Tag: kærlighed

My sweet Valentine

Is this love?

Jeg hører Bob Marley, danser med katten og har besluttet mig for at lytte til og nære min sjæl på denne dag, der jo står i kærlighedens tegn.

Jeg spekulerer på kærlighedens mange ansigter, betegnelser og former.
Jeg spekulerer på om kærligheden hører op, blot fordi den skifter form, eller relationen ophører. Det tror jeg ikke.
Jeg spekulerer på tvivlen, på modsætningsforholdene i mit liv, på spændingsfelterne, på hvor svært det er at udholde det komplekse, det uafklarede, det sårbare, længslen.

På at det er det jeg altid vil stræbe efter. At forblive i spændingen, at hvile der. Jeg tænker på, hvordan min sjæl så mange gange har søgt et hjem, en ro, et hvilested, en afklarethed, udenfor sig selv.

erospsyche

Eros og Psyche – kærlighed og sjæl – i omfavnelse.

Jeg vil nære min sjæl og elske den og holde om den, når den alligevel ikke formår at blive hjemme, men søger ud, og står der og vibrerer i spændingsfeltet mellem ude og hjemme, og alle de andre modsætninger, der er del af min eksistens.

Jeg ved det det jo godt (hvem er det “jeg”, der ved?): Min sjæl finder ro i intet at søge, men blot være. Min sjæl finder ro i at forblive hjemme. At hvile i det komplekse. At turde sårbarheden, det ufiltrerede, det paradoksale.

Min sjæl finder ro i erkendelsen af at den eneste kærlighed jeg har er den jeg giver, eller har givet, eller vil komme til at give.

Og det der er tabt er også altid både givet og modtaget:

“The winds that sometimes take something we love, are the same that bring us something we learn to love. Therefore we should not cry about something that was taken from us, but, yes, love what we have been given. Because what is really ours is never gone forever.”

Happy Valentine. Kys.

Fuck letting go

There ain’t no cure for love

Jævnligt møder jeg på Facebook gode råd om hvordan man giver slip. Letting go.

Og jeg er efterhånden kommet til en tilstand af modstand mod selve tanken om at give slip.

Som min veninde siger, “Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvordan man slipper noget.”

Anyway. Livet er et konstant flux, flow, foranderlighed, så det som vi kan/skal/bør give slip på, vil nok på et eller andet tidspunkt undslippe os. Vi behøver ikke at arbejde på det bevidst. (Medmindre det er en dårlig vane som fx rygning vi vil slippe.)

Jeg tænker naturligvis på hjertets given slip. Jeg har efterhånden opgivet tanken om at det er muligt at give slip på kærlighed (eller sorg, eller frygt) bare ved at beslutte mig for at gøre det.

Måske ligger det i tiden, at det at have nye oplevelser, ikke blot kærlighedsmæssige, betyder mere end erfaringen, som den tyske sociolog Hartmut Rosa udtrykker det.

At vi giver slip på det gamle for at opleve noget nyt, “komme videre” , som vi siger. Der er måske en triumf i at bevise at vi er kommet videre efter et forlist forhold. Men måske glemmer vi at mærke, hvad det gør ved os. At drage erfaringen, at lade det synke ind.

Måske er der en grund til at forliste forhold og kærlighedsrelationer ikke bare er noget vi kan eller skal slippe. Måske skal vi give det lov til at virke dybt i sindet. Jeg tror ikke at noget af det vi oplever på den front er tilfældigt eller ligegyldigt. Og jeg tror at vi fratager os selv muligheden for at lade tingene betyde noget, hvis vi konstant skal videre, skal give slip etc.

De alkymistiske processer giver mening i denne sammenhæng. Fx. Calcinatio; renselse ved ild, Solutio; opløsning ved vand eller Mortificatio; død.

calcinatio

The Red King is on Fire

Kærligheden kan brænde os, den kan opløse vores ego og den kan få os til at føle det som om noget af sjælen dør, når den hører op. Men alle disse processer er forvandlede, transformerende. Det vil sige, hvis vi tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager. Så vil vi opleve, at noget har ændret sig.

Måske oplever vi en hjertes modning, en visdom, en dybde ved at turde erfare det vi oplever, frem for at give slip og komme videre, komme over noget.

Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.

Og måske mærker vi pludselig en dag, ikke at vi  er kommet videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt os, fordi det simpelthen har forandret os, forvandlet os.

Det giver ikke mening at tale om at “jeg” giver slip eller kommer videre, når der er tale om en dyb forvandling af dette “jeg”. Det er meningsløst at tale om at det er det samme “jeg”,  når først kærligheden har gjort sit nådesløst omkalfatrende arbejde.

There is nothing pure enough to be a cure for love.

Andet end kærligheden selv.

Needy

“I really need you tonight”

Vi er alle “needy” efter noget – eller nogen. Eller vi har alle prøvet at være det. Det er derfor popindustrien kan spytte den ene film eller sang efter den anden ud om at være det. Det taler til noget eksistentielt i os alle.

Men hvad vil det sige at være “needy”? og hvad er det, som den følelse peger på – et lag dybere?

Først og fremmest kan det oversættes til at at have “behov for” eller “trænge til” – og i det ligger der implicit at man har behov for noget eller nogen udenfor een selv. Det betyder at vi forventer at Andre, en Anden eller noget Andet kan opfylde vores behov – fylde vores tomhed ud.

Ligesom jalousi er det at være “needy” en ringeagtet eller ildeset følelse, fordi den peger på en følelsesmæssig afhængighed – men ligesom med jalousi kan du lære meget af dig selv ved at se på den og byde den velkommen.

Jeg har arbejdet med den følelse af at være “needy”, jeg selv har oplevet.

Jeg har forsøgt at rumme den og give den plads, istedet for at gøre modstand og benægte at jeg selv har den følelse, og som det typisk sker, at se den hos andre. At lade andre være bærere af min skygge.

Jeg prøvede at meditere på, hvor den følelse sidder i kroppen og hvordan den opleves – og hvilken form den har.

Den er – til min overraskelse – hjerteformet.

Den sidder i hjerteregionen. Det føles – og dette lyder komisk – som om der er et hjerteformet hul, der hvor hjertet skal være eller som om nogen har taget en stor hjerteformet kageskabelon (som dem man laver julekager med) og trykket et stykke af mig ud, sådan at der er en hjerteformet tunnel igennem brystkassen.

Først føltes det som en trykkende, lidt tung fornemmelse – men da jeg oplevede det som en hjertefacon lettede det. Jeg forsøgte at “udvide”, så jeg selv og følelsen blev større, og så føltes det som en form for strømmen “gennem tunnellen”.

Og så kom erkendelsen:

At være needy er IKKE et spørgmål om at savne noget udefrakommende. Jeg troede at needyness handlede om ønsket om LAA (love, approval & appreciation).

At være needy bunder i en dybere længsel. Ikke efter at blive elsket – og ikke i frygten for ikke at blive elsket.

Men paradoksalt nok i en længsel efter at give sig lov til at elske. Den bunder på et dybere plan i frygten for selve det at elske, at give, at strømme over af kærlighed. Grunden til at det er en svær følelse er at der er frygt forbundet med det. Først i form af frygten for at kærlighedsstrømmen bliver afvist.

Og så er det alligevel ikke så meget et spørgsmål om, hvordan det modtages, men om selve den indre modstand mod at give slip, at lade kærlighedensenergien strømme frit fra det indre.

Dybest set at i frygten for turde elske sig selv og lade denne kærlighed strømme over, så man flyder over af kærlighed, ubetinget. Frygten for at flyde med, at give slip, at lyse op med vores egen ild.

Så det neediness peger på er en længsel efter at elske, ikke efter at blive elsket.

Jeg tror at neediness i form af den ubehagelige følelse, som den overfladisk opleves som, er et forsøg på at undgå at elske inde fra og ud – men istedet at finde sikkerhed derude for at man er værd at elske. Det er det man søger i sin neediness. Man har vendt kærlighedens strøm om, og venter på at få lov til at elske sig selv – af noget ydre.

Men når den rummes som længsel ophører modstanden, og dermed lidelsen, og det er muligt at elske, at lade kærligheden strømme igennem det hjerteformede hul.

Der var en veninde, der en gang sagde til mig at;

Du stråler, når du elsker dig selv.

Det er sandt – det gør vi alle. Det gør du også.

Jeg ved ikke om dette giver mening for dig – det håber jeg.

Pine

Billedet
En skikkelse er vågnet midt om natten,  måske af et mareridt, og sidder ret op i sengen med hænderne for ansigtet. Eller måske har det slet ikke været muligt at falde i søvn og finde hvile denne nat. Oven over sengen i mørket hænger 9 sværd, svævende som dystre tanker. Sengen ser ud til at være af træ med en indgravering, og sengetæppet er med roser og mønstre på grøn baggrund.

NoS
Element/nummer
Luft er Sværdenes element, og knytter sig derfor til det mentale, og til tankerne. Nierne står for bl.a. tilbagetrækning, måske endda isolation i dette tilfælde. Personen på dette billede synes at være fanget af en ekstrem mental pine, der stammer fra tanker, der kredser hvileløst om det samme emne. Den slags tanker som vi ikke kan slippe, og som er pinagtigt gennemborende og tunge som sværd.

Det er de tanker, som vi kommer til at tro er sande.

Det indre drama
Men det er blot tanker, der har grebet os, kapret vores bevidsthed, og som kører rundt med os i det indre drama. Og fordi vi har at gøre med sværdene, er der tale om mentale konstruktioner. De kan være svære at slippe på det mentale niveau, og måske er problemet at vi netop i den situation ikke får dem forløst på et følelsesmæssigt eller kropsligt niveau. At de ikke bliver følt eller mærket, blot tænkt. Og måske bliver de blot tænkt, fordi det føles endnu mere uoverskueligt at mærke eller føle dem. Selvom det er vejen igennem mørket.

Kortet peger derfor også på, at vi måske slet ikke såres så hårdt af andre, som vi sårer os selv; af forbitrelse, fortrydelse, selvbebrejdelse, skyldfølelse og skam.

Roserne
Der er en trøst at hente i mørket, selvom vi ikke altid er i stand til at se den. Denne trøst symboliseres af roserne i sengetæppet, som et ekko af roserne hos Kejserinden. De symboliserer kærlighed, og dermed den største trøst og lindring for smerten. Tankerne kan forhindre os i at se et andet perspektiv. Men roserne peger på at der eksisterer et andet perspektiv og at pinen kan transformeres til noget større, til kærlighed og medfølelse, fordi erfaringen af pine, hvis vi tør føle/mærke den helt, kan forvandles til empati med alle lidende væsener.

Divinatorisk betydning
Pine, sorg, tunge tanker, smerte, søvnløshed, isolation, medfølelse, kærlighed.

Om glæde – og lykke

Da jeg vågnede i morges tænkte jeg på forholdet mellem glæde og lykke.

Hvordan glæde er en indstilling, og lykke er et strejf af nåde. At vi kan vælge glæden, mens lykken er en gave. Vi kan vælge at være glade, en fundamental stille glæde over at være tilstede, over at være i live her&nu – og så kan vi opleve lykke, når vi mindst venter det.

Det er ikke fordi jeg mener at vi “skal” være glade, og gå rundt og være “positive” hele tiden. Nogle er livet noget lort. Nogle gange er vi kede af det, nogle gange er vi bange, nogle gange er vi vrede. So be it.

Jeg siger blot at det er en eksistentiel mulighed. Det er muligt at gå vejen med glæde, også når den er svær og fører ind i krattet, ufarbarheden og usikkerheden.

Der er en anden ting ved glæde. Det er ikke noget vi kan forvente at få af andre. Glæde handler om at se og finde værdi i de små ting, som fx den lakridsis og citronsorbet, jeg fik i dag og spiste med nydelse.

Glæde handler om at skabe glæde.

Det samme gælder lykke. Den kan vi heller ikke forvente, den er heller ikke givet. Men jeg tror at kilden til de to tilstande er forskellig.

Glæde er noget der kommer fra os selv, fra vores indre,  fra vores indstilling. Mens lykke er noget der kommer til udefra, fra noget andet, fra “Gud”, eller “Universet” om man vil.

Måske kommer lykke til os gennem andre mennesker, eller igennem situationer. Men det er ikke andre mennesker eller bestemte situationer, der har ansvar for vores lykke eller skaber vores lykke. Lykken er ikke afhængig af at bestemte betingelser er opfyldt. Lykken er – som kærlighed – betingelsesløs.

Lykken er nåde, der kan virke igennem mennesker og situationer, som budbringere.

Jeg tror at det hænger sammen på den måde, at vores egen vilje til at tage ansvar for den indre kilde til glæde, gør det muligt for os at se lykken i den Anden, eller at fange lykken i en given situation.

Men lykken kan ikke holdes fast. Derfor er den lunefuld. Mennesker, situationer og tilstande vil aldrig være permanente, og glæde er måske først og fremmest en evne til og vilje til at anerkende dette vilkår at slippe og tage imod, og slippe igen.

Glæden kan gøres til en forholdsvis permanent tilstand af undren, af generøsitet, af medfølelse, af åbenhed, af værdsættelse, af nysgerrighed, af let-sindighed – som noget der kommer indefra.

Glæden gør det muligt for os at opleve lykke, og være lykkelige, og sætte pris på mennesker, i mødet, i flowet.

Og elske de mennesker, og have den fantastiske oplevelse det er at være levende.

PS: Dette indlæg er dedikeret til en kvinde som har hjulpet mig utallige gange, når jeg ikke har kunnet se vejen og glæden og formålet med tingene, Når jeg har grædt og været ked af det. Så får hun mig ud af det, for det er egentlig blot former, som vi identificerer os med. Og det er glæden også, men vi kan selv vælge hvilken form vi vil identificere os med. Deri ligger friheden. Og det bedste jeg kan give dig er mine ord. Jeg elsker dig, og en dag tager vi herhen:

bali

Dråber

red drop“Som et strejf af en dråbe/fik vi lov til at håbe/
på de ting, der skal komme/førend livet er omme”

Her til morgen var jeg igen ude at svømme. Og lige som sidst afgav jeg et løfte til mig selv.

Denne gang lovede jeg mig selv at forsøge tage imod, hvad jeg får i et givet øjeblik. Jeg gav mig selv det løfte at tage imod øjeblikkene som små strejf af nåde.

At dvæle i det.  Hvad enten det er kærlighed eller eller glæde. Hvad enten det er sorg, savn eller sårbarhed. Og så at give slip.

Hvert savn rummer et løfte om gensyn. Hver sorg muligheden for trods alt at glædes over det der har været. Hver glæde et svimlende håb om mere glæde. Hver kærlighedsgestus en mulighed for gensidighed. Hver sårbarhed en mulighed for trøst.

Det er måske sådan at vi nogle gange har svært ved at acceptere det, der er (og vi skal naturligvis ikke acceptere ALT). Det er måske sådan at situationer, andre mennesker og ting, der ikke virker, bliver u-udholdelige. Vi lever i en tid, hvor vi har mulighed for at kunne en masse, kommunikere en masse, forkaste en masse på meget kort tid. Vi bliver vrede, angste, utålmodige, irritable.

Det er helt naturligt, menneskeligt.

Så siger vi til os selv at vi skal leve i nuet. Men alene heri ligger en fordring. Hvad med at vi sagde: Jeg kan leve i nuet.

Jeg kan som en mulighed tage imod de små gaver, som livet tilbyder. Jeg kan som en mulighed lytte til meningen i disse små ting. Jeg kan som en mulighed tage imod de smukke momenter af  glæde i livet.

I weekenden oplevede jeg en rus af kærlighed, venskab, rummelighed og meget mere, som jeg ikke har ord for nu.

Søndag morgen, stadig beruset i mere end een forstand siger jeg til et kært menneske: “Hvorfor er folk så glade?” Hvortil hun svarer: “Fordi jeg har smittet dem”.

Ja så enkelt er det. Glæde smitter. Nærvær smitter. Kærlighed smitter.

Ude at svømme

UnderWater
I går var jeg ude at svømme, i mere end een forstand, men også sådan helt bogstaveligt, i et cirkulært bassin. Jeg kan godt lide at svømme i cirkler. Fordi det væsentligste ikke er hvor langt jeg svømmer, men AT jeg svømmer.

Det gode ved at svømme er det kan blive en meditativ tilstand, hvor tankerne bare kommer og går, lidt som i yoga.  Min yogalærer sagde at yoga er en proces.

Naturligvis tænkte jeg en masse tanker. Blandt andet på at jeg bedre kan lide at bevæge mig i en proces, eller cyklisk, organisk, som i svømning, yoga, vandring eller cykling.

At der er meget, der er blevet projekter, snarere end processer. At vi orienterer os lineært, snarere end cirkulært.

At have en krop fx. Alene dén formulering viser en  kroppen som objekt og os som ejere af den krop. Subjekt-objekt dikotomien igen.

Vi gør ting ved vores kroppe så de skal performe bedst muligt, eller vi undlader at lytte til kroppen indtil det er for sent. Især hvis vi med opmærksomheden mest er i vores tanker. Derfra kan man sende en masse beskeder til kroppen om at den skal opføre sig på bestemte måder, være på bestemte måder – og kritisere den og sig selv hvis den ikke er sådan.

Uanset om vi perfektionerer kroppen eller helt neglicerer den kan det være et udtryk for at sind og krop ikke har forbindelse. At vi ikke ER vores krop.

Og pludselig dér i bassinet, mens jeg svømmede rundt og rundt, besluttede jeg mig for, een gang for at alle at slutte fred med min krop. At indstille kampen mod kroppen. At bebo den og glædes over den, fremfor at vurdere og kritisere og forvente ting af den i mit ikke så stille sind. At give den kærlighed og omsorg.

At vende tilbage til Mit credo: Be. Shine. Love.

At skrive som det eneste jeg ønsker at GØRE (som i ambition, villen) – men hvor processen igen er det væsentlige.

Da jeg kom ind i saunaen, faldt det mig ind, at kroppen ikke tilhører os som objekter, men er instrumenter for at der kan le’s, danses, leves og elskes igennem dem. Og at det er ikke er os, der gør det, men universet. Og det egentligt er ligeglad med om vi er perfekte, for vi er perfekte når vi stiller os til rådighed for dets latter, dets liv, dets lyst, dets leg.

Almindelig kærlighed

We can’t fall any further,
if we can’t feel ordinary love
and we can’t reach any higher,
if we can’t deal with ordinary love.

Der er kommet en ny sang fra U2, som jeg har hørt flere gange efterhånden. Den er smuk, synes jeg og dens budskab er besnærende enkelt.

At vi ikke kommer særligt langt, hverken i dybden, eller i højden, hvis ikke vi kan føle eller forholde os til almindelig, ganske almindelig, kærlighed (hvad det så end er).

Jeg har spekuleret over det i relation til polyamori,  eller åben kærlighed. Måske kan en sådan kærlighed ses som en flugt fra netop de almindelige kærlighed mellem to, og kun to mennesker. En længsel ud, en flugt væk.

Pointen er bare at den kærlighed man finder, altid vil være helt almindelig. Fordi det menneske man møder dybeset set er et almindeligt menneske, som en selv. Hvis man tør åbne op, være sig selv, lade være med at spille spil. Igen – turde være sårbar. Give sig selv som den man er, og elske den anden som den han eller hun er.

Men så er det også muligt at nå meget dybt – eller meget højt. Og så er kærligheden tilsvarende dyb – eller høj.

Paradokset

Oh girl that feeling of safety that you prize
Well it comes at a hard hard price
You can’t shut off the risk and the pain
Without losing the love that remains
Were all riders on this train

En kedelig regnvejrssøndag.

Jeg sidder og tænker på alle de gange jeg har følt mig sikker og lykkelig på at det var det rette at sætte kærligheden, mig selv og min(e) partner(e) fri. Jeg tænker på lysere tider, og jeg tænker på at have festen med i sit hjerte, som jeg skrev om i går på Facebook.

Jeg tænker også på at det ikke altid er muligt at bevare festen i sit hjerte. Jeg tænker på at jeg netop i går forsøgte at flygte fra en følelse af tristhed og ensomhed ved netop ved at være på facebook og drikke rødvin. Istedet for at føle det jeg nu følte. At det nogle gange er skidesvært at give kærligheden fri, at være i verden.

Jeg kommunikerede med gode mennesker som jeg glæder mig til at gense i kød&blod men det jeg virkelig havde brug for i går var at føle fysisk og kærlig nærhed, eller alternativt virkeligt at mærke længslen, uden at forsøge at abstrahere fra den. Flygte.

Det er min erfaring at længsel, når jeg tillader mig selv at mærke den, transformeres til noget større, der ligger ud over mit umiddelbare behov for at blive holdt om og elsket. En oplevelse af at kærligheden eksisterer og er langt større end noget vi kan begribe eller sætte ord på. Og at den omfatter alt, også det konkrete øjebliks følelse af forlis.

I går var jeg ikke i stand til at mærke længslen og den følelse af ensomhed og forladthed, som den også indeholdt – og heller ikke at lade forvandlingen ske.

Det er min erfaring at når man sætter kærligheden fri, og erkender at man ikke kan være sikker, også må acceptere risikoen ved at miste og smerten, der følger med.

Det er nødvendigt at acceptere begge dele; friheden og frihedens pris. At man nogle gange er usikker, sårbar og trist. At det at være alene, også kan føles som ensomhed.

Dybest set er det en erfaring, der ikke kun har med åben kærlighed at gøre, men med erfaringen af at elske og sætte sig selv på spil i det hele taget (også kreativt). Det er en almenmenneskelig erfaring. Men den åbne kærlighed betyder blot at man hele tiden bliver konfronteret med disse følelser, at det er en vedvarende bevidsthedsproces.

Erkendelsen af at når vi ikke tør friheden, men vil være sikre, fordi vi er bange for at føle smerte, tab, forladthed, ensomhed – så glider friheden og kærligheden os af hænde.

Det vi ikke tør mærke binder os, mens det vi tør mærke, også når det indebærer sårbarhed og smerte, sætter os fri.

Det er kærlighedens og frihedens paradoks.

Jeg aner ikke om dette giver mening, men tillader mig at skrive det alligevel. Jeg blev engang spurgt, hvorfor jeg blotter mig på min blog. Svaret er at hvis jeg ikke tør det, så er det ligemeget. Også her sætter jeg sikkerheden på spil og kommer ud af min comfort zone.

Nogle gange famler jeg i blinde. So be it.

Om kærlighed

That I am not the one who loves –
It’s love that seizes me.

Kærlighed er betingelsesløs, relationer er ikke. Det udsagn har jeg hørt to gange for nyligt fra to forskellige kilder.

Jeg tror det er sandt.

Det er os, der stiller betingelser, rammer og regler op for kærligheden, eller den kærlighed, vi tillader os selv at føle. Det kan være forbundet med sårbarhed, angst, tab af kontrol og frygt for at miste at tillade sig selv at føle kærlighed. Derfor bliver de relationer, vi indgår i og de måder, hvorpå vi elsker, betingede. Fx af bestemte måder at opføre sig på, eller om partneren lever op til bestemte idealer eller normer.

Spørgsmålet er om man kan nå til et punkt hvor kærligheden bliver større end relationen, og hvor kærligheden ophæver de betingelser, der knytter sig til relationen?

Er det muligt at elske et andet menneske, uden nogen forventning om at det bliver gengældt? Uden frygt, uden sårbarhed? Eller netop på trods af frygt og sårbarhed.

Eller ligger forventningen altid implicit som en betingelse? Og vil vi altid være “sikre” før vi tør sige at vi elsker et andet menneske?

Er det muligt at sige til nogen at man elsker vedkomende, uden at forvente at den man holder af, udtrykker den samme følelse? Og kan vi i det hele taget være sikre på, at vi taler om det samme, når vi taler om kærlighed?

Vi kan ikke være sikre på noget. Der er altid den mulighed at hjertet bliver knust.

Men. Når en given relation til et menneske, det være sig af venskabelig, seksuel eller romantisk art hører op, betyder det ikke nødvendigvis at kærligheden hører op, måske ændrer den blot karakter.

Jeg tror at kærligheden er større end relationen, men relationen er et udtryk for kærlighed, der er knyttet til et bestemt tidsrum, nogle bestemte mennesker og måske endda et bestemt sted eller en bestemt situation.

Relationer hører op, det er en del af livet at acceptere det grundvilkår at vi kan miste det menneske vi holder af. Vi forlader, vi bliver forladt. Døden indhenter dem vi elsker, eller os selv.

Men hvem siger at kærligheden nødvendigvis holder op fordi relationen gør det?

I virkeligheden er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt eller hvordan vi elsker, om vi elsker nok eller på den rigtige måde. Kærligheden har 10.000 ansigter, og den er måske snarere et kontinuum, der går fra den passionerede erotiske kærlighed i den ene ende til venlighed og næstekærlighed i den anden ende.

Som et prisme, hvorigennem lyset brydes i mange forskellige farver.

Måske er det ikke os, der elsker, men kærligheden, der elsker gennem os. Og vi kan lyse  på utallige måder, hvis vi tillader kærligheden at lyse gennem os.

Måske er det et spørgsmål om at turde hengive sig og være tilstede i det, uden frygt. Eller netop på trods af frygten?