Sjæl Arkiv ~ Prima Materia

Om at nære sjælen

“When the amount is right the end result is growth. Love demands that we nurture and give what is needed – not to much and not too little. Love can not be forced on someone; true love is to what is needed, to nurture, to create strenght and to allow for growth.” Robert Place.

Jeg har altid været god til at forkæle mig selv. Det er vigtigt. Det er derfor at jeg skriver om den mad, jeg spiser, hvad enten det er bagte jordbær med fløde eller ørredsalat.

Det er derfor jeg er optaget af nydelse, hvile, stilhed, litteratur, spadsereture og gode, dybe samtaler med folk, jeg holder af – 1:1.

For jeg kan tydeligt mærke, at mit fokus er anderledes nu end tidligere når det kommer til selvforkælelse. Det handler nu ikke kun om at forkæle mig selv, fx i forhold til nyt makeup, tøj, bøger etc. Det handler ikke om at lægge til, men at trække fra.

Less is more.

Og selvom jeg altid sætter en ære i at gøre mig så smuk, som jeg kan – er reglen nu K.I.S.S. – keep it simple, sweetie.

At relatere dybt og leve enkelt.

Nu, hvor jeg føler mig (mere) hel, er mit formål at nære sjælen. At nære sjælen ved at nære kroppen og dyrke det sanselige, nærværet, samtalen, øjenkontakten, latteren, berøringen, pausen.

At mærke kroppen og røre sjælen. At være sammen med mennesker, der gør mig godt. Og ikke mindst ønsket om at gøre andre godt. At nære min sjæl ved at nære andre.

Det væsentlige er ikke min sjæl – for dybest set er det ikke mig der har den, men den, der har mig – men at dyrke sjæl – sammen med den Anden – hvad enten denne er en ven eller veninde – eller en potentiel mand/kæreste, når dét kommer til udfoldelse i mit liv.

Nydelse

Hvis jeg kan forkynde nydelse i betydningen sanselighed, krop, sensualitet, farver, skønhed, poesi, sjæl, og hvis det på nogen måde lykkes for mig in persona at udtrykke disse kvaliteter, så er jeg lykkelig. Så er mit formål opfyldt.

For det har med alle tre dele af mit credo at gøre. At have det godt i min væren, at stråle og at elske og blive elsket.

At elske livet.

Jeg har længe advokeret for kroppen som sjælens beholder, og for skønhed og sanselighed for deres eget skyld, og ikke som led i et projekt, for det at udvise puritansk kontrol. Det er et af mine budskaber, at vi har mistet kontakt med sjæledybderne til fordel for ånd og transcendens.

Nydelse er ikke et spørgsmål om at dykke ned i en sø af fristelser, at blive opslugt og opløst i opfyldelsen af fx seksuelle og materialistiske behov. Det er derfor, at jeg med vilje ikke medtager det seksuelle, men det sensuelle i min definition af nydelse.

Der er en subtil forskel mellem at være nydelsessyg – og nydelsesfuld. Eller det, jeg forstår som at være sanselig.

At være nydelsessyg er netop at være draget, på en ufri måde mod nydelse. I dette scenarie kan implicit ligge at man misbruger både sig selv og andre. Det nydelsesfulde derimod søger at skabe velvære for både krop og sjæl. Umiddelbart er formålet med dyrkelsen af den sanselige skønhed at dyrke og ære sjælen gennem sanserne. Det er ikke perfektionisme, puritanisme eller performance.

Det handler om at gøre det for min krop og sjæl som føles godt. At sole mig, at spise en dejlig dessert, at høre god musik, at finde hvile, at læse. Der er mange måder at omfavne nydelsen på.

Jeg søger beruselse, der bunder i livsglæde – joie de vivre – eller sensuel arousal. Jeg søger at være bevidst, klar og uforgiftet i min beruselse. Det handler om at mærke indefra hvad ønsket er, og så dyrke det som en sensuel gave til mig selv.

Det er interessant, at hedonisme populært opfattes som en tøjlesløs jagt på nydelse. Men vi har glemt, hvad det egentlig dækker over. For selvom Epikur kaldte “nydelse det højeste gode”, var vejen til nydelse at leve beskedent, at opnå viden om verden, og at begrænse ens begær og ønsker. Dette ledte til opnåelsen af fredfyldthed, og ideelt til fravær af fysisk [og kunne jeg tilføje psykisk] smerte. Og kombinationen af disse to er glæde i sin højeste form, ifølge Epikurærerne.

Så der ligger også en ydmyghed i det, og et ønske om at tage udgangspunkt i der er muligt, her & nu. At skabe glæde i ordets dybeste betydning.

Center

“Turning and turning in the widening gyre
The falcon cannot hear the falconer;
Things fall apart; the centre cannot hold”

Yeats skrev sandsynligvis de ovenstående linjer som et replik til verdensituationen efter 1. verdenskrigs rædsler, og som et forvarsel om den fascisme der lurede og som blev årsag til den genopvakte gru under 2. verdenskrig.

Linjerne taler til et sted dybt i mig, og jeg tænker at ikke nok med at de er relevante i disse tider, er de måske også relevante for os på et indre plan.

Falken er falkonerens udvidede bevidsthed, hans overordnede, udvidede sanseapparat. Men der skal være et kontakt, en synkronicitet, imellem dem. Hvis falken mister orienteringen mister den også forbindelsen til sin mester. Og så falder tingene fra hinanden.

Jeg læser det som en metafor, hvad der sker med os, hvis vi mister kontakten til vores center, vores essens, vores sjæl eller vores Selv. Hvis vi er ude af os selv, hvis vi hvirvles for meget omkring af strømmene i det ydre.

I denne verden er der en masse muligheder for distraktion, for forstyrrelse, for fristelse. For at søge i det ydre, hvad der skal findes i det indre. Vi kan søge og søge i det ydre, vi kan jage duen, men hvis vi ikke ved, hvortil den skal bringes hjem, er vi på Herrens Mark.

Måske er tingene ved at glide fra hinanden, måske er vi ved at falde i dybet. Måske er det en evig erfaring i det menneskelige felt, som vi har følt til alle tider. Vi trækkes i forskellige retninger, vi slides op i ambivalens, vi trækkes rundt i manegen af vores drifter, vi opfylder egne eller andres behov – uden at spørge om det er Godt?

I vores indre topografi – kortet som Jung ville tegne det – har vi et center, Selvet, og en række komplekser, hvoraf Egoet er det væsentligste. Egoet skal være stærkt for at kunne relatere til Selvet. Der skal være en styrke eller stamina i Egoet, der gør det i stand til at være i kontakt med uden at blive inflateret, og undgå at blive hvirvlet omkring i det ydre. Det skal holde spændingen mellem indre og ydre bud. I sidste ende skal det være i dyb og stærk udveksling med Selvet.

Men det forekommer mig, at der finder fragmentering af strukturer sted; samfundsmæssige, kollektive, psykologiske. Som om vi – samlet set – er blevet mere skrøbelige.

Jeg tror vi har mistet en fundamental orientering. I vores iver efter at rationalisere, søge mål, kvantificere etc. har vi glemt vores eget center. Åh, jo bevares, vi er optaget af os selv, vores udseende, vores udvikling, vores sociale og erotiske kapital etc. Men det er ikke det samme som at være i relation til vores Selv, og igennem dét til andre.

Når fundamentet i det enkelte menneske krakelerer, krakelerer også samfundets fundament. Og omvendt. Vi bliver fremmede for os selv og hinanden. Vi mister og selv og hinanden i hvirvelstrømmen, malstrømmen.

Er det sandt? Eller er det blot mit sortsyn? Jeg ved det ikke.

Jeg ved dog, at svaret for mig altid vil være at søge indad og nedad – i vores eget indre dyb. Jeg tror at det er herigennem at vi kan finde en ældgammel visdom, som sjælen besidder, og som når vi genetablerer relationen til denne visdom, vil vi finde en ro i os selv, en korrespondance mellem ego og Selv, med vores sjæl.

Og selvom vi flyver derude i verden, vil der være en tråd tilbage. Der vil være kontakt og korrespondance mellem falk og falkonér.

Der vil være en mulighed for at relatere på et dybere plan til andre sjæle.

Valentin

Psyche må søge efter Eros i den udødelige historie. Og Eros må vække Psyche med et stik fra sin pil.

Det er det vi alle gør. Sjælen søger kærlighed. Kærligheden vækker sjælen og forandrer den. Det er et mytisk drama, som udspilles til alle tider.

Kærligheden går aldrig af mode. Kærligheden er og bliver det nye sort. Der er diskussioner om singlekultur, parforhold og forholdet mellem kønnene i alle medier.

I vor moderne verden kan singler finde kærligheden på dating sites og dating apps. Til Valentinsdag bliver vi bombarderet med tips og råd om, hvordan denne kærlighedens dag bedst fejres – hvis man vel og mærke har fundet den eneste Ene. Hvis man omvendt er godt grundigt træt af sit forhold kan man finde noget spænding på dating sites, der opfordrer til utroskab.

Kærligheden er blevet en vare på et marked, og bruges til at promovere andre varer. Og aldrig har vi været så usikre på denne vare, eller måske på os selv som varer før. Fornyligt læste jeg om tre “teknikker”, der bruges til at afslutte endnu ikke indledte forhold eller alliancer fundet via datingsites; simmering, icing, ghosting. Det er teknikker, som den moderne libertiner m/k åbenbart må kende for at begå sig.

Det er rædselfuldt. Det er netop at se andre mennesker som objekter for ens lyst og søgen, fremfor – ja mennesker i kød og blod, der har nøjagtigt de samme smerter, længsler og ønsker som en selv. Hvad blev der af det med ærligt at sige “Tak, men nej tak” på en sober måde.

Uanset hvilken type konstellation, man er i; monogami, polyamori eller single (eller noget helt fjerde, som jeg ikke har fantasi til at forestille mig lige nu), så er det en god ide at have en “kontrakt”.

Åh, ja det lyder kedeligt og forretningsmæssigt, men det er egentligt blot et udtryk for at man taler om sine ønsker, værdier og grænser. At man holder et felt af kommunikation åbent, et sted hvor man kan tale om tingene. Et rum for sårbarhed. Dybest set er det et udtryk for at man er bevidst om tingene og ikke tager noget for givet.

Man skaber et tredie sted.

Som single (og for mit vedkommende som singlekvinde, der fik luft under vingerne, blev vingeskudt, og som erkendte, at friheden (heldigvis) så anderledes ud end jeg havde regnet med ), er det også en god idé at lave en kærlighedskontrakt med sig selv. Hvad vil du være med til? Hvad er dine værdier? Hvad er dit værd? Hvad ønsker du? Hvad søger du? Og ikke mindst – hvad ønsker du at give? Hvor langt vil du gå og for hvad? Hvad er din etik, hvordan ønsker du at behandle andre mennesker? Hvilke fejl har du begået, og hvad kan du lære af dem? Vær ærlig, ikke mindst over dig selv. Og behandl dig selv med den respekt, du forventer at andre behandler dig med. Vær god ved dig selv.

Nogle gange ønsker sjælen, at vi bliver hjemme, istedet for at flakke bevidstløst rundt i verden.

Og når vi ser på myten om Eros og Psyche, handler den – i min fortolkning – ikke så meget om at søge kærligheden “derude”, men om indre transformation i mødet mellem sjæl (Psyche) og ånd (Eros). Om at finde hjem, derhjemme. At integrere det indre feminine og det indre maskuline, før vi kaster det ud i verden, og ønsker at indløse pantet hos en anden. Kaster længslen ud i verden, og animus/anima efter den.

Men. Her er den sjove del. Det er sgu nemt for mig at skrive. Det er skrevet i bagklogskabens onde, skærende, klare lys. Det er ikke noget vi ved, eller kan vide, før det sker. Du kan ikke sætte dig ned, inden det sker det og tænke dig til at, at du nok burde gøre arbejdet derhjemme først. Du bliver forelsket, ramt af Eros’ pil, og du sidder i saksen.

Du bliver kastet ud på hjertes bjerge, og så handler det om at finde fodfæste dér eller at finde hjem.

Psykoanalytikeren, der om nogen gik sjælens ærinde, James Hillman sagde, at når vi forelsker os, er det aldrig “bare” en projektion, der er noget ved den person, vi elsker, der tiltrækker os, fordi vedkommende er den han eller hun er. Han/hun er os fremmed, spændende, fascinerende, og måske fyldes vi med rædsel. Alene fordi vedkommende kan få os til at føle så stærkt.

Kærligheden (Eros) er en transformerende kraft, som omkalfatrer os i vores grundvold.

Og jeg tænker, at alle disse teknologier, strategier og teknikker, som det moderne menneske har til rådighed i jagten på kærlighed, måske er snarere tjener til selvbeskyttelse, fordi vi i virkeligheden både ønsker at have mel i munden og blæse. Vi ønsker at have den gode partner, men vi ønsker egentligt ikke at kærligheden skal forandre os eller bringe os ud af vores comfort zone, og så er det at vi begynder at behandle hinanden som objekter.

For kærligheden/forelskelsen er i virkeligheden en frygtelig kraft, der skaber forandring. Der rusker op i status quo. Det er dens formål.

Så hvordan gebærder vi os i det? Hvordan undgår vi at behandle os selv og andre som varer, for at få og finde kærlighed? Hvordan skaber vi kærlighed, hvordan møder vi kærligheden og lader den forandre os, samtidig med at vi kender os selv og skaber bevidsthed i det indre?

Hvordan blive hjemme, og møde kærligheden på én og samme tid?

Pointen er måske at vi ikke kan møde kærligheden, vi kan ikke søge den, ikke finde den, ikke vække den, før den selv vil.

Vi kan være hjemme, når den kommer forbi.

Beltane

Come on baby, light my fire
Try to set the night on fire

I dag er det Beltane.

Beltane er en ældgammel gælisk fest, der ligger mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv, på kanten af sommeren, hvor alt er ved at eksplodere i frodighed, og den bliver markeret med blomster, og bål i natten.

Ild.

Det er nu Gudinden og Guden forenes i elskov.

Det er foreningen af det maskuline og det feminine, det ydre og det indre, det dagligdags og det festlige, det sakrale og det profane, sol og måne.

I den smukke Druid Craft Tarot er dette illustreret af The Lovers, der ligger og sover efter deres elskov, foreningen har fundet sted, verden er blevet fornyet, og frodigheden er sikret.

Beltane og det med at tænde ild giver mig anledning til at tænke på sangen af The Doors. Om at tænde ild, og hvad der ligger i det på det indre plan. For mig har Ild som element at gøre med kreativitet og seksualitet, og at tænde ild er at antænde den indre flamme. At skabe sjæl, og ikke at være bange for at lade sjælen skinne igennem.

Det er fantastisk og vildt at møde et menneske, der kan tænde dét i en: Baby come on, light my fire. Puste til flammen, ignite the spark. Det er en stor og smuk gave.

Men, for der er et men. Vi kan ikke forvente eller kræve at en Anden skulle tænde den ild i os. Det er vores eget ansvar at tænde ilden i os selv og holde den ved lige, og bære den. Og vi skal ikke finde os i at bære den for den Anden.

Kunsten er at turde rumme hinandens ild. At løfte og være med til bære, at puste til flammen, pirke til gløderne, danse om bålet i natten.

Relight your fire.

Transparens

Når vi lader slørene falde, af-slører os, bliver vi transparente.
Og det er en proces, en oprigtighedsprøces; en ærlighedsproces; en søgen efter sandheden. Ikke Sandheden, den store forkromede, men sandheden om os selv. Det er måske den eneste sandhed, vi nogensinde kan opnå at (er)kende.

Den sandhed, der netop betyder, at vi ser smertepunkterne, sårethederne, skyggerne, uformåenhederne, fejltagelserne og løgnene i øjnene.

Når vi lader slørene falde vil vi for hvert slør, der falder, opleve os selv og verden som mere gennem-sigtig. Vi bliver gennem-skuet og gennem-lyst, og vi bliver oplevet som værende mere transparente. Dét kan virke skræmmende på andre.

Sommerfuglen er symbol på sjælen.
På græsk er det samme ord – Psyche.
Her ses den transparente sjæl.

Det kan tage et helt liv, det kan tage flere liv.

Det er ikke et projekt, men en proces. Det er en snirklet, labyrintisk, spiralisk proces, hvor vi i frygt vil lukke ned og vi i tillid vil åbne op – igen og igen. Vi vil blive sårede, vi vil miste håbet, vi vil føle for meget og blive overvældede. Vi vil åbne os helt, for dernæst at lukke lidt ned. Det er ikke et spørgsmål om frem eller tilbage, men om op og ned, ud og ind.

Vi vil åbne igen, af-sløre os igen. For når du, når jeg, først ser at det er måden for os at være i verden, så er der ikke nogen anden vej. Det er på sin vis et spørgsmål om at tage springet ud i det blå.

Som Narren.

Når vi lader slørene falde og vi gradvist bliver mere og mere nøgne i verden vil det knuste hjerte blive gennemlyst indefra og udefra. Uden frygt . Først vil vi åbne og lukke i mange gange, men der vil være flere perioder, hvor vi tør være åbne, helt.

Transparent, åbent lysende.

Min fede krop

“Cultivate your curves,
They may be dangerous,
But they won’t be avoided”

Jeg er gået i hi. Eller min krop er. Pr. instinkt. Egentlig ville den helst sove til påske, men det er ikke muligt. Istedet skruer den ned for energiforbruget, og vil bare hvile, vegetere.

Jeg har besluttet mig for at lade den gøre det i år. Og acceptere at mine former er blevet rundere, mine bryster større. Når foråret kommer vil den ud og svinge formerne, og så ryger det overskydende energilager af.

For første gang nogensinde er det ikke mit “nytårsforsæt” at tabe mig. Jeg har iøvrigt skilt mig af med badevægten. Jeg tænker at det er imod kroppens natur at tabe sig i januar og februar. I gamle dage var det i den mørke tid, at vi havde brug for fedt til at stå imod vinteren med.

Jeg tror på, at kroppen er sjælens manifeste udtryk. Men at vi i vores præstations- og kontrolprægede kultur glemmer at se kroppen som sjæl, og istedet opfatter den som sjælløst kød, som produkt. Noget vi kan måle og veje, og bliver vurderet på.

Jeg kom til at tænke på det første juledag, da vi gik en tur i det fuldstændigt blændende smukke vintervejr. Isnende, skærende smukt var det. Og så alle disse mennesker, der tonsede derud ad, som om de ikke hurtigt nok kunne ryste julesulet af, som om de ikke kunne nyde roen i hviledagen, og bare duve afsted i takt med sjælen. Jeg tænkte at de gjorde vold på sjælen. På mig virkede det næsten forceret, ulystigt. Som om julen er et irritationsmoment, der kan løbes væk.

Én kvinde skilte sig ud. Rødt flagrende hår, sorte løbebukser, lædervest, solbrændte, muskuløse, bare arme med tatoveringer. Hun kom løbende som en kugle af ild. Hun var smuk og stærk og udtryksfuld. Hun havde sjælen med sig.

Hun var en moderne valkyrie.

I vikingetiden holdt man blót til ære for guderne Odin og Thor ved vintersolhverv. Man åd og drak og ofrede og festede for at fejre lysets tilbagevenden. Der var ikke megen kontrol over det.

Kontrol er kodeordet. Eller dets modsætning; overgivelsen, hengivelse til kroppens egen rytme og lyst, i bred forstand. På den måde opfatter jeg det at acceptere min krop om den er som en form for oprør imod kontrol og imod neglecering af sjælen. Den måde vi behandler kroppen i vores kultur er ikke så meget et udtryk for kontrol af kroppen, som et symptom på et dybere tab af sjæl.

Jeg vil være god ved min krop og acceptere dens rytme, men jeg vil også gerne bruge den, bevæge den, blidt og nænsomt. Jeg accepterer dens kurver og kultiverer dem. Min krop er fed som den er og smuk og frodig. Og jeg gør hvad jeg kan for at følge dette råd:

“[Y]ou must make the absolut best of what you have, you must present yourself as the most delicious, enticing and well-wrapped package as you can possibly manage.”

My sweet Valentine

Is this love?

Jeg hører Bob Marley, danser med katten og har besluttet mig for at lytte til og nære min sjæl på denne dag, der jo står i kærlighedens tegn.

Jeg spekulerer på kærlighedens mange ansigter, betegnelser og former.
Jeg spekulerer på om kærligheden hører op, blot fordi den skifter form, eller relationen ophører. Det tror jeg ikke.
Jeg spekulerer på tvivlen, på modsætningsforholdene i mit liv, på spændingsfelterne, på hvor svært det er at udholde det komplekse, det uafklarede, det sårbare, længslen.

På at det er det jeg altid vil stræbe efter. At forblive i spændingen, at hvile der. Jeg tænker på, hvordan min sjæl så mange gange har søgt et hjem, en ro, et hvilested, en afklarethed, udenfor sig selv.

Eros og Psyche – kærlighed og sjæl – i omfavnelse.

Jeg vil nære min sjæl og elske den og holde om den, når den alligevel ikke formår at blive hjemme, men søger ud, og står der og vibrerer i spændingsfeltet mellem ude og hjemme, og alle de andre modsætninger, der er del af min eksistens.

Jeg ved det det jo godt (hvem er det “jeg”, der ved?): Min sjæl finder ro i intet at søge, men blot være. Min sjæl finder ro i at forblive hjemme. At hvile i det komplekse. At turde sårbarheden, det ufiltrerede, det paradoksale.

Min sjæl finder ro i erkendelsen af at den eneste kærlighed jeg har er den jeg giver, eller har givet, eller vil komme til at give.

Og det der er tabt er også altid både givet og modtaget:

“The winds that sometimes take something we love, are the same that bring us something we learn to love. Therefore we should not cry about something that was taken from us, but, yes, love what we have been given. Because what is really ours is never gone forever.”

Happy Valentine. Kys.

Ensomhed

I sin dejlige lille bog Den Himmelske Vej, skriver Lars Muhl om ensomhed. Det vækker genklang hos mig, der hvor jeg er nu.

For Muhl er ensomhed en indstilling, som er uundgåelig, hvis man har valgt at træde uden for overfladen og larmen. Ensomheden kan være angstprovokerende og uudholdelig til at starte med.

Men den er

Et nødvendigt frirum, man frygtløst må gå ind i for at kunne gøre sig til et med alt. Ensomheden er ikke et mål i sig selv, men et middel, der tjener et overordnet formål. I ensomhed opleves først altings modsætning. Vi får øje på vores egen lidenhed.

Det vækker associationer til Jung, der mente at vi i individuationen både må erkende vores særegenhed og vores lighed, og dermed fællesskab, med alle andre.

I ensomheden er vi både helt os selv og helt ydmyge.

Og det er i denne ydmyghed at vi gennem ensomheden kan møde det større, ved at tømme os selv i stilhed, tømme bægeret for det, der fylder eller hidtil har fyldt.

Måske er det utopisk at forestille sig en fuldstændig stilhed, en fuldstændig afsondret ensomhed i det moderne samfund. Men det er netop derfor, tror jeg, gavnligt for sjælen at opsøge den tilstand fra tid til anden.

Dybere

I tomheden finder vi døren. Døren fører til fordybelse.

Muligheden for at nå dybere. Dybere ind, dybere ned, dybere op, dybere ud.

Døren kan være alt. Eller intet.

Lader vi tomhed være tomhed, uden frygt, uden modstand, uden at give efter for trangen til at fylde bægeret igen, sker der det magiske at det fyldes op af sig selv – men stille, tyst, næsten umærkeligt og ikke målbart.

Sjælen fylder selv sit bæger. Sjælen hvisker til os når vi er parate, når den er klar over, at vi lytter. At nu lytter vi.

I weekenden gik jeg tur med min veninde i skoven.

Jeg oplevede at skoven var levende, vibrerende, bevægelig – besjælet. At den hviskede til mig om sin magi. At den blidt legende pustede blade i kaskader fra træerne, i et frit fald, som vi alle oplever det før eller siden. At solen sang i træerne, og lyste skoven op.

Det forankrede mig i en følelse, som jeg ikke har mærket længe, at krop og sjæl blev ét, og at kroppen igen blev sjælens bolig, som det altid var meningen den skulle være.

En følelse af ro, tyngde og rummelighed, og af bevægelse, sitrende liv, en følelse af at cellerne danser i kroppen, og at der egentlig ikke er en adskillelse mellem mig og skoven.

Kroppen blev det tomme bæger, hvori sjælen kan begynde at brænde med sin stille ild.

Skoven var døren.