Om kærlighed

That I am not the one who loves –
It’s love that seizes me.

Kærlighed er betingelsesløs, relationer er ikke. Det udsagn har jeg hørt to gange for nyligt fra to forskellige kilder.

Jeg tror det er sandt.

Det er os, der stiller betingelser, rammer og regler op for kærligheden, eller den kærlighed, vi tillader os selv at føle. Det kan være forbundet med sårbarhed, angst, tab af kontrol og frygt for at miste at tillade sig selv at føle kærlighed. Derfor bliver de relationer, vi indgår i og de måder, hvorpå vi elsker, betingede. Fx af bestemte måder at opføre sig på, eller om partneren lever op til bestemte idealer eller normer.

Spørgsmålet er om man kan nå til et punkt hvor kærligheden bliver større end relationen, og hvor kærligheden ophæver de betingelser, der knytter sig til relationen?

Er det muligt at elske et andet menneske, uden nogen forventning om at det bliver gengældt? Uden frygt, uden sårbarhed? Eller netop på trods af frygt og sårbarhed.

Eller ligger forventningen altid implicit som en betingelse? Og vil vi altid være “sikre” før vi tør sige at vi elsker et andet menneske?

Er det muligt at sige til nogen at man elsker vedkomende, uden at forvente at den man holder af, udtrykker den samme følelse? Og kan vi i det hele taget være sikre på, at vi taler om det samme, når vi taler om kærlighed?

Vi kan ikke være sikre på noget. Der er altid den mulighed at hjertet bliver knust.

Men. Når en given relation til et menneske, det være sig af venskabelig, seksuel eller romantisk art hører op, betyder det ikke nødvendigvis at kærligheden hører op, måske ændrer den blot karakter.

Jeg tror at kærligheden er større end relationen, men relationen er et udtryk for kærlighed, der er knyttet til et bestemt tidsrum, nogle bestemte mennesker og måske endda et bestemt sted eller en bestemt situation.

Relationer hører op, det er en del af livet at acceptere det grundvilkår at vi kan miste det menneske vi holder af. Vi forlader, vi bliver forladt. Døden indhenter dem vi elsker, eller os selv.

Men hvem siger at kærligheden nødvendigvis holder op fordi relationen gør det?

I virkeligheden er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt eller hvordan vi elsker, om vi elsker nok eller på den rigtige måde. Kærligheden har 10.000 ansigter, og den er måske snarere et kontinuum, der går fra den passionerede erotiske kærlighed i den ene ende til venlighed og næstekærlighed i den anden ende.

Som et prisme, hvorigennem lyset brydes i mange forskellige farver.

Måske er det ikke os, der elsker, men kærligheden, der elsker gennem os. Og vi kan lyse  på utallige måder, hvis vi tillader kærligheden at lyse gennem os.

Måske er det et spørgsmål om at turde hengive sig og være tilstede i det, uden frygt. Eller netop på trods af frygten?