, kysset, krammet, kærlighedsgerningen skaber vi sammen det Guddommelige.
3. Jeg er en alkymist, en kætter, en heks, en jomfru, en skøge.
4. Min ild er den ældste: Jeg søger visdom, sjæl og passion i mørket.
5. Gudinden er i mig foreningen af Jomfruen og Skøgen: I am the Whore and the Holy One.
6. Jeg vier mit liv til at skabe et rum for glæde og et rum for sorg. For den guddommelige latter og for den guddommelige gråd.
7. Jeg vier mit liv til at sprede sensualitet, nydelse, glæde, poesi og skønhed i videst muligt omfang.
8. Jeg vil bestræbe mig på altid være den mest glade, generøse og glamourøse udgave af mig selv.
9. Jeg elsker min krop og min sjæl, som kar, der kan øses af til andre i kærlighed. Men kolben er tæt, kilden er min egen.
10. Jeg vil stå ved min kærlighed, min lyst, min vrede, min kreativitet, min glæde, min sorg, min angst, min død.
11. Kodeordene er nuet, nydelsen og nærværet.
12. Jeg ejer ikke dig – du ejer ikke mig.
13. Jeg vil ikke forsøge at ændre dig og du vil ikke ændre mig – men vi kan transformeres i relationen.
14. Vi er forbundne – men ikke bundne.
15. Be. Shine. Love.

Lykkelig nu

Hvad er lykke?

Den kommer og går, lykken. Men den kan vise sig som en dyb vedvarende glæde, en følelse af nåde.

Jeg har skrevet meget om længsel og savn på denne blog. Og mens længslen er blevet stille(t), er savnet en realitet. Men det er fint og smukt at savne. Det kan bæres.

Jeg troede naivt at lykken opstår ved at blive opfyldt udefra – ved at længslen bliver stillet. Jeg søgte ud. Længtes vildt.

Men nu ved jeg at det er den anden vej rundt. Længslen stilles ved at vi bliver opfyldt indefra. Gennem den kilde, der udspringer i det inderste, men som dog ikke er os.

Men noget større og dybere. Den udspringer i vores gudommelige sjæl.

Helhed. Længslen stilles når vi heles og bliver hele. Dét er lykkens kilde.

Denne stille, boblende kilde af glæde, kærlighed, kreativitet.
Den kan ikke kompromitteres, den er en urtilstand.

Jeg er lykkelig nu.

Nær

“Sæt en saadan Tid opfandt de hurtigste Befordrings- og Communicationsmidler, utallige udveie til at disponere over forenede Pengekræfter: hvor ironisk, at Befordrings-Væsenets Hurtighed og Communicationens Hastvæk staaer i omvendt Forhold til Raadvildhedens Seendrægtighed” Kierkegaard

I toget om morgenen sidder alle og kigger på en telefon. Det er efterhånden sjældent at nogen læser i en bog eller avis. Eller bare ser ud i luften, uden at lytte til noget, uden at se på noget. Bare er, tilstede og nærværende.

Jeg gør det også selv. Lytter til musik eller er på telefonen. Online.

Det er blevet sværere at flirte med mænd, fordi de kigger på deres telefon. Det samme er sikkert tilfældet, hvis man ønsker at flirte med kvinder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at vi er blevet fjerne. Fjerne i blikket eller i fjerne i vores bevidsthedshorisont. Det foregår et Andet sted, end der hvor vi er.

I et virtuelt space.

Det er blevet sværere at få øjekontakt. Også på restauranter, caféer og i bylivet er mennesker, der ser ud til at være sammen, mere optaget af noget, der sker på telefonen, end af hinanden.

De sociale medier, dating sites etc. betyder også at kontakt, selvom vi i teorien hele tiden har kontakt eller potentiel kontakt med hinanden er blevet mindre nærværende og tager det nærvær, vi får givet som en gave, for givet i en sådan grad at andre mennesker og deres tid ses som objekter.

Vi kan swipe uinteressante mennesker væk i løbet af et nanosekund. Vi kan poke og like hinanden og indlede kontakter på internettet, og så lade være med at svare sms’er, beskeder og mails. Vi kan fryse og ghoste.

Kontakt og kommunikation bliver på den måde uforpligtende, tvetydig og ambivalent. Hurtig, nem og billig.

Sårende, dybest set.

Vi kan gemme os bag skærmen, og det er så det vi gør. Vi er blevet dårlige til at tage vare på hinanden, måske fordi vi har travlt med at beskytte os selv. Vi er blevet rådvilde, og som sådan sendrægtige, vi skyder tiden ud, eller spilder den.

Fordi den virkelige nærhed, den kødelige kontakt er blevet så svær. Mødet, blikke der mødes, hænder der mødes, hud mod hud. Også når det gør ondt.

Det er blevet sværere at tale om hvordan tingene egentlig er. At bruge hjertet som telefon, istedet for at bruge telefonen som hjerte.

Fake it till you make it

Jeg drømte, at vi kyssede. Intenst. En brændende, sitrende strøm af ild var tændt, vækket. Cellerne dansede i vores hud og læber.

Vi var i strømmen – igen.

Da jeg vågnede var savnet skarpt, og jeg ønskede at skrive et digt om det.

Men jeg kunne ikke.

Strømmen kan ikke kompromitteres. Intentionen var ikke ren.

Denne strømmen er som de to slanger der der snor sig som om Caduceus – Hermesstaven. Som kreativiteten og kærligheden, der strømmer fra den samme kilde. De kommer fra den samme kilde, og vender tilbage til den samme kilde. I et evigt kredsløb.

En evig strømmen, som et pulserende, hvirvlende, magisk, magnetisk felt, som tændes når vi kysser, når vi skaber, når vi gribes af noget der er større end os selv.

Når vi er i nuet, rene og som genfødte, tændte, vækkede, levende.

Kilden er evig, og den flyder i os, feltet er altid åbent. Men nogle gange føles det som om at strømmen er slukket, og vi står udenfor, udenfor kærligheden, uden for kreativiteten.

Dét er en illusion.

Jeg forsøgte at skabe kontakt ved at meditere, og da kom følgende til mig:

Fake it till you make it!

Det er ikke meningen, at jeg skal bade i kærlighedens vande nu. Men jeg skal være i verden, og jeg skal skabe.

Kærligheden er stor, og har mange facetter. Glæden er stor. Kreativiteten er stor.

Så jeg vil træde ud i strømmen, være den smukkeste, mest vibrerende, erotiske skabning, jeg kan være; smuk, nærværende, tilstede.

Tilbyde mig til verden, og til min Daimon.

JEG vil være åben, og det vil strømme igennem mig.

Jeg kan altid kan bade i den kilde, og den er meget større end mig.

Det er Altet.

Feltet er åbent.

Mor

Dette indlæg er dedikeret til alle de mødre jeg kender

Jeg har haft svært ved at blive mor. Måske er jeg endnu ikke blevet det, efter 11 år. På den anden side har jeg jo været mor siden det øjeblik hvor jeg undfangede min datter.

Det skyldes måske at der var et sår i mit forhold til min mor.

Nogle kvinder bliver nemt mødre og finder hurtigt rum i rollen som Mor. Jeg ville skrive identitet, men det er ikke en identitet, jeg tror ihvertfald det er farligt at identificere sig 100 % som mor. Eller også er dét netop min idiosynkrasi som taler her, og som er grunden til at jeg altid har strittet imod at blive mor.

Der tales om to typer mødre; “Speltmor” og “Karrieremor”. Altså den økologiske, omsorgsfulde og den ambitiøse mor, der også kører karriere ved siden af.

Jeg har altid tænkt mig selv som en slags “Boheme-mor”, der var lidt loose i det.
Jeg ved ikke, om jeg er en god mor, men jeg gør det så godt jeg kan ud fra den kvinde jeg er.

Jeg kender mødre, der har haft fødselsdepressioner og mødre, der har adopteret og så skal skabe tilknytning, og dét er også svært. Mødre med syge børn, mødre, der som jeg selv har haft vanskeligheder med deres egen mor. Mødre, der dør fra deres børn og mødre, der aldrig bliver mødre, til deres store sorg.

Det er ikke nemt at være Mor, og måske er moderskabet og moderrollen og Moderen, den figur, hvortil der overhovedet skabes flest forventninger; kulturelt, psykologisk og samfundsmæssigt.

Det kan også være fristende at snige sig ud af bagdøren med kufferten og sige; “Hey, det her er sgu for meget, det er ikke det jeg havde håbet på eller forventet, det er sgu for svært, jeg tror ikke ikke jeg kan det her”.

Uanset hvad er vi lissom nødt til at blive i det. Bordet – og barnet fanger. Heldigvis.

Man kan tale om at Mors dag er en amerikansk, kommerciel institution, som har til formål at sælge blomster og chokolade, og at mødre må hyldes HVER dag. I Steen og Stoffer er Mor den, der kan alt. Når mine børn forventer noget af mig, begrunder de det med, at jeg er deres Mor. Sådan er det bare. De har en meget stor kærlighed og forventning til mig som mor – og den kærlighed er stort set uudtømmelig – ligesom den er den anden vej. Uudtømmelig og ubetinget.

Man kan mene om Mors dag, hvad man vil. Men i dag gik min eksmand og min datter efter morgenmad til mig og serverede den for mig Dét er kærlighed i sin reneste form. Kærlighed fra barnet,og kærlighed i en relation, der er ophørt eller forandret, men hvor kærlighed og venskab og fælleskab om det at være forældre består.

Tak!

Eros og Individuation

“This is the reason why such people always fall in love with those who don’t love them in return. It is in order to prevent the erotic experience, because such an experience would alienate the person from her secret purpose, which, at least for the time being, is individuation.”

I lyset af skismaet mellem Logos & Eros, mellem erkendelse og erfaring, kom jeg til at tænke på, om der også er et skisma mellem kreativitet og kærlighed?

For lidt over et år siden fandt jeg det ovenstående citat af Jung. Skulle jeg have lyttet mere intenst. Men nej, der ligger en skønhed i al erfaring, i al levet liv, i alle forsøg på at relatere.

Gnisten tændes og dramaet starter. Det er en teleologisk drift mod individuation. For nogle mennesker vil udviklingen mod Selvet foregå i parforholdet, i relationen, mens den for andre vil foregå udenfor – i en følelse af ensomhed, af isolation, fordi det er her, vi radikalt tvinges til at se os selv – og dæmonerne i øjnene?

Er der således et skisma mellem realisation af kærlighed og realisation af kreativitet for nogle typer af mennesker? Eller, for at formulere det på en anden måde: Måske ligger individuationsmuligheden for nogle i kærligheden og for andre i kreativiteten?

Til den kvindelige individuation hører at tage en bid af æblet,
ført af slangen, visdommen uhyre.

Den frustrerede kærlighed og lyst er i alkymien et tema, der fx udtrykkes i billedet med den brændende ulv. Vores længsler skal frustreres, og renses i ilden. Passionen løftes fra et niveau til et andet.

Min veninde rådede mig til at rette min Animusenergi mod et nystartet projekt (eller to) – og det vil jeg gøre. Måske udelukker mit ønske om at skabe Eros, og sjæl, i en bredere forstand muligheden for at skabe Eros med ét menneske, selvom dette også er et dybt ønske i mig?

Måske er der en dybere mening med passionen i den uforløste kærlighed: Den skal forløses i kreativitet.

Og det fordrer stilhed, ensomhed, dybde.

Transformation

Der ligger en lige så stor frihed i ikke at ønske at den Anden skal ændre sig for ens skyld, som ikke at ønske sig at ændre sig for den Andens skyld.

Vi kender alle Stings smukke sang om at sætte den elskede fri: “If you love somebody set them free.”

Men aldrig har ambivalensen på den ene side og de højtflyvende idealer været så store som nu i vores kultur og kollektive psykologiske mix-up. Sjældent har vi stillet så høje krav til os selv og hinanden, ikke blot i relation til kælighed, men også i relation til sundhed, skønhed, styrke og spiritualitet.

Den indledende sætning blev hvisket til mig i dag – guderne må vide hvorfra: “Der ligger en lige så stor frihed i ikke at ønske at den Anden skal ændre sig for ens skyld, som ikke at ønske sig at ændre sig for den Andens skyld”.

Jeg har været igennem en turbulent tid, og måske er erkendelsen af og muligheden for at leve den sandhed, prisen jeg har vundet for at drikke bittersødt af Livet:

“I caught the darkness,
Drinking from your cup.
I said is this contagious?
You said just drink it up.” Cohen

Jeg vil sige det til livet og til de mennesker, livet er så nådigt at lade mig møde.

Ikke højt – måske vil jeg blot hviske det stille og tyst i mit hjerte: Du skal ikke ændre dig for mig – jeg vil ikke ændre mig for dig. Jeg har kæmpet hårdt for at blive den jeg er, og jeg vil give mig selv generøst til dig, hvis du lader mig.

Det er for mig en meget stor sandhed. Det er en meget stor ydre og indre frihed. Det er en meget stor mulighed for kærlighed, og det er en meget stor mulighed for kreativitet, fordi jeg ikke skal tage hensyn til nogen. Mine ord skal bruges til at skabe poesi – i den videste betydning af det ord – ikke for at påvirke nogen til at gøre noget eller være noget bestemt. Det betyder ikke, at jeg som digter ikke ønsker at gøre indtryk gennem mine ord, eller jeg som menneske ikke ønsker at gøre indtryk gennem mine handlinger eller som kvinde gennem mine følelser. Men det er uden beregning.

Det betyder ikke, at vi ikke transformeres i mødet med hinanden. I kærligheden, og i venskabet. Men det er en mystisk proces, der skal udfolde sig – ikke uden bevidsthed og årvågenhed.

Det er en stor gave. Vi kan ikke tage det. Vi kan kun give det. Vi kan ikke tage den anden. Vi kan give os selv.

Det er det dette billede handler om; transformationen og etableringen af det 3. sted. Feltet. Det er rosen, mandalaen. Og det er i mødet mellem de to at denne proces kan finde sted. Og her taler vi om Eros som relation, i den videste betydning af ordet – men naturligvis også i det passionerede kærlighedsmøde.

Det er den proces, Jung hentyder til her:

“The meeting of two personalities is like the contact of two chemical substances: if there is any reaction, both are transformed.”

Valentin

Psyche må søge efter Eros i den udødelige historie. Og Eros må vække Psyche med et stik fra sin pil.

Det er det vi alle gør. Sjælen søger kærlighed. Kærligheden vækker sjælen og forandrer den. Det er et mytisk drama, som udspilles til alle tider.

Kærligheden går aldrig af mode. Kærligheden er og bliver det nye sort. Der er diskussioner om singlekultur, parforhold og forholdet mellem kønnene i alle medier.

I vor moderne verden kan singler finde kærligheden på dating sites og dating apps. Til Valentinsdag bliver vi bombarderet med tips og råd om, hvordan denne kærlighedens dag bedst fejres – hvis man vel og mærke har fundet den eneste Ene. Hvis man omvendt er godt grundigt træt af sit forhold kan man finde noget spænding på dating sites, der opfordrer til utroskab.

Kærligheden er blevet en vare på et marked, og bruges til at promovere andre varer. Og aldrig har vi været så usikre på denne vare, eller måske på os selv som varer før. Fornyligt læste jeg om tre “teknikker”, der bruges til at afslutte endnu ikke indledte forhold eller alliancer fundet via datingsites; simmering, icing, ghosting. Det er teknikker, som den moderne libertiner m/k åbenbart må kende for at begå sig.

Det er rædselfuldt. Det er netop at se andre mennesker som objekter for ens lyst og søgen, fremfor – ja mennesker i kød og blod, der har nøjagtigt de samme smerter, længsler og ønsker som en selv. Hvad blev der af det med ærligt at sige “Tak, men nej tak” på en sober måde.

Uanset hvilken type konstellation, man er i; monogami, polyamori eller single (eller noget helt fjerde, som jeg ikke har fantasi til at forestille mig lige nu), så er det en god ide at have en “kontrakt”.

Åh, ja det lyder kedeligt og forretningsmæssigt, men det er egentligt blot et udtryk for at man taler om sine ønsker, værdier og grænser. At man holder et felt af kommunikation åbent, et sted hvor man kan tale om tingene. Et rum for sårbarhed. Dybest set er det et udtryk for at man er bevidst om tingene og ikke tager noget for givet.

Man skaber et tredie sted.

Som single (og for mit vedkommende som singlekvinde, der fik luft under vingerne, blev vingeskudt, og som erkendte, at friheden (heldigvis) så anderledes ud end jeg havde regnet med ), er det også en god idé at lave en kærlighedskontrakt med sig selv. Hvad vil du være med til? Hvad er dine værdier? Hvad er dit værd? Hvad ønsker du? Hvad søger du? Og ikke mindst – hvad ønsker du at give? Hvor langt vil du gå og for hvad? Hvad er din etik, hvordan ønsker du at behandle andre mennesker? Hvilke fejl har du begået, og hvad kan du lære af dem? Vær ærlig, ikke mindst over dig selv. Og behandl dig selv med den respekt, du forventer at andre behandler dig med. Vær god ved dig selv.

Nogle gange ønsker sjælen, at vi bliver hjemme, istedet for at flakke bevidstløst rundt i verden.

Og når vi ser på myten om Eros og Psyche, handler den – i min fortolkning – ikke så meget om at søge kærligheden “derude”, men om indre transformation i mødet mellem sjæl (Psyche) og ånd (Eros). Om at finde hjem, derhjemme. At integrere det indre feminine og det indre maskuline, før vi kaster det ud i verden, og ønsker at indløse pantet hos en anden. Kaster længslen ud i verden, og animus/anima efter den.

Men. Her er den sjove del. Det er sgu nemt for mig at skrive. Det er skrevet i bagklogskabens onde, skærende, klare lys. Det er ikke noget vi ved, eller kan vide, før det sker. Du kan ikke sætte dig ned, inden det sker det og tænke dig til at, at du nok burde gøre arbejdet derhjemme først. Du bliver forelsket, ramt af Eros’ pil, og du sidder i saksen.

Du bliver kastet ud på hjertes bjerge, og så handler det om at finde fodfæste dér eller at finde hjem.

Psykoanalytikeren, der om nogen gik sjælens ærinde, James Hillman sagde, at når vi forelsker os, er det aldrig “bare” en projektion, der er noget ved den person, vi elsker, der tiltrækker os, fordi vedkommende er den han eller hun er. Han/hun er os fremmed, spændende, fascinerende, og måske fyldes vi med rædsel. Alene fordi vedkommende kan få os til at føle så stærkt.

Kærligheden (Eros) er en transformerende kraft, som omkalfatrer os i vores grundvold.

Og jeg tænker, at alle disse teknologier, strategier og teknikker, som det moderne menneske har til rådighed i jagten på kærlighed, måske er snarere tjener til selvbeskyttelse, fordi vi i virkeligheden både ønsker at have mel i munden og blæse. Vi ønsker at have den gode partner, men vi ønsker egentligt ikke at kærligheden skal forandre os eller bringe os ud af vores comfort zone, og så er det at vi begynder at behandle hinanden som objekter.

For kærligheden/forelskelsen er i virkeligheden en frygtelig kraft, der skaber forandring. Der rusker op i status quo. Det er dens formål.

Så hvordan gebærder vi os i det? Hvordan undgår vi at behandle os selv og andre som varer, for at få og finde kærlighed? Hvordan skaber vi kærlighed, hvordan møder vi kærligheden og lader den forandre os, samtidig med at vi kender os selv og skaber bevidsthed i det indre?

Hvordan blive hjemme, og møde kærligheden på én og samme tid?

Pointen er måske at vi ikke kan møde kærligheden, vi kan ikke søge den, ikke finde den, ikke vække den, før den selv vil.

Vi kan være hjemme, når den kommer forbi.

At stråle

For 10 måneder siden sad jeg i min vindueskarm, og havde det afskyeligt. Jeg sad og kiggede ned på gaden. Jeg var kommet til kort. Jeg sad og ventede på at min veninde skulle komme.

Jeg skrev et blogindlæg, hvor jeg bad om at nogen holdt øje med mig. Vi har alle brug for at blive holdt øje med, og jeg er siden da blevet mere overbevist om, at vi bliver holdt øje med.

I dag kan jeg mærke denne afsindige tristhed trække i mig. Jeg kan mærke en følelse af mismod og meningsløshed snige sig ind på mig. Jeg har lyst til at kravle op i vindueskarmen igen og bruge resten af aftenen på at se på hvordan lysene skinner i regndråberne (hvis altså det regner), og have ondt af mig selv.

Jeg er blevet klogere siden dengang. Jeg er blevet bedre til at mærke, AT det er sådan, uden at falde hen i det. Så det går bare ikke. For jeg kom tanke om noget som (endnu) en skøn kvinde sagde til mig på et tidspunkt:

“Du stråler, når du elsker dig selv”.

Måske kommer denne tristhed mest over mig, når jeg føler mig u-elsk-værdig. Når jeg søger det derude i dybet, som jeg ikke tror jeg har hjemme i mig selv. Så er det sgu svært at stråle i mig selv.

Men da jeg kom i tanke om det (igen) med at stråle, blev jeg enig med mig selv om, at jeg i aften VIL elske mig selv, og gå ud og danse. Være et fyrværkeri.

Det er faktisk muligt at stråle rent indefra og ud, når vi husker os selv på at vi ikke behøver andre eller andet til at fylde os op udefra. Og at tagerne letter og der bliver større klarhed når vi ikke forsøger at flygte fra følelsen af mismod, fylde os med noget andet – men bære det med os OG stråle på samme tid.

Og jeg kom i tanke om mit gode, gamle credo:

Be. Shine. Love.